PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-11-07
0073

SODOMA-SABBAT 1

HOMO-BISPER

Om få dage afgøres det, om en international Homo-parade kan finde sted i Jerusalem! Spørgsmålet er, om Danmark har nogen andel i, at en verdensvid militant homofil bevægelse er nået frem til Jerusalems porte? Har den danske lutherske kirke noget ansvar i denne sag? Kan dens bisper stilles til ansvar? Har Danmarks udenrigsminister nogen skyld i, at nationernes homo-hære er nået så langt? Stilles det danske kirkefolk i denne time på en afgørende prøve? Hvad enten de homoseksuelles gennembrud lykkes eller ej, vil stormløbet finde sted… før eller senere
 

Med al den omsorg og sjælesørgeriske hjælp, der fordres af den kristne menighed i den efterhånden verdensomspændende udfordring, som et homoseksuelt samfund stiller den overfor, forbliver det nu af afgørende betydning, at kirkens bekendelse og tro fastholdes! På baggrund af de danske lutherske biskoppers åbenlyse vigen på dette felt, er det på høje tid, at kirkens gamle, gulnede bekendelsesskrifter atter hentes op fra kælderen! Uden at lade sig skræmme af en ny europæisk lovgivning, der tydeligt ønsker at knægte både religions- og ytringsfriheden i denne sag, bør den teologi, som Luthers’ og Melanchtons’ bekendelsesskrifter fra den første halvdel af 1500-tallet, støves af og nærmere undersøges. De ældede bøger (både Luthers lille og store katekismus fra det Herrens år 1529) får ved kirkens store homo-frafald ny aktualitet! Ja, den Augsburgske Bekendelse (der så dagens lys et år senere) bør på ny lægges på de danske bispers bord. Homo-horderne har nået Jerusalems porte – og de danske bisper bør stilles til regnskab om de har været med til at udruste denne hær.

*

At den opståede konflikt ikke er nogen ringe og ubetydelig sag fremgår af den kendsgerning, at millioner af troende verden over ser deres kirkesamfund spaltet, ja sønderrevet på grund af en militant homoseksuel adfærd. Den fortsatte internationale vigen overfor en homofil samfundsorden, hvor endog de højeste og mest indflydelsesrige embeder (undertiden forblændede og fordærvede af egne urene drifter) hemmeligt og åbenlyst forbereder forfølgelsen af de troende, må imødegås! Det lutherske frafald med henblik på Bibelens klare lære om det homofile forhold er verdenskendt – og har i vort eget land stor og afgørende betydning! Danmark støtter som stat ifølge sin grundlov (§4) den evangelisk lutherske kirke. Ved en kommende eventuel grundlovsændring (således som det sandsynligvis vil blive fordret af Bruxelles) har landet intet at miste ved at sige farvel til de lutherske homo-bisper; men de præster, der holder fast ved Luthers reformatoriske skrifter, bør i denne alvorlige time nægte at følge deres overordnedes udsendte vejledning om gudstjenestelig velsignelse af homofile par, eftersom den er i modstrid med Bibelens bud og lære! "Guds Ord ejer en autoritet", erklærer Luther, "der i modsætning til det menneskelige ord er fri for enhver prøvende usikkerhed; det hviler på fast grund, og er Sandheden, og udgør som sådan i kirken den højeste instans, der hæver sig over præsters – og biskoppers myndighed!" (Trakt.11)

Som den internationale homo-parade nu forberedes i Jerusalem, Den store Konges By, bør præster og kirkefolk alle vegne i vort land gøre indsigelser mod det sørgelige medansvar Danmark har i denne sag. Vore biskoppers udsendte homo-vejledning bør sønderrives og bortkastes! Den har været medvirkende til at støtte og opmuntre den homoseksuelle bevægelse, så at den nu søger at paradere i Jerusalem.

Lad mig i det følgende søge at forklare, hvorledes de danske, lutherske bisper med deres indirekte støtte til dette optog træder Bibelens ord under fod. Jeg holder mig i den forbindelse til de lutherske bekendelsesskrifter.

*

’Den reformatoriske bekendelse’, som jeg her henviser til, hviler på Bibelen. Med hensyn til bekendelsesskrifternes egen oprindelse viser de hele tiden tilbage til Skriften og udtrykker, at de udelukkende er opbygget på denne!

I indledningen til Den Augsburgske Bekendelse tales der om, at den reformatoriske forkyndelse er vokset ud af ’den guddommelige hellige Skrift’ (Fortalen, 8) – og i dens afslutning erklærer de mænd, der med deres underskrift har signeret dette grundlæggende bekendelsesskrift, at de er parate til – hvis det bliver forlangt af dem – at begrunde alt hvad den indeholder med Guds Ord (Beslutning, 7) som Homo-paraden nu bevæger sig mod Jerusalem, er dette forlangende større end nogensinde.

Den Augsburgske Konfession, som blev overrakt Karl 5. af de lutherske rigsstænder på rigsdagen i Augsburg d. 25. juni 1530 (forfattet af Melanchton og billiget af Luther) bygger således på Bibelen som Guds Ord – og er dermed en vejledning, der synes at hæve sig højt over den, som de danske bisper nyligt har udsendt.

Hvorledes (spørger de reformatoriske skrifter) er det da muligt, at danske lutherske bisper tør trodse Bibelens lære om homoseksualitet (ved fremdeles at ordinere homoseksuelle – og lesbiske præster samt ved at udsende en form for kirkelig vielsesceremoni for homoseksuelle)?

Som Melanchton i bekendelsesskriftet ustandseligt fremfører sine begrundelser ud fra Bibelen og ikke unddrager sig nogen møje med hensyn til at forklare sine standpunkter ud fra Den Hellige Skrift – således bør de lutherske biskopper, der vover at velsigne et forhold, som Bibelen kalder synd, imødegås!

Homoseksualitet er, erklærer apostelen ’en vanærende lidenskab’ (Rom.1:26). Der bruges i Bibelen intet andet ord eller begreb om denne såkaldte ’seksuelle identitet. Når Ny Testamente i samme forbindelse erklærer, at Gud (som afslutning på en uhyggelig og djævelsk kædereaktion) ’prisgiver’ de skyldige til en sådan ’vanærende lidenskab’, er Skriftens stilling klar: Homoseksualitet er en synd; den kan på ingen måde modtage kirkens velsignelse!

De lutherske præster og alle troende kirkefolk, i alle indflydelsesrige stillinger – professorer, mediefyrster og politikere – bør derfor gøre som Luther, der (i den Schmalkaldische Artikel) med Bibelen i hånden gør oprør overfor både pave og bisper.

"En trosartikel kan ikke gøre krav på at blive godtaget blot fordi den er begrundet af en af kirkens fædre… ligegyldig hvor bekendt og anerkendt, han er", hævder Luther (A.Sm II,2,15).

Det vil sige, at enhver biskop – uanset hvor fint et navn han end måtte have, og ligegyldig hvilken stilling, han indtager ved hoffet – bør irettesættes, hvis han i egenskab af sit høje embede drister sig til at række sin hånd ud med en kirkelig vielsesvelsignelse til et homoseksuelt eller et lesbisk par! Bibelen kalder det homofile forhold ’naturstridigt’. Det vil sige det modsatte af ’det naturlige’.

En genstridig og pervers slægt rejser sig mod Guds skaberorden. Apostelen siger: "Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige" (Rom.1:26). Det lesbiske forhold er ikke – ifølge Skriften ’ udelukkende at betragte som en ’medfødt tilbøjelighed’. En ’udskiftning’ må finde sted! En ’ombytning’ (således som det er tilfældet i det foregående vers, hvor apostelen taler om at, ’udskifte Guds sandhed med løgn’ (v.25).

Et sådant ’naturstridigt’ forhold er ifølge Ny Testamente synd – en overtrædelse, som ingen præst eller kirkefader, pave eller biskop kan tilsmile og anerkende, men som han straks bør afvise og formane til omvendelse…

*

Det mest afgørende indvending, der derfor bør rettes mod lutherske biskopper, der tillader sig at indføre ’velsignelsesritualer’ for homoseksuelle er ifølge Den Augsburgske Bekendelse uden Skriften fuldmagt ("sine auctoritate scripturae" (Apol.12,119)). Dette understreges med følgende befaling: Man bør ikke adlyde de biskopper, der lærer, hvad der strider mod Skriften (CA 28.28)

Det vil med andre ord sige, at troende, lutherske præster åbenlyst bør tage afstand fra enhver biskoppelig velsignelse af parforhold. Ja, de bør gøre det klart for alle, at de altid og alle vegne vil modarbejde og stride imod al slags lærdom, der er i uoverensstemmelse med Guds Ord! Homoseksualitet betegnes i Ny Testamente som en ’optændelse af et unaturligt begær’. Det vil sige synd! "Mændene opgav den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden", hedder det (Rom.1:27).

*

Den 2. februar 2005 kunne man i de danske medier erfare, at Indre Missions hovedbestyrelse overvejede – efter at have modtaget henvendelser fra medlemmer, lønnede medarbejdere og fritidsansatte – at melde sig ud af folkekirken. Dette skete (ifølge Kirkeligt Dagblad) som konsekvens af, at seks biskopper på det tidspunkt have udsendt en vejledning for gudstjenestelig velsignelse af registreret partnerskab.

"Det får Indre Mission til at overveje", hed det, "om den skal løsne sin traditionelle tætte tilknytning til folkekirken."

Der er nu gået en rum tid efter, at disse overvejelser har fundet sted. Forskrækkelsen over homo-bispernes forordning kunne blot fremkalde en storm i et glas vand. Intet alvorligt er sket; stilheden og kirkefreden har atter sænket sig over det folkekirkelige landskab! Men nu er de biskoppeligt velsignede registrerede partnerskaber nået frem til Jerusalem, og dér vil de paradere med deres kirkelige attester!

Hvad er grunden til, at præster og provster trækker følehornene til sig, når deres egne biskopper træder deres egen lutherske bekendelse for nær? Jeg tror at kende en del af svaret: Præsterne og provsterne er bange for den offentlige mening; de er bange for at blive hængt ud for at øve ’bøssehetz’; de er bange for deres eget skind!

Bispernes homo-vejledning kom jo på samme tidspunkt som en svensk præst fra pinsemissionen blev stillet i anklageskranken i en sag om religions- og ytringsfrihed. Da de danske bisper udsendte deres retningslinier for ’gudstjenestelig velsignelse af homoseksuelle’ kunne præsteskabet samtidig holde øje med, hvad der i Sverige skete med deres frikirkelige kollega. Pastor Åke Green fra Öland var ved byretten blevet idømt en måneds fængsel for at ’hetze mod homoseksuelle’, og Sveriges ligestillingsminister erklærede, at ’ytringer af den karakter’ ikke skulle være beskyttet.

Den dengang 63 årige præst fra pinsekirken omtalte i sommeren 2003 i en prædiken, at Bibelen betegner homoseksualitet som ’skamløshed’. "Mænd lever skamløst med mænd og pådrager sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjener", citerede han (Rom.1:27). Han blev dømt ved byretten i Kalmar for at have anvendt ’nedgørende og ringeagtende ytringer om homoseksuelle’. Anklageren krævede nu skærpet straf; den anklagede fordrede frifindelse – hvilket han en måned senere fik tilkendt ved landsretten i Jönköping.

*

Samtidig med dette afskrækkende eksempel på, hvorledes ytringsfriheden i det ny Europa søges knægtet, har de danske bisper forsvaret deres holdning med at ’man kun kan tale om Bibelen som Guds Ord, hvis man henviser til summen af den bibelske lære’. Man kan ikke trække enkelte afsnit eller ord ud af Bibelen og betegne disse som ’Guds Ord’, erklærer de lutherske bisper.

Med en sådan stillingtagen kommer de lutherske gejstlige i modstrid med de lutherske bekendelsesskrifter (1529-1537). Luther henviser ofte til et enkelt bibelord eller et bestemt afsnit af Gamle – eller Ny Testamente og kalder det ’Guds Ord’. Det enkelte bibelord er for ham et klart, guddommeligt udsagn. Dets autoritet er uomtvisteligt og kan ikke bortforklares! Ordet er forpligtende! Det er for Luther underordnet, om ’Guds Ord’ udtales af en af Gamle Testamentes profeter, af Jesus selv eller af en af hans apostle…

Dersom de lutherske bisper ikke kan forsvare deres ’velsignelse af homoseksuelles partnerforhold’ med ’Guds Ord’, dømmes deres udsendte ritual af de lutherske bekendelsesskrifter, der da kalder det for: ’En vilkårlig beslutning’.

"Bibelens ord er klare og forståelige", hedder det (Apol 27.60). "De er Guds åbenbarede sandhed" (ASm. III 1.3). Dette gælder, når apostelen omtaler homoseksualitet som ’en vildfarelse, der medfører straf’ (Rom.1:27) eller når Mose Lov betegner homoseksualitet som en ’vederstyggelighed’: "Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed!" (3.Mose 18:22)

*

Når det er kommet dertil, at homoseksuelle mænd indsættes i høje embeder i Det hvide Hus i Washington, USA, medens deres homofile partner holder den bibel, hvorpå de skal aflægge deres embeds-ed – og vort eget lille land udsender et homoseksuelt par som Danmarks ambassadører til Israel, og danske bisper omdeler en vejledning for ’gudstjenestelig velsignelse’ af homoseksuelle par’, så fremgår det tydeligt, at Homo-paraden, som nu søges gennemført i Jerusalem, udgår fra et stort og medvirkende bagland.

Da er øjeblikket kommet til at hente de ældste bekendelsesskrifter op fra kirkens kældre; timen er inde til, at troens mænd står fast på ordets grund og rejser sig for at tage afstand fra de lutherske biskoppers lære. Hvis ikke de gør det, bliver de delagtige i den skændsel som nu søges gennemført i Jerusalem.

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”