PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-05-21
0335

 

HIGH NOON!
(Homovielser nr.4)

Ved Nyborgmødet d. 14. april 2010 formulerede biskopperne denne sætning: "Hvordan sikrer man, at præster, som af samvittighedsgrunde ikke kan medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab i kirken, har frihed til at sige nej?"

Et godt spørgsmål! Og et afgørende spørgsmål. Udvalget skal nemlig på forhånd tage stilling til, hvordan man bedst hjælper ’taberne’ i denne sag. ’Nederlagspræsterne’ er allerede udpeget; det er de elendige, der ’af samvittighedsgrunde ikke kan medvirke’. Altså dem, der ud fra deres tro på Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter vil være anfægtet i deres dybeste indre. Tabslisten er allerede udfærdiget. De nødstedte skal derfor have en eller anden form for førstehjælp. Et ben må i god tid kunne smides hen til dem, så at de allerede nu kan stilles tilfreds. (Stik dem en tæremønt af tolerance! La’ dem få lov til ’at sige nej’. De er ufarlige! Det er nu dem, der skal ’sikres’ – ikke systemet! Hvordan kan man bedst vise omsorg over for disse vingeskudte, harmløse fugle..?)

*

Imidlertid skal bisperne ikke føle sig for sikre i saddelen, for deres argumenter er fattige. Når de taler med kirkeministeren, bruger de helt nye ord, som folk ikke kender noget til; "Kønsneutral vielse i folkekirken," siger de. Det ser ud som om, de selv er klar over, at de har begivet sig ud på et farligt ridt. Det er ’high noon’ i det kirkelige landskab. Luther pålagde sine efterfølgere, at de ’ikke skal adlyde de biskopper, der lærer noget, som er imod Den Hellige Skrift’ (Den Augsburgske Bekendelse 28,28) – og han opmuntrer sine folk til alle og alle vegne at åbne ild mod dem, der fremfører en lære, der er ’sine auctoritate scripturae’ (uden skriftens autoritet)… Apol. 12,119).

- Desuden sidder skyderne løst blandt dem, der allerede er blevet ramt tæt ved hjertekulen; de tåler ikke mere homo-hærværk – og der er rundt om i landet ved at ske samlinger af den art, som står beskrevet i Bibelen fra Kong Davids landflygtighedstid. "Alle slags underkuede, alle forgældede, alle forbitrede flokkedes om ham, og han blev deres anfører" (1.Sam.22:1-2).

Når bisperne i deres Nyborg-erklæring slår plakater op med overskriften: ’WANTED’ – leger de med ilden! Det ser ikke ud til, at de er klar over, hvad de har med at gøre, når de ’godmodigt’ omtaler ’nogle præsters samvittighedsgrunde’. Tror de, at disse forkyndere er en flok søndagsskole-drenge? Ved de ikke, at de med disse samvittighedsspørgsmål nærmer sig arnestederne til en ild, der brænder helt nede fra bjergenes grundvold, og fatter de ikke, at hvis nogen af ’de forbitrede og underkuede’ rejser sig, så er freden forbi! Da bli’r det ikke længere et spørgsmål, om bisperne overlegent kan give disse folk ’lov til at sige nej’. Da bliver det et spørgsmål om disse folk vil lade deres frafaldne biskopper ’sige ja’!

*

Det for homo-udvalget farlige ved de mænd, hvis samvittighed her berøres, er den glødende kulild, som hele det biskoppelige homo-foretagende blæser til. Det drejer sig præcist om det udtryk, som de samvittighedsplagede teologer og præster og lægfolk anvender om Bibelen. Udover at kalde den for ’Den Hellige Skrift’ benævner de den som ’Guds Ord’. Bisperne kan – stort set – ikke lide denne betegnelse. De anser den for at være naiv og for at være et udtryk, som kun kan godtages af den såkaldt ’uvidende masse’. Dermed fjerner de sig med syvmileskridt for det, som er kirkens bekendelse (’ex verbo Dei’… 224,8), hvor det på tysk hedder: "Das man Sein Wort nicht verachte, sondern lerne, gerne höre, heilig halte und ehre" (Den Store Katekismus, Beslutning 326): oversat: ’at man ikke foragter Hans Ord, men lærer det, gerne hører det, holder det helligt og ærer det’.

Staten, som i grundloven har forpligtet sig til at ’understøtte kirken’ må af samme grund holde sig for øje, at den ikke ’støtter’ en hvilken som helst bevægelse indenfor landets kirkelige bevægelser – nej, statens forpligtelse gælder kun den ene kirke, der holder sig til den 500 år gamle nedskrevne bekendelse, der alene i sit navn afspejler sin ’reformatoriske intention’. Det vil sige en kirke med en ledelse og et præsteskab, der absolut regner Ny Testamente for at være Guds Ord – og som derfor ’ærer, lytter til og holder det for helligt’ også når apostelen angiver vejen til det homofile ’frie fald’ med ordene: "Drevet af hjertets begær til urenhed, så de indbyrdes vanærer deres legemer."

*

Medens det danske homo-udvalg har været samlet for at drøfte, hvorledes kirken skal stille sig over for det nye ’homo-pres’, blev Portugal det sjette land i Europa, der tillader ægteskab mellem de to køn. Landets konservative præsident har stridt imod, så længe det var muligt, men en håndfæstning tvang ham til at ratificere den lov, der nu tillader homoseksuelle ægteskaber. Dette sker på trods af, at Portugal er et katolsk land, hvor kirken ved pædofili-overtrædelser fra deres eget præsteskab i den seneste tid har fået at føle, hvad det fører med sig, når sexmoralen løber løbsk.

Præsidenten, Anibal Cavaco Silva, har til sidst ikke kunnet gøre andet, end tavst at sætte sit navn under på det dokument, der ratificerer den nye lov. Homovielserne er nemlig i forvejen blevet vedtaget i parlamentet, hvor socialisterne sidder på magten og har flertal sammen med andre venstreorienterede partier. De konservative højrefløjspartier stemte imod - ja, gik så langt som til at kræve en folkeafstemning om homovielses-spørgsmålet. Hvis folkeafstemningen var blevet en realitet, er det ikke usandsynligt, at ’kirkens røst’ kunne have ændret udfaldet – men denne udvej blev omgået ved, at endog den portugisiske forfatningsret godkendte loven…

Spørgsmålet er, om det lille i manges øjne ’betydningsløse’ homo-udvalg om vielser i kirken er klar over, hvor vigtig en opgave det er sat til at udføre. Hele det europæiske kontinent rystes med henblik på denne sag i dets dybeste politiske og religiøse lag – og skjulte jordskælvsflader er mellem nationerne forbundet med hinanden. "Når lovløshedens menneske åbenbares," skriver apostelen, "så vil han ophøje sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds Tempel, og udgiver sig selv for at være Gud" (2.Thess.2:3-4). Ny Testamente gør dermed klart, at det ikke udelukkende er et politisk mål, som lovløshedskræfterne stiler efter. De vil ind i helligdommen! De er dybest set modstandere af ’alt, hvad der hedder Gud’ – ja, de ønsker i deres vanvid at indtage Den Højestes plads…

*

Der har været mange spekulationer blandt teologer og bibellærere, hvad det er for en sælsom magt, der ’holder igen’ på denne udvikling. Apostelen siger: "I ved også nu, hvad det er, der holder igen, så at han (lovløshedens menneske) først åbenbares, når hans tid er inde." Paulus fortsætter: "For allerede nu virker lovløshedens hemmelighed, blot skal han, der endnu holder igen, først fjernes" (2.Thess.2:6-7).

I Portugal var det en politisk magt, der ’holdt igen’ – og så snart den var bragt til tavshed, kunne ’lovløsheden’ bryde igennem! Ikke illegalt – nej, spørgsmålet om homovielser fik først forfatningsdomstolens blå stempel, hvorefter den øvrige proces uhindret kunne gennemføres.

Også i Danmark synes landets grundlov at stille sig i vejen for homovielser i kirken. Hvis dette er tilfældet, må ’det, der holder igen, først fjernes’. Det vil sige, at de paragraffer, som forpligter staten overfor kirken (§ 4) og som vogter på, at der ikke ’foretages eller læres noget, der strider mod sædeligheden’, (§ 67) først må ’fjernes’…

*

At Danmarks Grundlov tager det store og yderst betydningsfulde skridt at forpligte staten til ’at understøtte Den evangelisk Lutherske Kirke ’som sådan’ ’vil ubestrideligt og efter lovens strenge ordvalg sige, at staten støtter og opretholder netop denne kirke med dette navn og alt, hvad det navn indeholder. Den ’understøtter’ en kirke, der nøje bevarer, holder sig til og i dagens Danmark ’svarer til’ sine egne bekendelsesskrifter, ja, som ikke viger fra disse identifikationsdokumenters første, egentlige og oprindeligt læremæssige indhold og liv. Hvor som helst og uanset af hvilken grund kirken løsriver sig fra denne sin egen grundvold og dermed søger at lægge et andet fundament end det, som ligger i disse bekendelsesskrifters tydelige og med henblik på homoseksualitet nøje aftegnede moralske grænser, har staten ingen lovfæstet forpligtelse uden denne ene, at hvis der i nye kirkelige forgreninger forefindes overtrædelser af ’gudsdyrkelsens sexmoral’, skal et sådant foretagende øjeblikkelig standses, og de implicerede stilles til ansvar…

Med disse kirkens oprindelige reformatoriske bekendelsesskrifter og ’identifikationspapirer’ kan der helt konkret henvises til Luthers skrifter fra tidsafsnittet 1529-1537. I 1530 opstod Den Augsburgske Bekendelse, der siden alle vegne har været opfattet som Den lutherske Kirkes hovedbekendelse, og som derfor altid kan gøres til genstand for en hvilken som helst overvejelse, der måtte forekomme med hensyn til, hvad der (som den danske kirkeminister i forbindelse med ’homo-udvalget’ har udtrykt det) måtte være ’kirkens stemme’…

Alle disse skrifter ligger i dag åbne og tilgængelige både i deres tyske og latinske udgaver, så ingen behøver at være i tvivl om, hvad de i den nuværende situation står for. Disse dokumenter kan med god ret betragtes som pålidelige skrifter, der krystalklart giver udtryk for, hvad denne verdens ældste Lutherdom mener om, hvad der foregår i kirken i dag. De er den røst, der må lyde, hvis en minister spørger efter ’kirkens stemme’.

Hvis nogen altså i dag vil forkaste disse skrifter som værende ’gammeldags’ og ’uden relation til den aktuelle situation’, bør de afvises! Reformatorernes bekendelsesskrifter er af dem selv af deres samtid og efterfølgende generationer blevet opfattet som værende ’kirkens stemme’ – og selvom de forskellige forfattere havde fra hinanden afvigende udgangspunkter, var deres intention den samme, ja, uden denne ville der aldrig have været fremstået en evangelisk luthersk kirke. De, som altså på nogen måde viger fra denne første ’reformatoriske intention’ kan og bør ikke betragtes som værende Den evangelisk lutherske Kirke, og bør derfor heller ikke understøttes af staten!

Solen står højt på himlen over de statskirkelige højdedrag. En eller anden bitter konfrontation venter forude. (Både blandt biskopperne og i præsteskabet – ja, i hele folket er der delte opfattelser. Nogle er markant imod, og nogle er midt imellem," konstaterede biskop Kjeld Holm overfor kirkeministeren ved mødet d. 15. april). Rytterne, der nærmer sig hinanden, er bevæbnet til tænderne. Nogle er allerede såret, og andre er ’brændemærkede i deres samvittighed’ (1.Tim.4:2). I det hvirvlende støv fra hestenes hove er det vanskeligt at se, hvem der er hvem. Hvem er de lovløse, og hvem er ’the outlaws’? Det er ’High Noon’…