PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-12-02
0081

KONGEN KOMMER
(Endetidens kronologi nr. 2)

"Da de satte sig for at spise, satte de sig automatisk på deres sædvanlige pladser for hver sin ende af bordet – hvilket fik de to tomme pladser til at virke så meget desto mere iøjnefaldende."

Flykaptajnen Rayford og hans datter Chloe er nogle af de mennesker, som i bestsellerserien om de sidste tider er blevet ’Ladt tilbage’ (Dette er betegnelsen for hele værket, som beskæftiger sig med eftervirkningerne af ’den hemmelige bortrykkelse’, der efter sigende skal finde sted før Jesu komme).

De to succesforfattere fortsætter deres fremstilling:

"Rayford lagde mærke til at Chloes øjne atter blev våde, og han vidste, at hun følte det samme som han."

Den indledende bog fortsætter, idet den atter nævner navnene på de to familiemedlemmer (hustru og søn), der pludseligt er forsvundet fra jordens overflade:

"Irene havde altid siddet til venstre for ham, Raymie til høje og Chloe lige overfor. Tomheden og stilheden var skærende…"

Historien fortsætter:

"Rayford var hundesulten og spiste en stor portion salat. Chloe holdt op med at spise kort efter hun var begyndt, og græd stille med bøjet hoved, så tårerne dryppede ned i skødet på hende. Hendes far tog hendes hånd, og hun rejste sig og satte sig på skødet af ham, gemte sit ansigt og hulkede. Hans hjerte led med hendes, og han vuggede hende lidt indtil hun faldt til ro. ’Hvor er de?’ klynkede hun til sidst."

*

Med al den sympati, jeg kan fremmane for disse bøgers forsøg på at få læserne til at indse det smertelige ved at ’blive ladt tilbage’ – og ved at gentage alle de berettigede spørgsmål, som den dag vil blive stillet af grædende pårørende, der har ’mistet’ deres kære, så er der et eller andet ved denne fremstilling, som jeg har svært ved at forene mig med! Utvivlsomt har min reaktion at gøre med hele idéen om ’den hemmelige bortrykkelse’. Når jeg i Bibelen læser om Menneskesønnens tilsynekomst, ser jeg evangelieforfatternes og apostlenes fremstilling af denne begivenhed i et andet lys. Ingen af disciplene er optaget af efterladte, vantro pårørende (som fortsætter deres tomme diskussioner om, hvad der mon her er sket) ej heller beskæftiger de sig med mediernes forklaringer om en eller anden hemmelig forsvinden af naboer og kolleger – nej, den bibelske beretning er optaget af en synlig rytter, som på himlens skyer tordner frem på en hvid hest. De er grebet af Hans navn. Hans udseende og Hans invasion med en himmelhær, som de aldrig har set magen! Det gamle Testamentes profeter er grebet af beretningen om det sidste afgørende slag, og hvor det vil finde sted – uden at bekymre sig om et oprørsk pigebarns tårer, fordi hun ikke ville høre på sin mors rettidige formaninger. Ja, det er, som om de mænd, der drevet af Helligånden forudsagde de sidste dages begivenheder, tager et opgør med al den selvoptagethed og navlebeskuende bekymring, som optager en frafalden generation. Uanset om der vil være et par tomme pladser ved spisebordet i nogle velbjærgede menneskes hjem – så forberedes Herrens snarlige komme! Da rettes blikket ikke mod nogle efterladtes dårlige samvittighed men mod kongernes konge, som bereder sig til det store triumftog gennem ørkenen fra Bozra til Zion. Der tales så vidt jeg ved ikke om nogen ’hemmelig bortrykkelse’. Alt sker åbent og synligt og med et eneste sigte: Kongen kommer!

Lad mig forklare:

Et af de mest afgørende afsnit i Bibelen, hvorudfra vi kan udlede en forståelse med hensyn til rækkefølgen og kronologien af de begivenheder, der skal finde sted ved Herrens komme, findes i Åbenbaringsbogens det 19. kapitel.

Her skildres (i overraskende detaljer) det store øjeblik, som slægterne har ventet på, som profeterne har forudsagt – og som de hellige har drømt om: Messias’ komme! Menneskesønnens tilbagevenden til denne klode! Kongens sejrrige tilbagekomst: Jesu herlige åbenbarelse!

"Og jeg så himlen åben", fortæller Johannes i sit mægtige endetidssyn fra Patmos, "og se, der far en hvid hest, og han, der rider på den hedder tro og sanddru, og Han dømmer og strider med retfærdighed."

Med dette syn åbnes et nyt kapitel i Guds husholdning. Forbrydelsernes og uretfærdighedens tidsaldre er forbi. Løgnenes og falskhedens epoke er for evigt overstået. De uduelige, korrupte og magtsyge herskeres dage er forbi… for se, en rytter på en snehvid ganger ses på himlens skyer! Hans befrielsesnavne bliver straks udråbt: "Han hedder Tro og Sanddru", - og hans blanke våben bliver øjeblikkeligt fremvist: "Han dømmer og strider med retfærdighed." (Åb.19:11).

Hvad der siden kan berettes om denne mægtige ’befrier fra Zion’ (Rom.11:26) er alt sammen i overensstemmelse med denne kongelige erklæring. Apostelens ord er som en herolds forkyndelse af det program, som denne ventede verdenshersker forelægger. Efter en bedragets og løgnens og uretfærdighedens tid, hvor den lovløse, Guds modstander og haderen af de hellige har fået frit spil (2.Thess.2:9-10) skimtes rytteren på den hvide hest i himlens skyer. Spørgsmålet er nu: Hvad vil herefter ske, og hvorledes vil de efterfølgende begivenheder udvikle sig? Hvorledes er endetidens kronologi? Hvornår vil det store øjeblik indtræffe, hvor de hellige vil blive bortrykket for at møde Herren i luften?

*

Den bedste fremgangsmåde for at få de rette svar på disse højaktuelle spørgsmål er at fastholde forløbet, som det her forekommer i Guds Ord.

Uden at vige i den ene eller den anden retning bør vi skridt for skridt (og med en største forsigtighed for ikke at blive ført vild) bevæger os gennem det foreliggende afsnit fra Johannes Åbenbaring … altså de vers (19:11-24), som udmaler, hvad ’der snart skal ske’… ’den åbenbaring, som Gud gav Sin søn, Jesus Kristus, for at Han kunne vise sine tjenere, hvad der snart skal ske" (1:1).

(Vi kan altså forvente, at når vi bøjer os over disse skjulte og forseglede afsnit af den sidste bog i Bibelen, så er Den Himmelske ypperstepræst straks i funktion! Han har nemlig som den eneste fået nøglen betroet til disse hemmeligheder – ikke for at Han skulle gennem den bort for aldrig at lukke op for sine kostbare gemmer – men for at ’Han kunne vise sine tjenere, hvad der snart skal ske!’

*

Apostelen Johannes fortæller videre fra sit himmelske syn; han beskriver rytteren på den hvide hest:

"Hans øjne er som luende ild. På hovedet har Han mange kroner, og Han har et navn indskrevet, som ingen kender undtagen Han selv" (v.12).

Når vi først hører om dette luende blik, har vi på fornemmelsen, at intet i vore liv kan være skjult for ham. "Ingen skabning kan være usynlig for Ham", hedder det i Hebræerbrevet (4:13) "alt ligger blottet og åbent for Hans øjne, og Ham står vi til regnskab for…"

- men i denne forbindelse, hvor kongen kommer tilbage for at tage hævn over sine fjender, bør vi se denne oplysning i lyset af den forestående kamp: Et sidste slag er ved at forberedes! Anføreren for de himmelske tropper ’scanner’ horisonten. Hvor de jordiske hære må bruge satellit-overvågen, fly og radar og sikkerhedstjenestens ’intelligens’ – dér er et ransagende blik fra den himmelske hærledelse nok. Han ikke blot kender fjendens stillinger – men han ved om hans bevægelser og har gennemskuet hans strategi.

Han iagttager – så vidst jeg kan se – tre af fjendens bevægelser: Den første er troppesamlingerne ved Harmageddon, den anden er det hensynsløse angreb på Jerusalem, og den tredje er den pludselige manøvre i retning af Edoms Bjerge. Det er disse tre bevægelser af Antikrist og hans allierede, som skal bestemme vort syn på de sidste dages hændelser – og dermed afgøre, hvornår og af hvilken grund den forjættede bortrykkelse af de hellige finder sted.

*

Det luende, gennemtrængende og afslørende blik fra den majestætiske rytter på den hvide hest søger først mod nord. Blikket fæstner sig ved byen Megiddo, som er strategisk placeret på Jizreelsslettens sydvestlige kant ved åbningen til et vigtigt pas over Karmelkæden.

Rytteren iagttager, hvorledes stadig større troppesamlinger af fjendens allierede bringes til dette sted, som på hebraisk kaldes ’Harmageddon’ (Åb.16:16).

Derefter vender Han sig og stirrer med bedrøvelse og vrede mod Jerusalem, som er ved at blive angrebet og indtaget af de fjendtlige styrker. Sammenbidt iagttager han de fremmede soldaters plyndren og hærgen. Han bøjer hovedet ved at høre de voldtagne kvinders fortvivlede skrig, og ser, hvorledes den store udrensning tager sin begyndelse. Allerede halvdelen af den jødiske befolkning er på vej væk fra byen – fordrevet af ubarmhjertige og brutale forfølgere (Zak.14:1-2).

Så løfter han hovedet og ser mod øst. Han retter sit blik mod Edoms Bjerge, idet han fokuserer på en lille by ved navn Bozra.

Er det her det store endetidsslag kommer til at finde sted? Er det på disse mægtige, øde sletter ned mod Aquaba, at Guds ærkefjende skal komme til at lide sit afgørende nederlag? Er dette stedet, som den tilbagevendende helt fra Golgata har udpeget til at skulle være verdenshistoriens sidste slagmark – den blodige plet, som skal vidne om endetidens største opgør?

Profeten Esajas erklærer om stedet Bozra i Edoms Bjerge, at netop dette område er udset til at skulle være stedet, hvor ’Herrens vrede rammer alle folkene (34:2). Det er den krigsskueplads, hvor ’Hans harme ødelægger alle dens hære. Det er her, Han ’lægger bånd på dem og overgiver dem til slagtning’. Det er på disse bjergskråninger og disse øde sletter, at ’de dræbte kastes hen, og deres lig stinker’. – "Disse bjerge flyder med blod", erklærer han (Es.34:3). "For Herren holder slagtoffer i Bozra", siger han og tilføjer: "En stor slagtning i edomiternes land!" (v.6)

Den kongelige rytter, som efter dette afgørende og sidste slag (der af Esajas betegnes som ’en hævndag’… i striden for Zion’ (34:8)) rider ind i sit rige, er ’prægtigt klædt’. "Han skrider frem i vældig kraft!" (Es.63:1) Det er ikke et almindeligt skue, der her udfolder sig. Det er et sejrstog. Det er en triumfkortege, der nu bevæger sig gennem Arava på vej op mod Zion…

Af den prægtige klædning, som kongen er iklædt, lægger vi særligt mærke til det majestætiske diadem, Han bærer på sit hoved: Det blinker og stråler i den opgående sol! Overalt, hvor rytteren med denne værdige og fornemt formede krone kommer frem, bøjer mennesker sig i ærefrygt og tilbedelse. Kronen, som med et betagende lys stråler fra Hans hoved, er smedet og dannet som et kongeligt diadem sammensat af ’mange kroner’ (Åb.19:12). Der går et sus gennem skaren af folk og hærfolk; de gentager hviskende ordene, der står prentet på rytterens flagrende kappe: ’Kongernes Konge og Herrernes Herre’! (v.16)

Dette sejrstog kan ikke gennemføres med den kongelige pragt og herlighed, som det fra evighed af har været tiltænkt – hvis ikke det forberedes efter de guddommelige retningslinier, hvormed det er planlagt i Den Hellige Skrift! Den kongelige rytter kan ikke med værdighed modtages på de øde og fattige ørkenstrækninger, som i dag udgør indgangsportalen til Hans rige, hvis ikke denne strækning gøres rede til den himmelske majestæt. Det trøstesløse og ufremkommelige øde, der i dag udbredes for foden af det bjerg, hvorpå Bozra er beliggende, vil være at betragte som en spot og en fornærmelse overfor den ’prægtigt klædte’, kongeligt kronede rytter, som efter fjendens forsmædelige nederlag begynder sit triumftog netop på dette sted.

Derfor udbryder profeten: "Der er en, der råber: ’Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land’ (Es.40:3).

Nogle vil sige: "Når Herren kommer, så kommer Han fra himlen, og Hans hest kommer galopperende gennem himlens skyer – skulle Han da ikke være i stand til at kunne svæve over disse forhindringer, når Han rider ud i sit jordiske rige?"

Utvivlsomt vil Han være i stand til at ’svæve over’ disse jordiske forhindringer! Ja, når Han fra himlen sætter sin fod på Oliebjerget øst for Jerusalem, da skal bjerget kløves og spaltes i to, så at en stor dal dannes foran Ham. Ikke desto mindre taler Han her gennem profeten og befaler: "Ban Herrens vej i ørkenen!" Det er altså ikke en almindelig vej, der her skal skabes; det er ’Herrens Vej’! Det er den vej, der forud skal beredes for Hans komme, så at Han i sin kongelige værdighed og med hele sit prægtige følge kan gennemføre sit sejrs- og triumftog til Zion.

Jamen skal disse ord om ’at berede Herrens vej’ ikke forstås åndeligt? Sådan som det var tilfældet med Johannes Døber, der beredte en åndelig vej ind i folkets hjerter?

Jo, disse ord skal stadig forstås åndeligt! Alt, hvad der sker som en forberedelse til Herrens komme har det store, åndelige formål at berede en vej ind i menneskehjerter. "Mange af Israels børn skal Han føre tilbage til Herren deres Gud", siger Herrens engel, da han bringer bud om Johannes Døbers fødsel (Luk.1:8-17). Han fortsætter: "Han skal gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerter til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede…"

Det samme må være det ophøjede mål ved denne jordiske beredelse af Herrens vej i ørkenen. Om denne hedder det nemlig: "Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til da"… hvorefter det tilføjes: "Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt!" (Es.40:4-5).

For mig at se er det en overordentlig jordnær fremstilling, som her anvendes om det guddommelige vejprojekt, at medens denne strækning banes gennem klippe- og bakkeland, skal ’Herrens herlighed blive åbenbaret’ (40:5) – od det skal blive et vidnesbyrd for mange.

"Vand vil vælde frem i ørkenen", forudsiger Esajas; "det hede sand bliver oaser. Dér skal være en banet vej. Den hellige vej skal den hedde" (Es.35:6-8).

En sådan lille oase er allerede ved at vokse frem lige overfor Bozra på Edoms bjerg. De første spadestik til Den Hellige Vej er taget. Et uanseeligt begyndende værk er ved at finde sted og venter kun på, at flere vil involvere sig. Som familie og med få hjælpere har vi taget initiativet til at berede kongens kommende sejrstog. "Ørkenen og det tørre land glæder sig, ødemarken jubler og blomstrer… de skal se Herrens herlighed, vor Guds pragt" (Es.35:1-2).


”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”