PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-03-27
0205

På vej mod den hvide strand på øen Mansinam i Papua.

DE TOLV DANSERE FRA ØEN MANSINAM
(Papua - De tolv sten: Et profetisk tegn - 10)

Ottow og Geissler var navnene på de to mænd, som den 5. februar i året 1855 sejlede ind mod den hvide strand på øen Mansinam i Papua.

I ligeved tre uger havde de været undervejs med et handelsskib, ved navn Ternate, der sejlede fra den ene koralø til den anden for at berige sig med de indfødtes kostbarheder. Disse to var imidlertid ikke indstillet på at skrabe rigdomme til sig. De havde kun ét på hjerte: At overbringe evangeliets skatte til Papua! De var de første udsendinge fra den kristne verden, der nåede frem til disse afsides egne, og de vidste ikke, hvad der ventede dem bag den tætte jungle, der lå udstrakt foran dem. Efter at de var vadet i land fra kanoen, bøjede de straks deres knæ i det våde sand. Ville de blive mødt af en regn af pile? Var det en stamme af vilde hovedjægere, som iagttog dem bag urskovens uigennemtrængelige bevoksning? Ville de herefter atter komme til at opleve, at solen stod op over en ny dag?



 

Ottow og Geissler var unge, tyske håndværkssvende. De var dygtige og flittige og kunne have bragt det langt indenfor deres fag – men efter at de havde fundet fred med Gud ved troen på Jesus, var de kun optaget af dette ene: Hvorledes kunne de bringe evangeliets budskab videre til denne verdens ’unåede folkeslag’.


Gisèle og Johny Noer foran monumentet for Ottow og Geissler

Bag strandens junglebladhang fulgte nysgerrige øjne de to hvide mænd, der rejste sig fra bønnen. Mansinams befolkning var ikke fjendtlig – og en mangeårig indsats førte til opførelsen af blandt andet en reformert kirkebygning, hvori vi mere end 150 år senere – den søndag morgen i august 2008 – blev venligt modtaget. Gisèle og Lars og jeg samt vore missionærvenner Iris og Janny og andre fra vort særlige Israel-Papua Team. Præsten sluttede straks sin prædiken og overlod prædikestolen til mig. Jeg fortalte om det besøg, vi havde haft i vor israelske ørken af 34 papuanerne, og understregede i min forkyndelse betydningen af Jesu ord: "De første skal være de sidste, og de sidste skal være de første."



 

Jeg behøvede ikke at give mange forklaringer, for alle i kirken fattede umiddelbart betydningen af dette skriftord. De betragtede sig selv som nogle af de sidste stammer, der havde modtaget evangeliet – og lyttede med optagethed til beretningen om, at de nu kunne tage aktivt del i det værk, som skulle gennemføres for at ’berede en vej for Herren i Israels ørken’. Fra denne ø, Mansinam, blev der senere sendt 12 dansere, der opholdt sig tre uger i vor ørkenlejr for at forberede den Messias-dans, som de skulle opføre, når de 12 sten blev lagt som en begyndelse på Herrens Vej.


Om den dans i ørkenen skrev jeg følgende digt, som blev sunget d. 12. okt. af en dansk kvartet ledet af Bo Nielsen fra Stubberup:

A WELCOME DANCE TO THE MESSIAH

Song no.3 (in part 2)

You will dance a dance of love
to the One who reigns above
to the One who gives us life
and who ends all bitter strife.

You will dance a dance of light
to Messiah’s great delight
to the God of Israel,
who created all things well.

You will dance a dance so sweet
by a hundred tropic feet
to our great and coming King
come and dance and dance and sing.

… dance against the gods of gloom
dance to Him across the tomb!
Dance in all Messiah’s might
welcoming the Lord of Light

… dance against all tears and sighs
Look! The mount before your eyes;
Melchisedek’s bread and wine
He is coming! Dance and shine!