PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-04-17
0213
 

HUN UDSTØDTE BØNFALDENDE RÅB (FREDSBARNET 2)
(Papua - De tolv sten: Et profetisk tegn - 13)

De mest besynderlige, dragende og bortstødende kræfter fik en ubegribelig spænding til at sitre mellem de to landsbyer Haenam og Karmur. Fra mit udsigtspunkt mellem de to grupper kunne jeg fornemme disse kræfter vokse, indtil de nærmede sig den fysiske vold. Hårene rejste sig fra min nakke og nedover ryggen. Begge landsbyer var som kastet ind i et indre opgør over en aftalt plan, der ikke kunne komme til verden. Da bemærkede jeg en mand liste bort fra Kamur. Hans navn var Kaiyo. Han drejede uset bort fra skaren og kravlede hurtigt op i et af Kamurs langhuse."

Don Richardson fortsætter i sin bog med den engelske titel ’Peace Child’ (Regald Books Revision, G/L Publications, Glendale, California 91209, USA, side 196) at beskrive hvad der skete den dag den sommerdag i midten af 60’erne, hvor de to landsbyer Haenam og Kamur i West Papua skulle udveksle ’freds’-babyer’ for at våbnene kunne nedlægges. I hans beskrivelse sætter han sig ind i de sindsstemninger, der bølgede gennem de mænd og kvinder, som tog aktiv del i denne usædvanlige fredsproces. Han fortsætter:

"Kaiyo’s hjerte bankede voldsomt, da han sneg sig væk fra sin kone, Wumi. Han kravlede op ad stigen til sit hus. Mahaen havde opgivet! De havde begge mange børn – og dog kunne de ikke aflevere blot et af disse for fredens skyld. Kaiyo havde kun et barn, den seks måneder gamle Biakadon, der lå der på græsmåtten. Kaiyo nærmede sig den lille. Hver af hans muskler var spændt, og hans hjerte var ved at briste. Biakadon fik øje på sin far og smilede. Han knugede de små hænder og vinkede i lykkelig forventning om at blive taget op.

"Det skal gøres," vedblev Kaiyo at sige til sig selv. "Intet andet kan standse de uendelige kampe!"

Kaiyo bøjede sig ned og tog Biakadon i sine arme. Stående alene i det tomme hus holdt han et øjeblik den lille, varme krop tæt ind til sig – som for at sige farvel en sidste gang. Hans tanker kredsede om deres dybe sorg, som hans handling ville bringe ind over Wumi – men der var ingen anden vej. Kaiyo stirrede hen mod den lyse døråbning ved enden af langhuset og begyndte langsomt at gå hen imod den. Hans ben rystede under ham og hans ansigt afspejlede den konflikt, som foregik i hans indre.

Biakadons mor, Wumi, stod midt i den støjende og råbende skare, grebet af den ene tanke, som optog alle: Ville der i dag blive fred mellem de to stammer. Dette kunne kun ske, hvis en eller anden ville udlevere et barn til fjenden, og det måtte i det tilfælde være en, der havde mange børn og som af den grund kunne finde trøst i de andre børn. Det var grunden til, at Wumi og Kaiyo slet ikke kunne komme på tale; ingen forventede, at de ville udlevere deres lille Biakodon.

"Men," sagde hun pludselig undrende ved sig selv, "hvor er Kaiyo?" Han havde for et øjeblik siden stået der lige ved siden af hende. En underlig uro faldt over hende. Wumis sorte øjne iagttog langhuset, hvor hun i et glimt så hendes mand springe ned fra stigen for at løbe mod Haenam med Biakodon i sine arme!

I et øjeblik stod Wumi som naglet til stedet. Chok og vantro lyste ud af hende. I sit indre blev hun ved at gentage, at ’dette her må være et tilfælde. Det er ikke virkeligt, at Kaiyo stormer mod fjendelandsbyen med deres lille Biakodon.

Da med ét ramte den brutale virkelighed Wumi med en knusende vægt. Hun udstødte et skrig og løb efter Kaiyo, idet hun udstødte bønfaldende råb.

Men Kaiyo så sig ikke tilbage. Hans brede ryg blev stadig mindre, som afstanden mellem de to voksede. Han stormede mod målet. Wumi styrtede i mudderet. Hun kunne ikke indhente ham. Med et håbløst blik rakte hun ud efter manden og barnet – men han var nu næsten helt fremme ved Haenams langhuse. Der var intet, der vidnede om, at også han i sidste øjeblik ville fortryde og vende om.

Med et hjælpeløst suk lod Wumi sig glide tilbage i mudderet. Mens hun vred sig i smerte, vedblev hun at gentage: "Biakadon, Biakadon, min dreng, min dreng!"

(Læs det følgende 3. afsnit om den papuanske skik: ’Fredsbarnet’.