PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-10-23
0294

 

NEDTÆLLINGEN

Den dag, hvor antikrist har flyttet sit hovedkvarter til Jerusalem, og hvor han med egne øjne oplever, hvad Bibelen taler om: "Og jeg vil sætte mine to vidner til at profetere" (Åb.11:3)… den dag er han tilsyneladende klar over, at hans dage er talte. Han ved nemlig (og har nøje i Bibelen lagt mærke til) at der nu kun er tolv hundrede og tres dage tilbage – så vil en tiendedel af Jerusalem blive lagt i ruiner, og han selv og hans medsammensvorne vil med egne øjne komme til at se, hvorledes disse to mænd (de to profeter) vil ’stige op til himlen i skyen’.

*

Forinden vil han energisk prøve at få disse to ’vidner’ til at tie stille, men hver gang han sender folk for at arrestere dem, ’står der ild ud af mændenes mund’ og hans væbnede vogter bliver fortæret af flammerne (v.5). Hans raseri over denne hans egen magtesløshed, får ham til at sætte så mange tropper ind på at få bragt disse profeter til tavshed, at der tales om, at han ’fører krig imod dem’ (v.7).

*

Det bliver imidlertid næppe nogen let sag for ham at overmande disse to enlige, fattigt klædte ’vidner’, og hans veludrustede ’hær’ vil lide ikke ringe tab, men til sidst vil han dog kunne ånde lettet op.

Fra kampene ved tempelpladsen vil det blive meddelt, at ’de to mænd endelig er uskadeliggjorte’ (v.7), og der bliver nu stillet spørgsmål om, ’hvad man skal gøre ved deres lig’?

"I må ikke begrave dem!" lyder befalingen fra hovedkvarteret. "Lad dem ligge på gaden…" så at TV-kameraerne kan arbejde frit, og det globalt kan blive ’dagens nyhed’, at det nu er forbi med disse mænds terror. Mennesker af alle folk og stammer, tungemål og folkeslag skal med egne øjne se deres lig!" (v.9)

Denne ’Dagens Nyhed’ udøser en verdensomfattende jubel. ’der bliver danset på gaderne, og nationernes ledere vil lykønske hinanden…

"Endelig er det forbi med disse to profeter, der i så mange måneder har været en plage for dem, der bor på jorden" (v.10).

*

Begejstringen varer tre og en halv dag. Også verdensherskeren i Jerusalem deltager i festlighederne – men med en vis ængstelse. Han er nemlig på forhånd vidende om, at efter tre og en halv dag – på klokkeslættet – er jubelens time forbi!

Jerusalem-fyrsten er ikke i tvivl om, at dette vil ske, for han har selv i tre og et halvt år – dag for dag – (i alt tolvhundrede og tres gange) kunnet krydse endnu 24 timer af i nedtællingen! Med voksende bekymring har han – uden at kunne hindre det – måttet modtage globale desperate meldinger om tørke og alverdens plager – ja, han har med forbitrelse været vidne til, hvorledes vandet i floder og kilder og storbyernes vandforsyninger pludselig ’forvandles til blod’ (v.6). Derfor ved han, at sejrsberuselsen over de to mænds ’henrettelse’ er af kort varighed. Faktisk følger han nu med i begivenhederne på Tempelpladsen time for time… for han ved, at ikke mange timer efter, at de to lig blev slænget hen på gaden, vil de forsvinde fra jordens overflade.

*

Han kan ikke lide tanken – men på den anden side kan han ikke lade være med at læse den forfærdelige forudsigelse i Ny Testamente. Han gør det næppe åbenlyst – men samtidig med, at han på skærmen iagttager de to livløse legemer på Jerusalems Tempelplads, læser han fra Bibelens Åbenbaringsbog:

"Men efter tre og en halv dags forløb, kom der livsånde fra Gud i dem, og de rejste sig op på deres fødder."

… og så sker det pludseligt. Han følger udviklingen på TV samtidig med at han spændt betragter sekundviseren på et stort ur på væggen. Nøjagtigt 84 timer efter at de to mænd segnede om på Tempelpladsen, rejser de sig igen. De står nu på deres fødder – og han hører et forfærdelsens skrig fra byen og paladset. Så lyder der en torden som en mægtig røst fra himlen: "Kom herop!" (v.12) og med egne øjne er han nu vidne til, hvorledes hans to ærkefjender bliver løftet op fra jorden og ’taget op til himlen’ (v.12). Han får ikke tid til at overveje, hvilke konsekvenser dette vil få, for i det samme lyder en dyb rumlen, og han ser, hvorledes husene udenfor styrter sammen. Han mærker, hvorledes han hastigt bliver grebet af sine livvagter, og mens vægge, tag og bjælker styrter omkring ham, slæbes og bæres han ud i det fri…

De første dage bliver syv tusinde mennesker begravet i Jerusalem – og gråden og frygten er stor, og mange samler sig til bøn og giver Gud ære!" (v.13)