PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-07-02
0342

 

TÆNKER KIRKEMINISTEREN EVANGELISK?
(Homovielser nr.10)

Under den medie-forkælede storfestival for homoseksuelle i København i sommeren 2009 blev en besynderlig lære drejet på plads i folks bevidsthed. I tiden herefter synes denne ’læresætning’ at være blevet hamret fast – og det så eftertrykkeligt, at den nu kan indgå i homo-udvalgets overvejelser, som da – hvis alt går efter planerne – kan bane vej for, at homoseksuelle og lesbiske par ifølge et bestemt ritual kan modtage kirkens ægteskabs-velsignelse over deres parforhold.

Den sætning, jeg tænker på – og som i de hede sommerdage med de mange bøsse-arrangementer i København – dukkede op som en påmindelse på min hjemmesides gæstebog – lyder sådan: "Gud hader synden, men Han elsker synderen!"

Sætningen er så sand og så evangelisk, som den er sagt – blot må den aldrig forstås på den måde, at Gud elsker synderen så meget, at Han lader ham få lov at beholde synden. Altså fortolket sådan, at Gud tager imod en synder – og derefter ser gennem fingre med den livsførelse, som det pågældende menneske har levet i… ja, at Guds kærlighed til synderen er så overbærende, at Han ikke blot slår en streg over samtlige overtrædelser, som har fundet sted, men Han rækker sin hånd ud og velsigner synderens syndige liv og sørger for, at alt får lov at blive ved det gamle. Tyven kan blive ved med at stjæle, løgneren kan fortsætte med at lyve, horkarlen behøver ikke at ændre sin livsstil, mafiabossen skal ikke lukke sin beskidte forretning, voldsmanden kan blive ved at terrorisere sine omgivelser… og de homofile par bliver inviteret indenfor i kirken, og bliver højtideligt smedet sammen med synden i deres liv, så at alle dermed kan forstå, at ’Gud elsker synderen’. Hans had til synden tales der ikke mere om… og i så tilfælde tænkes der ikke længere evangelisk!

I Ny Testamente findes tre kapitler, der især beskæftiger sig med denne sag. De er i sig selv ret talende. Det er ikke en sag, som Bibelen hyller i tavshed. Nej, apostelen tager i Romerbrevet fat på emnet – og det så gennemgribende og detaljeret, at ingen bør være uvidende om Skriftens holdning til dette spørgsmål. Ja, man kunne foreslå, at alle samlinger i det kirkelige homo-udvalg skulle begynde med højtlæsning fra afsnit i disse tre kapitler. Hvis det skete, er udvalgets afsluttende rapport givet på forhånd. Den vil sige: "Homovielser i kirken kan ikke finde sted! Gud har en endnu ypperligere vej. Han vil ved sin Ånd hjælpe synderen, så at han bliver fri for sin synd – thi Gud elsker synderen, men Han hader synden…"

De tre kapitler, jeg taler om, er Romerbrevets sjette, syvende og ottende kapitel. Disse tre kapitler gør én gang for alle op med den falske lære, at kirken kan befordre samlivsbetingelser, der tydeligt og ubestrideligt ifølge Den Hellige Skrift er betegnet som synd.

Efter at apostelen i Romerbrevets indledning har beskrevet det homofile samfund som et Sodoma-system, der er ’prisgivet af Gud til vanærende lidenskaber’ (1:26)… og detaljeret har udpenslet, hvorledes ’deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige’ og ’mændene ombyttede den naturlige omgang med kvinden og optændes af deres begær efter hinanden (så at mænd levede skamløst med mænd’) – så fører han brevets læsere frem til den store og altafgørende åbenbarelse. Han viser dem hemmeligheden om ’Guds retfærdighed åbenbaret uden lov… ‘ (3:21). Det er den retfærdighed, som blev forkyndt med en særlig kraft for 500 år siden, hvor reformationens store gennembruds-skikkelser forklarede de troende, at det, som Jesus har gjort på Golgata er nok! Her åbenbares nemlig ’Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror; der er ingen forskel, for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af Hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus’ (Rom.3:22-24). Dette er evangeliet.

Reformationens kamp mod pavekirken, som (bl.a. ved sin korrupte afladshandel) stred mod dette guddommelige lys, er endnu ikke ophørt. Rom er atter ved at være oppe på mærkerne for gennem Det nye Europæiske Fællesskab igen at bringe den reformerte del af kristenheden ind under Vatikanets skygge. Af samme grund bør de troende i Danmark prise sig lykkelige over, at den protestantiske bekendelse er berammet i Danmarks grundlov og i kongens person – og ingen skal overilet søge at omstyrte denne lovbefæstede fastholden af den reformerte tro. Glubske ulve lurer i nationernes mørke afkroge. De er langsomt ved atter at omringe det lille land mod nord, som stadig står ved sin protestantiske bekendelse… og den dag, de kan få fjernet det lovværn, som beskytter denne bekendelse, vil de i samlet flok angribe for at jage de sidste rester af reformationens sande børn på flugt.

Det er på denne baggrund, at opmærksomheden bør være vendt mod de tre kapitler i Romerbrevet, som de homofile kræfter i samfund og kirke nu arbejder på at få revet ud af Den Hellige Skrift. Medens Islam og Den Katolske Kirke ud fra hver deres trosopfattelse søger at omstyrte de grundlovssøjler, som er bygget på det danske, protestantiske livssyn – så er det omgivende internationale homofile samfund på vej til at gøre det samme; homo-strategien søger imidlertid at undergrave kirkens bekendelse indefra. Det sker ved at søge at neutralisere de tre Romerbrevskapitler, som hævder, at Gud elsker synderen så højt, at Han vil have ham adskilt fra den synd, som Gud hader…

En fornyet gennemgang af de tre Romerbrevskapitler, der lægger grunden til, at en absolut adskillelse (mellem ’det gamle menneskes’ kødelige natur og ’det nye menneske’, som har modtaget ’retfærdighedens overvældende nåde og gave’ ved Jesus Kristus (5:17) må finde sted. Det ville kaste lys over homo-udvalgets arbejde. Det er jo dem, der skal klargøre for kirkeministeren, om en sådan adskillelse bør forekomme også i de homofile pars liv, hvis de oprigtigt søger Guds velsignelse. Eftersom ingen udenfor udvalget i skrivende stund er klar over, hvad der sker bag de lukkede døre (- og ingen derfor er vidende om, hvorvidt sådanne bibelske betragtninger overhovedet finder nogen plads i udvalgets ’løbende interne drøftelser’) – så er det et skud i blinde! Er nogen i dette udvalg interesseret i at vide, hvad apostlene lærer om syndens fjernelse fra de troendes liv? Det er jo et spørgsmål, som er nøje knyttet til det foreliggende emne: Kan homovielser finde sted i kirken? Kan præsten velsigne det homofile par og dermed sige: I kan fortsætte at leve i dette samliv? Er dette sandt evangelisk?

Paulus svarer i den første linje, som er indledningen til de tre kapitler, hvor han omtaler denne sag – og hans forklaring (som jeg tidligere har nævnt) er ikke til at tage fejl af. Han skriver: "Hvad følger nu heraf" (altså af den alt overvældende retfærdighedsgave, som helt ufortjent bliver givet de mennesker, som tror)? Han fortsætter: "Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Spørgsmålet er overraskende identisk med det emne, som homo-forskerne på en eller anden måde bliver nødt til at behandle i sagen om kirkelige homovielser.

Kan der udtales en velsignelse over et parforhold, der tydeligt erklæres for syndigt? Hvis nemlig præsten ved et givet ritual tilsiger de to homoseksuelle mænd eller to lesbiske kvinder kirkens velsignelse – ja, ’føjer dem sammen som i et ægteskab’, så erklærer han dermed, at ’de kan forblive i synden’. Dette vil han forsvare med, at ’Guds nåde er stor nok til også at kunne dække over dette forhold. Han vil sige: "Ja, de kan forblive i synden, for at nåden kan blive så meget større!" Hertil svarer apostelen: "Aldeles ikke!" (v.2)

…og netop dette svar bør placeres på homo-udvalgets bord. Hvis nemlig en af udvalgets medlemmer har fået den fejlagtige forståelse, at Gud ikke tager det så højtideligt med det homofile parforholds synd, og at det sagtens kan lade sig gøre at vie homoseksuelle og lesbiske par i kirken, så får vedkommende her apostelens advarende erklæring: "Aldeles ikke!" Dette er ’at tænke evangelisk’…

*

Så vidt det kan ses, er det kirkeministerens ønske at nå frem til en eller anden realistisk og praktisk løsning på den sag, at der fra forskellig side nu foreligger fordringer om at indføre homovielser i kirken. Hun ved, at det er et vanskelig emne og har utvivlsomt hjerte for især at respektere holdninger, der har at gøre med samvittigheden – ja, hun vil sandsynligvis søge efter faste holdepunkter, som allerede er indlejret i det danske, liberale, demokratiske samfund, men som kan komme mindretallet til gode. Kirkeministeren vil – tror jeg – søge at skitsere nogle ønskelige, men fornuftige betingelser, under hvilke også de borgere (ikke kun præsterne), som er medlemmer af folkekirken, og som samvittighedsmæssigt føler sig forbundet med det reformatoriske grundsyn, der ligger bag betegnelsen: ’Evangelisk-luthersk’, kan realisere deres fundamentale interesser. Jeg tror, at kirkeministeren tænker etisk. Spørgsmålet er, om hun også tænker evangelisk?

*

Hvad vil det sige ’at tænke etisk’ i denne sag om den homofile fordring på at få kirkens velsignelse til indgåelse af ægteskaber af partnere af samme køn)?

Det vil for det første sige, at der fra politisk hold bør være en stræben efter at give alle borgere ’et bedre liv’. Altså velfærdssamfundets mål! Men den etiske tænken må samtidig indeholde et sandhedsbegreb. ’Det gode liv’ bør være funderet i en opfattelse af, hvad der er sandt. Hvis dette ikke er tilfældet, vil ’det gode liv’ blive omstyrtet og kan ende med at blive et helvede på jorden. Ja, hele samfundets basisstruktur – alle dets basale politiske, økonomiske, sociale og religiøse institutioner bør indrettes efter nogle sandheds- og retfærdighedsprincipper, der ikke kun sigter på frihed og lighed men på den værdi, der har at gøre med det sandhedselskende.

Dette er principper – tror jeg – som kirkeministeren vil stræbe efter at fastholde i denne sag.

Men hvad vil det sige at tænke evangelisk? For at svare på dette, må jeg først forklare, hvad det vil sige at tænke fornuftigt…

*

I kirken kan mennesker nå frem til en sandhedserkendelse gennem troen. Ingen kan imidlertid forlange af kongen, at han personligt skal tro på kirkens lære (og det på trods af, at han obligatorisk og med sin person ifølge Grundloven må stå inde for dens bekendelse!)

Hvad man altså ikke kan forlange af kongen, kan man heller ikke forlange af hans ministre, af hvilken grund der både for konge og regering må anvises en anden vej.

Når troen ikke længere er den farbare vej i spørgsmål, som vedrører ’stat og kirke’, så er der kun fornuften tilbage. Denne vej er imidlertid også tilgængelig, hvis fornuften virkelig er fornuftig. Hvis dette ikke er tilfældet, da kan den såkaldte ’fornuft’ føre til en katastrofe…

Nu hævder Bibelen, at den vej, der fører til etableringen af et homofilt samfund, er brolagt med de mest ufornuftige og tåbelige overvejelser og beslutninger. "De hævdede at være vis men blev dårer" (Rom.1:22)… og det er ikke usandsynligt, at denne forudsigelse ender med at blive en rammende karakteristik for kirkeministerens homo-udvalg. Men det behøver ikke at betyde, at kirkeministeren trælbundet følger i udvalgets fodspor. Den mulighed foreligger, at hun er mere fornuftig end det udvalg, som hun selv har nedsat. Ja, det er muligt, at hun ikke blot tænker etisk og fornuftigt – men også med en evangelisk betonet tro i sit hjerte.

*

Den fornuftsvej, som Ny Testamente anbefaler, og som i Romerbrevet anbefales dem, der driver i retning af homo-samfundet og homo-kirken, lyder sådan: "Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem" (1:19).

Der er mange ting, som man ikke kan vide om Gud. Der eksisterer f.eks. en ’hemmelig frelsesplan, som fra evighed af har ligget skjult hos Gud (Ef.3:9) – og den kan kun erfares ved åbenbarelse (v.3).

Men der findes andre ting, som ’ligger åbent’ for alle mennesker, og som kan fattes blot ved at bruge den almindelige menneskefornuft: "For Hans usynlige væsen og Hans guddommelighed har kunnet ses, siden verdens skabelse og kendes på Hans gerninger (Rom.1:20).

At benægte Skaberens eksistens er imod al fornuft – og de, der på trods af skaberværkets storhed og påtrængende vidnesbyrd fortsat fornægter Skaberens ’evige kraft, usynlige væsen og guddommelighed’ er – ifølge apostlenes lære – uden undskyldning!

Men nu til sidst: Hvad vil det sige at tænke evangelisk? Lad mig svare med følgende:

For at få et indblik i hvilke høje overvejelser, der boede i Grundlovens fædre, er det værd at lytte til den mand, der i en ulykkelig time skrev om sig selv: "Så længe Grundloven erindres, vil også mit navn mindes."

Han taler i sine skrifter om ’det, som har fået forjættelse om at trænge ind i og påvirke masserne’. Han beskriver ’grundkræfter, der bestemmer verdens fremtid’… samt ’den, hvem folkets åndelige udvikling er betroet’. Han skriver om ’de mægtige kræfter… de grundliggende lærdomme… hvorom intet ord lyder på de indviede steder, og dog forplanter de sig stille og fremadskridende i menigheden, og bryder på én gang frem, når man troede, at endog mindet om dem var udslettet… ‘

Ved at iagttage vor grundlovs skaber, den gådefulde D.G. Monrad – en af de største ånder og ejendommeligste skikkelse i Danmarks nyere historie – fatter man, hvad det i dette forhold vil sige at tænke evangelisk. "Der er nemlig her tale om udviklingen af folkets åndelige væsen," skriver han i et af sine ’flyvende politiske blade’ (nr.3). Han fortsætter: "Hvilken umådelig tænkekraft udfordres der ej til for at kunne vejlede et folks tanke." Monrad slutter: "For at kunne gøre det, må man være vel bevandret i Åndens Rige."

Og dette sidste er hemmeligheden ved at ’tænke evangelisk’… og netop denne egenskab fordres især af en kirkeminister: ’At være vel bevandret i Åndens Rige’.