PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-05-14
0334


Københavns Domkirke 2009
 

ER KIRKENS BISKOPPER UTILREGNELIGE?
(Homovielser nr.3)

Det er mere end sandsynligt, at adskillige fornuftige mennesker stilfærdigt vil lægge en artikel med en sådan overskrift til side. "Er kirkens biskopper utilregnelige?" Det er jo en uhørt frækhed at stille et sådant spørgsmål," vil nogen sige. "Folk, der antyder den slags, burde slet ikke have lov at komme til ord…"

Hertil vil jeg svare, at efter Luther som tilsynsførende havde været rundt i et områdes kirker, skrev han sin katekismus. "Det skyldes den nød og skrækkelige elendighed, jeg for nylig oplevede," fortæller han. "Du milde Gud, hvor megen jammer har jeg ikke set. Folk lever som sorgløse dyr og ufornuftige svin."

Derefter vender han sig til landets biskopper (og min overskrift over denne artikel blegner ved siden af hans). "Åh, I biskopper," udbryder han. "Hvad vil I dog forsvare jer med over for Kristus? I har ladt Hans folk så skændigt i stikken, og ikke et øjeblik passet jeres embede. Man må ikke håbe, at alle ulykker rammer jer… ak og ve over jeres hals for evigt!"

Med henblik på det homo-udvalg, som biskopperne har bedt kirkeministeren om at nedsætte, tør jeg gentage Luthers rædselsudbrud: "Åh, I biskopper! Hvad vil I dog forsvare jer med over for Kristus?"

*

Det er nemlig ikke helt normalt, hvad der sker…

De særeste ting er hændt i den sidste tid. Noget uforklarligt. Begivenheder, der tydeligt lader ane, at der er et eller andet mærkeligt på færde. Hændelser, som der ikke kan gives nogen redegørelse for. Noget gådefuldt… sælsomt… ubeskriveligt.

Det er ikke helt almindeligt, at vort lands udenrigsminister, med regeringens samtykke (for få år siden) sender en homofil diplomat og hans partner som Danmarks ambassadørpar til Israel… en af klodens mest ømfindtlige poster, hvor religion tæller mere end politik, og hvor en sådan handling ifølge de hebraiske skrifter defineres som ’afskyelig’…

Det er mere end usædvanligt, at domkirken – den lutherske katedral i København – i de hede sommermåneder 2009 – blev iklædt det homofile flags regnbuefarver, og der blev indbudt til ’massevelsignelse’ af homoseksuelle og lesbiske par…

Det er særdeles besynderligt, at Danmarks biskopper kun få måneder efter anmoder kirkeministeren om at indkalde til et ’hurtigt arbejdende udvalg’, der skal aflægge rapport om kirkens stilling til homovielser… og det forekommer i den grad sært, at næppe er dette udvalg gået i gang med arbejdet, før det fra folketingssalen på Christiansborg meddeles, at fem medlemmer af et af de styrende partiers folketingsgruppe har brudt med både parti og regering for at give homopar lov til fremover at adoptere børn…

*

Alt dette er så underligt, at jeg for min part kun kan finde én forklaring på det, der i øjeblikket sker. Min bedømmelse af situationen bør imidlertid ikke optages som en fornærmelse. Jeg er ikke ude på at ville ’lange ud’ efter nogen, og det er ikke min hensigt at rette beskyldninger mod en eller anden. Jeg siger heller ikke dette i spøg og ønsker med min forklaring at gøre mig interessant på andres bekostning. (Det står nemlig klart for mig, at Moses gav folket dette påbud: "Du må ikke forbande en stormand i dit folk – 2.Mose 22:27;…) og jeg er helt på det rene med, at apostelen Paulus forløb sig og måtte give en undskyldning, da han i ophidselse kaldte ypperstepræsten Ananias for ’en kalket væg’ ("Jeg vidste ikke, at det var ypperstepræsten," sagde Paulus og tilføjede: "Der står jo skrevet: Du må ikke forbande dit folks øvrighed!.." Ap.G.23:5)

Hvad jeg her siger, er derfor blot at betragte som en bedrøvet konstatering – og jeg vil straks prøve at begrunde, hvorfor jeg er kommet til en slutning, som jeg vil formulere således: Det er min opfattelse, at de styrende i vort land er ved at gå fra forstanden, og at kirkens biskopper må anses for utilregnelige…

Jeg er som sagt klar over, at en sådan udtalelse med det samme ’marginerer’ min person. Det vil sige, at jeg dermed bliver anbragt mellem den slags mennesker, man ikke kan tage alvorligt – ja, at jeg efter sådanne ord gør bedst i fremover at tie stille. Med mig er herefter enhver samtale afsluttet. Efter en sådan erklæring bør jeg gå over i krogen og skamme mig…

Ikke desto mindre vil jeg – uden at være ophidset, roligt og afklaret og med alle mine sanser og evner i behold – gentage: "De styrende i dette land er ved at miste forstanden, og kirkens biskopper må anses for at være utilregnelige!"

*

Hvorledes tør jeg komme med en sådan påstand? Er det ikke blot en provokation, der er grebet ud af luften? Hvad er min begrundelse for at sige sådan noget?

Min begrundelse for at komme med denne erklæring ligger i den opfattelse, at de styrende i vort land har overskredet en grænse for det tilladelige og derfor er ved at miste deres sunde fornuft, samt at kirkens biskopper er drevet så langt ud i et åndeligt ingenmandsland, at de – helt bogstaveligt – af deres omgivelser må anses for at være ude af stand til at orientere sig.

Denne opfattelse er ikke en konklusion, som jeg er kommet til blot ud fra egne overvejelser. Hvis dette havde været tilfældet, var der ingen, der burde lytte mere til den snak – nej, denne forståelse er jeg nået til ved at iagttage den ulykkesvangre kædereaktion, som tydeligt aftegnes i det afsnit af Ny Testamente, der sætter fokus på den befolkning og den kirke, som af en gudsfjendsk tidsånd drives ind i det homofile samfund.

Lad mig forklare:

Når jeg erklærer, at de styrende i vort land (med henblik på spørgsmålet om de homoseksuelles fordring om at blive viet i kirken nærmer sig en situation, der må betegnes som et ’dybt godnat’, og at nationens biskopper i samme sag har bevæget sig ind i et vildnis, hvor de ’ikke kan kende forskel på højre og venstre’ (Jonas 4:12), så hænger det sammen med de bibelske forudsigelser, der tydeligt taler om, at dette kan ske.

Afslutningen på den kædereaktion, som i en civilisations undergang drives frem af en homoseksuel ånd, står omtalt i Ny Testamente i det afsnit, hvor apostelen Paulus gør rede for det homofile menneskes baggrund. Inden han beskæftiger sig med de forskellige ’led i kæden’ stiller han skarpt på den afsluttende fase. Han siger: "Deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte (Rom.1:21).

Når jeg her understreger, at den aktuelle uhyggelige hjerteformørkelse har at gøre med den afsluttende fase af en situation, der har udviklet sig over nogen tid, så hænger det sammen med apostelens udtryk: "Deres tanker endte…" Det vil sige, at det ikke er begyndt sådan – men ved enden af vejen, er der ikke længere mulighed for at skjule, hvad der i hele optakten har været den egentlige drivkraft. Tomheden og formørkelsen melder sig. Det ’uforstandige’ kommer til syne … og hvad der i virkeligheden ligger bag min påstand om, at de danske bisper nu må anses for at være utilregnelige, kommer her for en dag.

*

I de følgende måneder vil sagen blive endnu mere afklaret. Apostelens forklaring om, hvad der videre vil ske, når først det begyndende vanvid har vist sig, vil aftegne sig i homo-udvalgets arbejde. Næste fase lyder nemlig sådan: "Mens de påstod, at de er vise, blive de dårer" (v.22).

Det er en sætning, som udvalgets medlemmer skal skrive sig bag øret. Det er ikke alle, som begriber, hvad det hele egentlig drejer sig om – men der vil helt sikkert forekomme situationer under homo-udvalgsmøderne, hvor enkelte af de tilstedeværende vil huske på, hvad apostelen har forudsagt: - Mens det hele lyder så fint og så tilforladeligt og så klogt, så er spørgsmålet dette: "Er det alt sammen ikke den helte store dårskab?" Hvor er vi henne med det i kirken indstiftede ægteskab? Hvorfor skal vi egentlig skabe mere rum for homovielser i kirken? Af hvilken grund skal dette for så mange vigtige samvittighedsspørgsmål hastes igennem?

Disse mange og mere væsentlige spørgsmål vil presse sig på – ja, enkelte af udvalgsmedlemmerne vil få den tanke, at hele denne sag styres af skjulte og mørke kræfter. Det er ikke længere helt almindeligt, hvad der finder sted. Noget uforklarligt bevæger sig i baggrunden. Noget afgrundsagtigt. Som væsener, der ikke er af denne verden. Den særeste tomhed. Hjerte-depressioner … en slags galskab … det uberegnelige!

Det er værd at bemærke, at når apostelen omtaler dette skæbnesvangre stade, taler han om hjertets forstand og hjertets formørkelse. Almindeligvis opfatter man forstanden som ’tilhørende hovedet’, og når der tales om, at en person ’overvældes af mørke’, så menes det som oftest, at vedkommende er ved at miste sin forstand.

Dette er imidlertid ikke Ny Testamentes syn på sagen. Ej heller mit. Når jeg antyder, at landets bisper er at anse for ’utilregnelige’ – så er det i første omgang ikke deres almindelige menneskeforstand, jeg hentyder til, og når jeg tillader mig at sige om de styrende på tinge, at de er ’på vej til at miste deres sunde fornuft’ – da er det heller ikke deres naturlige ’ræsonnement’ jeg taler om. Nej, i begge tilfælde henviser jeg til den inderlige viden og visdom, som hører hjertet til. ’Formørkelsen’, som apostelen beskriver (’de blev formørket i deres uforstandige hjerte’) er et åndeligt lys, der er ved at udslukkes. ("På den tid," siger Bibelen "lød Herrens ord sjældent, og syner var ikke almindelige… Præsten Eli lå og sov, hvor han plejede. Hans øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunne se. Guds lampe var endnu ikke slukket… 1.Sam.3:1-3)

Da Martin Luther skrev sin katekismus, havde han på nærmeste hold oplevet den åndelige armod og folkets uvidenhed. Vort lands biskopper kan næppe hævde, at de var drevet af den samme sorg og bedrøvelse over tingenes tilstand, da de d. 15. april i år stillede på kirkeministerens kontor for at anmode om, at der hurtigst muligt blev nedsat et udvalg, som kunne lægge grunden til, at vielser af homoseksuelle og lesbiske par blev indført i kirken. Et sådant forslag er i virkeligheden – efter min mening – det mest hjerteløse påfund, som i den nuværende situation kan forekomme. Luther kunne aldrig (efter ved selvsyn at have konstateret, at folk levede ’som sorgløse dyr og ufornuftige svin’) have foreslået, at hermed bør det normale ægteskab opløses og homovielser indføres i kirken…

Øjeblikket er derfor kommet til at stille skarpt på den ubegribelige situation, at et sådant homo-udvalg overhovedet kunne nedsættes. Hvad er det, der er ved at ske? Hvorledes kan kirkens ledelse nå til det stade, hvor biskopperne i samlet flok og i fuld alvor tør anmode kirkeministeren om noget sådant? Hvad er det for kræfter, der driver dem?

Ny Testamentes svar på dette spørgsmål er mildest talt forfærdende. Hvis vort land og kirke virkelig er nået til dette sidste led i ’kædereaktionen’, så er sagen mere alvorlig, end de fleste forestiller sig – og i så tilfælde skulle samtlige medlemmer af det hastigt nedsatte homo-udvalg tage deres gode tøj og gå. Ikke et øjeblik skulle de blive siddende ved det samme bord og i det samme udvalgsværelse som de tre biskopper, der sammen med deres bispekolleger er hovedansvarlige for, at udvalget om homovielser i kirken er blevet nedsat.

De sidste tre led i den store elendighedens kædereaktion står nemlig fremmalet med så stærke farver i Paulus’ brev til Romerne, at der ikke kan herske skyggen af tvivl om, hvad der her er tale om. Dette er grunden til, at apostelen indledningsvis erklærer: "De har altså ingen undskyldning!" (1:20)

Det vil med andre ord sige, at et hvilket som helst medlem af det nedsatte homo-udvalg, der fører samme sprog som de af deres biskopper, der ønsker at fremme dette projekt, kommer til at stå til regnskab på samme måde som deres foresatte. De skal ikke tro, at de kan forsvare sig med, at de ikke er klar over, hvad det er for et foretagende, de er med i. "Ingen undskyldning," erklærer apostelen. De ord, som Luther advarende henvender til kirkens biskopper, gælder i lige så høj grad dem, der slår følge med dem. "Hvad vil I dog forsvare jer med overfor Kristus?" Det er muligt, at en og anden kan opstille en slags ’forsvar’ overfor mennesker – ja, måske oven i købet et ’forsvar’ over for ens eget hjerte – men det er ikke, hvad Luther taler om. Han siger: "Hvad vil I dog forsvare jer med overfor Kristus?"

*

Hvorledes ser de sidste tre afsluttende led ud… de tre led i hjerteformørkelsens kædereaktion? Altså de tre sidste faser af den proces, som Ny Testamente beskriver med henblik på det samfund og den kirke, som åbner for det onde begær og de vanærende lidenskaber, som er Bibelens beskrivelse af homoseksualitet.

De tre faser ser således ud: 1) ’Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed’ 2) ’Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber’ 3) ’Gud prisgav dem til en forkastelig tankegang’.

Nogle har lidt svært ved at begrib rædselen, der anes bag ordene: ’Gud prisgav’ – af hvilken grund en lidt ældre oversættelse kunne være gavnlig. Heri hedder det fra Romerbrevets første kapitel: 1) ’Derfor gav Gud dem hen i deres hjerters lyster til urenhed (v.24). 2) ’Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber’ (v.26). 3) ’Gud gav dem hen til et uværdigt sind’ (v.28).

’Homo-udvalget’ er altså ikke blot en situation, som biskopperne har bragt sig selv i – nej, det er en ulykkelig faldgrube, som Gud har stillet dem overfor. Blindt lader udvalgsmedlemmerne sig føre i samme retning, og netop som de tager de sidste skridt mod den farlige skrænt, fjerner Gud både advarselsskilte og afspærringer for dermed at overlade dem til deres egen fortvivlede skæbne. "Gud prisgiver dem. Gud giver dem hen…"

*

"Kan en blind lede en blind?" spørger Jesus. Han svarer selv på spørgsmålet: "Vil de ikke begge falde i grøften?"

Bag ordene ’Gud prisgav dem’, ’Gud gav dem hen’ skjuler sig den rædselsfulde kendsgerning, at ikke blot har Gud i sin harme slået nogle mennesker med blindhed, men Han tillader, at disse blinde finder sammen, - ja, at netop nogle af de forblindede og formørkede sjæle opfatter sig selv som ’vejledere for blinde’, ’lys for dem i mørke’, ’opdragere for uforstandige’ og ’lærere for de umyndige’ (Rom.2:19-20) – og i den egenskab giver de sig til at ’lede andre blinde’. Det er imidlertid ikke kun deres eget påfund, at de (på trods af deres personlige formørkelse) mener, at de kan være til lys og vejledning for andre – nej, i ordene: ’Gud gav dem hen’ ligger den ubegribelige sandhed gemt, at Herren selv har foranlediget hele denne situation. Tavst betragter Han, hvorledes de elendige nærmer sig grubens kant. "Gud giver dem hen…"

*

Nogle vil være af den opfattelse, at sådan kunne Gud aldrig finde på at handle. "Det stemmer ikke overens med vor tro på en kærlig Gud," vil de sige.

(Medens jeg i en tidlig morgentime overvejede, hvad jeg dog skulle svare på en sådan indvending, blev jeg kaldt til morgenbordet, hvor jeg efter sædvane læser højt fra C.O. Rosenius’s "Den lille husandagtsbog". I dagens afsnit hed det: "Selvfølgelig kan du lade være med at tro på eller bryde dig om Ordets vidnesbyrd. Du kan undlade at prøve dig selv dermed. Men du kan også være oprigtig mod dig selv, så du lytter til Åndens Røst. Herren selv siger, at Han nok skal lade dig være i fred, hvis det er sådan, du vil have det. "Mit folk ville ikke adlyde Mig… så overgav Jeg dem til hjertets forstokkethed, og de fulgte deres egne planer…" (Salme 81:13)

*

Dette er – kort sagt – min opfattelse af den tragiske situation, som både land og kirke er endt i, og jeg ser kun en redning forude.

I Bibelens 2. salme fortælles, hvorledes ’folkene lægger planer, der ikke vil lykkes’ (v.1) – "Jordens Konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen" (v.2). Deres hensigt er kun én: De er ’mod Herren og mod Hans salvede – og deres agenda lyder således: "Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb" (v.3).

Ingen er i øjeblikket klar over, hvad der sker i kirkeministeriets homo-udvalg – og det er vanskeligt at få noget at vide. Indtil videre ser det ud til, at der i fem måneder skal holdes møder for lukkede døre.

Men jeg kan godt sige, hvad det store emne er for disse møder. Dagsordenen står nemlig afsløret i denne Bibelens 2. salme. Den lyder sådan: "Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb." Det vil sige, at alt, hvad der ikke giver ’frihed til kødet’ (Gal.5:13) skal fjernes. Gamle normers ’lænker’ skal sprænges, og en ny befrielse fra Guds ordets ’reb’ skal indføres. Homo-ånden skal have frie tøjler…

Den 2. salme fortsætter med at forklare, at der – til adskilliges overraskelse – er en reaktion i himlen. Forbløffende, fordi man ikke havde ventet nogen henvendelse fra den side. Salmen siger, at ’Han, som troner i himlen, ler’.

Bisperne vil berolige udvalget med, at det er fordi Gud har en humoristisk sans, og at han ikke tager det så alvorligt med sagen om de homoseksuelle som det er tilfældet med flere forvirrede præster.

Derfor springer de let og elegant over den følgende linje, som siger: "Herren spotter dem. Så taler Han til dem i Sin vrede."

Det vil sige, at Guds latter langt fra at være ’humoristisk’ er ildevarslende, samt at det begreb, som er druknet i bispernes ’kærlighedsforkyndelse’, atter dukker frem på overfladen: "Da taler Gud til dem i Sin vrede!"