PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2007-07-13
0118

EN RØST I ØRKENEN
(Ørkenvejen nr.10)

… sætter skel mellem mørke og lys!

Der forligger altid en fare for sekterisk virksomhed, hvis nogen forsøger at hævde, at de selv (og de mennesker, som følger dem) er at betragte som noget centralt i opfyldelsen af Guds profetiske ord! Ikke mindst, hvis sådanne prædikanter mener at være i stand til at udpege bestemte geografiske områder, som de påstår, er ’stedet, hvor Gud vil åbenbare sig’. Når forkyndelse af den art lyder, bør de, der lytter, være på vagt. Da anes gammelkendte vildfarelser i horisonten.

På trods af dette vil jeg påstå, at jeg efter 25 års rejse mod Det Hellige Land – og uden selv at have kalkuleret det eller personligt har søgt derefter men udelukkende ved Guds forunderlige førelse er nået frem til et bestemt geografisk område, som efter min opfattelse har en central plads i Guds frelsesplan.

Men det er ikke det hele! Hertil kommer, at jeg samtidig ser muligheden for herfra at udføre en tjeneste, der – så vidt jeg kan se – må betragtes som et afgørende led i den kædereaktion af begivenheder, som har at gøre med opfyldelsen af de afsluttende ting, der må finde sted.

Det vil sige, at jeg faktisk udfylder skemaet med henblik på betegnelsen: ’vildfarelser’.


Bosra set fra lejren
 

Stedet, jeg her omtaler, er det område af Zins ørken, som ligger tættest på det højdedrag i Edoms Bjerge, hvor byen Bosra er beliggende. Ifølge Esajas (63:1-6) er det ubestrideligt, at Messias – efter sit snarlige komme på Oliebjerget øst for Jerusalem (Zak.14:4) – skal træde ind i Sit Rige fra netop denne af profeten udpegede lokalitet.

Den centrale tjeneste, som jeg frimodigt henviser til, er at blive ’en røst’. Ingen tør kalde mig en kætter, fordi jeg tragter efter at blive ’en røst’; for denne ’åndelige ambition’ deler jeg med de fleste af Herrens tjenere.

Men at søge at blive netop den røst, som profeterne omtaler: "Der er én, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej!" (Mal.3:1) vil af de fleste blive anset for at være ’forargeligt’.

Imidlertid har jeg begrebet, at muligheden for at indtage denne præcise gerning i det profetiske mønster, ligger åben for enhver. "De fremstormende river den til sig," erklærer Jesus (Matt.11:12). Jeg ser derfor ingen grund til at holde mig tilbage men tillader mig (uden anden sammenligning, i øvrigt) at udbryde med Jesu ord: "Velsignet være den, der ikke forarges på mig" (Matt.11:6). Lad mig forklare:

Når Gud siger: "Det vil jeg gøre!" kan vi være sikre på, at Han vil føre sit forehavende ud i livet. Hvis Han til denne viljesbeslutning tilføjer: "Og jeg opgiver det ikke," kan vi være forvissede om, at sagen står urokkeligt fast (Es.42:16).

"Da Gud med al tydelighed ville vise arvingerne til Hans løfte, hvor urokkelig Hans vilje er," forklarer Hebræerbrevets forfatter, (7:17), "så indestod Han for det med sin ed. Dermed skulle vi i disse to urokkelige kendsgerninger, som udelukker, at Gud lyver, have en sikker trøst, vi som har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os" (18-19).

Netop disse ’to urokkelige kendsgerning: "For det første Guds ord (som er Hans udtalte viljesbeslutning) og for det andet den tilføjelse (der forekommer som en guddommelig edsaflæggelse): "Og jeg opgiver det ikke" udtales i forbindelse med ørkenvejen.

Når opgørets time er inde, "drager Herren ud som en helt," siger Esajas (42:13). "Da lægger jeg bjerg og høj øde," fortsætter Han. "Jeg lader alt, hvad der gror der visne; jeg gør floderne til fast land og tørrer oaserne ud!" (42:15)

Med henblik på udsagnet om, at "floderne skal blive til fast land", har jeg i det forudgående beskrevet udtørringen af den store flod Eufrat. Den skal blive som tørt land, "for at bane en vej for kongerne fra Solens opgang" (Åb.16:13). Gud ’baner vej’ for sine fjender, der her føres til ’den store slagtning’. "Det vil jeg gøre, og det opgiver jeg ikke!" erklærer Herren.

På samme måde som Gud forbereder en ødelæggelsens vej til fjendernes undergang, baner Han vej for sit eget folk. "Der skal være en banet vej," udbryder Esajas. "Den Hellige Vej skal den hedde" (35:8). "Der skal de løskøbte vandre… de kommer til Zion med jubel" (v.9-10).

*

Denne bevisførelse forekommer besynderlig for mange. De kan ikke forene sig med denne argumentation, at ligesom Gud har svoret på, at Han vil tage hævn over sine fjender, således giver Han et urokkeligt løfte om, at Han vil velsigne sit folk. Med lige så stor en vægt, hvormed Herren taler om ’bjerg og høj, der skal lægges øde’ og ’floderne der skal blive til land’ udbryder han: "Jeg leder dem ad stier, de ikke kender, og jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette" (v.16).

For nærmere at begrunde denne usædvanlige bevisførelse og sammenligning (at ligesom Gud for sine fjender gør lyset til mørke, således gør Han for sit folk mørket til lys) vil jeg her fra Skriften fremlægge et usædvanligt eksempel. Det drejer sig om det 34. kapitel i Esajas Bog, som er den store doms- og endetidsberetning, der beskriver, hvorledes mørket vil sænke sig over denne del af Jordans bjerge, der kaldes Edom. På dette sted er Bosra beliggende (v.6). Det er den endetidsregion Herren har udset til at være området for det store og afsluttende opgør. Præcis i denne lokalitet må den mægtige ’hævndag’ finde sted (v.8). Det er her – i Edom – at Israels Gud ’gør gengæld’. "Det er et gengældelsens år i striden for Zion" (v.8).

En skillelinie drages altså ned gennem Aravadalen. På den ene side befinder sig mørkets region for den evige dom, og på den anden side det geografiske område for en evig velsignelse. Esajas 34 beskriver i detaljer de bogstavelige konsekvenser af Herrens mishag, og det efterfølgende kapitel, Esajas 35, fremmaler den synlige frugt af Herrens velsignelse. Ja, det er som om, at Israels Gud har udvalgt netop dette område til at være det rum, hvor den guddommelige anskuelsesundervisning for alle kommende slægter skal finde sted. Her vil Israel og folkeslagene med egne øjne kunne se forskellen mellem mørke og lys og skillelinien mellem forbandelse og velsignelse. Geografisk er skellet udpeget som Edoms bjerge mod Bosra som det centrale punkt – og åndeligt er skillelinien nærmere detaljeret i kapitelinddelingen mellem det 34. og det 35 kapitel i Esajas Bog.

Fremgangsmåden for en undersøgelse af dette skel mellem mørke og lys er kronologisk. Som vi læser og sammenligner disse to Esajas-kapitler med hinanden, vil vi få indsigt i, hvorledes ørkenvejen realistisk og bogstaveligt må fremtræde som et tegn for Israel og den hele verden og vi vil indse, at dette synlige skel mellem mørke og lys er forbundet med en større plan, som Gud har sat sig for at gennemføre, samt at intet kan hindre Ham i Hans guddommelige forehavende.

*

"Edoms bække forvandles til tjære, dets støv til svovl," erklærer Esajas (34:9) – og fortsætter: Men ørkenen og det tørre land skal glæde sig. Ødemarken skal juble og blomstre."

Her beskrives indledningsvis forskellen mellem den skæbne, der rammer Guds fjender og den velsignelse, som gives til Guds venner. Skellet mellem Satans Rige og Guds Rige. Forskellen mellem den udgang, som venter dem, der er Kristi efterfølgere og dem, der er Djævelens børn. Billedet på Himmel og helvede. Beskrivelsen af Paradishaven og den golde forbandelse. Redegørelsen for den evige salighed og den uendelige pine.

Alt dette er i århundreder blevet forkyndt og fremmalet i åndelige billeder. Ved tidernes afslutning vil denne virkelighed stå tegnet i ørkenens sand for folkeslagenes øjne. Ikke som en åndelig illustration men som en materiel, geografisk virkelighed – en ørkenvej, der strækker sig midt gennem Israels land.
 

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”