PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2007-07-20
0119

DEN HELLIGE VEJ
(Ørkenvejen nr.11)

… er det et vildspor?

Med al ønskelig tydelighed fremgår det af evangeliet, at det ikke er stedet, der er afgørende for Guds nærhed og velsignelse; det er de mennesker, der er på stedet, som skaber en forskel. Jesu svar til den samaritanske kvinde, der gik langt for at hente vand fra en bestemt brønd, er klart som krystal.

"Det er Jakob, der har givet os denne brønd," argumenterer kvinden, "ja, han har selv med sine sønner drukket af den" (Johs.4:12). Dermed understreger hun, at både stedet og brøndens vand måtte betragtes som noget særligt. "Du er vel ikke større end vor fader Jakob," insisterer hun.

"Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen," svarer Jesus (v.13) – og dermed kan det næppe siges tydeligere. Hverken vandet, brønden eller stedet ejer nogen blivende kraft.

Kvinden går derefter lige til sagen: "Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede Ham, er i Jerusalem."

Atter falder svaret præcist og uden omsvøb. "Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen… der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i Ånd og sandhed!" (v.21-23)

Når der alligevel forekommer et sted i Bibelen, hvorom Esajas forudsiger, at ’det skal kaldes helligt’, så er det ikke blot en sag af interesse, men det er en forpligtelse at finde ud af, hvad baggrunden er for denne tilsyneladende ’modsigelse’. Hvorledes kan det lade sig gøre, at Jesus tør afvise, at Jerusalem (som Mattæus kalder ’Den hellige Stad’ (4:5)) – skal være et særligt sted for bøn, og så Profetens udpegning af et bestemt sted i ørkenen, som han kalder: ’Den hellige Vej’? Findes der altså i Bibelen nøje afmærkede områder, hvor der ikke blot har fundet afgørende og for Guds Rige betydningsfulde begivenheder sted, men hvor så mægtige hændelser vil indtræffe, at ikke kun de troendes men den hele verdens opmærksomhed vil blive draget dertil?

Hvis dette er tilfældet, og hertil kan føjes, at udover det forudsagte guddommelige indgreb på disse steder kaldes de troende til disse præcise områder for at forberede deres tilstand og åndelige situation, så at den himmelske intervention kan forekomme – ja, da bliver ordet ’helligt’ aktuelt, og da må de røster forstumme, der påstår, at sådanne udvalgte, særlige steder ikke findes.

Et sådant sted er efter min opfattelse den ørkenegn, som i Aravadalen spreder sig ud fra den bjergkam, der siden tidernes morgen kaldes Edom. Den stenede sandstrækning, jeg har i tanke, ligger i direkte linie overfor byen Bosra, thi herfra skal Messias ifølge profeten Esajas med ophøjet majestæt drage ind i sit Rige (63:1-6) – og her skal Hans fjender lide det afsluttende nederlag (Esajas 34).

De ældste middelalderkort fra det 16. århundrede ("The Medeba Map") viser Det Hellige Land, sådan som de lærde forestillede sig det på den tid – og her har dette område ikke nogen særlig betydning. Bosra eksisterer ikke i det århundredes teologi – og er derfor ikke nævnt i landets geografi eller 'kartografi' Først inden for de seneste årtier er interessen blevet drejet i retning af dette profetiske område, og jeg selv har med min familie slået mig ned på nøjagtigt dette sted. Når folk spørger mig ’hvorfor’? svarer jeg: "Jeg venter på Messias." Lad mig forklare:

Det første, som må undersøges i denne sag vedrørende ’det særligt udpegede sted’, er Bibelens sikre bekræftelse af et sådant steds åndelige betydning. Ingen tør påstå, at dette eller hint område på kloden ejer en ’særlig betydning’ i den profetiske historie, hvis ikke dette nøje står afmærket i Guds ord. Mange har gennem tiderne ladet sig forføre til at tro, at et bestemt sted – en kirke, en grotte, et særligt område – skulle have en speciel hellig eller helbredende betydning på grund af en åbenbarelse eller en virkelig elle påstået historisk eller religiøs hændelse.

Ikke så få er blevet skuffede ved disse forklaringer – og det i en sådan grad, at spørgsmålet med rette har meldt sig: "Findes der overhovedet lokaliteter på denne jord, som man med rette kan kalde ’hellige’ – og hvis dette er tilfældet, kan der så forventes undergerninger og fortsat guddommelig åbenbarelse på disse steder?

Bibelens svar på disse spørgsmål er, at der findes sådanne steder, og at man på disse nøje udpegede geografiske områder kan forvente en åbenbarelse af Guds herlighed.

Imidlertid må det fastslås – før noget yderligere syn på denne sag omtales – at overalt, hvor evangeliet forkyndes, og Guds Rige derved bringes nær, manifesteres Guds herlighed! Netop dette budskab var Jesu udsendelsesord til de tolv, da Han sendte dem ’til de fortabte får af Israel Hus’: "Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær. Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet" (Matt.10:5-8).

Når ’Himmeriget kommer nær’ bliver et hvilket som hest sted på jorden helligt. I beretningen om ’Den brændende tornebusk’ (2.Mose 3:1-6) er Moses på vej hen til det flammende tjørnetræ. "Jeg må se nøjere på dette mærkelige syn," siger han til sig selv og hører da i samme øjeblik Herrens røst, der råber til ham: "Moses, Moses, - du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord" (v.5).

Det vil sige, at der på denne vor synlige og faldne klode kan forekomme steder, som er hellige. Det er ikke mennesker, som i dette tilfælde kalder stedet med den brændende busk for ’hellig’ – nej, det er Herren, Israels Gud, Han, der i sammenhængen præsenterer sig med ordene: "Jeg er din fars Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud" (v.6).

Stedets hellighed er af en sådan art, at Moses får besked på ’at tage sine sandaler af’. Det gør han og ikke blot det; han skjuler samtidig sit ansigt, ’for han turde ikke se Gud’!" (v.6)

Den tjørnebusk, hvori Herren åbenbarede sig (thi Gud råbte til Moses inde for busken’) var ikke noget helligt sted, før Den Almægtiges tilstedeværelse i busken. Hertil kommer, at da Herren i Skabelsens første dage ’forbander jorden for Adams synds skyld’ (1.Mose 3:17), siger Han: Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig’ (v.18). En tornebusk er altså fra tidernes morgen ikke noget tegn på velsignelse. Tværtimod er den en erindring om forbandelsen.

… og når om Jesus står skrevet, at ’Han blev en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: "Forbandet er enhver, der hænger på et træ" (Gal.3:13), så forstår vi, at korset var en sådan forbandelsesplanke, og at tornekronen var et sådant forbandelsens tegn.

Imidlertid valgte Gud at åbenbare sig ud fra tornebusken. Han valgte ikke vintræet eller figentræet, ej heller oliventræet eller nogen anden busk, der kunne identificeres med Israel. Nej, Han ’talte ind fra tørnebusken’, hvilket gjorde forbandelsens stikkende tjørn til et helligt sted. Det var Åndens tilstedeværelse og ordets forkyndelse, der gjorde forbandelsens torn og tidsel til et helligt sted.

Set ud fra dette synspunkt er ethvert sted på denne jord, hvor Herrens Ånd og Herrens ord er nærværende, et helligt sted. Ingen behøver at rejse ti fjerne egne eller til påståede ’hellige’ steder for at hente ’helligt vand’ eller medtage ’hellig jord’. Ingen har nødig at drage til Jordanfloden for at blive døbt eller til Gangesfloden for at blive ’renset for synd’. Ingen behøver at tænde kærter i bestemte katedraler eller betale for bønner og messer i specielle ’hellige omgivelser’. Meget af alt dette er humbug og religiøs svindel, som er langt fra Evangeliets budskab om Guds Rige.

På trods af alt dette eksisterer en strækning i Israel, som geografisk kan udpeges og hvorom det i Bibelen hedder, at ’den skal kaldes hellig’. Det er Ørkenvejen! Esajas siger om denne: "Der skal være en banet vej, Den Hellige Vej skal den hedde’ (35:8).
 

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”