PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-09-24
0281


Bibelselskabets ’Den Nye Aftale’
 

BAGGRUNDEN FOR DEN ’KRISTNE’ ANTISEMITISME
(Hitlerbibel nr.21)

Kirkefaderen Origines var ikke nogen ond mand. Han var i virkeligheden en lærd, kristen filosof, som udviste en modig tro, og som levede et ydmygt og asketisk liv. Men på grund af hans ønske om at harmonisere Det Nye Testamentes lære med Platos filosofier, gennemførte han kraftfuldt, belærte omhyggeligt – og spredte effektivt den allegoriske metode med hensyn til at tolke Skriften – ikke mindst i det profetiske område.

Ud fra denne tilsyneladende harmløse fase af kirkehistorien er helt system og billedlig tolkning af de profetiske skrifter blevet udviklet, og langsomt har dermed en ’kristen’ antisemitisme slået rod. Dette er den teologiske baggrund for, at en tysk Hitlerbibel kunne fremstå i 30’ernes Tyskland, og dette er den onde rod, hvorfra en dansk Hitlerbibel har kunnet spire frem i det 21. århundredes Danmark.

Hvorledes er dette gået til?

Ved at anvende den allegoriske metode i tolkningen af Bibelens profetiske skrifter, er kirkens teologer begyndt at udvikle den idé, at Israels børn for altid har mistet deres ret til at blive kaldt Guds Folk. Det skete – hævder disse teologer – da jøderne forkastede Jesus som deres Messias.

Ud fra dette syn begyndte disse kirkens mænd at undervise de kristne om, at alle de løfter, der var blevet givet til Israel, nu var overført til den kristne kirke. "Kirken er nu det sande Israel," forkyndte de, "og dette kan aldrig mere ændres!" Dette teologiske syn forklarede yderligere, at jøderne aldrig mere (efter det, der skete på Golgata) kunne omtales som ’Guds udvalgte folk’. "Og," sluttede de: "Messias vil aldrig oprette det messianske rige på jorden, som var tiltænkt dem."

Konsekvenserne har været uoverskuelige. Skriftens advarsler mod dem, der vil gøre Hans jødiske folk ondt, blev fjernet. En foragt for jøden bredte sig iblandt de kristne. "De regner jo med nogle Gudgivne løfter, som nu tilhører kirken," hed det. Derefter fulgte den opfattelse, at jøderne var under Guds forbandelse. ’Kristusdræbere’ blev de kaldt – og dermed begyndte forfølgelserne, som nu fortsætter ind i dette tredje årtusinde.

Til alt dette svarer jøden, Paulus: "Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet Sit Folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit…" (Rom.11:1).

Paulus siger ikke: "Jeg er jo selv jøde!" (Som i Bibelselskabets ’Den Nye Aftale’). Han betegner sig med navnet Israel… som den ’kristne’ antisemitismes teologer nu har fjernet fra den nytestamentlige tekst.

*

Jøderne har allerede på forhånd beskrevet processen. I det voluminøse hebraiske leksikon: Encyclopedia Judaica (vol.5, side 507) beskrives omhyggeligt det påståede ’kristent’-teologisk belæg, der til sidst førte til, at Holocaust kunne forekomme (og dermed baggrunden for, at både en tysk og en dansk Hitlerbibel kan fremstå). Leksikonet skriver:

"Grundene til den ekstraordinære og tragiske spænding, som eksisterer mellem Kristendommen og Judaismen, er ikke blot at finde i de forskelle på religiøs tro og religiøse dogmer, som eksisterer mellem alle andre religioner. Spændingerne mellem kirken og jødedommen er hovedsageligt begrundet i den stilling, hvori den kristne menighed har anbragt sig selv i sit forhold til Israel. Ved at hævde, at kristendommen ikke er en ny religion, og ved at se sig selv som selve opfyldelsen af alle Bibelens løfter (Det Gamle Testamente) – så har kirken placeret sig som hovedbygningen på den jødiske grundvold. Kirken ser nu sig selv som Guds sande Israel!"

Det jødiske leksikon slutter med følgende konklusion: "Dette billede af kirken som ’Guds sande Israel’ medfører, at teologisk judaisme herefter af den kristne kirke betragtes som ’en religion af mindre betydning’.

"Jøderne har udspillet deres historiske rolle," hævdes det, "og jøderne kan fra nu af kun betragtes som en stædig og blind race, der ustandselig gør oprør mod Gud. Derfor har jøderne ikke længere nogen guddommelig kaldelse, og dermed ingen Gudgiven grund til at eksistere."

Denne præcise definition i det jødiske ’Encyclopedia Judaica’ beskriver den historisk-teologiske baggrund, der er for Hitlers ’jødefri’ Bibel og Det Danske Bibelselskabs topaktuelle ’Israelfri’ Ny Testamente, ’Den Nye Aftale’.

Det bliver vanskeligt for Bibelselskabets generalsekretær at forsvare de mere end firs gange Israels navn er strøget i ’Den Nye Aftale’.

Der er i den kristne menighed i Danmark en voksende forståelse af, at her har et politisk betonet overgreb fundet sted – og det vil fremover blive yderligere dokumenteret, at der også ligger en vildførende og farlig teologi bag ’Den Nye Aftale’.

Kirkehistorikeren A.H. Newman skriver om kirkefaderen, Origenes, der indførte disse fortolkningsmetoder i det 3. århundrede, at ’hans indflydelse på dette område var dårlig – og udelukkende dårlig!’ (A Manual of Church History, Philadelphia, 1957, vol.1, side 286).

De samme ord kan siges om den danske Hitlerbibel…