PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-08-27
0269


Anna & Sigurd Bjørner

ÅNDENS BUDSKAB OM JERUSALEM
(Apostolsk syn nr.7)

Efter at skuespillerinden Anna Larsen i 1912 blev gift med KFUM-sekretæren Sigurd Bjørner, rejste ægteparret land og rige rundt med en hestetrukken beboelsesvogn, idet de overalt forkyndte evangeliet og berettede om den skriftmæssige baggrund for Helligåndens dåb, tungetalen og de åndelige gaver. De arbejdede indenfor både frikirkelige og folkekirkelige sammenhænge, og den nyopståede danske pinsevækkelse vandt ved deres indsats mange tilhængere over hele landet. På et pinsestævne i Sverige i 1919 blev ægteparret overbevist om betydningen af ’troens dåb’ og lod sig da døbe ved neddykkelse i dåbens vande. Ordene fra Romerbrevets det sjette kapitel har sikkert haft indflydelse på deres beslutning, idet apostelen skriver: "Vi blev altså begravet sammen med Ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed skal leve et nyt liv" (v.4). I hvert fald skriver Sigurd Bjørner i publikationen ’Den Apostolske Kirkes sejrgang’ (Kbl.1933, side 56), at ’med et slag blev alle de døre, der hidtil havde været åbne for os, lukkede’.

Hvad dengang skete, bør ikke nødvendigvis gentage sig. Også indenfor folkekirken er der i dag en ivrig spørgen efter, hvad det egentlige formål med de karismatiske gaver kan være – og det vil være tragiske, hvis de gamle, dogmatiske holdninger med hensyn til de af vort lands troende, som overbevises om ’dåb i vand, efter at man er kommet til troen’ på ny skulle lukke dørene for den bølge af indsigt og åbenbarelse, som nu vil rulle ind over byer og landsbyer.

"Brødre," skriver apostelen, "vær ikke børn i klogskab: I ondskab skal I være små, men voksne i klogskab. I loven står der skrevet: "Ved fremmede sprog og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk, og selv da vil de ikke høre på mig, siger Herren. Derfor er tungetalen et tegn, ikke for de troende, men for de ikke-troende" (1.Kor.14:20-21).

Hvad der her understreges i Ny Testamente, er ikke blot den kendsgerning, at Gud i sin visdom og forudseenhed har besluttet, at Den nye Pagts budskab skal åbenbares for ’dette folk’ (Israel) gennem folk fra andre nationer – men at disse fremmede ydermere skal være udrustede med Åndens gaver i en sådan grad, at endog Israels børn skal ’falde på deres ansigter’, tilbede Gud, og udbryde: "Gud er virkelig hos jer!" (v.25)

*

Når apostelen opfordrer de troende til at være ’voksne i klogskab’ – så taler han om den indsigt, der har at gøre med ’dette folk’. Kun få her i det efterfølgende århundrede (i forbindelse med Åndens udgydelse i begyndelsen af 1900-tallet) hæftet sig ved, at Israels folk således står omtalt midt i Ny Testamentes belæring om tungetalen og de åndelige nådegaver…

Det afsnit fra Esajasbogen, som apostelen henviser til med ordene: ’Ved fremmede læber vil Jeg tale til dette folk’, er hentet fra profetens 28. kapitel. Her hedder det: "Hvem kan Han give kundskab, hvem kan Han få til at fatte et budskab?"

Spørgsmålet er aktuelt i dagens Danmark – og lige så rammende, når der tales om Israel. Hvem i dette land, hvor så mange er så optaget af ’deres eget’, og som kun bekymrer sig lidt om deres evige sjæls frelse (langt mindre om den tjeneste, som i de sidste dage skal udøves overfor Israels Børn)… hvem kan Han betro et budskab? Altså ikke kun en prædiken eller lidt ’opbyggelig snak’ – men et budskab! Det vil sige: Hvem iblandt nationerne kan menighedens Herre sende i det særlige ærinde, som har at gøre med Jerusalem?

*

Når den seneste oversættelse af Ny Testamente har fjernet ordet ’apostel’ mere end 80 gange – og i flere tilfælde erstattet det med ordet ’udsending’, så kunne denne fatale ændring af teksten måske forsvares ud fra den bogstavelige oversættelse fra det græske. Imidlertid er de ’udsendinge’ (apostle), som der er tale om, mænd med et særligt betroet budskab! Det er ikke blot ’udsendinge’ i general forstand men præcis dem, hvorom profeten taler, når han med Herrens ord udbryder: "Hvem kan Han give kundskab? Hvem kan Han få til at fatte et budskab?" (Es.28:9)

I denne tid søger Guds Ånd på ny at bringe det målbevidste ind i vækkelsens strømme. En åndelig opvågnen er på vej, og hvis den kun udnyttes til spektakulære opvisninger (shows), som kan fylde bænkesæderne med nye tiende-ydere, så er den ny åndsudgydelse formålsløs. Men hvis den kan opvække de kaldede og betro dem et budskab – ja, sende dem i et ærinde til Jerusalem, da har Ånden nået sit mål…