PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2007-06-01
0109

ØRKENVEJENS VIRKELIGHED
(Ørkenvejen nr. 4)

… himmeriget er kommet nær!

Det er for mange af de troende en ufattelig tanke, at tusindårsrigets virkelighed er indenfor rækkevidde. Det, som i årtusinder har været fremmalet som noget fjernt og næsten uvirkeligt, begynder at nærme sig med en åndelig fordring: Budskabet om Guds Rige vil ikke længere blot betragtes som en overjordisk sag. Det vil opfattes bogstaveligt, og der falder dermed et nyt perspektiv over Johannes Døbers forkyndelse: "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!" (Matt.3:2).

Det er i samme forbindelse og indenfor samme tekstafsnit, at Johannes budskab præciseres: "Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør Hans stier jævne."

Jesus bekræfter dette budskab, idet han prædiker: "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!" (Matt.4:17) Ja, Han sender sine disciple ud med samme budskab: "Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud!" (Matt.10:8)

Johannes oplevede i sin gerning aldrig disse åbenlyse mirakler. Han fik lov at kende Åndens salvelse og dragelse – men da Jesus bringer det samme budskab om ’Himmerigets nærhed’, begyndte kraftige gerninger at manifestere sig. Da de tolv udsendes, får de det ord med på vejen, at fra nu af bør de mest mærkbare og synlige manifestationer følge dem.

Der bliver således ikke sagt til de tolv, at de ’blot’ skal helbrede og rense mennesker fra syndens spedalskhed (selvom dette i sig selv forekommer som det største og mest enestående og forunderlige mirakel) – men den ’virkelige’ renselse fra spedalskheden skal fysisk og synligt åbenbares. Jordiske legemer skal helbredes. Himmeriget er kommet nær, og dets forvandlende herlighed skal åbenbares.

Ej heller bliver de tolv udsendt med et budskab om, at syndere ’blot’ skal modtage åndeligt liv (selvom dette med rette står for alle troende som den ypperste herlighed) "men de får besked om at ’oprejse de døde’. Det vil sige det virkelige, bogstavelige, fysisk uimodsigelige mirakel: Grave skal åbnes!

Således må ørkenvejen afsluttende fremtræde som en virkelig beredt og banet strækning, der gennem Israels øde land skal modtage Messias ved Hans andet komme.

*

Spørgsmålet er derfor: Hvor i Israels ørken, vil Herren, at en sådan ørkenvej skal beredes for Ham? Vi ved, at Herren Jesus i Sit andet komme sætter sin fod på Oliebjerget øst for Jerusalem. Er det stedet, hvorfra ørkenvejen skal beredes?

Om Jesu himmelfart fortælles det, at ’Han blev løftet op, mens de så derpå, og en sky tog Ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens Han fór bort, se, da stod to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set Ham fare op til himlen." Så vendte de tilbage til Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra…" (Ap.G.1:9-12).

Sådan som Jesus blev taget op til himlen, skal han komme igen! Det vil ske på samme måde og på samme sted. Men ørkenvejen? Skal dens første forberedelse banes på dette sted?

*

Profeten Zakarias beskriver de voldsomme forhold, som hersker i Israel og Jerusalem – en situation, der til sidst vil provokere Herrens tilsynekomst. Beskrivelsen lyder således:

"Da samler jeg alle folkeslag til krig mod Jerusalem; byen bliver indtaget, husene plyndret, kvinderne voldtaget, halvdelen af byen må gå i landflygtighed, men resten af folket skal ikke udryddes fra byen!" (Zak.14:2)

Den tragedie for Israel og Jerusalem, som jødernes fjender fortsat venter på, og som de med vold og magt søger at fremkalde, vil indtræffe! Selvom vi ikke ønsker, at det skal ske og med alle til rådighed stående midler prøver at afvende denne rædsel, forudsiger profeten, at det vil ske! Alle folkeslag på jorden vil samle sig til krig mod Jerusalem. Dette sker ikke ved Satans magt, selvom han ønsker denne dag fremskyndet – nej, den afgørende time for Jerusalem er helt og fuldstændigt kontrolleret af Israels Gud.

"Da samler jeg alle folkeslag til krig mod Jerusalem," erklærer profeten med et ord fra Herren. Det er Himlens og Jordens Gud, som fører alverdens nationer til det afgørende slag mod Jerusalem. Det er Ham, der har initiativet og kender til sagens udgang.

*

Det er således Gud den Almægtige, der tillader, at alverdens ulykke slippes løs mod Jerusalem – og da går Israels fjender amok. Hvad de har ventet på i århundreder synes nu at være indenfor mulighedens grænse. "Byen bliver indtaget, husene udplyndret, kvinderne voldtaget!" Hedenske horder vælter ind i Den hellige Stad. Barbarer uden ledelse, tropper uden disciplin, hærstyrker uden barmhjertighed eller moral plyndrer byen. Et hærværk uden lige finder sted, medens overlevende samles på torve og pladser for at blive deporteret. Øjeblikket er oprundet for Israels fjender til at ’få jaget jøderne ud’ af deres land. Det endelige opgør med ’zionisterne’ kan nu finde sted, og den time er kommet, hvor halvdelen af byens befolkning er på vej til jødernes tilsyneladende ’evige landflygtighed’. Nu står kun tilbage at gennemsøge byen fra hus til hus for at samle og fjerne dem, der endnu skjuler sig.

Invasionstropper opstilles for at gennemføre det sidste ødelæggelses og udryddelsesværk. Nu skal Jerusalem tømmes for jøder. Det grønne muslimske flag er sammen med nationernes bannere ved at blive hejst.

Da sker pludselig det uventede. Det, som ingen generaler eller statsmænd havde regnet med – men som profeterne med én mund har forudsagt: "Resten af folket skal ikke udryddes af byen!" (Zak.14:3)

Den triumferende invasionsstyrke står pludselig overfor Israels hemmelige forsvar. De sidste grupperinger og jødisk modstand får uventet hjælp: Da kommer Herren, Israels Konge og Fyrste til syne! "Herren vil rykke ud," hedder det hos profeten og beskrivelsen fortsætter: "Herren vil rykke ud til angreb på disse folkeslag, som når Han angriber på kampens dag."

De, som ikke ved det, vil her få indsigt i en angrebsteknik, som verden aldrig har set magen. De fjendtlige tropper, som er sat ind mod Jerusalem, har ikke en chance. De står overfor en fjende, de ikke i deres vildeste forestillinger har kunnet indstille sig på.

"På den dag skal Han stå på Oliebjerget øst for Jerusalem."

*

De, som har vanskeligt ved at begribe, at Jesu komme til denne jord, er så virkelig og håndgribelig, at den endog vil skabe geografiske ændringer, bør nærlæse den bibelske beretning om Kristi komme på Oliebjerget: "Oliebjerget skal spaltes i to dele fra øst til vest, så der dannes en meget stor dal."

Det vil sige at der indtræffer en sådan landskabsændring, som aldrig før har været set omkring Jerusalem. Ved Kristi komme vil der blive skabt en vej – en flugtvej, som vil gøre det muligt for de tiloversblevne jøder i Jerusalem at undslippe østpå… ind mellem Jordans bjerge! Vejåbningen er i den profetiske forudsigelse præciseret, så at det af beskrivelsen klart fremgår, at den åbnede klippespalte vil forekomme ved at Oliebjerget kløves, så at ’den ene halvdel af bjerget rykker mod nord, den anden mod syd’ (Zak.14:4). Det vil sige, at flugtvejen åbnes mod øst, hvor også den lille af profeten omtaltes landsby ’Asal’ menes at have været beliggende (den, som Zakarias angiver som afslutningen på den fremkomne klippedal). Profeten forklarer: "I skal flygte ind i min bjergdal – dalen når indtil Asal!" (v.5)

*

Der er to grunde til, at jeg så omstændeligt beskriver dannelsen af denne dalvej, som fremkommer i det øjeblik Herren Jesus sætter sin fod på Oliebjerget. For det første for at angive, at Herren har betænkt en flugtvej for de indespærrede jøder i Jerusalem. Som i katastrofeøjeblikket ved Det røde Hav, hvor alt ser håbløst ud for Guds folk, og hvor Faraos triumf synes at være inden for rækkevidde, således fremkommer der også en overraskende men reel mulighed for at undslippe for dem, der synes at være dødsdømte ofre for Israels fjender. Herren har altid en udvej – og hvis ikke den er til stede, så skaber Han den.

Den anden grund til, at jeg dvæler ved Oliebjergets pludseligt opståede klippekløft er den kendsgerning, at der ved Jesu komme skabes en jordisk vej. Ikke en åndelig, svævende eller luftig vej – ikke ’bortrykkelsen’ (som også i den hele sammenhæng vil forekomme) men i dette tilfælde en virkelig, jordisk, synlig, bogstavelig vej, som skal anvendes af den undslupne fra Jerusalem.

Hvorfor bør dette så stærkt præciseres?

Fordi det fortsat synes vanskeligt for de troende at godtage, at det, som i århundreder (med rette) har været forkyndt som en ’åndelig vej’ nu pludselig skal forstås som ’en jordisk vej’. Jeg tænker her på ’ørkenvejen’. Den, som Johannes først banede ind i Jødefolkets hjerter for derigennem åndeligt at berede Jesu første komme, men som ved tidernes afslutning ’ved Elias ånd og kraft’ skal fremstå som en virkelig vej i Israels ørken for dermed at berede Jesu andet komme!

Jeg mener ikke hermed, at ’Oliebjergsvejen’ er den samme som ’ørkenvejen’ (hvilket jeg senere vil søge at forklare) – men det er ubestrideligt, at Herren Jesu ved sit synlige komme bereder en jordisk vej for sit folk. Hvorfor er det da så ubegribeligt, og for mange af de troende en næsten umulig tanke, at der beredes en virkelig ørkenvej forud for Herrens komme?

"Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land… hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette (Es.40:3-4).
 

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”