PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-02-06
0180

Husk at man altid kan se billederne i fuld størrelse ved at klikke på dem
Klik på "Tilbage" knappen i øverste venstre hjørne (eller Alt <---) for at komme retur!

 

DE TOLV STEN
(Papua - De tolv sten: Et profetisk tegn - 2)

… som gjorde djævelen vred!

En af de fænomener, som undrede mig ved denne til tider anstrengende rejse til Papua var mørkets rasen; jeg havde svært ved at forstå, at der skulle være en særlig åndelig uro omkring de små atten dage, hvor vi besøgte denne jungleprovins på den vestlige del af New Guinea. Hvorfor skulle djævelen have en speciel interesse i at gøre mig ’livet surt’, fordi jeg i nogle uger opholdt mig i en halvglemt urskov på den anden side af kloden?



 

Den 12. oktober 2008 fik jeg svar på dette spørgsmål. På den dato rejste sig 12 mørklødede mænd og kvinder fra deres stole under en udspændt telt-baldarkin på en øde ørkenstrækning udenfor den israelske Moshav, Hazeva, ikke langt fra grænsepæl nr.104 mellem Jordan og Israel. Mændene bar deres fjerprydede hovedbeklædning; enkelte af kvinderne havde på hovedet junglens paradisfugl. Alle bar de i deres hænder tilsammen tolv sten, som de havde bragt med fra Papua. Medens to gyldne bannere med Papuas morgenstjerne vajede over deres hoveder (med det israelske Davidstjerneflag i midten) trådte disse tolv papuanere frem i en forsamling på godt 200 mennesker og lagde tolv sten i det hede ørkensand; tolv papuanske dansere fulgte dem i deres indfødte krigerdragter, og til jungletrommernes buldren blev de tolv sten anbragt i en hellig kreds som de første grundsten til den vej, som profeten Esajas taler om i sit 35. kapitel: "Dér skal der være en banet vej. Den Hellige vej skal den hedde!" (v.8)



 

Dette havde den onde ondt af! Denne profetiske handling var for ham en hæslig og faretruende begivenhed. Det var en gerning, som han havde søgt at hindre, og som han fremover vil stride imod. Derfor var vor rejse til Papua så uoverkommelig og fyldt med snedige bagholdsangreb. "Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette møde, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet" (Ef.5:12).