PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-11-03
0072

(Israels retmæssige arvinger 6)

JORD I BOGSTAVELIG FORSTAND?

Under mit ophold i den del af Aravadalen, som i Bibelen benævnes som ’Zions skrækkelige ørken’ har jeg ved flere lejligheder anmodet Israels myndighed om land. Indtil nu er jeg blevet afvist med den begrundelse, at jeg var fremmed og udlænding og som sådan ikke kunne få adgang til jord og land i Arava! I en række forudgående skrifter har jeg ud fra Skriften søgt at begrunde, hvorfor de troende fra nationerne ikke behøver at lade sig afvise af denne holdning! Ja, hvorfor de på grund af det projekt, som har at gøre med beredelsen af en ørkenvej før Herrens komme, bør insistere for Den Almægtiges Åsyn, at Abraham-løfterne om land og jord også har med den at gøre.

I det sjette og sidste afsnit af denne lille serie skrifter over samme emne, søger jeg at klargøre synet omkring denne del af Guds hemmelige frelsesplan. Det vil være vanskeligt at fatte den bibelske argumentation i denne sag, hvis ikke man læser hele serien i sammenhæng.

Men sagen om jord og land i Israel har hast og spørgsmålet om de troendes Gudgivne arveret er så påtrængende, at Herren Jesus i den forbindelse udbryder: "Mon Jeg ved mit komme vil finde troen på jorden" (Luk.18:8).

Det er ikke nogen lille gerning, som er henlagt til de af Herrens tjenere, der i denne tid har fået som opgave at gøre den sag med arveretten til Israels jord og land kendt – ikke blot for selve arvingerne her på jorden, men for de magter og myndigheder i himmelrummet, som står overfor at skulle slippe deres jerngreb om de rigdomme, som nu skal stilles til rådighed for deres retmæssige ejere! Ja, værket er så overvældende og så omfattende, at apostelen udbryder: "Derfor bøjer jeg mine knæ, jeg, Paulus, Kristi Jesu fange for jer, hedningers skyld – så sandt I har hørt om det hverv, Gud i sin nåde har givet mig med henblik på jer…" (Ef.3:1-2).

Det ’hverv’, der her er tale om, er ikke et lille fritidsjob. Det er ikke en gerning, der i hast kan udføres med venstre hånd; det er en administration eller det Gudgivne ansvar for en husholdning, der til sidst må bringe hele Kristi Legeme i bevægelse! Der findes i dag ingen mere effektiv og mere samlende kraft end denne. Ingen åndelig vision, som vil blive mere befordret af Guds Hellige Ånd. Ingen sag, der ligger Gud mere på hjerte. Derfor udbryder apostelen: ’For denne sags skyld bøjer jeg mine knæ for Faderen’ (Ef.3:15).

Når apostelen i det efterfølgende afsnit af Efeserbrevet omtaler den åbenbaring, hvormed ’hemmeligheden er blevet gjort kendt for ham’ – så henviser han til det forudgående afsnit med ordene: "Sådan som jeg kort skrev om det før" (v.3)… hvilket vil sige en understregning af de dele af det samme brev, som omhandler det emne, der har at gøre med ’sammenfatningen af alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske’ (Ef.1:10).

"I Ham," forklarer apostelen efterfølgende, "har vi også fået del i arven, vi, som var forudbestemt dertil ved Guds beslutning."

… og med disse ord slår portene op til et udsyn, som ikke tidligere er blevet menneskenes børn forundt.

Dermed bevæger apostelen sig ind i områder ’som i tidligere slægtled ikke blev gjort kendt for menneskenes børn," (Ef.3:5) … samt i skjulte, hemmelighedsfulde regioner, hvor ’Kristi uransagelige rigdom for hedningerne’ (v.8) har været opbevaret, og hvor de gulnede kort over den hemmeligste del af Guds frelsesplan har været gemt.

Den store jernnøgle til indgangsporten til dette rige ligger – tror jeg – i den skjulte kode, der gemmer sig bag ordene: …"I tidernes fylde at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske (Ef.1:10). De, som har svært ved at håndtere sådanne ’koder’ kan få udleveret en nemmere nøgle; det er den, som Herren Jesus gav os, da Han lærte os at bede: "Komme dit rige, ske din vilje, som i himlen, således også på jorden… (Matt.6:10).

Det er kort sagt nu et spørgsmål om at få fingre i den arv, som ligger rede til os. Det gælder nu om at finde ud af, hvad der gemmer sig bag ordene: "I Ham har også vi fået del i arven, vi som var forudbestemt dertil ved Guds beslutning." I generationer har de troende været på jagt efter de åndelige dimensioner af denne arv – og det har ført til stor velsignelse og en fylde af lovsang, at vældige åndelige rigdomme er blevet afdækket, hvad angår frelsen i Jesus Kristus – men øjeblikket er inde, hvor nogle af Guds tjenere fra nationerne har bevæget sig ind i Det hellige Land for at berede Herrens snare komme. De er ikke kommet af sig selv, og de har ikke i egen kraft været ’duelige til at udtænke nogen del af Guds frelsesplan’. "Hvis de duer til noget, skyldes det Gud, som har gjort dem duelige til at være tjenere for en ny pagt" (2.Kor.3:6).

For at kunne gøre dette, må de i bogstaveligste forstand være Åndens medarbejdere i opfyldelsen af den årtusindgamle bøn: "Komme dit rige!" De må have tro på og forvente, at med samme kraft og herlighed, som Guds vilje sker i himlen, sådan må den nu ske på jorden! Ja, de må med overbevisning se sig selv som en opfyldelse af det skriftord: "I Ham har også vi fået del i arven, vi som var forudbestemte dertil ved Guds beslutning – og de må gøre denne bekendelse til deres egen: "Han gennemfører alt efter sin viljes beslutning" (Ef.2:11).

Dette med at få del i arven ser umuligt ud! Hvorledes skulle det kunne lykkes at få adgang til den jord og det land, hvor den fornemme højvej skal beredes? Kongevejen, hvorpå sejrherren fra Bozra skal bevæge sig i triumf i sit majestætiske ridt mod Jerusalem? Dette kan kun ske, hvis det er Guds vilje og Den Almægtiges urokkelige beslutning: "Han gennemfører alt efter sin viljes beslutning."

"For vand vælder frem i ørkenen," udbryder profeten, "bække i ødemarken. Det hede sand bliver til oaser, den udtørrede jord til kildevæld. På sjakalernes tilholdssted vokser der rør og siv. Der skal være en banet vej, Den Hellige Vej skal den hedde…" (Es.35:6-8).

Disse ord og denne forunderlige forjættelse er det dybeste motiv og den eneste og egentlige årsag til, at der er troende fra nationerne og Jesu efterfølgere blandt jøderne, som rækker hænderne ud efter bestemte strækninger i Israel. "For Hans folk bliver det en vej at gå på…" erklærer profeten. Det er ikke kun et åndeligt, himmelsk projekt.

Spørgsmålet om, hvorvidt ikke-jøder kan have lod og del i et sådant profetisk projekt, der har med jord og land og forholdsvis lange ørkenstrækninger i Israel at gøre, besvares kort og klart i Ny Testamente: "Hedningerne er medarbejder og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft af det evangelium, som jeg er blevet tjener for ved Guds nådegave… (Ef.3:6).

Mere åbenlys tale kan næppe forekomme. De troende ikke-jøders tydelige andel i arv og fællesskab og løfter står her nedfældet sort på hvidt. At dette har at gøre med den mest bogstavelige opfattelse ikke mindst af den jordiske del af løfternes opfyldelse: jord og land… fremgår af følgende (overraskende) betragtning af apostelen:

"Men Han, som er steget op, hvad andet betyder det, end at Han også er steget ned til den lave jord?" Paulus fortsætter: "Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget højt over alle himle for at fylde alt" (Ef.4:9-10).

For ret at begribe omfanget af det løfte, som blev givet til Abraham, hvilket tydeligt viser frem mod efterkommere, der ubestrideligt er forbundet med Kristus (den forjættede Messias) er det vigtigt at fastholde, at løftet har både med det himmelske og det jordiske at gøre.

De, som vil bestride dette (især fordi de har vanskeligheder med at begribe den aktuelle opfyldelse af løftets insisteren på jord og land) bør især lægge mærke til apostelens argumentation. Hvad ligger der i hans betoning af dette: "Men at Han er steget op, hvad andet betyder det, end at Han også er steget ned til den lave jord?"

Personligt er jeg af den opfattelse, at apostelen hermed formaner dem, der har let ved at tro, at Jesus, Guds Søn, nu er virksom i det himmelske. "Hvad andet betyder det?" spørger han udfordrende, ’end at Han også er steget ned til den lave jord’. Hans mål er at ’sammenfatte’. Hans vilje må ske på jorden, som den sker i himlen! Det himmelske og det jordiske skal forenes. Det lave og fornedrede skal forvandles… arven er ikke begrænset til det ophøjede og det åndelige; den omfatter alt i himlen og på jorden.

"Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget højt over alle himle for at fylde alt!"

"Han er den samme," insisterer apostelen. Som Han i sin egenskab af at være en mægtig og medfølende ypperstepræst nu strider for vor sag i det himmelske (Hebr.4:14-15) – således er Han i uafladelig virksomhed for at gennemføre sit guddommelige forehavende her på jorden. "Han er den samme!"

*

Lad mig afsluttende søge at begrunde det syn, som vor opstandne Herre har lagt i mit hjerte! Jeg bygger især dette på Efeserbrevets betoning af apostelen Paulus’ ord, når han udbryder: "Jeg, den ringeste af alle de hellige, fik den nåde at forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne, og at oplyse alle om, hvad frelsesplanen er med den hemmelighed, som fra evighed af lå skjult i Gud, alle tings skaber, så at Guds visdom nu gennem kirken kan blive gjort kendt for myndigheder og magter i himmelrummet" (3:8-10).

Når vi i Esajasbogen læser, hvorledes ’ørkenen og det tørre land skal glæde sig, og vi med betagelse lytter til ordene: ’ødemarken skal juble og blomstre’ (35:1), da bør vi øjeblikkeligt være opmærksomme på, at denne glæde og jubel har med Messias at gøre! Blomsterhavet og den frodige pragt skyder frem på grund af ’Ham, som kommer!’ Den er ikke en herlighed i sig selv, ej heller en pragt, der blot udfolder sig for sin egen skyld! Nej, den er et prægtigt og majestætisk tæppe, der bredes ud for fødderne af kongen, der med sit herlighedsfølge kommer til syne over bjergkammen ved Edom. Den er som palmegrene, der spredes ud foran sejrherren fra Bozra (Es.63:1-6).

Derfor hedder det i sammenhængen: "Der skal være en banet vej. Den hellige vej skal den hedde" (Es.35:8).

At der er tale om en bogstavelig og virkelig vej," som hans folk kan gå på (v.8) fremgår af den kendsgerning, at vejen allerede har fået navn. Det overlades ikke til mennesker, at benævne denne vejstrækning med deres egne navne eller betegnelser! Vejen tilhører ingen bestemt denomination eller trosretning, ej heller nogen kirke eller synagoge: den kaldes i Skriften for ’Den Hellige vej’ (Es.35:8)

Vejens afslutning er Zion, for det fortælles, at ’de løskøbte skal vandre ad dem’ (hvilket atter betoner vejens virkelige og synlige og jordiske karakter) samt, at de ’med jubel vil komme til Zion’.

Men hvor begynder denne vej? Dette er et spørgsmål, på hvilket ingen – så vidt jeg ved – indtil nu har givet svar.

Det er en kendt sag, at den opstandne Herre ved sit synlige komme vil sætte sine fødder på Oliebjerget, øst for Jerusalem, for profeten siger: "På den dag skal Han stå på Oliebjerget, som ligger øst for Jerusalem, og Oliebjerget skal spaltes i to dele… og I skal flygte ind i min bjergdal…" (Zak.14:4).

Det vil sige, at når Menneskesønnen kommer fra himlen og sætter sine fødder på jorden, da er der krig, kamp og flugt. På den dag skabes også en vej for kongen, idet bjerget spaltes, og der dannes en dal helt frem til Østporten af Jerusalem! Men når Herren afsluttende – efter at have tilintetgjort de fjendtlige hære ved Bozra (Es.34:2+6) – begynder sit triumftog mod Zion, da er en prægtig vej allerede beredt for ham gennem den før så ufrugtbare ørken. Derfor udbryder profeten: "Der er én, der råber, Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land" (Es.40:3).

For at dette jordiske arbejde helt konkret kan lade sig gøre, må der skabes en legal mulighed derfor! Ingen kan begynde at grave i ørkenen eller forberede noget større projekt i det øde land, uden at have erhvervet sig retten dertil! Landet tilhører i dag den hebraiske stat, som næppe vil stille noget område til rådighed for folk, der har en anden opfattelse af Messias’ komme end den, som forkyndes af de jødiske rabbier. Det er i denne sammenhæng, at troende fra nationerne nu er begyndt at gøre deres arveret til Israels land gældende. Ikke som nogen fordring overfor de Israelske myndigheder (der blot hovedrystende vil afvise ethvert sådant krav) men som en påtrængenhed i bøn overfor Israels Gud, der gennem en af Jesu lignelser klart lader sin forjættelse skinne igennem: "Skulle Gud ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til Ham dag og nat? Lader Han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon Han så vil finde troen på jorden?" (Lukas 18:1-8).

Dette sidste spørgsmål er højaktuelt. Den tro, som Jesus taler om, er en tro, der er forbundet med Hans komme. "Når Menneskesønnen kommer, vil Han så finde…?"

… og dette er årsagen til, at jeg i dette og de fem foregående skrifter har beskæftiget mig med det store emne om løfterne til Abrahams sande efterfølgere, deres Gudgivne arveret til land og jord i Israel og deres opbrud og efterfølgelse af Abrahams tro.

Timen er kommet for de første spadestik til den vej, som i ødemarken skal være et blomstrende velkomsttæppe til Herren. En første konvoj af troede fra nationerne er nu ankommet til sletterne foran Bozra – og råbet lyder nu ud over lande og riger: "Ban Herrens vej i ørkenen. Jævn en vej for vor Gud i det øde land!"

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”