PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-07-25
0255

 

DEN PÆNE ’KRISTNE’ ANTISEMITISME
(Hitlerbibelen nr.18)

Et bemærkelsesværdigt hyrdebrev, som blev skrevet d. 29. februar 1936 af Kardinal August Hlond, som på det tidspunkt var den katolske kirkes højeste myndighed i Polen, afslører en holdning, som viser den pæne, ’kristne’ antisemitismes sande ansigt. Kardinalen, som synes at være forskrækket over at se den vold, som blev brugt mod jøderne, skriver: "Det er en kendsgerning, at jøderne er i ustandselig krig mod Den katolske Kirke. Det er ligeledes sandt, at de er en flok fritænkere og ateismens forløbere; de er bolsjevikker og indblandet i revolutionære aktiviteter. Det er sandt, at jøderne har en fordærvende indflydelse på moralen – de snyder og bedrager og spreder pornografi… men ikke alle jøder er sådan! Vi bør elske vort land men må ikke hade nogen! Vi skal holde os væk fra jøderne – men det er forbudt at overfalde dem, at prygle, invalidere eller bagtale dem…"

En sådan højt uddannet teolog med et så fornemt humanistisk menneskesyn – en mand, der viger tilbage fra vold og mishandling (men som alligevel giver udtryk for at være under indflydelse af en generel antisemitisk tankegang) – en sådan mand er i sit høje embede et manende eksempel på den ’pæne kristne foragt for det jødiske folk’… den holdning, der i det lange løb førte til de frygteligste overgreb.

Walter Grundmauer er det navn, som står øverst på listen over den tyske Hitlerbibels udgivere. Efter hans disputatstese: ’Bibelen er blevet jøde-kristent deformeret’, underskrev Adolf Hitler egenhændigt hans udnævnelse til professor.

I 1940 skrev han: "Evangeliernes Jesus kan kun blive det tyske folks frelser, hvis han ikke fremstår som jødedommens opfylder og fuldender men som dens mægtige fjende og bekæmper."

Det er ud fra dette syn, at han i Lukas evangeliet ikke nævner navnet på Johannes Døberens far: Zakarias (det er for jødisk) men skriver blot: "En anden seer sagde…" Derefter fjerner han indledningen til Zakarias’ profeti, som begynder således: "Lovet være Herren, Israels Gud" (Luk.1:68)… og selvom han højtideligt har erklæret, at Luthers oversættelse ’bleibt uns in ihrer Gestalt und Sprache unantastbar’ (forbliver i sin form og i sit sprog urørligt) – så ændrer han alligevel Luthers udtryk: ’Seinem Volk’ (v.77) – altså: (Hans Folk, Guds Folk: Jøderne) til: ’das Volk’ (blot: ’Folket’).

Udgiverne af den danske ’Hitlerbibel’ forklarer sig således: "Luther sagde, at når man skal oversætte Bibelen, skal man lytte til manden på marken og konen i køkkenet." Udmærket! Men er det rigtigt, at hverken manden eller konen har hørt ordene: ’Israels Gud’? Er det bedre for dem, at der bliver sagt: ’Jødernes Gud’? Det er i hvert fald den ændring, som her er foretaget. "Lad os takke Herren, jødernes Gud," siger Zakarias (i Den Nye Aftale) … og det har Zakarias aldrig sagt. Han sagde helt sikkert: ’Israels Gud’! (Læs det efterfølgende afsnit på torsdag: ’ET POLITISK MOTIV’)