PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2006-12-06
0083

ISRALES PLADS – BUDSKAB

I fem mindre afsnit vil jeg, gengive, hvad jeg Den første Søndag i Advent udtalte på Israels Plads i København.

Det årlige møde ved den store hebraiske sten på pladsen antager som oftest en profetisk karakter. Det er derfor betydningsfuldt, at de troende alle vegne nøje følger med i, hvad Ånden siger til menigheden.

De fem afsnit er som følger:

1. JERUSALEMS-BÆGERET
2. PRISGIVET
3. GUD – EN LØGNER?
4. DØDSKRAMPE
5. BABYLONS KVALER

Læs med i disse afsnit og fremhold Danmarks alvorlige situation for Nådens Trone i bøn.

*

1. JERUSALEMS-BÆGERET

"Se, jeg gør Jerusalem til et berusende bæger for alle de omboende folk… på den dag gør jeg Jerusalem til en tung sten for alle folkene; de, der forsøger at løfte den, vil rive sig til blods. Så samles alle folk mod byen." (Zak. 12:2).

Dette bibelord har jeg tidligere nævnt, når de troende har været samlet på Israels Plads. Ved dette årlige adventsmøde nævnte jeg det igen. Ikke fordi jeg nærer noget ønske om at gentage mig selv – men fordi dets aktualitet er blevet større end nogensinde.

Bibelordet omtaler den farligste form for beruselse, som eksisterer. Det taler om en dødbringende cocktail, der vil få hele jorden til at vakle, og som til sidst medfører alle jordens nationers endelige ulykke og fald.

Grunden til, at dette giftige bæger atter må omtales og beskrives, er den ulykkelige kendsgerning, at Danmark ikke kun er begyndt at nippe til det; Nej, de styrende i vort land er i færd med at drikke deraf i fulde drag – og medierne rækker det nu til befolkningen, uden at en eneste advarende røst hæver sig.

Som der i dag truende står skrevet med store, sorte bogstaver på enhver cigaretpakke: "Indholdet af denne pakke kan dræbe!" – således står der med blodrøde, selvlysende bogstaver på det gyldne bæger, der i disse timer rækkes til Danmarks befolkning: "Denne vin er giftig. Enhver, der drikker deraf, vil dø!"

"Jamen, hvordan kan det lade sig gøre?" vil nogen spørge. "Hvorledes kan Gud tillade, at der vokser så giftige druer, at der af disse kan sammensættes en heksebryg, der har så skadelige virkninger, at mennesker ikke blot under store smerter dør deraf – men at hele verden på grund af denne bitre og skadelige vin går til grunde derved? Det må være Den Onde selv, der står bag dette foretagende. Det bæger er ikke kun en heksebryg, der er fremmanet af trolddomsdruer; det er et Satans værk; det er en djævledrik!

"Tværtimod!" erklærer profeten. "Denne vin er ikke djævlens værk. Det er Gud, der har tilladt, at døden er i gryden, og det er Ham, som med en stor suppeske skænker den dødbringende drik i de fremsatte bægre – og det er Ham, der rækker de fyldte giftkrus til folkene! Det er Gud, den Almægtige, Himlens og jordens Skaber, som i denne ulykkestime, giver det dødbringende Jerusalems-bæger til Danmarks styrende mænd og kvinder. Det er Israels Gud, som optændt af et tusinde års harme har presset vredens druer til Danmarks land, kirke og folk – og, som nu stiller det gyldne bæger på bordet med befalingen: "Drik og dø! Bliv berusede og fald om! Fyld jer med denne vin – og gå til grunde!"

"Har du glemt, at du taler om Nådens Gud?" vil nogen indvende. "Hvorledes tør du hævde, at Han, som er "tilgivelse, kærlighed og fred" – Han, som er "langmodig og sen til vrede," og som altid, altid bærer over med vore synder – hvorledes kan du påstå, at Han vil frembringe en dødsdrik, hvis berusende virkning fører direkte ind i døden og fortabelsen?"

Profeten svarer med Herrens ord. Han siger (og gengiver dermed Den Almægtiges tale): "Se, jeg gør Jerusalem til et berusende bæger!"

Det vil altså sige, at det er Gud, der står bag. Det er Ham, der gør det. Den berusende drik er ikke frembragt af djævelen, den er ikke brygget af trolde, hekse, dæmoner eller mennesker; det er Israels Guds døds-cocktail; Det er Ham, der har blandet det gærende, giftige krus. Bægeret er fyldt med Guds vredes druer!

Baggrunden for, at dette kan lade sig gøre – ja, at det faktisk sker i denne time, vil jeg i et efterfølgende afsnit, som bringes under titlen: "PRISGIVET" – gøre rede for.

*

2. PRISGIVET

"Jeg gør Jerusalem til et berusende bæger!" erklærer Israels Gud gennem profeten Zakarias. Bægeret er dødbringende; det er et kvalens krus: En dræbende drik!

De færreste vil i dag godtage, at Israels Gud, som er hele jordens Gud og alle menneskers Skaber, kan nå til den holdning, at Han om et menneske, en familie, et land, et folk og dens kirke erklærer: "De har altså ingen undskyldning."

"Jamen, kan Gud, vor Herre Jesu Kristi fader finde på at udtale sig sådan om noget menneske eller nogen nation? Gives der et slægtled på jorden – en generation af syndere, hvorom det står skrevet: "De har altså ingen undskyldning?" – og hvad sker der med de mennesker, som får en sådan ulykkelig beskrivelse hæftet på sig? Hvad sker der med den arme synder, der en dag skal træde frem for Gud, og som ifølge Skriften "skal stilles til regnskab for sit liv" (Heb. 4:13)… og om hvem der blev sagt (i det øjeblik han med ængstelse træder ind i den himmelske retssal): "Han har altså ingen undskyldning" (Rom. 1:20)? – Hvad sker der med denne elendige?"

Apostelen svarer: "Han bliver prisgivet!"

"Prisgivet? Hvad vil det sige - "Han bliver prisgivet"?"

Det vil sige, at han bliver overladt til sin sørgelige skæbne. Ingen vil længere forsvare ham. Ingen vil længere søge at retlede ham. Ingen vil længere give ham så meget som skyggen af et håb. Hans dag er afgjort. Han er prisgivet!

- "Står det ord ’prisgivet’ i Bibelen?" vil adskillige spørge; det ord har de nemlig aldrig tidligere hørt. "Det må være noget, du selv finder på," vil de sige.

"Aldeles ikke!" Ordet ’prisgivet’ står ikke blot nedskrevet én gang i det samme kapitel i Ny Testamente – og ikke kun to gange; nej, ordet ’prisgivet’ står nævnt tre gange indenfor et lille afsnit af Romerbrevets første kapitel.

"Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed," hedder det første gang (1:24) og derefter: "Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber (1:26) – og endeligt, for tredje gang: "Gud prisgav dem til en forkastelig tankegang!" (1:28).

Det vil altså sige, at det er helt i overensstemmelse med apostlenes lære og kan ikke på nogen måde modsiges: "Når menneskene når til en sådan tilstand, at "de er uden undskyldning," bliver de ’prisgivet’. Så giver Gud dem hen! Da er deres chancer forspildte, og de vil få rakt det bitre bæger, der indeholder deres egen dødsdom og den sørgelige evighedsskæbne, som tilfalder den fortabte sjæl…"

Hvad vil det sige "at være uden undskyldning"? Er der nogen mennesker, der kan undskylde sig? Findes der en eneste nation på jorden, der kan argumentere for sin sag på en sådan måde, at Gud i sin retskendelse kan finde så formildende omstændigheder, at han udbryder: - "Disse mennesker har en undskyldning! Dem vil jeg frigive. De har et så retsgyldigt forsvar, at jeg fremover vil tage mig af deres sag: Dem vil jeg ikke prisgive?

Hertil svarer Ny Testamente: "Der findes ingen. Alle står under anklage! Ingen kan sige sig fri. "Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud." Alle er kommet til kort! Der eksisterer ikke én, der har én eneste undskyldning!"

"Overdrevet!" vil adskillige indvende; "der findes gode mennesker! Fortæl mig, hvor der står skrevet det modsatte!"

Apostelen svarer: "Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede, ingen gør godt, ikke en eneste!" (Rom. 3:10-12).

Det vil sige, at alle mennesker er ’strafskyldige’ (v. 19). Det er en anden betegnelse for at være uden undskyldning." Eller en anden måde hvorpå ordet ’prisgivet’ kan udlades.

Om dette har Bibelen heldigvis mere at sige. Der findes nemlig en stor og for alle mennesker godtaget undskyldning! Lykkelige er de, der finder den. Stakkels dem, der ikke finder den – og ve dem, der har fundet den, og som atter kaster den fra sig: Deres situation er så elendig, at det var bedre, om de aldrig var født.

Danmark nærmer sig denne sidste afgrund. For dette vil jeg redegøre yderligere i et efterfølgende afsnit under titlen: "GUD – EN LØGNER?"

*

3. GUD – EN LØGNER?

Når det nu fremgår af det tidligere, at alle mennesker i Guds øjne er "strafskyldige" og "uden en eneste undskyldning" og af samme grund vil blive "prisgivet" og overladt til en fortabt evighed… er så alt håb ude?

- Nej, alt håb er ikke ude! Netop derfor er vi sat til at prædike evangeliet, som betyder "Det gode budskab".

Hvorledes lyder det evangelium? Det lyder således: "Der er ingen forskel på mennesker: Alle har nemlig syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjente gøres de retfærdige af Hans Nåde ved forløsningen i Kristus Jesus." (Rom. 3: 23-24).

Er der nogen forskel på mennesker? Nej, der er ingen forskel! Alle har den samme baggrund og kommer fra det samme elendige ophav! Den samme desperate historie kan skrives om hver eneste levende sjæl, der vandrer på denne krigsomtumlede og syndige jord…

Hvorledes lyder den historie? Den lyder i al sin korthed og med apostelen Johannes’ klare formulering således: "Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi Herren til en løgner, og Hans ord er ikke i os!" (1. Johs. 1:10). Der står ikke skrevet, at hvis vi siger, at alt er i orden med os, og at vi ikke behøver at fremsætte nogen indvendinger for vort liv og levned og urene adfærd, så lyver vi.

Nej, apostelen hævder, at i så tilfælde gør vi det, som er værre. Vi gør Gud til en løgner! Hvad vil det sige, at vi "gør Gud til en løgner"? Det vil sige, at vi ikke blot selv lyver ved at fremstille os i et bedre skær, end det der er sandheden om vore liv – nej, ved at hævde, at vi ikke synder, gør vi Gud til en løgner; Gud siger nemlig i sit ord, at vi "alle er syndere og mangler herligheden fra Gud" – og hvis vi hævder det modsatte, gør vi Guds ord til løgn! De, som drister sig til at sige, at Guds ord ikke er sandt, gør Gud til en løgner. Den biskop, der sætter spørgsmålstegn ved Guds ord, gør Gud til en løgner. Den teologiske professor, som i sit hovmod og utålelige arrogance fordrejer Guds ord, gør Gud til en løgner! Den provst og den præst, som i sin åndelige blindhed taler smilende og overbærende om Guds ord (som om det var en legende) gør Gud til en løgner! Den popularitetssøgende og vælgerinteresserende politiker eller minister, folketingsmedlem eller statsleder, som søger massens gunst ved at tale de vantro præster efter munden, gør Gud til en løgner! Den bladsmører eller Tv-journalist, forlagschef eller forfatter, der udnytter sit talent ved at tale, skrive eller publicere noget skrift, der taler nedladende om Guds Ord, gør Gud til en løgner og vil komme til at betale dyrt for sit hovmod!

"Jamen, kan vi gøre Gud til en løgner?" spørger nogle irriterede. De mener, at en sådan påstand er overdrevet – og sikkert ’sekterisk’! Ja, de føler sig på den sikre side ved at kunne udråbe nogle af landets troende som ’sekter’. Dermed kan de få folket med sig, for ’sekteriske mennesker’ er farlige for deres omgivelser; de har en usund og fordrejet opfattelse af Bibelen og er kun ude på at lokke uskyldige sjæle i baghold, så de kan stjæle deres penge. Derfor spørger de ironisk: "Kan vi gøre Gud til en løgner?"

Apostelen svarer: "Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi Ham til en løgner, og Hans ord er ikke i os!" (1. Johs. 1:10).

Romerbrevet har derfor ret, når det understreger følgende: "Der er ingen forskel; Alle har syndet og gøres ufortjent retfærdige ved forløsningen i Jesus Kristus!" (Rom. 3:24).

Den, som ved domstolene bli’r kendt ikke-skyldig kan ikke stilles til regnskab for det, som han er blevet anklaget for. Et undskyldende og forsonende element har befriet ham fra straf. Han er ikke længere "strafskyldig". Han kan forlade retssalen som en fri mand…

Hvad er det for et "undskyldende og forsonende element"? Det er Jesu blod! "Han gjorde Gud ved hans blod til sonoffer." (v. 25). Hvem kan gøre sig fortjent til så stor en nåde? Ingen. Det er ufortjent. – For alle ufortjent; der er ingen forskel.

Dette evangelium er blevet forkyndt i et tusinde år i vort land. Der er opstillet et tusinde prædikestole over hele riget, hvor det gode budskab bør forkyndes for folket. Hvis dette ikke sker – og hvis ingen kommer for at høre og modsige, indtræder den fase, hvor giftbægeret udskænkes. Da prisgives land og folk, konge og kirke til dæmonernes virke – og nationen driver med strømmen mod den store fortabelsens afgrund. Om dette vil jeg tale yderligere i et efterfølgende afsnit, som bringes under titlen: "DØDSKRAMPE".

*

4. DØDSKRAMPE

Hvorledes kan det lade sig gøre, at et sådant dødsbæger kan rækkes til en nation, som i århundreder har levet under korsbanneret, og hvor de hvide landsbykirker ligger spredt ud over det ganske rige? Det danske folk, der i slægt efter slægt er "blevet oplyst", og som i generation efter generation har fået lov at "smage af den himmelske gave" – hvorledes kan det vende Gud ryggen for at give sig de ondeste kræfter i vold? Hvordan er det muligt, at en nation, der ved vækkelsens ild har "fået del i Helligånden", og som ved gode og tro forkyndere gennem tiden "har smagt Guds gode ord" – ja, som på det seneste har fornemmet en brise af "den kommende verdens kræfter" – hvorledes er det muligt, at en forfaldets ånd har kunnet bemægtige sig et land, der er blevet velsignet i en sådan grad, at andre nationer med undren har set derpå?

Disse spørgsmål er vanskelige at besvare – men det er muligt i dag at kunne forudsige, hvad der vil ske, hvis frafaldet er nået så vidt, som det er tilfældet i vort gamle, kristne fædreland!

Hvad vil der ske?

Vi vil blive prisgivet! Det bitreste bæger vil blive stillet frem, og eftersom Danmark og dets regering allerede har drukket deraf, er visse dødskramper begyndt at blive synlige.

"Det er umuligt" hævder Hebræerbrevets forfatter, "at føre dem til en ny omvendelse, som en gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra…" (Hebr. 6: 4-5).

- "Jamen, kan man tale om, at Danmark som sådan "er faldet fra"?

For at kunne svare på dette spørgsmål, er det nødvendigt (tror jeg) at nærlæse den advarsel og formaning, som apostlen giver udtryk for, når han om de sidste tider skriver: "Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares." (2. Tess. 2:3). Det vil sige, at han taler om frafaldet ikke blot som en personlig og individuel foreteelse men som en tilstand, en fase i den djævelske husholdning – en uundgåelig periode i den nedtælling, der finder sted forud for antikrists komme.

Det er i denne gudløshedens og ondskabens epoke, at Danmark i øjeblikket bevæger sig. "Frafaldet skal komme" erklærer apostelen – og det danske folk er på vej ud i denne iskolde, nedadgående strøm, der styrer frem mod det brusende fald. Efter at have oplevet Guds gode velsignelse er Danmark nu ved "at falde fra" – og det indebærer nogle konsekvenser, som apostelen sætter ord på, men som ikke vil blive vel modtaget af systemet.

"De, som således falder fra," erklærer Hebræerbrevet, "korsfæster selv Guds Søn igen og gør Ham til spot."

De bisper, der har udsendt en "vejledning til en gudstjenestelig velsignelse af registrerede homofile par" er frafaldets anførere! Ved deres åbenlyse forkastelse af Ny Testamentes tydelige udpegning af denne synd (som et ’frafald’, der går forud for dom) er de hovedansvarlige for, hvad Den Hellige Skrift betegner som en "gentagelse af korsfæstelsen af Guds Søn."

Der kan næppe males et mere grufuldt billede af frafaldets natur. De kristne, der betragter ’frafald’ som et uskyldigt fejltrin, og som er parate til at forsvare de udsatte, åndelige lederes holdning, bør læse Ny Testamentes hårde dom igen: "De korsfæster atter Guds Søn!" (Hebr. 6:6). Mere kortfattet og konkret kan en beskrivelse næppe være! Mere klar og gennemtrængende kan den ikke udtales; dette er, hvad sker i dagens Danmark – og dette er årsagen til, at landet og folket står overfor at blive prisgivet og tvunget til at drikke Jerusalems-bægerets dødbringende indhold. "For når en mark drikker den regn, der falder på den," slutter det omtalte bibelafsnit – "og giver afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, så får den velsignelse fra Gud…" (v.7) – og netop dette har vort land oplevet i rigt mål! Men nu tegner andre ildevarslende tegn sig i horisonten; de svarer i højere grad til fortsættelsen af det nytestamentlige billede af marken, der har fået rigeligt med regn. "Hvis den bærer tjørn og tidsel," hedder det videre, "så er den intet værd, og det vil ende med, at man afbrænder den!"

Dette er svaret til dem, der spørger, hvad alt dette vil ende med. "Det vil ende med, at marken bliver flammernes sikre bytte!"

Om dette vil jeg forklare mig i det efterfølgende afsnit, som kaldes: "BABYLONS KVALER".

*

5. BABYLONS KVALER

For nu at vende tilbage til "Jerusalems-bægeret", så er det en udskænkning, som i første omgang gives til de "omboende folk".

"Se," udbryder profeten med et udsagn fra Herren: "Jeg gør Jerusalem til et berusende bæger for de omboende folk."

Hvem er "de omboende fok"? Det er palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden. De folk, som er ledet af Hamas. Det er de mennesker, som er bosiddende i Libanon. De folk, som er ledet af Hizbollah. Det er Syrien, Iran og terrororganisationerne i Irak. De folk, som er under indflydelse af El Quaida. Det er Saudi Arabien, hvorfra kommer Bin Laden.

Profeten siger, at disse omboende folk er drukket berusede af et bæger, hvis indhold rummer to elementer: Det første, at Israel skal opleve at bestå, og det andet, at dette program kun kan gennemføres ved terror.

Beruselsen giver sig udtryk i, at disse omboende folk vil ændre Jerusalems status som Israels hovedstad. De vil søge at løfte universets tungeste sten ved at gøre sig til Herre over "Den store Konges by".

Beruselsen ejer den usædvanlige virkning, at den smitter; den forbliver ikke kun som en vanvittig illusion for de omboende folk, men profeten hævder, at den spreder sig til "folkene" og til "alle jordens folkeslag."

"På den dag," erklærer profeten med Herrens ord: "gør jeg Jerusalem til en tung sten for alle folkene; de, der forsøger at løfte den vil rive sig til blods. Så samles alle jordens folk mod byen!" (Zak. 12:2-3).

Danmark er ikke udenfor denne proces! Den forheksede bryg udskænkes til alle, der ønsker at drikke deraf. Beruselsen vil med voksende styrke vise sig i vor regering og folketing! Ja, den har allerede givet sig til kende ved, at mænd og kvinder på tinge taler det samme sprog, som høres blandt "de omboende folk" ved Israels grænser. Jerusalems-bægerets besynderlige gift er udslagsgivende overalt i Europa – og i vort eget fædreland! En antisemitisk, gudsfjendsk overstadighed breder sig. Det mest sælsomme og ubegrundede had til Jerusalem kommer til syne.

Det kommer ikke kun til udtryk i Irans præsidents vedvarende opfordringer til at udslette Israel af verdenskortet. Ej heller begrænser det sig til militære angreb på den hebraiske stat. Nej, ønsket om at angribe og forurene Den hellige By giver sig også udtryk på andre måder.

For nylig har de homoseksuelle forsøgt at gennemføre en parade i Jerusalem. En såkaldt "World Pride" skulle løbe af stabelen med mange tusinde deltagere. Hverken forhandlinger, trusler, penge eller det store opbud på 12.000 betjente, der skulle til for at beskytte paradens deltagere kunne få de homofile til at ændre deres planer. Det synes som om, at det var de kristnes bønner, som bragte en afslutning på dette foretagende.

Imidlertid er sandhedens time ved at oprinde. En sådan verdensparade vil ikke kunne finde sted, hvis ikke den havde modtaget støtte, opbakning og deltagere fra nationerne. Der kunne ikke være en homo-verdensparade, hvis ikke der forinden havde været 10 års forberedelser med f.eks. "Copenhagen Pride". De deltagere der kom fra Danmark havde både regeringens og kirkens velsignelse. De ankom som registrerede par med en gudstjenestelig håndspålæggelse. Ja, de var allerede sendt som et registreret ambassadørpar til Tel Aviv. Jerusalem er atter ved at blive nedtrådt af hedninger – og Danmark har med sine troløse bisper og provster, præster og menighedsforstandere sin store andel deri.

Det er på høje tid for Guds folk at forstå, at hvis det deltager i dette folks synder, så kommer det også til at tage del i dets kvaler. Derfor hedder det således:

"Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager…" (Åb. 18:4).

Se talen fra adventsmødet på Israels Plads 2006-12-03


”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”