PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-04-28
0216

 

SE: JEG VIL GIVE DIG MIN SØN (FREDSBARNET 3)
(Papua - De tolv sten: Et profetisk tegn - 14)
 

Don Richardson slutter sin bevægende beretning om den papuanske skik om ’fredsbarnet’ med følgende:

"Jeg ved ikke, om noget tidspunkt i mit liv, hvor jeg har haft større medfølelse med et menneske som jeg i det øjeblik følte med Wumi. Jeg fangede i et glimt, hvorledes Carol knugede vor lille Stephen ind til sig – og jeg vidste, at hun var overvældet af den samme medynk som jeg. Stephen betragtede overrasket sin mor, der ikke kunne holde tårerne tilbage.

Samtidig overskyggede to andre indskydelser vor overvældende medfølelse for Wumi. Hvad ville der ske med Biakadon? Hvilken skæbne ventede ham?

Jeg løsrev mig fra det hjerteskærende syn af Wumis dybe sorg og fulgte Kaiyo mod Haenam. Billeder af kanaistiske børneofringer strejfede mit indre, og jeg var fast besluttet på, at hvis den lille drengs liv var i fare, ville jeg ikke spare nogen anstrengelse for at redde ham og bringe ham tilbage til hans mor. Den anden indskydelse var denne: Hvorfor gjorde de dette her? Var alt dette forfærdelige nødvendigt?

Wumis voldsomme sorg udslukkede ethvert håb om, at Biadakon ville blive bragt tilbage til hende. Kaiyos handling var uigenkaldelig!

*

Kaiyo hev efter vejret da han nåede udkanten af Haenam. Landsbyens ledende mænd stod som en mur foran ham. Alles øjne var forventningsfuldt rette mod barnet, som han holdt i sine arme. Kaiyos ransagende blik gled over rækken af fjendtlige ansigter. Han kendte dem alle: Maum, Kani, Mahaen, Nair – de var der alle. Så fik han øje på den mand, han havde haft i tanke. "Mahor," råbte han.

Mahor sprang frem. Hans øjne lyste af sindsbevægelse. Kaiyo og Mahor trådte nærmere til hinanden. Alle mændene, kvinderne og børnene i Haenam sluttede ringen. Deres ansigter afspejlede dyb grebethed. Bag ham kunne Kaiyo høre råbene fra hans egen landsby, hvor hver en bevægelse blev iagttaget med voksende spænding.

Kaiyo og Mahor stod nu ansigt til ansigt.

"Mahor!" Kaiyos røst var udfordrende. "Vil du tale Kamurs ord til dit folk?"

"Ja!" svarede Mahor. "Jeg vil tale Kamurs ord til mit folk."

"Så giver jeg dig min søn og sammen med ham mit navn!" Kaiyo rakte den lille Biakadon frem. Mahor tog ham forsigtigt i sine arme.

Derpå råbte Mahor med høj røst: "Elhaa! Det er nok. Jeg vil nu tale fredens sag mellem os!"

Fra begge landsbyer lød en række tordnede hahap komans, indtil jorden skælvede – og folk begyndte at kalde Mahor med Kaiyos navn.

Pludselig stod Mahaen foran skaren. Idet han stirrede på Kaiyo, løftede han en af sine baby-sønner over hovedet og råbte: "Kaiyo! Vil du tale Haenams ord til dit folk?"

"Ja!" råbte Kaiyo tilbage, idet han strakte sine hænder ud mod Mahaen.

"Så vil jeg give dig min søn og med ham og sammen med ham mit navn!"

Da Kaiyo tog den lille dreng, lød et desperat skrig bagerst fra skaren. Barnets nærmeste familiemedlemmer blev nu klar over, hvad der var ved at ske.

Kaiyo var ved at give en respons på Mahaens gave, da denne råbte til ham: "Løb! Løb Kaiyo. Løb hurtigt!"

Kaiyo snurrede lynhurtigt rundt og satte i løb mod Kamur med sin nyligt adopterede søn, Mani, i sine arme. Drengens nærmeste slægtninge satte efter ham. Forgæves søgte de at indhente ham.

*

Don Richardson forklarer afsluttende, hvorledes denne oplevelse blev begyndelsen til en åndelig vækkelse i den del af Papua. Den urgamle skik med ’fredsbarnet’ blev hans nøgle til en ny forkyndelse, hvori han bedre end før kunne forklare, at Gud elskede verden således, at Han gav Sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

… samtidig er denne gribende beretning blevet som en understregning af den forudbestemmelse, som Israels Gud har med den fjerne jungleprovins. Det var disse folk, som lagde de første 12 sten til ’Den Hellige Vej’.