PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-06-11
0338

 

KIRKENS KRYBEN FOR KEJSEREN
(Homovielser nr.7)

Den yderst markante udtalelse, som de danske bisper afleverede efter deres forstemmende april møde i Nyborg, indeholder som sagt én sætning, der fordrer nærmere forklaring. Hvis samtlige landets biskopper står bag denne ene sætning, så ser det sort ud for folkekirkens beståen i Danmark. Hvis denne korte udtalelse, nedfældet sort på hvidt, og derefter afleveret til presse og kirkeminister, virkelig er Den danske Folkekirkes holdning, da er vort ganske land, folk og kirke stedt i vånde – ja, da bør kristne mænd og kvinder alle vegne i denne time bøje deres knæ og anråbe Himlens Gud om nåde.

Kirkens biskopper udtalte: "Folketinget er folkekirkens lovgivende forsamling, og har folketinget lovgivet således, at ægteskabet skal være for så vel hetero- som homoseksuelle par, er folkekirken forpligtet til efterfølgende at udarbejde ritualer, der gør dette muligt…"

Denne fælles erklæring fra kirkens højeste embeder er i sig selv så opsigtsvækkende, at den aldrig bør stå uimodsagt og absolut behøver en nærmere forklaring! Den fastslår jo tydeligt, at statens politiske styre er kirkens øverste og helt suveræne myndighed, og at kirken i alle forhold må gøre som kejseren befaler.

Følgen må da være denne: ’Har folketinget lovgivet således… så er kirken forpligtet til at gøre derefter’. Har det politiske styre udstedt en forordning, så er Kristi menighed bundet i praksis. Ingen anden myndighed – det være sig Gud, Kristus eller noget ord fra Den hellige Skrift – kan hæve sig over den suveræne stilling, som den politiske magt, (ifølge bispernes fællesudtalelse) indtager. Hvis landets lovgivende forsamling bestemmer, at ’ægteskabet er for såvel hetero- som homoseksuelle par’, så må både Bibel og salmebog lægges til side. Da må alle andre røster tie. Bisper og præster, kordegne og provster, menighedsråd og ethvert kirkeligt styre må da bøje sig i støvet. Ved den verdslige herskers ord står da alt ved magt – og uanset, hvad den enkelte kristne kan mene og tro, må de nødvendige ritualer udarbejdes, så at kirkelige vielser af homofile herefter kan finde sted under de rette liturgiske og ceremonielle betingelser. Hvis staten befaler, at kirken skal velsigne, skal den velsigne, og hvis de offentlige myndigheder forlanger, at kirken skal ’sammenføje’ mænd med mænd og kvinder med kvinder’, skal en sådan sammenføjning - understøttet med Bibelens ord – finde sted. "Har folketinget lovgivet således, så er folkekirken forpligtet…"

I Dansk Teologisk Tidsskrift (årg.61) skriver Jens Holger Schjørring om Lutherdommen efter 1945 (1998b.side 49), at den lutherske kirke – i særdeleshed i Tyskland – stod som særlig belastet efter 2. verdenskrig. Ikke mindst fordi de tyske teologiske fakulteter lige siden reformationen havde indtaget en international førerposition. Nu forekom det så meget mere pinligt, at de havde udvist ukritisk loyalitet over for nazismen. Fremtrædende intellektuelle som Karl Barth og Thomas Mann gjorde det klart, at der var en forskel mellem religiøs ydmyghed og politisk underdanighed. Jens Holger Schjørring formulerer sig således: "Endnu mere tungtvejende var dog anklagerne mod de tyske lutheranere for at være bestemt af en konservativ politisk etik, en socialetik, der bl.a. havde ytret sig i kritikløs følgagtighed og underkastelse under den til enhver tid siddende øvrighed, et adfærdsmønster, der i Hitler-tiden havde udviklet sig til såvel nationalchauvinisme, totalitær grundholdning som også antisemitisme (Schørring, 1998.a.side97).

Biskoppernes homo-udtalelse efter Nyborg-mødet tegner et billede af en lignende medløben og sleben underkastelse, og det står nu tilbage at få at vide, om biskopperne med deres udtalt totale overgivelse til den civile myndighed følger en bestemt opfattelse af den retslære, som Luther grundlagde. Altså om der ligger en teologisk idé bag den i manges øjne formastelige forpligtelseserklæring. Hvis dette nemlig er tilfældet, er det af højeste vigtighed, at dørene på stedet bliver åbnet til homo-udvalgets hemmelige møder. Da må både kirke og folk vide, om der i det skjulte løbende arbejdes frem mod en rapport, der bæres frem af den samme medløber-teologi. Hvis det nemlig skulle forekomme, må den store, uvidende masse af folkekirkemedlemmer i tide informeres, så at kirken ikke løbes over ende af nogle få misledte personer.

*

Hvad er mulighederne for, at bispeerklæringen om ’forpligtelsen overfor den lovgivende forsamling’, hviler på et misvisende teologisk grundlag, der – som det var tilfældet med den lutherske kirke i Hitlertidens Tyskland – kan føre til et tragisk adfærdsmønster, der (stik imod Bibelens lære) kan udvikle sig til en antikristelig ’følgagtighed’?

Disse muligheder er (som jeg opfatter det) ifølge cand.jur. og ph.d. i retsfilosofi (lektor i velfærdsret på Roskilde Universitetscenter) Peter Højlund, til stede. I et essay med titlen ’Luthers retslære og moderne retspositisme’ begrunder han, at en sådan kirkelig medløben atter kunne forekomme. Han tager sit udgangspunkt i en kort beskrivelse af Luthers to-regimentelære. Den lyder således: "I verdslige sager skal loven og kejseren herske. Menneskets forhold til Gud unddrager sig derimod alle verdslige påbud. Her gælder evangelium og nåde." Den ret, som regulerer de verdslige sager, er hård og ubarmhjertig, men i det andet regimente er rettesnoren tilgivelse… (Liedman, 2000, side 421).

*

Luther udviklede aldrig en egentlig retslære. Derfor kan der forekomme forskellige opfattelser af hans intentioner. Imidlertid skrev han nogle artikler, der viser, hvad han mener om kirkens stilling til den verdslige myndighed. Han udviklede denne lære i 1523, og et par år efter stod den halve verden i flammer. I 1525 kulminerede det store bondeoprør, og Luther fik nu anledning til at prøve sine standpunkter i praksis.

I skriftet ’lydighed mod den verdslige øvrighed’ fra 1523 havde han skabt grundlaget for en ny retslære – og det er den, vi bør kigge nærmere på i forbindelse med de danske biskoppers kryben for kejseren. "Der er," skriver Peter Højlund, "tale om Luthers ny grundlæggelse af forholdet mellem kirke og stat, som afgørende bryder med tidligere opfattelser af lov og ret. (I min læsning om disse forhold støtter jeg mig til Torben Christensens fortolkning til Luthers artikler i Luthers skrifter i udvalg, Bind IV, 1980).

*

Bønderne i store dele af Centraleuropa havde gennem nogle år været utilfredse med deres kår. Utilfredsheden var i begyndelsen fredelig, men tog til i styrke. Luther havde sympati for bøndernes krav og var en stærk kritiker af magtmisbrug og undertrykkelse af de fattige. Om fyrsterne og herremændene skriver Luther:

"Tilmed består jeres verdslige styre kun i at flå og beskatte folk, for at I kan føre et levned i pragt og hovmod, indtil den jævne mand ikke kan holde det ud mere… det er ikke bønderne, der rejser sig imod jer for at straffe jeres terror – det er Gud selv, der rejser sig imod jer for at straffe jeres terror" (Christensen 1980, side 229f).

Imidlertid anviser Luther senere sanktioner mod bønderne, som gjorde modstand… og vi ser da en central ændring i forhold til tidligere retslære (Augustin og Thomas Aquinas). Højlund skriver: "Den modstandsret, der var fremtrædende i middelalderen, hvorefter befolkningen kunne afsætte en hersker… ophører med Luthers retslære…" (Samfundsvidenskab, side 200).

Luther giver nu fyrsterne og herskerne følgende råd: "De halsstarrige, forstokkede og forblindede bønder, er der ingen, der skal forbarme sig over, men hug, stød, dræb, slå løs, hvem der kan, som var det gale hunde… den, der ikke vil lystre Guds ord med det gode, må lystre bøddelen med det onde."

Bøndernes ugerning bestod i, at de gjorde oprør. De gjorde modstand. De bøjede sig ikke under den verdslige myndigheds urimelige og onde krav. Luthers pointe er, at reformation og revolution intet har med hinanden at gøre…

Højlund skriver: "Den lutherske retslære indeholder kimen til denne lydighedens retslære, der ganske passiverer individer og fællesskabet i forhold til åbenlyse uretfærdigheder."

Kaster disse stærke ord et nyt lys over de danske biskoppers lydige holdning til den verdslige magt og deres total passive indstilling over for kejserens indtrængen i kirken?