PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-07-09
0343

 

DØDSDØMT PARFORHOLD
(Homovielser nr.11)

Ved en Homoparade i Stockholm for nogle år siden marcherede 30 folkekirkepræster under et stort banner, hvor der stod skrevet: "Gud er kærlighed!"

Hvad der mentes med dette slogan, kan være svært at forstå. Måske betød det i denne sammenhæng, at de homofile par ’elsker hinanden’, og eftersom ’Gud er kærlighed’, kan Han kun nikke anerkendende til, at homoseksuelle og lesbiske par bliver viet i kirken. Ja, det kan forventes, at endog det vielsesritual, som for tiden udformes (for at homovielser kan finde sted under ordentlige gudstjenestelige former) vil indeholde dette bibelord: "Gud er kærlighed" (1.Johs.4:8).

Imidlertid er det ikke den slags kærlighed, ’hvor mænd optændes af begær efter hinanden’ (Rom.1:27) at Bibelen taler om, og et sådant bibelord: ’Gud er kærlighed’ kan derfor aldrig nedfældes på f.eks. ’vielsespapirerne’ for lesbiske par.

Paulus skriver: "Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?" (Rom.6:2)

De 30 svenske folkekirkepræster under homo-kærlighedsbanneret vil imidlertid være i stand til at kunne rekruttere en anseelig flok af danske præster, provster og biskopper til at slå følge med dem. Apostlens tale om ’at være død fra synden’ er for dem en læreform, de ikke længere anser for gældende. Hvad angår homovielser i kirken regner de homoseksualitet for at være en livsstil, som de såkaldt ’registrerede par’ ikke behøver at fralægge sig. Det er i hvert fald ikke (mener de) et syndigt foretagende, over hvilket der skal nedkaldes både død og grav. Apostelens spørgsmål i Romerbrevets det sjette, er total fremmed tale for dem.

Hvad spørger han da om?

Apostelen stiller spørgsmålet: "Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til Hans død." Han fortsætter: "Vi blev altså begravet sammen med Ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv…" (v.3-4).

*

Alverdens sorte kuglepenne vil ikke kunne overstrege ordene: ’Leve et nyt liv’ – og dette er netop evangeliets gode budskab. Ikke at Jesus er blevet korsfæstet og oprejst fra de døde, for at syndere fortsat skal slæbe rundt på deres gamle tilværelse – nej (fortsætter Paulus): "Er vi vokset sammen med Ham ved en død, der ligner Hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner Hans" (v.5).

Kirken er ikke kaldet til at velsigne det gamle syndeliv og slet ikke til at forkynde, at vi ved en slags ægteskabsindstiftelse skal ’vokse sammen med’ (og blive ét kød med) et dødsdømt parforhold – nej, vi er som troende blevet til ét med hans død (der defineres som en død (bort) fra synden…v.2).

Den modstand, der fra de homofiles side rejser sig mod Skriftens lære på dette punkt, anvender ofte det argument: "Vi er født sådan, og vi kan ikke blive anderledes!"

Det er ikke sandt!

Ny Testamente ville aldrig anvende disse ord: "… for at vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv…" (6:4) hvis denne forløserkraft ikke var virksom, og hvis et sådant ’nyt liv’ ikke fandtes.

Imidlertid er det åbenbart, at hvis synderen ikke ’vokser sammen med Kristus ved en død, der ligner Hans" (v.5) – så vil vedkommende heller ikke komme til at opleve ’Faderens herlighed’ og sådanne opstandelseskræfter, at ’Gud gør en ende på dødens veer’ og det med en sådan kraft, at ingen vil kunne ’fastholdes’ (Ap.G.2:25) af det gamle syndeliv…

*

En forkyndelse af den art er de fleste steder forstummet under kirkens gamle hvælvinger. Den radikale afstandstagen fra synd og den totale adskillelse fra den gamle syndetilværelse eksisterer stort set ikke mere. I stedet nedsættes kirkelige udvalg, der skal prøve at holde liv i det, som er dømt til for altid at blive lagt i graven. En vildfarelse af dimensioner, som vi ikke tidligere har kendt, introduceres nu af en del af landets biskopper. Profeten Esajas ord går dermed i opfyldelse: "Dette folks vejledere fører vild, og de, som bliver vejledt, bliver ført vild." Profeten fortsætter med at forudsige de ulykkelige konsekvenser af vildfarelsen. Han konkluderer: "Derfor glædede Herren sig ikke over de unge mænd, og Han forbarmede sig ikke over dets faderløse og enker, for alle var gudløse forbrydere, hver mund taler nedrighed (9:15).

Det er altså ikke kun de vildledende biskopper, der vækker Guds vrede – nej, ofrene, de vildførte (menighederne og endog de uvidende homofile par) vækker Herrens mishag.

*

Der var homoseksuelle i den første menighed. De blev af de troende modtaget med samme kærlighed og omsorg som andre syndere. Imidlertid gjaldt for dem som for alle andre, der blev en del af menighedsfællesskabet, at de måtte omvende sig fra synd og ved Guds hjælp begynde et nyt liv.

Paulus henvendte sig bl.a. direkte til de homoseksuelle med ordene: "Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds Rige. Far ikke vild. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds Rige.

Apostelen fortsætter: "Sådan var nogle af jer engang…" (1.Kor.6:9-11). Det vil sige, at med henblik på homoseksuelle (’mænd, der ligger i med mænd’) erklærer apostelen: "Sådan var nogle af jer engang!" Han tilføjer: "Men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi Navn og ved Guds Ånd" (v.11).

De biskopper, der vil foretage vielse af homofile par i kirken, godtager dermed ikke apostelens erklæring: "Sådan var nogle af jer engang!" De afviser, at der er noget, der skal ændres hos de homofile (sådan som det er tilfældet med alle andre syndere). De accepterer ikke, at der var et ’før’ og et ’efter’. Med det vielsesritual, som de vil indføre for homovielser i kirken, slår biskopperne fast, at der intet er i det homoseksuelle parforhold, der ’skal vaskes rent’… og dermed hindrer de disse undertiden oprigtigt søgende mennesker i at komme ind i det liv, hvor de ’bliver helliget’ – ja, ’retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi Navn og ved Guds Ånd’ (v.11).

De biskopper, som vil påstå, at kirken ikke skal møde de homofile par med Guds lovs strenghed men med evangeliets kærlighed, har ikke forstået sammenhængen mellem loven og nåden.

"Vi ved," erklærer apostelen Paulus i sit første brev til Timotheus (hvor han bl.a. omtaler den homoseksuelle synd) – "at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges (1:8). Det vil sige, at apostelen ikke gør sig til talsmand for, at Guds lov (ej heller dens tydelige forbud mod homoseksualitet) kan gemmes bort i Skriften som total uanvendelig i Guds Kirke. "Nej," siger Paulus, "vi er helt klar over, at loven skal bruges. Den skal blot anvendes på den rette måde (’loven er god, hvis man bruger den som lov skal bruges’).

Apostelen fortsætter med at betone, hvad der ligger i dette (at bruge loven på den rette måde). "Man bør vide," skriver han, "at en lov ikke er bestemt for retskafne men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far og mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd, der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet" (1.Tim.9-11).

Dette korte afsnit i Ny Testamente afviser én gang for alle de biskopper, der vil synge med i de homofiles kirkekor, der ustandselig gentager samme slogan: "Homoseksualitet er ikke synd!"

Et markant eksempel på den EU-holdning, der ligger bag netop denne bekendelse, fik den halve verden at se, da Europaparlamentet skulle godkende kommissionen i efteråret 2004. Den italienske kandidat, Rocco Buttoglioni, kom i vanskeligheder, da han som kommende kommissær for retspolitik og menneskerettigheder svarede ærligt på spørgsmålet om sin holdning til homoseksualitet.

"Som privatperson," understregede han, "finder jeg, at homoseksualitet er synd." Han skyndte sig at tilføje: "Men det vil ikke påvirke mit arbejde som kommissær." Det sidste vidste han, at han skulle erklære med det samme, idet han med alt, hvad han er og tror og virker er underlagt EU’s lovgivning om homoseksualitet. Han er bundet til traktatens bestemmelser om antidiskrimination og vil ikke kunne tillade sig at have denne personlige overbevisning, der støtter sig til Ny Testamentes syn på denne sag.

Rocco Buttoglioni kom meget dårligt fra sine oprigtige og ærlige forklaringer. Hvis bare han ikke havde citeret denne ene sætning fra Ny Testamente, så kunne han måske have sluppet igennem nåleøjet – men med den opfattelse, han som privatperson gjorde sig skyldig i (at homoseksualitet er synd) var hans skæbne beseglet.

Resultatet var skræmmende. Ikke blot han selv men hele kommissionen stod med denne ene mands personlige opfattelse af Bibelens troværdighed i fare for ikke at kunne få tilstrækkelig opbakning. Han blev derfor nødt til at trække sig som kandidat. Italien måtte i hast stille med en ny kandidat, som blev indskærpet, at han under ingen omstændigheder noget sted eller ved nogen given anledning måtte lade disse ord komme over sine læber: "Homoseksualitet er en synd."

I den ovenfor anførte nytestamentlige liste over ’de genstridige, gudløse og syndige’ omtales endvidere: "Folk, der slår deres far eller mor ihjel, drabsmænd, utugtige og mænd, der ligger i med mænd" (1.Tim.1:9).

Hvis biskopperne vil have fjernt de homoseksuelle fra dette register, så skal mordere og al form for utugt samt den grove skyld at have sine egne forældres blod på hænderne også slettes.

"Det er ikke evangeliet," vil biskopperne indvende.

"Ikke det?" – Paulus erklærer i denne sammenhæng, at hvad han her skriver om bl.a. de homoseksuelle, er i overensstemmelse med ’den sunde lære, det evangelium… som jeg har fået betroet" (v.11). Spørgsmålet er derfor: Hvad er det for et evangelium, vore biskopper har fået betroet? Eller rettere: Af hvem har de fået deres evangelium betroet? Hører det med homovielser i kirken virkelig med til ’den sunde lære’? Hvis homoseksualitet er synd, så er vielsen af homofile en ægteskabsstiftelse af et dødsdømt parforhold!