PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-03-02
0322

 

DEN VIDERE HISTORIE OM SKILDPADDEN

Det er ikke altid, at vi finder stunder til at ’slippe bort’ fra ørkenlejren i Shabbatten. Men denne gang skulle det være alvor! Gisèle havde haft nogle ’fortættede’ uger – og den kommende måned vil blive hektisk. Jeg havde besluttet, at vi skulle køre et eller andet sted hen, hvor jeg kunne invitere hende på en lille restaurant – og hvor vi kunne tale lidt sammen. Bare os to! Et sted (havde jeg tænkt mig), hvor de serverede en god beefsteak. Ligesom dem i Frankrig; det ville være passende (mente jeg, idet jeg måske ikke kun tænkte på Gisèle men også på min egen mave)…

"Hvor vil du så hen?" spurgte jeg. "Til Golanhøjderne," svarede hun. "Javel," sagde jeg tøvende. "Det er jo helt oppe nordpå. Mindst tre timers kørsel!" Gisèle så på mig. "Jeg vil gerne til Golanhøjderne – med min skildpadde"…

(Som jeg kort har berettet i et dagligt brev i sidste uge, så tog vi en lille baby-skildpadde med os tilbage til ørkenlejren, da vi for otte måneder siden var på udflugt til højderne ved grænsen til Syrien. Den lille ’Golani’ (som skildpadden blev navngivet) forsvandt imidlertid i ørkenen – men er mirakuløst dukket op igen i sidste uge).

"Jeg har jo lovet Gud," fortsatte Gisèle, "at hvis min lille skildpadde var i live og jeg fandt den igen, så ville jeg bringe den tilbage til det sted, vi fandt den – i Golanhøjderne…"

Jeg nikkede. "All right," sagde jeg. "Vi tager til Golan! Alting er grønt dér, og højderne er smukke på denne årstid…

Gisèle strålede. "Så vil vi finde det sted, hvor vi først så den lille skildpadde – og bringe den tilbage til dens familie. Hun har måske ’en lille mand’, der går og venter på hende…"

"Dens familie?" Jeg rystede betænksomt på hovedet. "Vi finder aldrig den græsmark, hvor vi samlede skildpadden op…"

"Jo!" Gisèle talte med overbevisning. "Hvis Gud kunne lade min lille ’Golani’ overleve otte måneder i den hedeste tid i ørkenen, og Han forleden kunne lade hende kravle hen til det sted, hvor jeg lige præcist befandt mig – så kan Han også lade os finde den mark, hvor skildpadden har sin familie…"

*

Vi startede bilen og gjorde os klar til at tage af sted. "Vi skal til Golan," sagde jeg til Daniel, der dukkede op ved scenevognen, som han hjælper med at ombygge. "Vi skal aflevere skildpadden til dens familie…"

Turen nordpå var betagende! Alt var friskt og grønt efter regnen. Mellem højderne var de frodige marker et guldflor af blomster, og overalt gik kvæget og græssede på stenindhegnede græsmarker. Men at skulle finde lige præcist det sted, hvor den lille ’Golani’ var født og havde levet sine første måneder, var ’for mig at se – umuligt! Det var som at skulle finde en nål i en høstak…

"Her er det," udbrød Gisèle pludseligt. Og hun havde ret. Ad de underligste veje og biveje, som vi havde fulgt uden rigtigt at vide, hvor de førte hen, var vi endt præcist på det sted, hvor vi havde samlet den lille ’Golani’ op.

En politibil havde flere gange passeret os – og på et tidspunkt gjort tegn til at ville standse, men fortsatte. "De mistænker os måske for at ville placere en vejbombe," sagde jeg. "Jeg bliver i bilen, men du bringer skildpadden længere ind på marken."

Gisèle forsvandt med ’Golani’, og politibilen dukkede atter op. "Hvis de spørger, hvad vi laver her, så fortæller jeg dem hele historien om skildpadden," tænkte jeg. "Det vil give dem noget at tænke på…" Politibilen fortsatte.

Nogen tid efter vendte Gisèle tilbage. En tåre glimtede i hendes øjne. "Du kan ikke forestille dig," fortalte hun, "hvor glad Golani blev! Hun har hele tiden gemt sig inde i sit skjold – men ved duften af den grønne mark stak hun nu for første gang hovedet ud. Hendes små ben sprællede, og da jeg kælede med hendes lille hoved, trak hun det ikke tilbage. Hun har ikke spist noget i flere dage, men da jeg satte hende i det saftige græs, begyndte hun straks at spise. Hun var så glad for at komme hjem – og hun skal helt sikkert snart finde sin familie!"

Jeg inviterede Gisèle til en lille middag på ’Vered Ha Gallil’. Det er et spisested på bjerget over Genesaret Sø. Under måltidet fortsatte Gisèle med et lykkeligt smil: "Da jeg forleden satte mig på en sandbakke i ørkenen, var jeg fyldt med tunge tanker. Det var ligesom en byrde lå på mig, og jeg var nød til at gå afsides for at bede. Efter at have været en time i bøn (hvor jeg især havde bedt for børnene), hørte jeg pludselig en raslen. Jeg troede først, at det var en slange og forholdt mig helt rolig – og så da med ét vores lille baby-skildpadde komme frem. Den var blevet en smule større – men det var helt sikkert ’Golani’. Den glæde, som strømmede gennem mig, må have været den samme, som Jonas oplevede, da Gud ’befriede ham for hans mismod’ ved ’at lade en olieplante skyde op over hans hoved’ (Jonas 4:6).

Som jeg lyttede til Gisèle, der lykkeligt fortalte videre, blev jeg selv grebet af den usædvanlige hændelse. Det er virkeligt bemærkelsesværdigt, at den lille skabning havde overlevet ørkenens strabadser, og det var lige så underligt, at vi havde fundet dens hjemsted.

"Sælges ikke to spurve for en skilling," fortsatte Gisèle med at citere Jesus (Matt.10:29-31) – "og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve…"

…"og det med at komme hjem til det sted, man er født." Gisèle så sigende på mig. "Hvad med laksen? Den svømmer hundredvis af mil mod strømmen for at komme tilbage til sin fødeegn! Eller storken? Den flyver tusindvis af kilometer for at komme til den rede på det hustag, hvor den blev født?"

Gisèle fortsatte: "Kan Gud tale gennem dyrene? Hvad med Bileams æsel? Står der ikke skrevet, at ’Herren åbnede æslets mund, og det sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort dig, siden du nu har slået mig tre gange?" (4.Mose 22:28)

Jeg nikkede tavst, medens jeg huskede på det, som Jesus siger: "Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Guds Rige" (Matt.18:3).