PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-11-01
0071

(Israels retmæssige arvinger 5)

HIMMEL OG JORD I ÉT

De, som er af en opfattelse, at det forberedende arbejde for at ’bringe ødemarken til at juble og blomstre’ (Es.35:1) – kun er et jordiske foretagende, tager fejl! De, der mener, at de anstrengelser, som nu bliver gjort for at virkeliggøre ordene: ’Ørkenen og det tørre land skal glæde sig’ (v.1) udelukkende er optaget af at erhverve jord og land i Israel, har intet forstået! Profetens ord angiver tydeligt målet og længslerne, som lever og ånder bag dette syn: ’De skal se Herrens herlighed’, siger han. ’De skal blive vidne til vor Guds pragt!’ (Es.35:2).

Det samme gælder de dermed knyttede bestræbelser på at ’bane en vej i ørkenen, jævne en vej for vor Gud i det øde land’ (Es.40:3).

De, som i denne gerning blot ser et slidsomt, jordisk arbejde i den øde vildmark, har intet fattet! Hvis de mener, at dette kun drejer sig om tilegnelsen af nogle kvadratkilometer ørkensand, er det virkelige syn skjult for deres øjne! Profeten udbryder: "Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal."

Herefter tilføjer han (og det er det væsentligste i hans forudsigelse): "Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt!" (Es.40:4-5)

*

Det er klart, at når Kristi efterfølgere taler om ’Borgerret i Israel’ – ville det i den forbindelse være vanvid at stille på et eller andet offentligt kontor i den hebraiske stat for at gøre den her omtalte nytestamentlige fordring gældende. De jødiske embedsmænd ville med rette ryste på hovedet og tøve med at forlænge Visa-perioden; selvom det ’borgerskab’, der her tales om, må give sig udslag i. at Guds herlighed åbenbares i de mest forstenede og uigennemtrængelige jordiske forhold, er den ’borgerret’, der henvises til ikke forankret i det jordiske! "Vort borgerskab er i himlene," betoner Paulus (Fil.3:20) og fortsætter: "Derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser." Apostelen slutter: "Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som Hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed Han kan underlægge sig alt…"

Det vil med andre ord sige, at hvis vi længes efter, at Guds forvandlende kraft skal ændre vor situation i de fornedrede forhold (som vi må leve under her på jorden) – da er det i den himmelske administration, at de troende skal stille med deres andragende; det er fra himlen, at jorde i Israel bliver overdraget; landet tilhører Gud, og Han giver det til hvem Han vil! Abrahams sande afkom har borgerret i Israel, fordi det har borgerskab i himlen

*

Dette bringer os imidlertid til det næste – og for de troende altafgørende – spørgsmål: Hvorledes kan de kende og være sikre på, at ’det himmelske borgerskab’ vil afspejle sig her på jorden i en sådan grad, at det omfatter Abraham-løfterne om jord og land i Israel? Hvorledes kan det ud fra Guds ord bevidnes, at en sådan lære om arveret i Det hellige Land er ret? Efter i tidligere slægtled at have glædet sig over – og at være blevet opbygget og styrket ved en salvet forkyndelse om, at ’Gud, vor Herre Jesu Kristi fader i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse’ (Ef.1:3) … kan det være vanskeligt for Herrens menighed at acceptere, at alt dette nu skal bringes ned på jorden! Ja, at den himmelske åndelige velsignelse nu også kan udmønte sig i noget så jordisk og prosaisk som en strimmel ørkenjord i Israel? Kan det virkelig være Guds Ånd, der leder til sådanne tanker? Er det ikke en ny vildførelse? Er det ikke et nyt forsøg på ’menneskers terningekast, når de snedigt leder på lumske afveje?’ (Ef.4:14)

Som svar på disse berettigede spørgsmål er det efter min opfattelse bedst at lytte til apostelens formaning, når han udbryder: "Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden."

Apostelen Johannes fortsætter: "Derpå kan I kende Guds Ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud…" (1.Johs. 4:1-2).

Det vil med andre ord sige, at kriteriet for, at det er Guds Ånd, der taler og er i virksomhed, er denne: ’Jesus er Messias, og Han er ’kommet i kød’. … hvilket betyder, at Han har forladt sin himmelske herlighed for at tage på sig et menneskes skikkelse. Himlen er i Ham kommet ned på jorden, hvor den manifesterer sig ved, at Guds herlighed åbenbares.

… om dette ubegribelige og for adskillige uacceptable (at ’det er Guds viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, Han selv forud har fattet om den frelsesplan i tidernes fylde at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske (Ef.1:9-10) taler apostelen klart. Som en forklaring på universets gåde, at Gud i Kristus blev menneske, forklarer han:

"… Han (Jesus Kristus) som havde Guds skikkelse regnede det ikke for et rov at være lig med Gud, men gav afkald på det tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da Han var trådt frem som et menneske, ydmygede Han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.

Derfor har Gud højt ophøjet Ham og skænket Ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himlen og på jorden og under jorden og hver tunge bekende, Jesus Kristus er Herre til Gud Faders ære (Fil.2:6-11).

*

Hele denne sag med ’sammenfatningen af det himmelske og det jordiske i Kristus Jesus’ er ikke let at forklare! Ingen bør derfor forvente, at det er let tilgængeligt stof; det har at gøre med ’Guds hemmelige frelsesplan’. Det er derfor ikke en tegneserie-historie for børn men en dybt gravende redegørelse, der ikke blot fordrer læserens fulde opmærksomhed men også en vis modenhed og åndelig forståelse. "Den gav Han os i rigt mål" siger Paulus, "med al visdom og indsigt ved at lade os kende sin viljes hemmelighed…" (Ef.1:8-9).

Derefter tager han fast på ’sammenfatningens’ første store stade: Foreningen af de to parter, jøder og hedninger i Kristus, ’ud af disse to vil Gud skabe et nyt menneske’, erklærer han. "Disse to parter skal ved en ånd forenes i ét legeme (Ef.2:14-18).

Lad mig derfor i det følgende forklare disse to parters forening og denne åbenbarelses relation til spørgsmålet om hedningernes arveret til jord og land i Israel.

*

"Han gjorde de to parter til ét," forklarer apostelen med henblik på den forening af troende jøder og hedningekristne, som – ikke blot skal finde sted – men som allerede er en fuldbyrdet kendsgerning ved Kristi død og offer. Denne enhed er først og fremmest en åndelig enhed – men den er i lige så høj grad en profetisk og jordisk og synlig enhed, som omfatter hele den arv, som Israels Gud har tiltænkt Abrahams efterkommere.

At netop det jordiske element kommer ind i billedet, når der i dette citerede afsnit fra Efeserbrevet tales om enhed (2:14), fremgår af den efterfølgende formulering. "Han gjorde de to parter til ét og med sin legemlige død nedrev Han den mur af fjendskab, som skilte os."

Det er bemærkelsesværdigt, at apostelen på dette sted om Kristi forsonergerning anvender udtrykket: ’Ved sin legemlige død’. Han fremhæver overraskende det smerteligt jordiske perspektiv ved det offer, som blev bragt på korset, for at de to parter (jøder og hedninger i Kristus) kunne blive ét. Af samme grund vil det være en alvorlig overtrædelse – ja, en forsmædelig handling at udelukke den jordiske og praktiske del af den dyrekøbte arv, som nu skal overdrages til Abrahams sande efterkommere; det vil være at betragte som en ugerning – ja, en vildførelse udelukkende at ville antage den åndelige del af offerets løn og dermed lade hånt om den jordiske del, som er købt ved den samme lidelse og død.

"Når Hans liv er bragt som skyldoffer, ser Han afkom…" erklærer profeten Esajas og fortsætter: "Derfor giver jeg Ham del med de store, med de mægtige deler Han bytte, fordi Han hengav sit liv til døden" (53:10+12).

Der er et bytte, som efter sejren skal deles! I generationer har de Messiastroende jøder og kristne hedninger taget for sig af den åndelige arv, hvilket har medført overvældende velsignelse.

Nu er timen kommet, hvor den jordiske del af byttet skal fordeles! Abrahams kødelige slægtlinie vil imidlertid gøre et – ifølge Den hellige Skrift – uberettiget krav gældende! Som de af Gud udsatte vogtere af Det hellige Land vil de formene de af Abrahams børn adgang, som nu er undervejs for at overtage deres arvelod! De vil – på trods af Lovens tydelige anvisninger – spærre portene for ’de fremmede; de vil jage dem bort med ordene: "I har ingen lod eller del i Jerusalem!"

*

For at den forjættede enhed mellem de to parter kan fuldføres, må den virkeliggøres både på det åndelige og det jordiske plan. "Husk, at dengang I var adskilt fra Kristus," forklarer apostelen, "var I udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter" (Ef.2:12).

Udelukkelsen fra borgerret i Israel har at gøre med de jordiske forhold. Det drejer sig om udelukkelsen fra at overtage jord og land. ’Fremmedgørelsen’ overfor forjættelsens pagter har imidlertid at gøre med den åndelige stilling, som hedningerne befandt sig i, da de endnu ikke var nået med evangeliet. Ved at modtage Kristus har dette forhold ændret sig. De fremmede har nu også fået del i de åndelige rigdomme.

*

"Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge," erklærer jøden Paulus (når han i Efeserbrevet taler til dem, der ’er født hedninger’ men som ved evangeliet har modtaget Kristus). Han stadfæster dermed denne ny stilling, som de troende fra nationerne har fået med henblik på ’borgerretten i Israel’. Han omtaler imidlertid ikke kun deres nye åndelige indgang til Guds Rige (hvilket i sig selv er en stor og forunderlig velsignelse) – nej, han betoner den nye ret, som de hedningetroende har som ’borgere og medborgere’: "I er de helliges medborgere’, erklærer han! Han siger ikke ’jødernes medborgere’, for det ville da kun være det verdslige forhold, som han omtalte. Nej, "I er de helliges medborgere," betoner han og henviser dermed til ’Guds husstand’, som er mere end – ja, højt havet over det verdslige regime. "I hører til Guds husstand," erklærer han og omtaler dermed den forunderlige forening af jøder og hedninger i Kristus (Ef.2:11-22).

*

Dermed er jeg i min bevisførelse for den påstand, at de Kristus-troende fra nationerne har arveret til jord og land i Israel, nået frem til et af hovedpunkterne for denne undersøgelse. Jeg taler nemlig ikke længere i åndelige gåder eller i lignelser (som kan tolkes i forskellige retninger) – nej, jeg anvender fra Ny Testamente så verdslige begreber som ’borgerret i Israel’, ’ikke længere fremmede’, ’ikke længere udlændinge’, ’medborgere’, ’tilhørende Guds husstand’ – og spørger dermed: Er det at betragte som galmandssnak at hævde, at netop disse såre jordiske betegnelser har at gøre med kerneindholdet af det løfte, som Gud gav Abrahams efterkommere – og som ubestrideligt har at gøre med jord og land i det område, han gennemvandrede, og hvorom Gud siger: "Jeg giver dig dette land!" (1.Mose13:17)?

De, som vil hævde, at disse overordentligt verdslige og særdeles rammende betegnelser ’borgerret, medborger og ’ikke længere udlændinge eller fremmede’ kun er periferiske anmærkninger, som i virkeligheden ikke har noget at gøre med evangeliets forkyndelse, tør jeg imødegå med apostelens fortsættelse: "I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnestenen" (Ef.2:20).

Hvis denne nye stilling, som de hedningetroende gennem deres modtagelse af Kristus har erhvervet i forhold til Israel, er ’bygget på apostlenes og profeternes grundvold’ – da finder jeg intet åbenbarelsesværk, der er mere fast forankret! Da har vi at gøre med elementære sandheder, som er funderet i en grundvold, der aldrig kan rokkes – og da må al modsigelse bringes til tavshed! Da er Gud, Den Almægtige, ved at ’sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske’ (Ef.1:10).

Derom dette syn om hedningernes arveret er så velfunderet, at ’Jesus Kristus selv er hovedhjørnestenen’ – da bør alle, som vil modarbejde og søge at tilintetgøre det, holde sig for munden og bøje sig til jorden i ærefrygt for Gud!

Som sagt berører jeg nu hovednerven i denne fremstilling! Den drejer sig nemlig ikke kun om, at ’det himmelske og det jordiske skal sammenfattes i Kristus’, og at mange åndelige syner dermed afsluttende får jordforbindelse, - nej, den drejer sig om det ældgamle spørgsmål, der hedder: ’de fremmedes ret i Israel’… eller udtrykt med et mere provokerende udsagn: ’Hedningernes arvelod i Det hellige Land. Eller værre endnu: ’De troende ikke-jøders lod og del i Jerusalem!

Denne vigtige sag er nemlig ifølge apostelen en af de bedst bevarede hemmeligheder i Universet! At ’uomskårne hedninger’ (for således kaldes ’de fremmede fra nationerne’ af ’dem, der har en legemlig omskærelse gjort med hænder’ (Ef.2:11) skulle have nogen ret eller status i Israel, er så skjult en sag, at kun få kender til dens indhold og eksistens. At hedningerne i Kristus skulle betragtes som ’medarvinger’ til de løfter, der blev givet til Abrahams efterkommere, er så langt fra Israels gængse opfattelse af dette forhold. Ja, sagen om arveret er så fjernt fra de hedningekristnes egne begreber, at emnet som sådan må betragtes som ’den store hemmelighed’.

Dette er også apostelens betegnelse! ’Kristus-hemmeligheden’ kalder han dette særlige åbenbarelsesværk – og dermed kan han næppe finde et fornemmere og mere talende udtryk. Den sag, som nu ved Helligånden vil blive meddelt mange troende over hele jorden, er forseglet med syv segl. "Når I læser det, kan I se, at jeg har fået indsigt i Kristus-hemmeligheden," erklærer Paulus (Ef.3:4) og fortsætter: "Ved en åbenbaring er hemmeligheden blevet gjort kendt for mig" (3:3).

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”