PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-04-30
0332

 

ER HOMOVIELSER I KIRKEN GRUNDLOVSSTRIDIGE?
(Homovielser nr.1)

Hvis USA’s præsident Barack Obama havde fået plads i det udvalg af eksperter, som kirkeministeren har nedsat med henblik på homovielser i kirken, ville han næppe have tøvet med at åbne helligdommens porte for homofile par. "Jeg kan i denne sag ikke lade mig lede af et halvglemt sted i Romerbrevet," skriver han i sin biografi (hvor han forsvarer den homoseksuelle livsstil) – og dermed vil han få følge af mange teologer og ikke-teologer. Han anvender i sin bog den lidt foragtelige betegnelse ’obscure’ om det omtalte afsnit i Pauli Brev til Romerne. Ordet ’obscure’ har to meninger i det engelske sprog. Det kan betyde ’vanskeligt forståeligt’ (hard to understand) eller ’ukendt’ (not well known).

Spørgsmålet er nu, om bibelstedet, hvor apostelen bl.a. kalder homoseksualitet for ’en vanærende lidenskab’ og det lesbiske forhold for ’naturstridigt’ (Rom.1:26) er så uforståeligt, at det må forkastes som et argument i drøftelsen. Der kan – så vidt jeg kan se – ikke være tvivl om, hvad apostelen i sin omtale af det homofile forhold mener. At skriftafsnittet skulle være ’ukendt’ forbliver US-præsidentens påstand. Stedet indgår (set fra en teologisk synsvinkel) som en ubrydelig del af det dokument, der i de sidste 500 år har haft den største betydning for den reformerte del af kristenheden. Afsnittet udgør selve afslutningen og konklusionen af det indledende kapitel til dette nytestamentlige brev, der med rette er blevet betegnet som historiens største og vigtigste befrielsesskrift.

Hvis dette dokument ikke havde eksisteret, havde det protestantiske og parlamentariske Amerika ikke været, hvad det er i dag – og Obama havde ikke siddet i Det Hvide Hus. Og hvis dette skrift i Bibelen ikke var blevet nedskrevet og forkyndt, ville der ikke have været noget protestantisk kirkeministerium i København, og der ville ikke have været nogen folkekirkelig kirkeminister, der kunne nedsætte et reformert-teologisk udvalg til åbent og frit at drøfte det foreliggende problem. Ja, hvis Ny Testamentes frihedsforkyndelse ikke var blevet prædiket ud fra Romerbrevets lære, ville der ikke have været en Danmarks Riges Grundlov med en så omfattende frihed for gudsdyrkelse… en frihed, som kun er begrænset på ét punkt: ’Sædeligheden’. Spørgsmålet er nu: Har dette punkt noget at gøre med homovielser?

*

Kirkeministeren bør derfor ikke godtage noget argument, som i en eller anden teologisk arrogance forkaster netop Romerbrevets første kapitel som et af de sikre fundamenter, der må afgøre kirkens stilling til homofile vielser. Tværtimod bør hele dette første kapitel udgøre selve grundlaget for en hvilken som helst drøftelse og en hvilken som helst teologisk konklusion om dette emne. Dette vil imidlertid falde adskillige for brystet. De vil ’holde med’ Obama – og grunden dertil er ikke, at kapitlet er ’svært at forstå’, ej heller at det er et ’ukendt skrift’. Nej, grunden dertil er, at det er ’let at forstå’, og at dets ord hverken er fjerne, halvglemte eller ukendte!

*

For nærmere at forklare den umådelige betydning som det nedsatte udvalgs septemberbeslutning indebærer, må vi altså fastholde, hvad der skete for 500 år siden. Udvalgsrapporten er nemlig ikke blot en lille parentes i Danmarks kirkehistorie. Sagen om de homofile vielser i kirken er af en så afgørende karakter, at det er hele den danske, protestantiske kirke og bevægelse, der stilles på prøve. Alle, der regner sig selv for at være børn af reformationen har del og part i det, som her foregår. Fordi det er protestantismens betydeligste bekendelsesskrift, Romerbrevet, som i denne sag anfægtes, er alle, der bygger deres tro og lære på denne nytestamentlige åbenbarelse, medindlemmede i det forestående opgør! En hvilken som helst frikirkelig forgrening, der anser apostelen Paulus’ lære om ’retfærdiggørelse ved tro alene’ – og som anser Romerbrevet for selve fundamentet for den kristnes liv og vandring – har ansvar i denne sag. Det er ikke kun et folkekirkeligt anliggende. Hele den danske kristenhed bliver stillet til regnskab i dette forhold.

*

Det opgør, som her forberedes, er i nogle uger og måneder lagt hen til teologernes overvejelser. Kirkeministeren har netop derfor nedsat et udvalg, hvilket i sig selv indikerer, at det ikke er nogen lille sag. Teologernes redegørelse er imidlertid under et vist pres, idet homofile par i voksende mængder – ikke kun i Danmark men på verdensvid basis – banker på kirkens dør og stiller krav om at blive viet i kirken.

Gigantiske kirkesamfund er globalt blevet splittet over dette forhold, og Det nye Europas forfatningslovgivning er præget af dette spørgsmål. Ja, Danmarks Riges Grundlov vånder sig under det voldsomme pres… især det afsnit, hvori det hedder: "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden" (kap.7, paragr.67).

Dette i forbindelse med, at et afgørende afsnit i Ny Testamente anfægtes, Romerbrevet, som i sit første kapitel beskriver en civilisations sammenbrud, og som et centralt forhold nævner, at ’mænd lever skamløst med mænd’ (1:27) præciserer selve opgørets art.

Det er altså ikke blot et uvedkommende teologisk problem, som her presser sig på, men en sag, som har med de danske borgers hverdag at gøre. Ej heller er spørgsmålet om homovielser blot et kirkeligt anliggende, idet sagen drejer sig om det begreb, som grundloven kalder ’sædelighed’. Det vil sige, at sexmoral kommer ind i billedet. Spørgsmål om ’fordærvelse, depravering, kyskhed, sømmelighed, skam og blufærdighed’ melder sig. Der gives i vort land frihed for forskellige former for gudsdyrkelse men der er i selve landets konstitution nedlagt forbud mod en hvilken som helst læreform eller handling, der ’strider mod sædeligheden’

Ny Testamente omtaler ’sædelighedsspørgsmålet; apostelen erklærer i Romerbrevet: "Mænd lever skamløst med mænd" (1:27).

*

Teologerne bliver altså stillet overfor den vanskelige opgave at skulle afklare, om det nytestamentlige begreb, som ligger i det græske ord for ’skam’, har noget at gøre med grundlovsbetegnelsen ’sædelighed’. Dermed fjernes de teologiske eksperter fra deres skriveborde og lægges på den pinebænk, hvorfra de skal aflevere en betænkning om, hvorvidt homovielser ifølge Ny Testamente er grundlovsstridigt.

Indenfor et vist antal uger skal danske teologer afklare, hvad der ligger bag det ord ’skam’, som apostelen anvender i begrebet ’skamløshed’, når han i Ny Testamente erklærer, at ’mænd lever skamløst med mænd’ (Rom.1:26). Hvis teologerne kommer til den konklusion, at når apostelen her taler om ’skam’, så har det intet med begrebet ’sædelighed’ at gøre – da er de frikendt, og kan sammen med politikere og Tv-journalister erklære, at homovielser ifølge Ny Testamente – ikke er i strid med grundloven. Men hvis de kommer til det resultat, at ordet ’skam’ ifølge apostlens lære om homoseksualitet er forbundet med et forhold, der ’strider mod sædeligheden’, så må de ifølge Danmarks Riges Grundlov ikke belære om, at homovielser kan finde sted i kirken.

*

Nu vil nogen hævde, at man ikke kan finde ud af, hvad det er Grundloven mener, fordi ordene ’evangelisk-luthersk’ er et vidt begreb. Ingen vil i dag kunne finde ud af, hvad der er ’det centrale’ i Luthers tankegang. "Derfor," – hævder man, - "bliver det hele så kompliceret, at den Grundlovsparagraf om ’troens art’ altså (evangelisk-luthersk) kan man godt glemme." – "Luther selv," siges det, "var en såre kompleks personlighed, i hvis sjæleliv og uhyre omfattende litterære produktion de mest forskelligartede ting kan forekomme side om side, og det ene kan med samme ret gives ud for at være ’den rigtige Luther’ som det andet." (Søren Holm, 1950) – "Luthers tanker er ikke egnede til at omsættes i en samlet teologi, der skal være normativ for andre," hedder det videre.

Hertil er kun at indvende, at hvis Luther i 1529 kunne udgive den store og den lille katekismus – og året efter var medvirkende til Den Augsburgske Trosbekendelse (der er blevet den verdensvide Lutherske Kirkes hovedbekendelse) – så kan det ikke have været den sande forvirring, der flød fra hans flittige pen.

*

Det er vigtigt, at kirkeministeren ikke for hastigt lægger et indlæg i denne debat til side, fordi det indeholder det ’slemme ord’: ’Grundlovsstridigt’. Reaktionen er forståelig, for sagen har tidligere og i andre henseender været gennemtærsket, og man er indtil videre kommet til det resultat, at der ikke er noget i dette spørgsmål, som bare tilnærmelsesvis kunne nå de højder, som Danmarks Riges Grundlov befinder sig på. Presset mod alle indtil nu gældende normer er imidlertid så voldsomt, at selve grundlovsfundamentet for land og rige synes at ryste derved. "Øjeblikket er inde," erklærer Lisbet Christoffersen (Ph.d. Siden 1998 lektor v. Roskilde Universitetscenter samt forsker i offentlig ret), "hvor det bør påvises og diskuteres, hvorledes en række retlige problemer, der hver især bidrager til at vise, at denne – tilsyneladende så grundfæstede – del af det samfundsmæssige bygningsværk har behov for en pilotering (at pælene til bygningsfundamentet bliver bedre nedrammet)…"

Når selv eksperterne erklærer, at der er noget ved Grundloven, som skal sikres (ikke ændres) – da er det på høje tid at undersøge, hvor – helt præcist – undermineringen af lovfundamentet befinder sig.

I den forbindelse vender blikket sig mod det begreb som Grundloven kalder ’sædelighed’ – og som er det eneste punkt, hvor der nedlægges begrænsninger for ’religionsfriheden’. Det udvalg af teologer og andre eksperter, som kirkeministeren har nedsat for at undersøge, hvorvidt ’homovielser’ kan finde sted i kirken, må nødvendigvis stilles overfor netop det spørgsmål, om der i så tilfælde ikke finder så alvorlige krænkelser af evangelisk-lutherske sædelighedsbegreber sted, at det berører selve Grundlovens forpligtelse overfor netop dette reformerte kristendomssyn?

Svaret på dette spørgsmål findes ikke i en række humanistiske udenoms-forklaringer. Fra selve det protestantiske grundlag, som Grundloven omtvisteligt har forbundet sig med, lyder apostelens tydelige røst: "Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker. Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at nedbryde fæstningsværker med. Vi nedbryder tankebygninger, og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud…" (2.Kor.10:3-4).

(Læs den følgende artikel: ’SKAMLØSHEDEN’)