PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-11-05
0299

 

JERUSALEMS SKÆBNE
(Jerusalems skæbne nr.1)

En smertefuld meddelelse står nedskrevet i Gamle Testamente; den gentages flere gange – og kommer da tydeligt til udtryk hos profeten Zakarias. Han forudsiger, at Jerusalem endnu en gang vil blive indtaget, og at halvdelen af dens beboere endnu engang skal slæbes i eksil. Denne oplysning er så forfærdende, at enhver må vige tilbage fra at skulle modtage et sådant grufuldt fremtidssyn – men profetens ord er ikke til at komme udenom! I dag gennemlever vi en periode, hvor vi foranlediget af de barske politiske omstændigheder nødsages til at tage dem op til fornyet overvejelse. Fortvivlet spørger vi Herren: "Hvad mener du med dette dystre profetiske udsagn?"

Herrens ord gennem Zakarias lyder således: "Se, der kommer en dag, Herrens dag, da byttet, de har røvet hos dig, fordeles. Da samler jeg alle folkeslag til krig mod Jerusalem; byen bliver indtaget, husene udplyndret, kvinderne voldtaget. Halvdelen af byen må gå i landflygtighed, men resten af folket skal ikke udryddes af byen. Herren vil rykke ud til angreb på disse folkeslag, som når Han angriber på kampens dag…" (14:1-3).

*

For at vi ikke skal bedrøves til døden over de mørke udsigter, som profeten her maler med henblik på Jerusalem, Israel og Det jødiske folk, bør vi især fastholde den sidste sætning i Zakarias’ profetiske udsagn: "Herren vil rykke ud…" (v.3).

Det vil nemlig sige, at den sørgelige beretning faktisk er optakten til det mest herlige, som kan hænde i Israel: "Herren vil komme til hjælp." Samtidig (må vi så erkende) er denne bedste og mest underfulde fremtidsudsigt forbundet med den mørke – men tilsyneladende uundgåelige – begivenhed, der hedder Guds dom! Der er i alle de jødiske profeters fremtidssyner ingen opstandelse før død har fundet sted! Der er ingen herlighed, uden at lidelsen har gjort sit indtog.

Derfor må denne kommende trængsel og smerte, som med det profetiske ords sikkerhed vil komme over Israel (og det i et omfang, som vi næppe tidligere har oplevet) ses gennem det klare forstørrelsesglas, som vises os i Ny Testamente. Her skriver apostelen: "Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarbejder, så sandt som vi lider med Ham for også at herliggøres med Ham." Apostelen fortsætter (og dette efterfølgende kunne have betydning for vor forståelse af Jerusalems kommende trængsel): "Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, der skal åbenbares på os" (Rom.8:17-18).

*

Tidspunktet for den skændselsdåd, som vil finde sted i Jerusalem, hedder i den danske oversættelse: "Se, der kommer en dag, Herrens dag." Imidlertid taler ’det hebraiske’ mere tydeligt, idet sætningen på grundsproget gengives således: "Se, en dag kommer fra Herren!" (Zak.14:1) I en sådan oversættelse ligger tanken indbygget: ’Vent at se, den dag oprinder, hvor Herren kommer til!"

(En sådan ordret gengivelse bør være en trøst for de mange, der går gennem svære trængsler. "Vent blot at se: Den dag kommer, hvor Herren griber ind!"

’Dagen’ for Herrens indgreb identificeres og præciseres. Vi får nemlig klar besked med hensyn til det nøje tidspunkt, hvor verdenshistoriens største ugerning mod Jerusalem skal finde sted. Et mørke af den art er ikke mørke for Gud (Dan.2:22).

"Det er den dag, da byttet, de har røvet hos dig, fordeles," hedder det. Den mere nøjagtige oversættelse vil være: ’Da vil dit bytte’ (Gud taler til fjenden) eller: ’byttet, de (fjenden) har røvet’ blive fordelt lige præcis i din midte." Altså midt i byen og lige for øjnene af dig…(Zak.14:1).

Hvorledes skal dette forstås?

Et afgørende spørgsmål vil her være: Hvad er det for ’et bytte, som fjenden har røvet? Hvad er det for en ’plyndring’, der her fordeles? Hvorfor tales der så meget om denne ’deling af byttet’? Hvad er det, som fjenden har fået fingre i, og som nu skal uddeles blandt sejrherrerne? Hvorfor er netop ’fordelingen af byttet’ forbundet med ’den tidsmæssige præcisering af en af de mørkeste perioder i Israels historie?

I Joels Bog forklares følgende: "Jeg samler alle folkeslagene og fører dem ned i Josafats dal. Dér vil Jeg holde rettergang med dem om Mit folk og Min ejendom, Israel, som de spredte blandt folkene. De delte Mit land imellem sig og kastede lod om Mit folk…" (Joel 4:2).

*

Den ’fordeling’, som der er tale om, kommer her tydeligt til syne hos profeten Joel. Ja, der kan næppe længere herske tvivl. Det såkaldt ’røvede bytte’ omtales med ordene: "De delte Mit land mellem sig og kastede lod om mit folk" (Joel 4:2).

Dette er en situation, som ikke er ukendt hverken for Israel eller for verdenssamfundet. Delingen af Israel rider det jødiske samfund som en mare, og det internationale samfund beskæftiger sig med det samme mareridt på en daglig basis: Hvad skal der ske med opdelingen af Det hellige Land? Hvor skal grænserne gå? Hvorledes skal Jerusalem deles? Hvem skal have myndighed over Tempelpladsen?

En sag er imidlertid, hvorledes man skal få fingre i ’Jødernes Land’ (Ap.G.10:39) – og det er i dette politiske og åndelige frontafsnit, at den aktuelle kamp finder sted – og en anden er, hvorledes man derefter skal fordele ’det røvede bytte’, og dette er stedet, hvor den fremtidige kampzone vil være at finde. "Der kommer en dag, da byttet, de har røvet hos dig, fordeles. Den store ’Lodkastningens Dag’ er på programmet, og begynder langsomt at dukke op i synsfeltet.

Den ’Lodkastningens Dag’, hvor Israels jord helt konkret skal udstykkes, og hvor de hellige steder skal anbringes under fremmede magters kontrol, vil imidlertid ikke gå stille af. De dybeste religiøse lidenskaber vil være i kog – og i det øjeblik, at talen falder på Tempelpladsen i Jerusalem, vil ingen jordisk magt kunne holde den sydende gryde under kontrol.

I den time, at Tempelpladsen i Jerusalem regnes med som ’Det røvede bytte’ – og nationernes magthavere vil bestemme, hvem der skal have nøglerne til pladsens tolv porte, bryder de vildeste kræfter løs… og netop denne sag vil være anledningen for Israels Gud til at gribe ind i det opgør, som fra det øjeblik tager sin begyndelse: "Da samler Jeg alle folkeslag til krig mod Jerusalem" (Zak.14:2).

Nogle er af den opfattelse, at Messias snarlige komme vil være en fredelig begivenhed. "Han er jo en fredsfyrste," siger de. Imidlertid må de bøje sig for det profetiske udsagn, som her afleveres af profeten Zakarias. "Jeg samler alle folkeslag til krig,"… lyder det fra Herren. Han bringer ikke nationerne sammen til endnu en lovende fredsproces – og Han forjætter ikke en fredens og fremskridtets og velfærdets periode. Nej, Han ’samler alle folkeslag til krig’. Den sidste! Den frygteligste og mest ubarmhjertige. En krig, som vil påføre Jerusalem den største smerte. En krig, hvor Israel er taberen, ’hvor byen bliver indtaget, husene udplyndret, kvinderne voldtaget – og ti tusinder af jøder vil blive slæbt bort til et nyt eksil.