PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-11-10
0076

SODOMA-SABBAT 4

 

SØNDAGS-PRÆDIKENEN BØR NÆVNE SKAMMENS PARADE

Der bør ikke herske tavshed i Danmarks kirker, når Homoparaden drager gennem Jerusalem! Ingen af landets lutherske præster og provster bør gøre fælles sag med deres biskopper, som i en nylig udsendt vejledning tilsiger de homoseksuelle deres velsignelse. Medens Israels ortodokse jøder med glødende lidenskab forsvarer Gamle Testamente, bør alle forkyndere, alle vegne i nationerne forsvare Ny Testamente! Den hebraiske – og den græske tekst taler nemlig samme sprog: Jøderne citerer Toraen, der betegner homoseksualitet som en ’vederstyggelighed’, som hidkalder Guds dom, og nationernes troende citerer apostlenes lære, som betegner homoseksualitet som ’en vanærende lidenskab’, der fortjener straf.

De lutherske bekendelsesskrifter påbyder præsterne at prædike Guds Ord! Det er ikke nok i tavshed at vedkende sig Skriftens lære, og det er ikke tilstrækkeligt på afstand at anerkende, at jødernes harme over Homoparaden i Jerusalem er berettiget.

"Et sådant budskab skal prædikes", erklærer Luther.

En af grundene til, at en dødens tavshed er faldet over de tusinde prædikestole i vort land, når det drejer sig om et emne, der sætter andre dele af verden i brand, er frygten. Man er bange for konsekvenserne. Bange for at miste krave og præstegård. Bange for at blive udskældt i pressen. Bange for bispernes mishag. Bange for at blive sat i gabestokken og i spjældet.

Men her er det som om Luther rejser sig af graven. I hånden har han bekendelsesskrifterne og Bibelen, som han selv har oversat. "I skal prædike!" råber han. "I skal forkynde troens ord, evangeliet, der er en kraft til frelse!"

Så lægger han bøgerne fra sig. "Skriftens ord er ikke nok!" fortsætter han. "De skal prædikes…!"

*

Når Luther taler om Guds ord, mener han både det skrevne ord og det prædikede ord! Ikke mindst det sidste! I bekendelsesskrifterne forklarer han stædigt og vedholdende, at ifølge hans opfattelse er det prædikede Guds ord en levende og aktiv kraft. Han henviser til Pauli beskrivelse af evangeliet som ’en Guds kraft til frelse for enhver som tror’ (Rom. 1:16) – og han forbinder det prædikede Guds ord med profeten Esajas’ slående beskrivelse, der lyder således: "For som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage dertil, men væder jorden, befrugter den og får den til at spire og giver udsæd til den, der vil så og brød til den, der vil spise, sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde" (Es. 55:10-11).

Set i denne sammenhæng (og med reformationens kraftige indflydelse på Europas lande og folk i vor erindring) bør ingen luthersk præst eller provst eller noget medlem af den lutherske menighed – ja, ikke en eneste af vort lands troende lade sig knægte af nogen bisp eller dommer med hensyn til forkyndelsen af Guds Ord.

… og hvis det skulle lykkes nogen myndighed med en ny europæisk lovgivning i hånden at spærre nogle af de prædikende Guds tjenere inde, bør de samme gudløse myndigheder vide, at Guds ord kan de aldrig sætte bag lås og slå. Det ord, som er blevet prædiket, vil nemlig fortsætte sin gerning! Det kan ikke vende tilbage til Ham, der udsendte det, før ’det har udrettet sit ærinde’. Det ejer i sig selv en iboende kraft til at overleve og til udholdende at gennemføre, hvad det har fået besked på at udrette – og hvis nogle af de forkyndere, der først bragte ordets budskab, bliver halshugget eller brændt, gennemsavet eller hængt, så vil ordet finde sig nye redskaber til at udføre den gerning, som skal ske i vor tid.

Derfor henviser bekendelsesskrifterne uophørligt til den kendsgerning, at ordet ikke blot står nedfældet i Den hellige Skrift, men at det skal høres! Troen kommer af at høre", erklærede reformatorerne (fides est ex auditu) – og dermed citerer de apostlenes forklaring, der lyder således:

"Men hvordan skal de påkalde Ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på Ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt?" (Rom. 10:14-15).

Den højt besungne ytringsfrihed har nu fundet sit klimaks. Da den nyligt tilladte Homoparade i Jerusalem fik sit blå stempel af Israels generalrigsadvokat, brød et jubelråb ud i de homoseksuelles lejr, ’Open House’, der var arrangører af det ildesete optog.

"Det er en sejrens time for demokratiet!" sang de homofile. "Det er en sejrens time for ytringsfriheden!" I de europæiske hovedstæder har jubelråbet givet genlyd, thi nu blev den paragraf i den ny EU-forfatning opfyldt i Jerusalem, at der ikke må udvises nogen form for ’forskelsbehandling’ med henblik på ’seksuel orientering’ – og de, der vover at tale et andet sprog skal stilles for en dommer og idømmes straf.

Det underlige og selvmodsigende i, at ytringsfriheden i det ene tilfælde ikke kender nogen moralske eller religiøse grænser og i det andet tilfælde håndhaves så snart, der falder et dømmende ord fra læben, bemærkes ikke.

*

Det forlyder, at der i Sverige har hævet sig røster, som har søgt at gennemtvinge ved lov, at intet afsnit af Det gamle – eller Det ny Testamente, som fordømmer homoseksualitet, bør oplæses i offentlige forsamlinger. Et sådant initiativ er imidlertid ikke nået langt. Ideens bagmænd har sikkert indset det umulige i på nuværende tidspunkt at røre ved det nedskrevne ord. Men i samme øjeblik, der blev prædiket over det samme skrevne ord, så klappede håndjernene, og den svenske prædikant, en præst fra pinsemissionen, den 63-årige Åke Green fra Öland blev slæbt for retten og dømt. Hans senere frifindelse ved en højere instans ændrer intet ved den kendsgerning, at det indtil videre tåles, hvad der står i bogen – men hvis nogen oplæser det og ved sin forkyndelse kommenterer det, er han en dømt mand. Hertil går ytringsfrihedens grænser. Bibelens ord godtages med modvilje men den bibelske prædiken kastes i fangehullet.

På dette punkt er de lutherske bekendelsesskrifter imidlertid ubøjelige. "Guds ord skal prædikes", hævder Luther, "for at kunne modtages i tro!"

Det er klart som solen, at når landets biskopper udsender en vejledning til gudstjenestelig velsignelse af homoseksuelle – da foreligger dermed en tilkendegivelse af, at således bør der prædikes! Man kan ikke i kirken have en biskoppelig anerkendt ceremoni, som præsten tillader sig at modsige i sin prædiken.

Enten må homo ceremonien fjernes eller præsten fyres… måske biskopper afsættes? Et eller andet må ske, for et hus, der er i splid med sig selv, kan ikke bestå! Under alle omstændigheder er bispernes mund i denne sag lukket; de har med den udsendte homo-vejledning sagt deres mening og har herefter ikke mere at tilføje! For altid er for dem Ny Testamentes klare fordømmelse af homoseksualitet et tabu-område; de har i dette spørgsmål accepteret at blive gjort mundlamme; deres prædiken er ophørt, deres kilde udtørret, deres lampe er slukket!

*

Når man holder sig denne tvingende bevisførelse for øje, er det forståeligt, at den lutherske kirkes præster på ny må konfronteres med resultaterne af det forrige århundredes lutherforskning.

W. von Loewenich går så langt, at han om Luther hævder, at han ved begrebet ’evangelium’ ikke forstod det skrevne men det prædikede Guds ord. Von Loewenich henviser til en udtalelse af Luther, der på latin lyder således: "Non de Evangelio scripto sed vocali loquar’, idet Luther henviser til Mattæus 4:4, ’at mennesket ikke lever af brød alene men af hvert ord, der udgår af Guds mund’ (Ad Librum… Ambrosii Catharini… responsio 1521).

E. Schlink hævder i 1948, at Luther i Bekendelsesskrifterne understreger betydningen af det prædikede ord. R. Josefson bekræfter i 1953, at det er prædikenen, det drejer sig om, når Luther taler om Guds ord. E. Bring giver i 1947 ligeledes det mundtlige, forkyndte ord en Luther-prioritet; der kan således ikke være tvivl om, enhver hindring af en negativ omtale af homoseksualitet fra den af de 1000 danske lutherske prædikestole, er i strid med de lutherske Bekendelsesskrifter.

Af samme grund bør præster over det ganske land i deres søndags prædiken tage bladet fra munden og åbent fordømme Danmarks sørgelige andel i den Sodoma-sabbat som fredagens homoparade i Jerusalem indleder. Om så tusind bisper står dem imod, så bør de stå fast på det levende, prædikede Guds ord.

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”