PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2007-08-11
0122

EN GEOGRAFISK BETEGNET VEJ?
(Ørkenvejen nr.14)

"Jeg er vejen, sandheden og livet," siger Jesus (Johs.14:6). De mennesker, der med deres tilværelse og evighed slår ind på Jesusvejen, vil i deres fortsatte vandring komme til at opleve et voksende lyshav af sandhed og liv – og det i en sådan grad, at Jesu Ånd vil berøre alle afdelinger af deres jordiske forhold – ja, endog deres dødelige legemer vil blive gennemstrømmet af en Åndens og livets kraft.

Er dette ikke, hvad apostelen taler om, når han i Romerbrevet siger: "Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legemer, så I adlyder dets lyster. Stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden, men stil jer selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, så I bruger jeres legemer for Gud, som redskaber for retfærdighed" (Rom.6:12-13).

Dette gamle, apostolske påbud har fået en ny aktualitet! Altid har det været gældende, og aldrig har det mistet sin kraft og intensitet, når det drejer sig om at skabe og danne et helligt folk i Herrens menighed. Men næppe har denne formaning indeholdt en så bydende nødvendighed som i dag, hvor Gudsåbenbarelsen som i Kristus er ved at bringe ’al himlens åndelige velsignelse’ (Ef.1:3) ned på jorden.

*

Apostelen taler her klart om at lade livsånden herske i dødelige legemer, og han påviser, at det er muligt at undslippe dødens og forgængelighedens herredømme ved at stille sig til rådighed ’som redskaber for retfærdigheden’.

Sagt med andre ord: Det er i Kristus mulig at modtage en sådan forvandlingskraft i det jordiske og dødelige, at dette forgængelige fremover kan ’stilles til rådighed som levende redskaber for Gud’!

Når jeg her betoner, at denne velsignede sandhed har fået ny aktualitet, tænker jeg på ørkenvejen! Jeg ser for mig disse øde strækninger, der er fastholdt i tørkens og dødens jerngreb men som ved en levende, åndsfyldt menighed kan bringes tilbage til livet. Jeg ser ’en banet vej’, der stilles til rådighed for Messias: En sejrstrækning af liv og nåde og kraft, ’hvor de døve ører lukkes op, og de halte springer som hjorden, den stummes tunge jubler og vand vælder frem i ørkenen’ (Es.35:5-6).

*

Den dal, hvor jeg har opslået mit telt og nu i mange år har boet med min familie, er en del af det bibelske Arava. Ørkenlandet tilhører den del af det område, som i 5. Mosebogs indledende afsnit omtales som ’stedet øst for Jordan i ørkenen i Arava-lavningen overfor for Suf mellem Paran og Tofet. Laban, Haserot og Di-Zahab (Kap.1:1). Der er altså tale om Moabs ørken, der her medregnes den sandede og stenede region, hvor jeg befinder mig.

Den i Skriften omtalte by, Tofet, ligger ifølge den skotske bibelkommentator, professor Robert Jamieson, ’mellem Bosra og Kerak’. Området ligger ifølge den bibelske oplysning ’elleve dagsrejser fra Horeb’ (5.Mose 1:2). En dagsrejse til fods regnes mellem tyve og tredive kilometer. Lidt længere i en karavane, lidt kortere, når det drejer sig om den store mængde mennesker og kvæg, som Israels børn bragte med sig. Hele den omtalte strækning er kun et sted mellem 150-200 km lang, hvilket altså nemt kunne tilbagelægges indenfor dette tidsrum. Israels Børn har altså på dette tidspunkt befundet sig i egnen ikke langt fra Bosra. Moses har med hele det folk, der undslap Farao, krydset det område, hvor jeg nu befinder mig.

*

Dette bibelske område, hvorfra jeg med egne øjne kan betragte byen Bosra, står omtalt i 4. Mosebog det 21. kapitel fra vers 10:

"Derpå brød israelitterne op og slog lejr i Obot (eller Ovot). Dette lejested er præcis den ørkenplet, hvor jeg har slået mig ned – ja, det er den nøjagtige beliggenhed, hvortil Herren efter 25 års rejse gennem Europa førte mig. Ir Ovot er navnet på den geografiske lokalitet, hvortil jeg med pilgrim konvojen ankom fem minutter før midnat d. 15. marts 2002.

Stedet, som jeg bebor, og hvor en lille oase er skudt op omkring vore beboelsesvogne, er altså tæt ved den såkaldte ’Kongevej’ (Arava), som gennem århundreder udgjorde en af de centrale forbindelser for handelen mellem Arabien, Syrien og Egypten. Her byggede romerne i højlandet en vej, som de kaldt ’Via Nova Trajana’. På et gammelt middelalderkort udfærdiget af Johannes Grünninger i Strassburg i 1522 (Ptolemy’s Geography) ser jeg i nærheden af byen Bosra skrevet med store gotiske bogstaver: ’Via Petrea’, hvilket jeg formoder har at gøre med byen Petra, der regnes indenfor Bosras domæne.

*

"Dette er den tale, Moses holdt til hele Israel… i ørkenen i Arava-lavningen overfor Suf (5.Mose 1:1).

Det område, der således er særligt udpeget i Bibelen, er forbundet med et ord! Det er knyttet til den vigtigste og mest profetisk-inspirerede tale af Moses. Sandet og bjergene, de stenede sletter og stjernenætternes tavshed ånder i dag det forudseende indhold af det budskab, som Moses ’i det fyrretyve år, på den første dag i den ellevte måned talte til israelitterne, ganske som Herren havde befalet ham’ (5.Mose 1:3).

Talen er Moses ’sidste ord’. Han bragte dette budskab til israelitterne en måned før han døde. Høj og grå og med et årvågent seerblik talte Gudsmanden, Moses, til Israels folk om fremtiden. Det er altså ikke kun til den store ørkenforsamling, han henvender sig. Han forudseenhed rækker længere. Hans skarpe, profetiske blik når helt frem til vore dage! Han så og talte til de mennesker, som Gud har sendt ud i det samme profetiske område i dag – dem, der skal udføre Herrens afsluttende vilje. Derfor hedder det: "Moses talte til israelitterne ganske som Herren havde befalet (v.3).

*

I mine inderlige bønner til Herren har jeg – på mine vandringer i ørkenen – bedt Ham om at vise mig, hvor ’ørkenvejen’ går i dette øde land? Altså ikke åndeligt – men helt geografisk: "Hvor i dette hede sand bevæger den kongelige vej sig? På hvilke nøjagtigt udpegede steder skal Messias’ triumferende vandring mod Jerusalem forberedes? Hvor kan palmegrenene langs triumfruten lyse fra høje, ranke stammer, og hvor tør mennesker helt bogstaveligt kaste deres kapper, så at Hans fod ikke skal berøre den stenede grund? Skal ’vejen’ – sådan har jeg spurgt – gå over bjergkammen (idet den følger Israels Børns gamle rute, da de med Moses vandrede mod Det forjættede Land) eller skærer den sig gennem dalen, hele Arava-lavningen op langs vestsiden af Dødehavet med retning mod Zion?

Som et første svar på dette spørgsmål mener jeg at have hørt Herrens ord: "Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!" (Johs.14:6).

Disse ord blev givet til Thomas, der havde stillet spørgsmålet: "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" (v.5)

Jesus siger til ham: "Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I Ham og har set Ham" (v.7).

Der er altså ingen geografisk undersøgelse, der kan vise os, hvor ’ørkenvejen’, ’Den Hellige Vej’, er at finde ved foden af Edoms Bjerge. Det bliver næppe en guddommelig hånd, der (som det var tilfældet med skriften på væggen i babylonerkongen, Belshassars balsal) pludselig aftegner ruten for vore øjne. Nej, åbenbarelse om vejen er alt sammen et spørgsmål om Jesus! Ørkenvejen er ikke kun i Ham, Han er vejen. De, der kender Ham, vil også komme til kendskab om alle jordiske detaljer ved Den banede Vejs begyndelse, videreførelse og afslutning!
 

”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”