PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-02-26
0193

 

DEMOKRATI ER IKKE LYKKEN
(Obama Nr.10)

Obama skal være klar over, at når han som amerikansk præsident atter vil søge at overbevise Iran om de ideer, som Vesten gør sig til talsmand for, så har han først og fremmest at gøre med en skjult understrøm, der begyndte at flyde helt tilbage i 1960. Det var året, hvor den lille, tynde Islam-prædikant med det hvide skæg og de buskede, sorte øjenbryn, Ayatollah Ruhollah Khomeini, begyndte sin kampagne. Han var imod kongedømmets vestlige modernigseringsplan, som – sådan udtrykte han sig: ’Svigtede de fattige, lod hånt om alle religiøse værdier, tilbød en depraveret civilisation, og trampede på traditioner, der var 5000 år gamle’. Dengang fik denne forkyndere Teheran til at vågne af en bedøvende tornerosesøvn. Overalt så man pludseligt som et ’brændemærke’: ’The american way of life’: kasinoer og diskoteker, frække tv-reklamer, Kentucky Fried Chickens, miniskørter, makeup og shopping-centre med prangende supermarkeder. Alt sammen en udvikling, som kun et historisk fundament kan bære.

Hvis den vestlige verden er af den opfattelse, at et nyt fremstød for demokratiet i Iran i sig selv er tilstrækkeligt til at kunne skabe en sindelagsændring i det religiøse lovsystem, der siden den tid har lagt sig som et tungt tæppe over en hel befolkning – så tager den fejl. Der skal mere til! Der er her brug for en åndelig kraft, som kan sætte det indre menneske i frihed. Den kraft, som apostelen taler om, når han udbryder: "Jeg skammer mig nemlig ikke ved evangeliet, thi det er en Guds kraft til frelse for enhver som tror, for jøde først og så for græker" (Rom.1:16). Hvad demokratiet kan bane vej for, er den frihed til at forkynde evangeliet, som hverken eksisterer hos muslimerne eller hos jøderne. En frihed, som har eksisteret i den vestlige verden i århundreder – men som nu ser ud til langsomt at blive kvalt – for Europas vedkommende af den ny, Gudsfjendsk lovgivning fra Bruxelles. Demokrati er ikke lykken for en nation, der mangler den åndelige vægt til at kunne bære det. Hvor en hensynsløs, grådig mafia-kapitalisme får fremgang, lurer de farligste og mest ødelæggende dæmoner ved døren.