PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-04-09
0329

 

BETRAGTNINGER OVER EMNET: ’LEGEME’

I disse dage har jeg udsendt et brev til alle vore venner i den nye ’musical-familie’. Brevets indhold indeholder nogle generelle betragtninger, som ikke er møntet på netop denne nye og dejlige familie men som dybest set har et bredere sigte. Derfor gør jeg det hermed offentligt tilgængeligt. Måske kunne disse betragtninger være til hjælp for en eller anden:

- Der er i disse dage ved at opstå et lille nyt legeme i Guds Rige. Personligt har jeg kaldt det for ’musical-familien’… og det første, vi bør gøre med henblik på dette ’nye skud på stammen’, er at undersøge, om det udvikler sig normalt og sundt. Det vil sige, om det tager den form, som står anført i Den Hellige Skrift. Hvis dette er tilfældet, vil det med sikkerhed få lov at vokse sig stort og stærkt…

Apostelen giver os nogle livsprincipper, som gælder en hvilken som helst fremkomst af ’et legeme’ indenfor Guds Rige. Altså også det legeme, som jeg her kalder ’musical-familien’: Et team af vidt forskellige mennesker med vidt forskellige talenter og gaver. Alle personer, der kommer fra vidt forskellige baggrunde…

*

Belæringen om ’legemet’ i Ny Testamente begynder således: "Alle legemets lemmer, så mange som de er, danner dog ét legeme; sådan er det også med Kristus…" (1.Kor.12:12).

Hvis dette dybe ønske og denne indre ledetråd findes hos den enkelte i det nye ’musical-legeme’, så vil den gode vækst fortsætte. Den indre længsel, jeg her taler om, kan sammenfattes i ordene: "Sådan er det også i Kristus" (v.12). Det vil sige, at ingen i det nye musical-team har noget andet ønske eller er bevæget af nogen anden ambition end denne ene: "Sådan er det også i Kristus!" Denne nye og af Gud sammensatte gruppering af mennesker sammenligner sig altså ikke med noget udenfor de troendes fællesskab og har ikke som mål at skabe noget andet end det, der her er nedlagt som et styrende fænomen i Kristi Legeme: "Sådan er det også i Kristus." Opstår der hindringer, besejres de på den måde, som det bør ske blandt Guds folk, og forekommer der konflikter, kan disse kun løses ved den fremgangsmåde, som Kristi sande efterfølgere altid har fulgt: ’Sådan er det i Kristus’.

Dersom nogen vil spørge: Hvad vil det sige: "Sådan er det i Kristus," lyder svaret (i samme skriftvers): "Alle legemets lemmer, så mange som de er, danner dog ét legeme…" (v.12). Alt hvad der ’dannes af Kristus’, stræber straks efter enhed. Ligegyldigt, hvor mange lemmerne er, og uanset hvor forskellige, de er, sigter de med alt, hvad de udfører, udelukkende på dette: ’Enhed’. ’De danner ét legeme’ ("For vi er alle blevet døbt med én Ånd til at være ét legeme… vi har alle fået én Ånd at drikke…" v.13).

Det nyopståede musical-team har altså som sin første og største prioritet at bevare den indre enhed, som er den betroede opgaves væsentligste gennemslagskraft. Hvis de i Bibelen nedskrevne regler og råd for bevarelsen af denne Gudgivne enhed overses eller forsømmes, vil det nyopståede legemes levetid blive kort; det vil ikke være i stand til at gennemføre det værk, som er blevet lagt på dets skuldre – og det vil ikke kunne udføre det ærinde, hvormed det er blevet sendt. Det har i så tilfælde – det er min opfattelse – været ’ulydig mod det himmelske syn’. Det vil ikke kunne ’gennemløbe sin bane’ (Salme 19:6).

*

Den første af de bestemmelser, der er givet for dannelsen af et legeme i Guds rige, lyder sådan: "Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som Han ville det" (v.18). Dette er et vigtigt og overset princip. Et Gudgivet legeme har ingen selvbestemmelsesret med hensyn til lemmernes placering. Ingen kan selv afgøre hvilken opgave, lemmerne skal udføre. Apostelen siger: "Gud har givet hver enkelt del dens plads" (v.18). Hvad enten det er en ledende og synlig placering eller det er en tilbagetrukken eller mere skjult tjeneste i musicalen, så er den givet ’som Han vil det’. Det vil sige, at en hvilken som helst omplacering eller ændring af den givne sættelse på legemet ikke er ’som Han vil det’. Af den grund må der nøje vogtes over al slags menneskelig deformering af Guds værk. Når det hedder: "Gud har nu engang givet," så har vi at gøre med noget absolut, der fordrer samme absolutte lydighed; uden denne vil enheden briste. For et par år siden var jeg med i et lovende projekt, der med sikkerhed var inspireret af Gud. Det faldt til jorden – og årsagen var efter min opfattelse denne ene: Der var nogle, der ville have en anden plads end den, som var blevet dem forordnet af Gud.

Den anden livsregel, som fremover er yderst betydningsfuld for vor musical-familie, står omtalt i det samme skriftafsnit om legemet. Den lyder således:

"Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har Han givet det, som mangler ære, desto større ære, for at der ikke skulle opstå splid i legemet" (v.24).

Apostelen gør opmærksom på, at splid altid er indenfor rækkevidde! Han betoner her, at spliden ofte har noget at gøre med, at en eller anden ’mangler ære’. Om disse kære trosfæller siger Paulus: "Gud vil give dem ære!" – og troen på dette er den eneste sikre vej for at undgå uenigheder og indbyrdes splid. Den enkelte bør simpelthen hvile i, at hvis der er et eller andet, der ’mangler’ (i spørgsmålet om at modtage den ære, som rettelig tilkommer enhver) – så behøver ingen at indlede noget slagsmål for at opnå dette. Skriften præcise forjættelse i dette vigtige forhold lyder sådan: "Gud giver det, som mangler ære, desto større ære" (v.24). Med andre ord: "Gud lader ikke en sådan sag gå upåagtet hen. Han sørger for at give til enhver, hvad der i den henseende mangler. Hvis derimod den ’oversete’ eller ’forbigåede’ person selv albuer sig frem, så falder forjættelsen til jorden. Uden at være styret af personlige komplekser bør enhver hvile i, at "Han giver det, der mangler ære… desto større ære!"

Den tredje og sidste livsregel med henblik på den guddommelige sammenføjning af legemet ("Sådan som Gud har sammenføjet legemet") – lyder sådan: "I er Kristi Legeme og hver især Hans lemmer. Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle…" (v.27)

Jeg taler nu ikke længere om ’musical-familien’ men om det langt højere som er selveste Kristi Legeme. Den styrende instans er imidlertid den samme! Den drejer sig nemlig om ’sættelse’ ("Gud har ’sat’ nogle til at være") – og den guddommelige ordning om denne form for ledelse lader sig aldrig overmande af andre styreformer. Guds-ledelse er altid og alle steder betegnet som ’sættelse’. – Altså ikke en ledelse, der er ’sat’ af mennesker ’ej heller udsendt af mennesker men af Jesus Kristus og Gud vor Fader’ (Gal.1:1). Hvor dette ledelsesprincip fastholdes, er der for enhver legemsdannelse i Guds Rige en fremtid og et håb.

En afsluttende kommentar vil jeg ikke undlade at bringe. Den drejer sig om den vigtige sag, der i hele denne proces hviler på begrebet: Taknemlighed! Når Skriften betoner, at ’det nu engang er Gud, der har givet hver enkelt del dens plads på legemet’ (1.Kor.12:18) – og at ’det er Ham, som har sammenføjet legemet’ (v.24) – hvordan er det så muligt, at der kan fremkomme utaknemlighed og sure miner? Når ’det nu engang’ er Gud, der har tildelt den enkelte det privilegium at være med i et legeme, som bruges til at fremme Guds Rige – hvordan kan der da opstå utilfredshed i stedet for glæde og taknemlighed? Når et af Guds børn drages med ind i Den Højestes betragtning og ’tages med’ i Guds evigt planlagte sammenføjningsproces – hvorledes kan da nogle lade sig styre af mindre væsentlige tiltag og begivenheder? "Det beder jeg om," slutter apostelen, "at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så I kan skønne, hvad der er væsentligt…" (Fil.1:9-10).