PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-05-28
0336

 

FLERTALLET
(Homovielser nr.5)

Kirkeministeren har sagt: "Nu har vi nedsat udvalget (om homovielser i kirken) – og så prøver vi at afklare kirkens stemme…" (Kirkeministeriets pressemeddelelse 15. april 2010).

Det sidste bliver ikke nogen let sag! Røsten fra helligdommens indre er ’grødet’, og samtidig råber så mange udenfor kirken i munden på hinanden, at ingen fatter, hvad det drejer sig om. Fordi der ikke længere er noget, der hedder ’kirkens bekendelse’ eller ’at holde fast ved apostlenes lære’ (Ap.G.2:42), er der heller ingen, der længere begriber, hvad kirkens biskopper og præster virkelig siger. "Hvis en fløjte eller en harpe ikke gør skel mellem tonerne, hvorledes skal man så kunne forstå, hvad der spilles?" spørger Ny Testamente. "Eller hvis en basun giver utydelig lyd, hvem vil så gøre sig rede til kamp?" (1.Kor.14:6-9) … og sidst men ikke mindst: Er dette øjeblikket, hvor både kirke, land og folk skal være på vagt? "Vogt jer for de falske profeter," advarer Jesus, "de kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er de glubske ulve" (Matt.7:15).

Uden (indtil videre) at have fået indblik i, hvad der foregår bag homo-udvalgets lukkede døre, så fremgår det af de referater, der nu foreligger fra det skæbnesvangre bispemøde d. 14. april i Nyborg (samt mødet den efterfølgende dag, d. 15. april, mellem kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, de 10 danske biskopper og Grønlands biskop) at det med at forvente ’en afklaret kirkens stemme’ (i sagen om kirkelige homovielser) skal ’tages med en skefuld salt’…

Den afsluttende september-rapport, der langsomt dukker op fra dybet af de indtil videre ’hemmelige udvalgsdrøftelser’, vil desværre vise sig at være ’et barn af sin tid’. Ingen af udvalgsmedlemmerne er upåvirkede af den sørgelige kendsgerning, at den jævne danskers hverdagsliv åbenlyst og totalt går uden om kirken. Udvalgs-eksperternes september-konklusion (som det er blevet formuleret ved ministerens møde med bisperne): ’skal give lovgiveren en fornemmelse af, hvad folkekirken siger om kirkelige homovielser; den synes imidlertid på forhånd farvet af, at ’det med Gud’ ikke længere er en selvfølgelighed i samfundet.

Kirken er for de fleste blevet en ’pyntegenstand’, som kan bringe lidt højtid ind over fest og sorg – og ingen regner seriøst med, hvad den har at sige. Teologerne er fordrevet til et hjørne, hvor de sidder og svarer på spørgsmål, som ingen har stillet. Folk er stort set ligeglade med præster og bisper, der de fleste steder prædiker for døve øren.

Det var ikke meningen, at det skulle ende sådan! "Præstens læber tager vare på kundskab," erklærer Bibelen. "Af hans mund søger man belæring, for han er Hærskarers Herres sendebud." Profeten Malakias fortsætter med at forklare, hvorfor alt dette er gået skævt. "Men I veg bort fra vejen, ved jeres belæring fik I mange til at snuble! Derfor gør jeg jer foragtede, ringeagtede af hele folket…" (2:6-9).

I den opsigtsvækkende udtalelse, som samtlige biskopper er blevet enige om at udsende fra Nyborg-mødet (hvor i hovedsagen spørgsmålet om de såkaldte ’kønsneutrale vielser’ i kirken blev drøftet) forekommer ikke ét ord fra Bibelen. Apostlenes klare afstandstagen fra homoseksualitet nævnes ikke med en stavelse, og Ny Testamentes advarsler om det, der foregik i Sodoma og Gomorra, omtales ikke. "Biskopperne konstaterer blot, ’at der i folketinget og i den danske befolkning er et flertal for, at der skal være en ligestilling imellem hetero- og homoseksuelle par’.

Situationen er derfor i sig selv talende. Danmarks biskopper er for én gangs skyld blevet anbragt i en stilling, hvor hele befolkningen har rejst sig for opmærksomt at lytte til, hvad de har at sige. Landets kirkeminister henvender sig i et særligt indkaldt møde til dem for at stille dem et spørgsmål, som både menigmand og medier er optaget af. Teologerne bliver pludselig hentet ud fra deres afsides universitetskrog for endelig at sige noget, som alle taler om. Tv-avisen står parat for at fortælle, hvad der i denne meget vigtige sag er ’kirkens røst’ – og så tillader samtlige indkaldte bisper sig (med én mund og i samlet flok) at ’konstatere’ (hvad alle i forvejen er klar over) at ’der i folk og på tinge er flertal for homovielser’.

Er denne øjeblikkets vægtige ’konstatering’ så betydningsfuld, at den i sagens videre forløb kan indordnes under en slags opfyldelse af det bibelord, som alt folket faktisk venter på: ’Præstens læber tager vare på kundskab’? Er denne biskoppelige erklæring om ’flertallet’ så vigtig, at alles øjne herefter må hænge ved ’præstens læber’ – ja, er denne højtidelige udtalelse om ’flertallets mening’ så altafgørende, at biskopperne indbyrdes og på forhånd er blevet enige om, at det netop er denne ’belæring’, som de i denne alvorsstund skal komme med?

Svaret synes at være et ’ja’! Kirkens biskopper er af den suveræne opfattelse, at flertallets mening i spørgsmålet om homovielser i kirken er aldeles afgørende. De er derfor blevet enige om fremdeles at erklære, at flertallets mening er lig med ’kirkens røst’ samt at det, som herefter bestemmes i folketingssalen er og forbliver kirkens eneste og afgørende vejledning!

Derfor fremgår det med al tydelighed af referatet fra ministerens møde med biskopperne (hvor hovedemnet forblev dette ene: ’Indgåelse af partnerskab i folkekirken’) at biskopperne som punkt nummer ét understregede betydningen af flertallets holdning…

"Der er begyndt at tegne sig et flertal for, at registreret partnerskab også skal kunne indgås i folkekirken," indledte Kjeld Holm den biskoppelige henvendelse til ministeren. Han fortsatte: "Der er langsomt sket en liberalisering bl.a. med nogle biskoppers udsendelse af vejledende ordning for kirkelig velsignelse af registrerede partnere." Kjeld Holm konkluderede: "Efterhånden tegner der sig også et folkeligt flertal for, at partnerskab også skal kunne indgås i folkekirken."

Med nøjagtig disse ord er et af vor tids mest markante møder mellem statens repræsentant og kirkens højeste embeder blevet indledt d. 15. april i København. (Jeg tager ikke fejl og citerer ikke forkert, idet referatet fra netop dette møde på min fortsatte anmodning om ’aktindsigt’ venligst er blevet stillet til min rådighed af kirkeministeriet. Dokumentet er ellers opbevaret som ’en særskilt sag i kirkeministeriets journalsystem’ (oplyst ved dokument 43 223/10 af 26. april 2010).

"Jamen," vil nogen af landets troskyldigt troende spørge, "er biskopperne tilfredse med flertallets holdning?"

Næppe alle! Men nogle er! Og dem, der er tilfredse med flertallets holdning til homovielser har ikke siddet med hænderne i skødet. De har selv været med til at fremme denne udvikling. Kjeld Holm fortæller jo selv kirkeministeren, at ’et flertal for homovielser nu er ved at tegne sig’ og tilføjer: "Der er sket en langsom liberalisering bl.a. med nogle biskoppers udsendelse af vejledende ordning for kirkelig velsignelse af registrerede partnere…"

Det vil med andre ord sige, at disse biskopper aktivt og pågående har været med til at påvirke flertallet af Danmarks befolkning samt folkekirkens præsteskab ved at ’udsende’ et dokument, der detaljeret forklarer, hvordan kirken kan velsigne det ’kønsneutrale ægteskab’. Når Kjeld Holm understreger, at en ’langsom liberalisering derved har fundet sted’, - mener han, at jorden allerede er blevet godt forberedt, og at homo-sædekorn er blevet biskoppeligt udspredt på alle marker. Af referatet, som det foreligger i kirkeministerens ’særlige skuffe’, fremgår det, at Kjeld Holm ikke synes at fremlægge denne rapport med nogen særlig beklagelse. Måske tværtimod! Man kunne godt ud af teksten læse, at der ’heldigvis er nogle biskopper, som har udført et flot forberedende arbejde med det storslåede resultat, at der (som det bliver udtrykt:): ’efterhånden tegner sig et folkeligt flertal for, at partnerskab også skal kunne indgås i folkekirken’…

Helt konkret vil dette sige, at nogle af vort lands biskopper forud for alle lovgivere og alle særligt nedsatte udvalg – forud for alle højere ’høringer’ og lovbefæstede beslutninger, forud for mødet med kirkeministeren om muligheden for homovielser i kirken – har udformet deres eget provisoriske ’vielsesritual for homofile’! Dette har de ikke lagt til side i en skuffe, men har både udsendt og praktiseret det. I august 2009 omviklede de København Domkirkes søjler i homo-farver og ’massevelsignede’ for åben skærm homoseksuelle og lesbiske par.

På denne baggrund kan det uden vaklen forudsiges, at hvis ikke der i denne time rejser sig en betydelig modstand mod hele dette overgreb, så er ’en sort septembers svar’ givet på forhånd. Da bliver det ikke et besindigt udvalgs bekendelsestro og skriftmæssig underbyggede erklæring, der fremlægges for kirkeministeren. Nej, da bliver det (som apostelen Peter siger) ’Disse frække menneskers udsvævende liv’ (2.Pet.2:7) – og frafaldets højrøstede flertalskrav, der bliver toneangivende.

"Deres råb sejrede!" (Luk.23:23)

*

I denne mørke time er det værd at blive mindet om den sidste farlige sejlads, som Paulus oplevede – og hvor alt gik galt, fordi skibet sejlede efter flertallets beslutning. I Apostlenes Gerninger fortælles følgende: "Paulus advarede dem og sagde: Folk, jeg kan se, at denne sejlads vil medføre ulykke og stort tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv." Beretningen fortsætter: "Men officeren lyttede mere til styrmanden og kaptajnen end til det, Paulus sagde. Og da havnen var uegnet til overvintring holdt de fleste på, at man skulle sejle videre." Historien slutter: "Da der blæste en let søndervind op, og de mente, at det, de havde besluttet, var så godt som gennemført, lettede de anker… men ikke længe efter brød en hvirvelstorm løs…" (Ap.G. 27:9-13).

Denne tilsyneladende højaktuelle og lærerige beretning kunne få betydning for adskillige: Som nemlig ’den nuværende sejlads’ (med den tungtvejende homo-last i bunden af skuden) er på vej ind i alle slags ’usikre farvande’, så mangler det ikke på advarsler! Der er i denne time folk, der overalt i Danmark rejser sig for at sige det samme, som apostelen sagde: "Folk, jeg kan se, at denne sejlads vil medføre ulykke…" (v.10).

Imidlertid er situationen ikke anderledes, end den var på Paulus’ tid. Man regner ikke med de mennesker, der tilsyneladende ikke har bedre argumenter end dette: ’Jeg kan se!’

Hvad har man ellers eksperterne til? Derfor lytter de styrende mere til ekspert-udvalgenes mening om tingene. Dog her gælder det gamle ordsprog: "Ét er søkort at forstå, et andet skib at føre!" – Og selvom både styrmanden og kaptajnen var hærdede søfolk, der gennem et langt liv havde gjort deres erfaringer på havet – så havde de i det øjeblik en mand om bord, der vidste mere om denne farlige sejlads, end de selv gjorde.

… og netop i det øjeblik blev den fatale beslutning taget. Ny Testamente fortæller: "De fleste holdt på, at man skulle sejle videre". Flertallet var dem, der bestemte kursen, … og da vinden netop i den time var gunstig, ’lettede de anker’ og sejlede ind i den orkan, som sendte både skib og last ned på havets bund…"

Historien ender imidlertid ikke her. "I burde have lyttet til mig," råber apostelen til de 276 elendige på den sønderslåede skude. "I nat stod der foran mig en engel fra Gud og sagde, hvad vi nu videre skal gøre" (v.22).

… og da forholdt flertallet sig tavst! Selv dem, der hverken troede på Gud eller engle, sagde for én gangs skyld ikke et ord. Og det gjorde de vel i, for alt, hvad den skibbrudne fange herefter fortalte, gik i opfyldelse…