PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-05-08
0221

Minareter bygges alle vegne!

GUD HAR HØRT PAPUANERNES BØN
(Papua - De tolv sten: Et profetisk tegn - 15)
 

Under vore rejser i Papua især, i forbindelse med en række møder og seminarer i Wondama, er det blevet klart for mig, at kristendommens historie på dette junglekontinent har været og stadig er afhængig af de omliggende magthavers ekspansions-ambitioner ind i den vestlige del af området.

I dag er det den indonesiske regerings bestræbelser på at islamisere denne del af verden, hvor kristne missionærer utrætteligt har forkyndt evangeliet i 150 år.

Som omtalt trådte de første missionærer i 1855 i land på en strand på øen Mansinam, hvor de efter en lang tid i bøn rejste sig med ordene: "Vi sætter fødderne på denne jord i vor Herre Jesu Kristi Navn!" Kristne civile myndigheder fulgte i deres kølvand i 1898, og i 1942 var de fleste kyststrækninger blevet evangeliseret, og der var oprettet missionsstationer i både indland og højland. Det er denne vældige indsats, som i denne time trues med et muslimsk militært overgreb.



 

De kirker, som nu ses på hvert et gadehjørne i Jayapura, blev opført i 1950’erme og 1960erne, har overtaget missionærernes rolle og sørger nu for den pastorale omsorg af de mange tusinde medlemmer. Også disse virker med evangeliserende arbejde både blandt papuanerne og indoneserne.

De kristne i Papua har lært at overleve. Først i deres kamp mod de gamle stammereligioner, som stadig har et solidt greb i befolkningen. Sjælesorg er stadig forbundet med uddrivelse af onde ånder – og vi har under sådanne seancer selv oplevet, at dæmoner fór ud af deres offer med høje skrig.

Dernæst har de kristne kirker gennemgået umenneskelige lidelser under Anden Verdenskrigs kampe i Stillehavet, der som en tropisk orkan føg ind over de japansk besatte øer.

Afsluttende oplever Papuas kristne i dag, hvorledes den påtvungne integration med Indonesien, og emigrationen af indonesiske muslimer til landet, rejser en skov af minareter, hvorfra de klagende påkaldelser lyder døgnet rundt.



 

Det er i denne situation, at en ny bevidsthed om endetidens udfordringer er blevet levende for en del af Papuas kristne. I deres iver og nød har de søgt forbindelse med Israel, og er ikke mindst ved missionærerne Iris’ og Jannys mellemkomst kommet i forbindelse med vor gerning i Israels ørken. I deres elendighed er de rejst til Zion for at ’finde nåde til hjælp i rette tid’ (Hebr.4:16).

Jeg er derfor af den tro, at Israels Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, på en særlig måde vil se i barmhjertighed til Papua – ikke mindst – på grund af papuanernes ankomst til Jerusalem under løvhyttefesten i 2007. Her bad de så inderligt Gud om nåde for deres land! Det er herefter min opfattelse, at Herren vil forårsage, at den uretfærdighed, som blev øvet mod det papuanske folk ved bruddet på den deklaration, som blev formuleret i FN-resolutionerne 1514 og 1541 i 1960 nu vil blive omstødt, og at Guds gode Helligånd kraftigt vil bane vej for en ny kristen nations vidnesbyrd. Ja, jeg tror, at Gudsordet fra Salme 2 har en særlig betydning for dette oversete og glemte folks lidelser.

Her siger salmisten: "Hvorfor er folkeslagene i oprør? Hvorfor lægger folkene planer, der ikke lykkes? Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod Hans salvede"(v.1-2).

Det er mere end tydelige, at en muslimsk regering ved overtagelsen af denne lille og i verdens øjne ubetydelige kristne nation ikke har overholdt den internationale aftale (i disse to resolutioner) om ’selvstyre’ og ’folkets frihed til selv at vælge’ – og Den Almægtige vil herefter på forskellig måde knytte dette folk til Israel og dermed bringe en velsignelse over dets frihedsbestræbelser

Et tegn på dette skete, da 12 papuanske ledere lagde 12 sten på Den Hellige Vej, der begynder lige overfor Bosra i Edom og skal føres hele vejen til Zion. Hvilket folk vil lægge de næste sten for dermed at begynde en del af den vej, som profeten forudsiger skal beredes i ørkenen?