PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2007-10-26
0124

TO SMÅ BERETNINGER FRA VOR UNGARNSREJSE:


EN DRENG OG HANS TRO

Ofte har jeg gennem årene spurgt mig selv, hvad der egentlig skete i de mange små landsbyer og byer, som vi på den lange rejse passerede på vor vej til Jerusalem. En usædvanlig hændelse i den lille ungarske grænseby, Zsurk, gav mig i et glimt indblik i, at Guds gode Helligånd overalt har virket både i små og store og at flammen ikke uddøde, selvom tidernes sand fejede ind over de åndelige bevægelser, der fandt sted.

*

For fjorten år siden sad en lille elve års dreng ved navn Robi ved alle de møder, som vi havde på dette sted, inden vor konvoj drog over grænsen for at forsvinde inde i det store Ukraine. Med åbent hjerte lyttede han til forkyndelsen om Jesus. Han slugte hvert et ord, der blev sagt, og da han så, at jeg døbte de mennesker, der var kommet til tro, stod han en dag udenfor min beboelsesvogn med sin lille kasket i hånden.

"Jeg er også kommet til tro," sagde han, "vil De ikke gerne døbe mig, Mr. Noer?"

"Hvor gammel er du?" spurgte jeg. Den lille, spinkle fyr kunne næppe være mere end ni år.

Han drejede kasketten i hånden og så frimodigt på mig. "Elleve!" svarede han.

"Elleve?" Jeg betragtede ham undersøgende. Han nikkede og slog ikke øjnene ned.

"Ja, elleve," sagde han.

Jeg rystede på hovedet. "Du må vente," sagde jeg. "Du skal mindst være tolv!"

Hans øjne fyldtes med tårer. Kasketten drejede i hans hænder. Så vendte han sig stille og gik bort.

*

Nu sad han i den samme by foran mig – en prægtig ung mand på 25 år. Indehaver af en lille rideskole 60 km nordpå. Elleve heste. De samme blå øjne.

"Den troens flamme, som blev tændt i mit hjerte for fjorten år siden, er aldrig døet bort," fortalte han. "Den har holdt mig åndeligt i live i disse mange år. Jeg tør sige, at der ikke er gået én eneste dag, uden at jeg har tænkt på jer. Billedet har stået lyslevende for mit indre blik: Beboelsesvognene, traktorerne, hestene, tabernaklet, møderne, sangene – og prædikenen! Hele mit åndelige liv har været bygget på det, som jeg hørte dengang. Og det i en sådan grad, at jeg målte alt efter den målestok, som på det tidspunkt blev plantet i mit drengehjerte. Jeg søgte i forskellige menigheder efter et kristent fællesskab, men hvis ikke det passede efter det forbillede, som jeg havde tilegnet mig, kasserede jeg det. Ja, jeg red dengang på jeres heste – og det var sikkert begyndelsen til den rideskole, som jeg har i dag. Derfor spørger jeg igen: "Vil De døbe mig, Mr. Noer. Jeg har bevaret troen i mit hjerte."

Jeg sagde naturligvis ja – og tænkte med bedrøvelse på, hvorledes jeg dengang kunne være så hård at afvise ham.

"Ja, jeg vil døbe dig, Robi," sagde jeg og omfavnede ham. "Lad det ske så hurtigt som muligt."


 

EN BEFRIELSE

Efter et par dage senere i Nyregyháza at have forkyndt evangeliet for godt 300 forventningsfulde mennesker, gik turen den følgende dag videre til et malerisk møde med et par hundrede begejstrede zigøjnere i byen Hodász. Jeg var af den formening, at den åbenlyse manifestation af dæmoner (som ved den lejlighed viste sig ved, at onde ånder blev drevet ud af adskillige) var et særligt ’zigøjnerfænomen’ – men den følgende aften ved et møde i Zsurk gentog dette bibelske tegn sig. Jesus siger: "Disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift skal det ikke skade dem, de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske" (Mark. 16:17-18).

*

Efter forkyndelsen den anden aften i Zsurk, hvor jeg talte om Jesu herliggørelse på forklarelsens bjerg (Mt.16:28-17:1-8), sad Gisèle og jeg med vor ungarske tolk, Monika, i samtale med en midaldrende troende kvinde. Hun søgte Herrens hjælp for sygdom. Pludselig begyndte hun at plirre med øjnene, hvorefter hun med skælvende læber udstødte forskellige lyde. Vi blev alle opmærksomme på, at vi her stod overfor en form for dæmonisk aktivitet – og det varede ikke længe, før den onde ånd med et højt skrig fór ud af hende. Efter denne tydelige befrielse fyldtes kvinden med Helligånden og priste Gud i nye tunger.

Det var for mig særligt opmuntrende ved denne hændelse var, at jeg var som tilskuer til et forunderligt befrielsesværk, som helt blev gennemført af Helligånden. Kun et par enkelte gange nævnte jeg stilfærdigt Jesu Navn – og virkningen udeblev ikke.


”Så længe en dansk, homofil ambassadør er i Israel, vil det gå Danmark ilde!”