PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2009-12-18
0312

 

BLODSPOR
(Hitlerbibelen nr.22)

Ved at slette Israels navn fra Det Nye Testamente er Bibelselskabets teologer veget fra det profetiske syn, som gennemtrænger den oprindelige lære, ud fra hvilken kirkens apostolske fædre underviste fra år 33 til år 100 efter Kristus. Den lutherske historiker J.L. Neve gør i sit tobindsværk ’A History of Christian Thought’ opmærksom på denne kendsgerning. "De apostolske Fædre var dybt eskatologiske (d.v.s. ’endetidsbevidste) i deres belæring, hvilket også var tilfældet med den første menighed," skriver han. "De var optaget af tidens tegn og var overbeviste om, at efter Kristi komme ville der opstå et rige, som ville vare i tusinde år" (vol.1. side 286, American Baptist Society 1957). Det vil sige, at de første apostle og disciple, af hvilke nogle havde modtaget ordet direkte fra Herren Jesus selv, var af den opfattelse, at Det messianske Rige med rod i Israel ville blive oprettet på jorden ved Kristi komme. De troede på, at der ville komme en trængselstid, der ville kredse om det nationale Israel og Jerusalem – og at endog Antikrist ville søge at oprette sit hovedsæde dér. Dette syn var fortsat den herskende lære længe efter Jerusalems ødelæggelse i år 70.

Ved den systematiske udeladelse af ordet Israel i kirkens mest væsentlige dokument, Det Nye Testamente, afskriver denne ’Ny Aftale’-udgivelse sig af væsentlig forbindelse med den første menigheds profetiske syn. Den hugger livslinjen over til de første apostles lære om de sidste tider, og den frasiger sig den opfattelse, som menighedens første troende gav udtryk for… nemlig: at Israels Gud vil dømme dem, der kommer i kollisionskurs med det folk og det land, der ’står Hans hjerte nær’ (Salme 148:14). Dette ’Ny Testamente’ er ikke nogen velsignelse for det danske folk. "Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig," siger Herren til Abraham (hvis barnebarn, Jakob, fik navneforandring til Israel)… "og den, der forbander dig, vil jeg forbande" (1.Mose 12:3).

 

EN LIGE LINJE TIL AUSCHWITZ

Det ny Testamente, som under titlen ’Den Nye Aftale’ roser sig af, at være ’en oversættelse’ fra den græske grundtekst, som den foreligger i den 27. udgave af Nestle-Alands Novum Testamentum Graece, har i hvert fald ikke fulgt grundteksten, når det drejer sig om at gengive navnet Israel. Dermed viser denne ’oversættelse’ sig (selvom Bibelselskabet på det kraftigste vil protestere) som en tro efterfølger af den anti-jødiske politik, der blev statskirkens utvetydige hensigt, da kejser Konstantin ’omvendte’ sig til kristendommen i år 313 (efter Kristus) og dermed udråbte den kristne kirke til Det romerske Riges officielle statsreligion. Historien beviser, at ’ægteskabet’ mellem kirke og stat fra begyndelsen har været en bedrøvelig historie (og den nærmeste fremtid i Det nye Europa vil bekræfte, at det ’bedrøvelige’ vil ende i en forbitret tragedie; der går en lige linje fra Konstantin til Auschwitz).

Den jødiske historiker H.H. Ben Sasson, skriver i sin bog: ’A History of the Jewish People’: "Efter kristendommens rejsning til at blive en magtfaktor i året 313 ændrede kirkens forhold sig til Israel. Den gjorde krav på at være ’det åndelige Israel’ – og fra det 4. århundrede og fremover viste den sig at være anti-israelsk – hvilket viste sig f.eks. i den frygtede munk Barsaume af Nisibis, der med en flok medløbere hærgede landet fra 419-422. Han raserede synagoger, brændte og ødelagde al jødisk ejendom, hvor han kom frem."

Sasson slutter: "Kirken hævede, at hele Guds pagt med Israel – inklusiv løfterne om landet – nu var overgået til de kristne" (Havard University Press, 1976, side 349-50).

Dette er den sørgelig arv, som Bibelselskabs læremæssige ledere løfter, når de drister sig – uanset af hvilken årsag – at slette Israels navn fra Bibelens blade. Hele middelalderens anti-jødiske lovgivning bundede i denne ulykkelige vranglære – og de fremtidige anti-jødiske beslutninger, som herefter vil blive taget i Det nye Europa og i Danmark i forbindelse med en ny politik overfor Israel, vil have deres rod i den samme teologisk forgiftede jord.

Kirkefaderen Augustinus’ belæring ud fra Salme 59:12 blev i middelaldermørket ledetråden for kirkens syn på Israel og det jødiske folk: "Dræb dem ikke, så mit folk glemmer dem. Nej, gør dem hjemløse… og styrt dem." – "I skal fratage dem alle privilegier," erklærede han, "og I skal overalt sørge for, at de uden ophør bliver ydmyget!" (Encyclopedia Judaica vol.8, side 655).

Ved i et Nyt Testamente at fratage Israel dets Gudgivne navn, har danske teologer atter været med til at ydmyge det jødiske folk. Regeringen lader sig øjeblikkeligt inficere af denne holdning… og sporene af denne Anti-israelske politik skræmmer; det er blodspor!