PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-05-29
0230


 

EN OVERNATURLIG VEJ

At der skal banes en vej i ørkenen er ikke kun et geografisk projekt; det er ikke blot en sag om at flytte tons af støv, sand og sten; ej heller er det begrænset til en jordisk indsats; vejberedelsen er i virkeligheden et himmelsk foretagende, som implicerer en række afgørende indgreb fra den åndelige verden – og det i et sådant omfang, at verden aldrig nogensinde har set magen…

Derfor lyder indledningen til Markusevangeliet således: "Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn. Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør Hans stier jævne" (mark.1:1-3).

Der er altså fra første færd (når der tales om ørkenvejen) tale om en indsats af overjordiske udsendinge fra en anden verden.

*

"Jeg vil sende min engel foran dig," er som en Herrens bekræftelse på, at Han er indforstået med, at opgaven er så overvældende, at den aldrig vil kunne løses ved kødets kraft ej heller ved nogen menneskelig eller jordisk indsats. Hertil er brug for den ubegribelige virkekraft, som Bibelen kalder: ’Den kommende verdens kræfter’ (Hebr.6:5).

"Dette er Herrens ord til Zerubbabel," lyder det hos profeten Zakarias, "ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved Min Ånd, siger Hærskarers Herre!" Profeten fortsætter: "Hvad er vel du, store bjerg? Du skal blive til slette foran Zerubbabel."

(Zerubbabel har i den forbindelse en forunderlig betydning: ’En spire fra Babylon’. Det vil sige et helligt rodskud, som er kommet fra hedningeland – fra verdensfyrstens område; det anes i betydningen af dette navn, at folk fra nationerne vil få en større betydning i dette værk, end de måske har forestillet sig.

Den absolut nødvendige ’åndelige manifestation’, der således synes knyttet til ørkenvejen, bæres frem af løftet som gives i denne profetiske forbindelse: "De skal se Herrens herlighed, vor Guds pragt" (Es.35:2).

Denne herlighedsåbenbarelse har ikke kun at gøre med forvandlingskræfter, der berører naturen (’ødemarken skal blomstre’) – men er også en direkte guddommelig berøring af mennesker (De ’blindes øjne skal åbnes’ og ’døve ører lukkes op’, ’halte og stumme bliver helbredt’ v.6)).

Løftet om Herrens herlighedsåbenbarelse i forbindelse med ’at bane vejen’ gentages i Es.40:3-4), hvor det hedder: "Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land… Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt!"

*

For nogle ville der være grund til at sige: "Hvorfor skal jeg tage del i det møjsommelige arbejde med at anlægge en vej i den hede ørken? Til hvilken hjælp kan det være for mennesker – og hvad har dette at gøre med kaldet til at forkynde evangeliet?"

Hertil lyder svaret: Løftet om, at ’sløret skal drages fra de blindes øjne’ samt at de mest bemærkelsesværdige helbredelser vil finde sted, har ubestrideligt at gøre med forkyndelsen af evangeliet. Ja, dette løfte er så enestående og sikkert (’Herren selv har talt!’) erklærer Esajas – at enhver, som længes efter, at Herren skal åbenbare sin herlighed ved at lade den kommende verdens kræfter manifestere sig, bør modtage enhver kaldelse til at deltage med taknemlighed.

At det er det åndelige aspekt og muligheden for evangeliets forkyndelse, som er den drivende kraft bag beredelsen af Herrens vej, fremgår med tydelighed af profeten Esajas’ udsagn: "Trøst, mit folk, trøst det, siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt!" (Es.40:3)

Vi spørger da: Hvori består denne trøst, som skal gives til Herrens folk? Hvad er det, der mest af alt kan tale til Jerusalems hjerte?

Svaret er ubestrideligt dette ene: Messias! Der findes ingen trøst som kan måle sig med opfyldelsen af den forventning, der gennem generationer har boet i det jødiske folks hjerter: Messias!

På samme måde med menneskene fra nationerne – ja, hver eneste levende sjæl på denne jord: Der findes ingen trøst, der kan læge og oprejse som den, der gives i Kristus Jesus.

Ingen bør derfor overraskes, når profeten i umiddelbar forbindelse med denne stærke opfordring til at trøste, fortsætter: "Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land!" (Es.40:3)

Det vil sige, at vejen ind til det jødiske folks hjerte er den samme som den, der benes for Messias. Den ypperligste måde, hvorpå der kan bringes trøst til Jerusalem, er, at jævne Messiasvejen for Gud.

Det samme gør sig gældende for folkeslagene. Den eneste måde, hvorpå trøsten kan nå frem til tusinde fortvivlede hjerter, er, at Messiasvejen banes. Hvert spadestik, der tages i nationernes ørken for at åbne vejen til de hårde og forstenede – ja, forhærdede hjerter, er den trøstens gerning, der har med Jesus-vejen at gøre. Også selvom det i øjeblikket kan se trangt og umuligt ud, så er timen kommet til det endelige brobyggeri. En Guds-vej skal beredes!