PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-04-10
0210

FREDS-BARNET
(Papua - De tolv sten: Et profetisk tegn - 12)

I 1979 så den første udgave af Don Richardsons bog, Peace Child’, dagens lys. Han fortæller her, hvorledes han og hans hustru, Carol, drog af sted allerede i 1962 for at leve blandt papuanerne (der på det tidspunkt blev kaldt ’West Irian’ eller ’Irian Jaya’. De slog sig ned blandt Sawierne for at forkynde evangeliet for denne unåede stamme.

Her kom de til at lære disse indfødtes opfattelse af fredsbestræbelser med fjendtlige stammer, og hvorledes netop denne analogi kunne benyttes at fortælle dem, hvorledes de kunne opnå fred med Gud…

Han beretter i bogen om et fjendtligt angreb på den landsby, hvor han havde slået sig ned, og hvorledes det barbariske overfald nødte hans egen stamme til at søge den sidste udvej for fred. Denne udvej blev kaldt ’freds-barnet’ og bestod i, at fjenderne hver for sig skulle udlevere et lille barn til deres hadske modstandere. Det var da fjendens opgave at holde det lille barn i live for dermed at understrege, at de to stammer ikke mere ville løfte våben mod hinanden. Døde barnet, var freden brudt, og nye blodsudgydelser var den uundgåelige følge.

Den unge missionær beskriver i sin bog, hvad der skete den dag, da to fjendtlige nabolandsbyer Haenam og Kamur havde besluttet at skabe fred imellem dem. Han fortæller:

"Vi sov næsten ikke den nat. Vore tanker kredsede omkring de begivenheder, som ville finde sted ved daggry. Heller ikke Sawierne sov. Det meste af natten kunne vi høre deres stemmer. Der var en ustandselig mumlen mellem cikadernes syngen.

Ved daggry begyndte landsbyens farver at tage form. Langhusene dukkede frem af jungledisen, og den skinnende flod blinkede i morgendæmringen. Carol og jeg iagttog spændt fra vort vindue, hvad der nu ville ske. Søjler af røg steg op fra hullerne i hytternes græstage. Landsbyens haner galede. Hunde glammede, grise gryntede – men intet menneske var at se. Bortset fra støjen fra dyrene herskede en dødens stilhed – sådan som det var tilfældet lige før et afgørende slag.

Så så vi Mahaen og hans ældste hustru kravle ned fra deres langhuse for at begive sig mod Kamur. Nu kravlede også andre mænd, kvinder og børn ned fra deres huse, idet de i tavshed stod stille og betragtede Mahaen og hans kone, der bevægede sig bort fra dem. Mahaen bar et barn – en af hans egne sønner – på sin skulder. Hans kone, Syado, hulkede voldsomt.

Carol og jeg gik anspændte hen i døråbningen.

Nu så vi folk fra nabolandsbyen, Kamur, kravle ned fra deres langhuse. Den spændte atmosfære var på bristepunktet, idet alles øjne fulgte Mahaen og hans grædende kone. Trioen var nu kommet nærmere hen mod os, og Carol greb mig i armen, da vi så den mørke beslutsomhed på Mahaens ansigt og så tårerne strømme fra Syados øjne. Barnet, der klyngede sig til Mahaens hals, syntes at være passiv og uvidende om, hvad der var ved at ske.

Kvinden, Syado, stirrede over sin mands skulder på folkene i Kamur, der skubbede til hinanden for at se et glimt af de tre, der nærmede sig. Hun begyndte at ryste voldsomt – enten af frygt eller af sorg. Vi vidste ikke, hvad vi skulle tro. Pludselig strøg hun tårerne fra sine øjne og rev den lille dreng ned fra sin mands skulder og løb skrigende og alt, hvad hun kunne, tilbage mod Haenem.

Mahaen stormede efter hende og søgte at rive barnet fra hende, men Syado knugede den lille dreng ind til sig med en styrke, der var fremkaldt af øjeblikkets desperation. Mahaens ældste søn løb nu frem fra skaren for at hjælpe sin mor. Med et brøl af frustration vendte Mahaen sig fra dem begge og stampede nu frem og tilbage foran Haenam, idet han råbet et eller andet, som vi ikke kunne forstå.

Det var tydeligt, at Syado og Giriman havde hindret ham i at udføre sit forehavende. Nu greb alle kvinder i Haenam efter deres babyer og knugede dem til deres bryst, idet de forfærdede råbte op. Mændene løb vildt fægtende med armene frem og tilbage. Hele landsbyen var i oprør.

Da lød et højt råb fra landsbyen Kamur. Alle vendte sig. Et eller andet foregik derovre. Idet jeg lod Carol blive stående i døråbningen, løb jeg til et andet udsigtspunkt for bedre at kunne følge med i, hvad der foregik. Jeg så en mand, hvis navn var Sinau, løfte en lille baby over hovedet, så at alle kunne se barnet. Så blev hans ansigtstræk som formørkede af sorg. Sinau rakte den lille til sin broder Atae. "Jeg kan ikke bære selv at skulle udlevere ham," råbte han. "Atae! Gør det for mig!"

Atae greb babyen og løb målbevidst mod Haenam. Men Sinau, drengens far, kunne ikke få øjnene fra den lille hjælpeløse skikkelse, der var hans søn. Babyen var som en dragende magnet, der fik ham til at følge med.

Med øjnene blændet af tårer og inderlig hændervriden sprang han pludselig efter sønnen, idet han råbte: "Jeg har ændret beslutning. Jeg kan ikke slippe ham!" Han vred den lille dreng ud af Ataes arme. Ingen syntes at fordømme ham – men brølet omkring ham steg…

(Læs i det følgende afsnit om det sælsomme princip med ’fredsbarnet’, som herskede på Papua – og forberedte folket på evangeliet og en senere profetisk tjeneste).

Klik på et af kortene for at se det i stort format