PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-11-09
0075

SODOMA-SABBAT 3

HOMO-MINISTER

Da Danmarks udenrigsminister, Per Stig Møller, for et par år siden udsendte en homofil ambassadør og hans partner til ambassadørposten i Tel Aviv, Israel, mente han, at de danske biskopper uden at blinke ville (hvis han ønskede det) give ham mandat dertil! Han var overbevist om, at Den evangelisk lutherske kirke, som staten ifølge grundloven støtter og opretholder (og derfor identificerer sig med) ikke – i det store og hele – ville have noget at indvende mod en sådan handling. En ’gudstjenestelig velsignelse af det registrerede homofile partnerskab’ var undervejs, og selvom der kunne forekomme nogle få indsigelser fra ekstreme præster og prædikanter, så havde udenrigsministeren sit på det tørre – ja, han ville af mange blive hilst som en fremgangens og tolerancens og pluralismens mand; han ville blive anerkendt i Bruxelles!

Siden den famøse udsendelse af de to danske repræsentanter til Israel, har jeg dagligt anført denne sætning her på hjemmesiden: ”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”

Denne advarsel synes nu at finde sin virkeliggørelse på forskellig måde. Det er næppe nogen tilfældighed, at efter udenrigsministerens åbenlyse forhånelse af de hebraiske Skrifter (som angiver Moselovens strengeste straf for homoseksualitet) – kom det danske udenrigsministerium til at føle, hvad det vil sige at spotte muslimernes opfattelse af Muhammed! Efter med krone og segl at have overdraget det danske flag ved den danske ambassade til et registreret homofilt par (hvis udsendelse måtte betragtes som en hån mod jødisk tro og tradition) stod danske ambassader i brand i det fremmede og korsbanneret blev trådt under fode af rasende folkemængder. Dansk eksport led efter sigende betydelige tab.

Udenrigsministerens uansvarlige disposition ved at fastholde de to homoseksuelle ambassadør-repræsentanter i Israel er tydeligt blevet afsløret ved den alvor, som omgiver den planlagte homo-parade i Den hellige By. Ortodokse jøder har i begyndelsen af november angrebet politiet i Jerusalems ortodokse kvarter, Mea Shearim. "Vi protesterer mod de homoseksuelles parade!" lød råbene. Retten har i de efterfølgende dage beskæftiget sig med spørgsmålet om omkostningerne for det ildesete projekt. "Der skal indsættes 3000 politibetjente og grænsesoldater for at søge at hindre blodige uroligheder", hedder det.

På denne baggrund forekommer den danske, homoseksuelle ambassadørs udtalelser utroværdige. "Vi bliver overalt godt modtaget," har han hævdet…

Ved at søge at tvinge Israel til at antage danske normer og værdier med hensyn til det europæiske begreb: ’Seksuel orientering’ har Danmarks udenrigsminister været med til at cementere vejen for den Homo-parade, der i morgen, fredag d. 10. november søges gennemført i Jerusalem. Om det lykkes for arrangørerne at fuldføre deres Sodoma-sabbat er et spørgsmål; Jerusalems kristne er i disse dage samlet, i citywide bøn! (Da Homo-paraden søgtes gennemført i august, måtte den i sidste øjeblik aflyses). Denne gang er protesterne større, og politiet har erklæret, at de ikke kan garantere for deltagernes sikkerhed.

Om det homofile ambassadør-par i Tel Aviv deltager i disse homo-festivals i Jerusalem er et spørgsmål. Måske også et privat anliggende! Men hvis det er tilfældet, kan de gøre det ’med god samvittighed’; de har som homo-par både regeringens’ og kirkens velsignelse. Hvad kan de forlange mere?

*

Da Jesus stod overfor Pilatus, udbrød han: "Han, der udleverede mig til dig, har større synd" (Johs.19:11). Dette vil i den forhåndenværende situation sige, at vor danske udenrigsminister er skyldig – men de biskopper, som har velsignet hans handling, har større skyld.

De, der gav ministeren det åndelige mandat til at sende et homofilt ambassadørpar til Jerusalem, synes end ikke selv at have noget mandat til at velsigne det registrerede homofile par! Det er således biskopperne og provsterne og præsterne, der bærer det egentlige ansvar i denne sag. Hvis kirkens tale om homoseksualitet havde været lige så klar som Bibelens tale, er det et spørgsmål, om ministeren havde dristet sig til at sende et homofilt ambassadørpar til Israel. I flere døgn har Jerusalem været i oprør. Både jøders, muslimers og kristnes religiøse følelser er trådt for nær", erklærer myndighederne. "Vi garanterer ikke for konsekvensen", advarer politiet. Udenrigsministeren ved i dag, hvad det betyder: De danske flag i flammer taler deres eget sprog! Hvis ministeren kan læse skriften på væggen, vil han ikke tøve med at hjemkalde de usømmelige danske repræsentanter.

Lad mig forklare:

De lutherske Bekendelsesskrifter stiller spørgsmålet, om de danske lutherske biskopper har mandat til at udsende en vejledning med hensyn til ’en gudstjenestelig velsignelse af homofile i registreret partnerskab’. Udtrykket mandat er i skrifterne ofte anvendt under den latinske betegnelse ’mandatum Dei; et sådant mandat kan kun forekomme, dersom den indførte gudstjenestelige ordning bygger på en Guds befaling eller et Guds bud. En sådan guddommelig tilskyndelse kan i tilfældet med velsignelsen af homoseksuelle par næppe hævdes; Skriftens ord siger klart, at homoseksualitet er en ’vildfarelse, der fortjener straf’. Hvorledes kan den da velsignes?

Bisperne kan imidlertid med rette indvende, at ordet ’mandat’ i Bekendelsesskrifterne er vanskeligt at tolke – men det er ubestrideligt, at mandat-tilsigelsen forbliver knyttet til Bibelen som en forståelse af Guds ord. "Hvorledes skulle man kunne kende Guds vilje", spørger Melanchton (Apol.15,14) uden Guds mandat og Guds ord? (sine mandato et verbo Dei).

Disse gamle, støvede, latinske betegnelser har fået ny aktualitet! Kirken står overfor et overvældende frafald – og medløberne vil fremover forfatte nye ceremonier og gudstjenestelige forordninger for synd – uden at have mandat dertil! Ja, de vil blive en slags religiøs sikkerhed for landets styrende, så at disse føler sig trygge, når de udfører gudsfjendske handlinger. De vil blive en from facade for en antikristelig samfundsorden.

*

Den første gang, at ordet mandat forekommer i Bekendelsesskrifterne, er i Den Augsburgske Bekendelse, hvor det udledes af verbet mando – d.v.s. ’at give en befaling’.

"Kun de handlinger, som Gud har befalet, bør bringes til udførelse", hedder det.

For eksempel bliver på dette grundlag den katolske kirkes tvungne cølibat for præster afvist. Det sker bl.a. med henvisning til apostelens ord: "Men for at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru og enhver kvinde sin mand" (1.Kor.7:2) – eller (som han tilføjer): "Kan de ikke være afholdende skal de gifte sig" (v.9) samt ordene fra Skabelsesberetningen: "Gud skabte mennesket i Sit billede; i Guds billede skabte Han det, som mand og kvinde skabte Han dem" (1.Mose 1:27).

*

"Ingen menneskelig lov, intet præste- eller munkeløfte kan omstøde eller ophæve Guds befaling (mandatum) og Guds ordning (ordinatio)", hedder det (CA 22,1). AT det kan blive en kostbar affære at søge at underminere det guddommelige mandat med andre, menneskelige ordninger viser forholdene omkring det tvungne cølibat indenfor Den katolske Kirke. Mindst 140 nye søgsmål som følge af sex-overgreb har været på vej mod den katolske kirkes bispesæde i Boston i USA (iflg. dagbladet Boston Globe). Erstatningssagerne kan medføre, at den katolske kirke i Boston, en af de største i USA, går fallit. Kirken betalte for et par år siden 85 millioner dollar (517 millioner kroner) for at imødekomme 541 beskyldninger om, at præster begik seksuelle overgreb især overfor alterdrenge.

Den katolske kirke i Irland er i samme situation, idet paven har måttet skride ind med advarsler. Her er over en årrække begået mere end 100 overgreb. 23 præster er involveret (BBC, 29.okt.2006).

Den udsendte vejledning til gudstjenestelig velsignelse af registrerede homofile par må på samme vis betragtes som ’ugudelige menneske -befalinger’ (mandata hominum). Bekendelsesskrifterne fordrer en udskillelse af alle fremmedelementer i gudstjenesten (Apol.24.98). … alt, hvad der er blevet indsmuglet under dække af et biskoppeligt mandat! "Det er falskt, uden begrundelse i Skriften og udgår ikke fra en Guds befaling", hedder det.

Nøjagtig den samme stilling bør tages med hensyn til de danske lutherske bispers forordninger med hensyn til homoseksuelle.

’For at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru og enhver kvinde sin mand’ (1.Kor.7:2) erklærer apostelen. Bispernes forsøg på at omskrive dette mandat til en vejledning om, at ’enhver mand skal have sin mand og enhver kvinde skal have sin kvinde’ vil ikke føre til det, som er den apostolske erklærings formål: At undgå utugt – men vil føre til det modsatte: At indføre unaturlig utugt!

Hvad skal der ske med biskopper, som i samlet tal og med én røst udsender vejledninger om, hvorledes man ceremonielt skal indføre unaturlig utugt i kirken, og som forordner, hvorledes en gudstjenestelig velsignelse af synd kan finde sted?

Ifølge bekendelsesskrifterne bør lutherske præster og provster og menighedens medlemmer alle vegne gøre oprør; de bør aldrig adlyde en sådan vejledning – og hvis de gør det, træder de deres egen bekendelse under fod! "Man bør ikke adlyde biskopper, der lærer noget, som strider mod Skriften, hedder det (CA 28,28)."

Det guddommelige skabelsesmandat, som hedder: "Gud skabte mennesket i Sit billede; i Guds billede skabte Han det, som mand og kvinde skabte Han dem" (1.Mose 1:27) er så fundamentalt, at ethvert forsøg på at ændre derpå eller flytte denne skabelseshjørnesten, må betragtes som et åbent oprør mod Gud! Derfor er den lutherske kirkes biskoppers udsendte vejledning at betragte som en del af en verdensvid ’sammensværgelse’, der fra det underste afgrundsdyb rejser sig mod Kristi menighed!

Alt dette ikke er nogen overdreven formulering beviser den kendsgerning, at netop den militante homoseksuelle bevægelses forsøg på at trænge sig ind i den kristne kirkes præsteskab og gudstjeneste i dag må anses som kirkens mest alvorlige stridsobjekt – et problem, der synes at overskygge alle andre problemer!"

*

At det netop er de fundamentale trosværdier, som de lutherske homo-bisper angriber med deres vejledning, illustreres tydeligt ved den homo-begivenhed, der fandt sted i august 2006 i Jerusalem.

’World pride’, som var navnet på de homoseksuelles festival i Jerusalem, skabte en usædvanlig enhed mellem de tre store religioner; både de ortodokse jøder, muslimerne og de kristne gav udtryk for, at deres fælles forståelse af Guds skabelse af mennesket som mand og kvinde her blev udsat for et overgreb. Libanon-krigen i nord hindrede den planlagte parade, men homo-festivalens andre arrangementer blev gennemført…

De fire forskellige udtalelser, som faldt i den anledning, kunne inspirere det danske kirkefolk til at tage en stilling overfor de kræfter, som både i Jerusalem og i nationerne samarbejder for at skabe en Sodoma-sabbat i Jerusalem. Blandt disse er de danske biskopper og Danmarks udenrigsminister.

1.Den amerikanske rabbi Yehuda Levin erklærede, at ’et militant homoseksuelt fællesskab, der forkaster religiøse værdier, er lige så farligt som Hamas!’

2.Den muslimske Sheik Abdel Aziz Bukari gav udtryk for, at ’det er en vederstyggelighed, at de folk kommer til Den hellige By; de forurener den!’

3.Byens chefrabbi Shlomo Amar talte om –den dybe bedrøvelse’, han følte ved denne ’Homo-festival’ og tilføjede: "Jeg har skrevet til paven og bedt ham om muligt at standse dette foretagende!"

4.Den latinske patriark af Jerusalem, Michel Saba udtalte: "Den særlige hellighed, som knytter sig til Jerusalem, bør iagttages både af troende og ikke-troende!"

De messianske menigheder samledes til bøn mod Homo-paraden, der i sidste øjeblik blev afblæst.

Lad os undersøge, om disse holdninger blot er et udtryk for personlig snerpethed og farisæisme, eller om de har rod i den guddommelige åbenbarelse og dermed har en henvendelse til regering og kirke i Danmark.

Den første erklæring, at ’den militante homoseksuelle bevægelse, der forkaster religiøse værdier, er lige så farlig som Hamas, kan for et uåndeligt øre lyde diskriminerende. Lad derfor Rabbi Levin selv forklare, hvad han mener.

"I Toraen", forklarer han, "er homoseksualitet årsagen til, at Guds dom falder over Israel." Han tilføjer: "Hvis man ikke er en god forvalter af landet, mister man landet."

Den beretning, som han henviser til i Toraen, findes i 1.Mosebog det 19. kapitel, hvor det fortælles, at Abrahams slægtning, Lot (som boede i Sodoma) pludselig får besøg af to fremmede. Han giver dem at spise, hvorefter historien fortsætter: "Næppe var de gået til ro, før huset blev omringet af mændene i byen. De råbte til Lot: Hvor er de mænd, der kom til dig i nat. Kom ud med dem til os. Vi vil ligge med dem!"

Beretningen slutter med, at Lot og hans familie bringes i sikkerhed, hvorefter det hedder: "Da solen stod op over landet, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra (4-24).

Noa Sattah, der er den kvindelige leder af den organisation, der arrangerede homo-festivalen, tolkede dette bibelafsnit med ordene: "Sodoma og Gomorra blev ødelagt, fordi de forkastede de fremmede! Jerusalem bør ikke gøre den samme fejltagelse men være et åbent center for tolerance, pluralisme og menneskelighed.

"Det I gør", siger Jerusalems jødiske åndelige ledere, idet de henvender sig til nationernes regeringer og kirker, "er lige så farligt som at støtte Hamas. Det er at betegne som åndeligt selvmord, hvis I sender homofile repræsentanter til Jerusalem, og det vil ødelægge jer selv indefra, hvis I åbner for homoseksuel praksis i jeres kirker og menigheder.

"Det er en vederstyggelighed", siger de muslimske ledere – og de anvender dermed den bibelske formulering for homoseksualitet.

"Jerusalems hellighed bør respekteres", erklærer den latinske patriark i Den hellige By. Han henviser hermed til, at intet synes helligt for arrangørerne af homo-paraden… eller for dem, som velsigner synd eller forhåner de hellige Skrifter."

Disse erklæringer bør tages op til overvejelse af de danske lutherske bisper og provster – og af Danmarks udenrigsminister. Er det, de har gjort, lige så farligt som at støtte Hamas?

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”