PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-06-04
0337

 

PRØVEN
(Homovielser nr.6)

I den udtalelse, som folkekirkens biskopper sendte på gaden efter deres møde i Nyborg d. 14. april, forekommer følgende sætning. "Folketinget er folkekirkens lovgivende forsamling, og har folketinget lovgivet således, at ægteskabet skal være for så vel hetero- som homoseksuelle par, er folkekirken forpligtet til efterfølgende at udarbejde ritualer, der gør dette muligt…

Dette lyder jo meget fromt og lovlydigt. Ja, det er, som biskopperne læser højt for menigheden fra det sted i Ny Testamente, hvor der står skrevet: "For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver eller statholdere, som sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode…" (1.Pet.2:13-14).

"Der kan I selv se," vil nogle af biskopperne sige, "hvis magthaveren udsteder en lov, så er vi som kirke og som Guds tjenere forpligtet til at følge den..!"

Så sandt, som det er sagt!

Hvis folketinget udsteder en lov, der ’straffer forbryderne’ og ophøjer, belønner og roser dem, der gør det gode – da skal de troende for Herrens skyld med glæde ’forpligte sig til’ at efterfølge en sådan lov…

Og i modsat fald?

Vel, i modsat fald, hvor landets folkevalgte mænd og kvinder udsteder en lov, der fremmer det forbryderiske, uterlige og perverse, da skal de troende – for Herrens skyld – aldrig underordne sig eller på nogen måde efterfølge eller fremme en sådan lov.

Eksempel?

Som eksempel kan gives, at hvis et parlament (som det skete i Tyskland på Hitlers tid) udsteder love, der påbyder befolkningen at udrydde jøder (eller andre borgere, som ikke passer ind i systemet) – så skal ingen kirke eller noget troende menneske føle sig forpligtet til at omsætte denne forbryderiske lov i praksis. – Eller hvis EU udsteder en lov, der giver frihed for pædofile til uhindret at leve i overensstemmelse med deres ’seksuelle orientering’, så skal ingen kristen menighed eller nogen præst føle sig forpligtet til at velsigne et sådant forhold.

*

Nu har biskopperne – både dem, som er for homofile vielser i kirken og dem, som er imod kirkelige vielser af homoseksuelle og lesbiske par – efter Nyborg-mødet d. 14. april sammen affattet denne udtalelse: "Hvis folketinget lovgiver således, at ægteskabet skal være for såvel hetero- som homoseksuelle par, så er folkekirken forpligtet til at udarbejde ritualer, der gør dette mulig."

Denne ’forpligtelse’ vil ’Nyborg-bisperne’ måske fortsat forsvare med apostelen Paulus’ ord, at ’alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud" (Rom.13:1)… og de vil da fortsætte: "Dem, der sætter sig op imod dem, der har myndighed, står derfor Guds ordning imod." (Og her bør biskopperne absolut fortsætte oplæsningen, for nu påbyder Paulus det samme som Peter): "De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde." Apostelens konkluderer: "Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere, og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens men også for samvittighedens skyld" (Rom.13:1-5).

Paulus skrev disse ord, mens en af historiens mest vanvittige herskere, Nero, var kejser i Rom. Det var Nero, der i år 64 gav de kristne skylden for Roms brand og derefter skrupelløst antændte de troende som levende fakler i den kejserlige park. Apostelen skrev advarende: "De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde" – dermed gør han lysende klart, hvad han mener om myndighederne som ’Guds tjenere’. "Ikke for ingenting bærer de sværd," skriver han, "de skal lade vreden ramme dem, der gør det onde…"

Disse ord gælder nu med henblik på ’homo-sagen’ i dagens Danmark. Hvis folketinget udsteder love mod dem, der søger nationens bedste og ’lader vreden ramme dem’, der gør det gode, så bør bisperne ikke erklære sig forpligtede til at følge dette spor! Det samme gælder, hvis Christiansborg befordrer og ophøjer det onde. Da skal enhver kristen mand og kvinde sige fra. "Underordnelse," forklarer Paulus, "er ikke kun et spørgsmål om lydighed – det er også en samvittighedssag (v.5).

En skarp og gennemtrængende prøvelsens vind vil – tror jeg – i den nærmeste fremtid feje ind over Danmark. Den vil blæse ind alle vegne! Den underlige susen vil høres i folketingssalen og mærkes som en isnen i kirker og forsamlingshuse. Lad mig sige det sådan: Gardinerne vil blafre i visse ministerier, og der vil blive mærkeligt stille i adskillige medieimperier og landsdækkende avisredaktioner; det er – sådan forestiller jeg mig det – som om nogen usynligt passerer forbi. Magtfulde mænd og kvinder vil måske i visse øjeblikke gribe sig til brystet: Hjerterne prøves!

Bibelen siger: "Herren er i Sit hellige Tempel. Herrens trone er i himlen. Hans øjne iagttager, Hans blik prøver menneskene. Herren prøver retfærdige og uretfærdige…" (Salme 11:4-5).

Den dag Folketinget skal tage stilling til, hvorvidt homovielser kan finde sted i kirken – bliver det (derom læser jeg i Bibelen) ’iagttaget fra oven’. De folkevalgte er da ikke alene i salen. Da vil Herren – det siger kong David – prøve hvert et medlem af de politiske partier. Han vil iagttage, om tinget i denne nye og provokerende situation virkelig ser det som sit ansvar ’at beskytte borgernes liv, velfærd og tryghed’. Det vil på den dag tydeligt vise sig, hvem af de folkevalgte, der ser det som deres opgave at ’opretholde orden’ samt sørge for, at der i samfundets forskellige former for gudsdyrkelse ikke ’foretages eller læres noget, som strider mod sædeligheden’. Det ovenfra iagttagende blik (Salme 11:4) vil da undersøge, hvem der er indstillet på at ’straffe forbryderne’ samt ’rose og fremme det, som er godt’…

Samtidig vil et guddommeligt ransagende blik betragte reaktionerne blandt forskellige troende. Både dem, der tilhører folkekirken og dem, som har deres gang i rigets andre trossamfund. Spørgsmålet er nemlig dette ene: "Når grundvoldene vakler, hvad gør da den retfærdige?" (Salme 11:3)

Vil de sande troende i Danmark følge efter de af landets biskopper, der synes at være parate til at kaste alle Gudgivne normer over bord, hvis der forekommer et lovmæssigt tiltag, der (som det er tilfældet med homovielser) sigter på deres eget biskoppelige domæne, nemlig kirken? Vil de af Danmarks troende, som i sandhed må regnes for at være Kristi efterfølgere, følge i det fodspor, der villigt godtager den forpligtelse, at hvis folketinget forlanger det, så skal kirken både ’lære og handle efter love, der åbenlyst (og i modstrid med grundloven) ’strider mod sædeligheden’?

"Når grundvoldene vakler…" erklærer Bibelen (og bedre kan det næppe udtrykkes, når et af kirkens mest vitale områder, ægteskabet, er ved at blive omstødt) – "hvad gør den retfærdige?" (Salme 11:3)

Skriften giver svaret!

Da profeten Daniels tre venner blev stillet overfor at skulle tilbede kongens billedstøtte, nægtede de at gøre det. Kongen blev rasende og befalede, at de tre mænd skulle føres frem for ham. "Er det sandt, at I ikke dyrker min Gud og ikke tilbeder den guldstøtte, jeg har opstillet," råbte han og fortsatte (for han gav dem en sidste chance): "Hvis I vil kaste jer ned og tilbede den billedstøtte, jeg har ladet fremstille, så er alt godt. Men hvis I ikke vil tilbede, vil I straks blive kastet i ovnen med flammende ild." Kongen slutter provokerende: "Hvem er den gud, der så kan redde jer ud af min magt?" (Dan.3:13-16)

De tre mænds svar er blevet verdensberømt. Eksperterne og de styrende i ’det lille Danmark’ skal ikke spottende sige, at denne bibelske beretning er sagen uvedkommende. Millioner ud over kontinenter, lande og riger taler om, hvad de tre mænd svarede kongen. Der bliver prædiket og sunget derom. Alle jordens folkeslag kender den historie…

De tre jødiske mænd talte til kongen med disse ord: "Vi behøver ikke at svare dig. Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af flammende ild og ud af den din magt, konge. Og selvom Han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud og ikke vil tilbede den billedstørre, du har opstillet" (v.17-18).

*

Biskopperne, homo-udvalget, politikerne, folketinget, - ja, hele folkekirken er således sat på prøve. Mere står på spil, end de fleste aner. Kristeligt Dagblad fortæller, at biskopperne forventer, at stat og kirke vil blive skilt. Tidligere biskop Erik Norman Svendsen har allerede forudsagt, at det vil ske, og biskop i Viborg Stift, Karsten Nissen, erklærer sig enig. "Jeg er klar tilhænger af den folkekirkelige ordning," udtaler han, "men stat og kirke bliver nok skilt på et tidspunkt. Der sker ting kulturelt i vores samfund, som kirken og politikerne er nødt til at erkende…"

Hvad det er for ’kulturelle ting’, som biskoppen taler om, er ikke nærmere defineret. Imidlertid er de kirkelige homovielser et af de emner, som kirke og folketing skal blive enige om. "Det er vigtigt, at kirken er forberedt på en skilsmisse," fortsætter biskop Karsten Nissen. "Det kan den blive ved blandt andet at se på kirkeforfatningen i Grundlovens paragraf 66." (’Folkekirkens forfatning ordnes ved lov’)…

*

Ved at kigge undersøgende på denne grundlovsparagraf melder spørgsmålet sig: Er et underligt tegn ved at ske i Danmark? Er en skillelinje ved at blive trukket gennem det danske folk?

Om de gammeltestamentlige byer, Sodoma og Gomorra, hvor det homofile samfund stortrivedes, og hvor hele dette område ’blev lagt i aske’, fordi (som Ny Testamente siger det): "Gud dømte dem til undergang" (2.Pet.2:6)… fortælles det videre: "Men Gud reddede den retfærdige Lot, som døjede under frække menneskers udsvævende liv." Beretningen fortsætter: "…for da den retfærdige mand boede midt iblandt dem, pintes hans retfærdige sjæl ved dag efter dag at se og høre deres lovløse gerninger…" (v.8).

Den i Danmark aktuelle situation (med det homofile krav om at blive viet i kirken) vil utvivlsomt blive dråben, som får bægeret til at flyde over. Samtidig er det netop denne gudløse handling, som vil bringe afgørende skel mellem kirke, folk, regering, folketing og kongehus. Som det skete i de dødsdømte bibelske byer ved Dødehavet, må en lignende guddommelig forårsaget adskillelse finde sted, for at Den Almægtige kan redde dem, som simpelthen ikke længere kan udholde at leve under det homofile samfunds pres og propaganda.

Hvori ligger nu denne adskillelse? Hvad er det, som får en del af befolkningen til med en pludselig bestemthed at tage afsked fra de depraverende homo- forhold, som overalt breder sig?

Ny Testamente forklarer, at Abrahams slægtning, Lot, ’døjede under disse frække menneskers udsvævende liv’ (v.7). Det vil sige, at Lot havde det dårligt med den homo-fest, der foregik omkring ham. Han var ikke ligeglad med det, der skete, (som et flertal af befolkningen). Ej heller forsvarede han den åbenlyse synd eller ’talte godt om dem, som militant fremmede den. Han undskyldte ikke de direkte implicerede – og tilsagde dem ej heller nogen velsignelse. "Nej," fortæller apostelen Peter, "hans retfærdige sjæl pintes ved dag efter dag at se og høre deres lovløse gerninger" (v.8).

Sådanne folk, der følger hele denne udvikling med smerte, findes også i Danmark i dag, og for dem, er der, ifølge Bibelen, en guddommelig redning. "Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse" (v.9), erklærer apostelen…

"Hvad sker der med de øvrige?"

"De øvrige bliver straffet."

"Hvordan bliver de straffet?"

"Ny Testamente siger, at de bliver ’holdt i forvaring til straffen på dommens dag’ (v.10)."

*

Det er kun at forvente, at der vil være mennesker, som afværgende vil bede sig fri for at høre mere. De vil sige, at det er både usagligt og irrelevant at bringe sådanne ’religiøse fantasterier’ ind i sagen om de kirkelige homovielser. "Den slags historier kan vi ikke tage for gode varer," vil de sige. "Vi tror ikke på straf; og vi tror ikke på ’Dommens Dag’."

Imidlertid fremgår det af den bibelske beretning, at da endeligt linjen blev trukket i Sodoma, var ’redningen’ ikke et spørgsmål om, hvem der var eksperter på området, eller hvem der havde den bedste teologiske forklaring. Nej, Guds frelsende hånd søgte efter dem, der simpelthen havde det skidt ved at opleve ’det udsvævende liv’, der herskede omkring dem. Mens andre folk morede sig og havde det fint, var der mennesker i de to byer, der pintes og plagedes i deres indre ’ved at se og høre de lovløse gerninger’…

"I ved jo," konkluderer apostelen i Romerbrevet, "hvad Skriften siger i stykket om Elias, hvordan han træder frem for Gud og anklager Israel: "Herre, dine profeter har de dræbt, og dine altre har de revet ned; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet. Men hvordan lyder guddomssvaret til ham: Jeg har stadig syv tusind mænd tilbage, der ikke har bøjet knæ for Baal. Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage…" (Rom.11:2-5).