PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2007-05-25
0105

FIRE AFSNIT OM ØRKENVEJEN

I dette og efterfølgende tre afsnit af ’DET PROFETISKE’ vil jeg beskæftige mig med det emne, som jeg kalder: ØRKENVEJEN’. Åbenbaringen om den vej, som – sådan ser jeg det – skal beredes i ørkenen, før Herrens snare komme, trænger sig på.

Så vidt jeg kan skimte, er det kun få, som har fået øje på dette betydningsfulde afsnit af Guds endetidsplan, og det ligger mig meget på hjerte at tænde de små kærter, som jeg har fået betroet.

De fire afsnit bærer titlerne:

1. ØRKENVEJEN
… skal den kun forstås åndeligt?

2. ELIASVÆKKELSEN
… de sidste dages budskab

3. MESSIASTEGNET
… en ørkenvej skal beredes

4. ØRKENVEJENS VIRKELIGHED
… Himmeriget er kommet nær.

På et senere tidspunkt vil dette emne blive yderligere uddybet.


ØRKENVEJEN

(Ørkenvejen nr.1)

… skal den kun forstås åndeligt?

"De, der følte foragt for den ringe begyndelse, skal glæde sig når de ser bly-stenen i Jerubabels hånd," erklærer profeten (Zak.4:10) – så skal han hente slutstenen, mens der lyder jubelråb over den!" (v.9)

Al begyndelse er svær. Ikke mindst de forskellige ’begyndelser’ i Guds Rige. Principielt er disse nemlig skjulte og små. Ofte af en sådan art, at de, som ser dem, må ryste på hovedet og sige: "Hvad godt kan der komme ud af dette?" Sådanne begyndelser fremkalder ikke sjældent både foragt og modvilje – og der skal undertiden en næsten profetisk indsigt til at fatte, at der en dag skal komme en herlig afslutning på en sådan elendig begyndelse.

Det er i denne forbindelse, at profeten omtaler ’ringeagten for den ringe begyndelse’ og samtidig antyder, at når ’slutstenen’ anbringes, vil jubelen være overvældende.

Netop dette åndelige perspektiv er nødvendigt at fremmale i denne ’Begyndelsernes tid’. Ved indledningen til dette tredje årtusinde er ’noget nyt’ begyndt at spire, og et lys er begyndt at skinne, som verden aldrig har set magen! "Nu spirer det frem, ved I det ikke?" udbryder Herren. "Se, jeg lægger en vej i ørkenen!" (Es.43:19).

Det er således af afgørende betydning, at de kaldede og udvalgte i denne tid ikke forfalder til at vise en sådan ’ringeagt overfor den ringe begyndelse’, at de helt afskriver dens betydning! Ved at gøre dette, vil de nemlig afskære sig selv fra det herlige øjeblik, hvor slutstenen anbringes på værket. Hvis ikke de vil engagere sig i begyndelsen, får de ingen andel i afslutningen. Hvis ikke de vil tage del i det hårde pionerarbejde, hvor der kun er nogle få ubetydelige sporer at se, vil de ikke være med i jubelen, når høsten fra de bugnende marker bringes i hus.

Det er i denne forbindelse, at det er vigtigt at definere, hvori begyndelsen til Herren snare komme ligger samt at understrege, hvorledes ’begyndelsen’ er nøje sammenføjet med et afsluttende værk. Uden alfa bliver der intet Omega. Uden den rette begyndelse kan slutstenen ikke sættes på plads. Uden at vejen banes for Herren kan Han ikke sætte sine fødder derpå.

*

"Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus," skriver apostelen Markus, er ’en, der baner vejen for Ham’ (Markus 1:1). Det er undertiden vanskeligt at finde ud af, hvorledes det hele skal ende, men med disse ord ved vi i hvert fald, hvorledes det alt sammen er begyndt og fortsat skal tage sin begyndelse.

Apostelen hævder, at ’begyndelsen på evangeliet’ har at gøre med ’en vej, der banes’. Det er ifølge Ny Testamente ikke selve Herrens komme, der er begyndelsen; det er forberedelsen til Hans komme, der regnes for evangeliets første lys.

Nogle ville men, at ’begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus’ fandt sted i en nattetime på Betlehems mark. Men det er ikke sandt. Indledningsfasen til det under, som skete ved Frelserens fødsel, regnes med i den dispensation, som apostelen benævner med ordene ’Begyndelsen på evangeliet’.

Hvorfor er denne konstatering så vigtig? Af hvilken grund henter apostelen Markus sine første ord til det kapitel af Guds verdenshistorie, som han er ved at forfatte, hos profeten Esajas? Hvad er den dybere mening bag dette?

Så vidt jeg kan se, er det væsentlige i disse indledningsord at finde i den kendsgerning, at forberedelsen til Herren Jesu komme regnes for en lige så afgørende begivenhed som selve Hans tilsynekomst; Han er lige så meget til stede i denne indledende manøvre, som i det herlighedsøjeblik, hvor himlen brister, og Han for anden gang træder ind i denne verden. Den vej, som skal ’banes for Ham’ har en lige så omfattende strategisk og frelsemæssig betydning som Hans sejrrige komme på himlens skyer. Når apostelen sætter pennen på papyrusrullen og prenter ordene: "Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn," så sammenfatter han begivenhedernes gang. Han gør ikke ’forberedelsesperioden’ til noget mindre end den enestående begivenhed som denne periode forbereder. Det er for Ham to alen ud af et stykke: Det, at ’en vej skal banes’ er lige så stort og nødvendigt som den time, hvor Den, som vejen banes for, træder ind i disse forberedelser.

Det ene kan ikke ske uden det andet. Vejen kan ikke banes, før Herrens umiddelbare komme, og Herren kan ikke komme, før vejen er banet. Derfor hedder det: "Begyndelsen på evangeliet’ er ’vejen, der banes!"

*

Markusevangeliet henter sine indledningsord fra Esajas. Apostelen citerer afsnittet således: "Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej" (Markus 1:2).

Det er vigtigt for apostelen at bygge sin beretning på det, der ’står skrevet’. Han drister sig ikke til at forklare ’evangeliet om Jesus Kristus’, og hvorledes det er begyndt, uden at gøre opmærksom på, at der foreligger en direkte forbindelse med hans efterfølgende fremstilling, og så det, som Den hellige Skrift bevidner. Derfor åbner han sin bog med ordene: "Som der står skrevet hos Esajas" (1:2).

På lignende måde er jeg i dag ikke i stand til at redegøre for det syn, Herren har lagt mig på hjerte, uden straks at henvise til det, som Bibelen siger. Intet syn og ingen åbenbarelse kan forsvares (og bør ej heller modtages) uden at den kan begrundes i Guds ord.

Af alt det brogede stof, som kunne fremtages fra Den gamle Pagt (som jo var apostelens eneste skriftlige kilde) henter han et par linier fra profeten Esajas. De lyder således: "Der er én, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør Hans stier jævne" (v.3).

Han henviser ikke til noget andet profetord, der kunne referere til ’evangeliet om Jesus Kristus’. Af det forråd, der fra Skriften er tilgængeligt for ham, henviser han kun til dette ene om ’vejen, der skal banes’.

*

Da vi står overfor en ny og forunderlig begyndelse på det afsnit af Guds frelsesplan, som kunne have at gøre med ørkenvejen’ vil vi vende os til det profetord, som apostelen henviser til. Esajas skriver: "Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt" (Es.40:3-5).

Hvad vi skal undersøge her er indholdet af det berettigede spørgsmål: "Skal alt dette udelukkende forstås åndeligt? Eller har det også en jordisk, materiel og profetisk betydning? Med andre ord: Er den vej, som profeten her omtaler, en åndelig vej, eller er det tillige en jordisk vej, som mennesker af kød og blod kan gå på. Er det en forberedelse til Herrens snare komme, som indbefatter de første spadestik og de første bestræbelser på at ’jævne en vej for vor Gud i det øde land’ (v.3).

Er der ikke kun tale om at menneskenes ’krogede veje’ skal gøres lige, og ’de hårde hjerter’ skal gøres modtagelige men at tillige et uvejsomt øde på et bestemt sted i ørkenen skal forberedes til Herrens komme? Er det en virkelighedsberetning af den mest jordnære karakter, at ’hver dal skal hæves, og hvert bjerg og hver høj skal sænkes? Skal forberedelser nu gøres til, at ’klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal’? Mit svar er: Ja, Esajasordet har sin åndelige betydning men tillige en jordisk opfyldelse; der skal banes en vej i ørkenen, hvor ’Herrens herlighed skal åbenbares’ – og det i en sådan overvældende kraft, ’at alle mennesker skal se den’. For dem, der tvivler på dette, kan jeg kun tilføje: "Herren selv har talt!" (Es.40:5)
 

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”