PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-11-18
0079

HOMOFILES FREMTIDIGE JERUSALEM STRATEGI

Homoparaden i Jerusalem blev afblæst i sidste øjeblik. Hvad politikerne ikke formåede og militæret og politiet stod opgivende overfor – hvad penge, trusler og venlige anmodninger ikke kunne opnå, og Jerusalems borgmester stod magtesløs overfor – det udrettede de helliges bønner! I døgnene op til Sodoma-optoget var de kristne og messianske jøder i fælles bøn, og medens alle forberedelser til denne skammens march blev fuldført, bøjede Jerusalems troende deres knæ og anråbte Israels Gud om nåde. Da de homofile skulle til at iværksætte deres triumftog, ’World Pride’, faldt spærrebommene ned – og en djævelsk plan blev fejet af bordet.

Imidlertid er de homofiles strid for at vinde Jerusalem ikke afsluttet. Lad mig her angive fire punkter for deres fremtidige strategi.

Før Jerusalems Homoparade blev aflyst, lå dens budskab klart på bordet; dens idé var allerede gennemtænkt og formuleret. Dens image var udmalet: Det firdimensionale billede, som fra Den Hellige By skulle overrækkes verdenspressen, var fremkaldt og lå rede til mangfoldiggørelse…

Dagen før paraden blev afblæst bragte Jerusalem Post en halv sides artikel af en ung homoseksuel jøde, Yonatan Leibowitz, der fortalte, hvorfor han tog del i det homofile optog.

Han fortæller bl.a.:

"Jeg kan ikke forklare, hvorledes det føles, når jeg ser, hvordan folk stirrer på mig, når jeg vandrer gennem Jerusalem hånd-i-hånd med den mand, jeg elsker. I grunden burde jeg ikke forvente en sådan reaktion! Vi holder hinanden i hånden, fordi det er hvad mennesker, som elsker hinanden gør…"

Den unge homofile jøde fortsætter:

"Jeg er stolt af at være israeler på trods af hadet, der omgiver os. Jeg er stolt af at være jøde på trods af en voksende antisemitisme – og jeg er stolt af at være homoseksuel på trods af den kendsgerning, at nogle mennesker føler sig såret ved min eksistens!"

Yonatan Leibowitz tilføjer:

"Hvad jeg holder mest af i Jerusalem er byens mangfoldighed: at kunne vandre til synagogen på en fredag aften og sige ’Shabbat Shalom’ til mennesker, der bærer forskellig slags ’kippot’ … og som er på vej til alle slags synagoger. Og så senere – blandet ind i vore bønner at høre kirkeklokkerne gennem vinduet, vidende at vi alle beder for en bedre og mere fredelig fremtid…"

Den unge jøde slutter:

"Jeg vil deltage i marchen (hvilket altså blev afblæst i 11. time) … og siger dermed til folk omkring mig: "Lad intet tåbeligt had tilintetgøre Jerusalem… denne by er fuld af kærlighed, respekt og menneskelighed!"

Her ender den homofile marchdeltagers artikel…

*

Alt, hvad kan siges med henblik på den afblæste Homoparadens budskab, kan næppe udtrykkes bedre! Maleriet er her fuldkomment. Alle ’nuancer’ er i denne artikel lysende og klare. Billedet er skarpt: Disse fire programpunkter er, hvad de homofile ønskede at meddele verden gennem deres optog:

For det første, at ingen bør reagere negativt ved at se to unge mænd vandre hånd-i-hånd gennem Jerusalems gader. Ingen bør dreje hovedet og se efter dem, og ingen bør hviskende kommentere noget ubehag til hinanden. "At holde hinanden i hånden er, hvad mennesker, som elsker hinanden, gør", hedder det.

Det vil sige, at det ord, som Ny Testamente udtaler om et sådant forhold er forkert: ’Naturstridigt!’ Der er i de homofiles Jerusalem-budskab intet unaturligt i to mænd, som holder hinanden i hånden (eller viser hinanden deres kærlighed eller begær på andre måder). Det er naturligt – og tilskuernes overraskende eller chokerende blikke er unormale; deres hentydninger er fornærmende; deres reaktioner bør ophøre… om ikke med det gode, så med det onde.

For det andet "bør en ung jøde være lige så stolt af, at han er homoseksuel som han er stolt af at være jøde", erklærer Yonatan Leibowitz.

Imidlertid siger hans hebraiske bibel, at han bør skamme sig over at give sig hen til en ’vederstyggelighed’ (som er Toraens betegnelse af homoseksualitet) – men at han bør glæde sig over at tilhøre Guds udvalgte folk. Sammenligningen er falsk.

For det tredje fortæller den unge jøde, at han ’glæder sig over Jerusalems mangfoldighed’ – men heri kan han ikke inkludere de former for ’seksuel orientering’, som hans hebraiske Skrifter erklærer for synd; det er fejlagtigt at inkorporere det, der i Gamle Testamente dømmes til døden, som en del af Den Hellige Bys strålende variation.

For det fjerde (omtaler den unge homofile forfatter af homo-artiklen), at han drømmer om et Jerusalem ’fuld af kærlighed, respekt og menneskelighed’… og dette er nok det vigtigste budskab, som den aflyste Sodoma-march skulle bringe. De tilbageviste march-deltagere fremstilles som ’demokratiets og den sande humanismens forkæmpere’. ’De religiøse’ derimod er ’de hadefulde og de respektløse og de umenneskelige’. Byens troende er ’dem, der ødelægger drømmen om Det ny Jerusalem!’

Det er fremover de homofile, der med lysets våben kæmper for ’Jerusalem of Gold’, og det er deres vision, der – ifølge deres fortsatte program – afsluttende vil sejre.

Disse fire punkter er værd at bide mærke i; de aftegner frontafsnittet som det kommer til at se ud i den kommende tid: Kampen om Jerusalem er ikke afsluttet!


”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”