PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-07-16
0344

 

GABESTOKKEN
(Homovielser nr.12)
 

I forbindelse med en hvilken som helst kampagne til fordel for den homofile livsstil vil der rutinemæssigt og sideløbende blive slået et slag mod de såkaldte ’hate crimes’. (Det vil sige forbrydelser og overfald, som bl.a. homoseksuelle udsættes for på grund af en oppisket stemning imod dem). I begyndelsen vil der tilsyneladende kun blive slået hårdt ned på enhver form for fysisk vold, som i storbyens natteliv udøves mod homoseksuelle og lesbiske. (Problemet er i sig selv akut og overvældende; ikke mindre end 179 sådanne overgreb har fundet sted i Danmark indenfor ét år. Ligeved halvdelen af disse er registreret i hovedstandens underholdningsbælte – citykernen!)

Enhver borger må derfor hilse det velkomment, at der fra politisk side gøres en indsats for at standse nattens vold og mishandlinger i homoseksuelle miljøer – og det er på sin plads, at der (når det som meddelt konstateres, at overfaldsmændene ofte har anden baggrund end dansk) gribes ind overfor bagmænd og indflydelser, som ud fra politisk-ideologiske eller religiøse motiver opfordrer til vold af enhver art.

Men desværre bliver det ikke ved dette. I forbindelsen med homovielser i kirken vil medierne begynde at stille skarpt på de præster, der underviser landets troende ud fra de steder i Bibelen, der beskriver homoseksualitet som synd. Belæring af den art vil til syvende og sidst blive stemplet som ’hate crimes’. "Det er nemlig ikke blot den ydre vold, som ’had-forbrydelserne’ omfatter. Det er i lige så høj grad den indflydelse (vil det homofile samfund hævde) der fører til sådanne had-begrundede overfald.

*

Set i dette rampelys, kan det få konsekvenser for de præster, som af samvittighedsgrunde ikke kan efterfølge den biskoppelige fordring vedrørende homovielser i kirken. Ved 14. april bispemødet i Nyborg synes deltagerne at have taget højde for dette spørgsmål. Det er imidlertid næppe tilfældet, at bispernes forslag om at ’sikre de præster, som af samvittighedsgrunde, ikke kan medvirke i en sådan kirkelig handling, har været ment så vidtrækkende’. Det eneste, som biskopperne har haft i tanke, er, at modstandere skal have ’frihed til at sige nej’. Gabestokken kan der ikke tages højde for, og ved allerede at have sendt og praktiseret det ceremonielle grundlag for, at homo-velsignelser kan finde sted, har enkelte biskopper været med til at berede både medie- og folkelig baggrund for, at gabestokken kan komme i brug. Ja, jorden er blevet beredt for, at en storstilet ’homo-skueproces’ kan iværksættes. Altså ikke sådan at forstå, at det er de homoseksuelle, der ’hænges ud’ (hvilket i sig selv er en foragtelig fremfærd) – nej, nu er det de præster og forkyndere, som modsætter sig bispeforslaget om homovielser i kirken, der vil blive udsat for de såkaldte ’hate crimes’. I samme øjeblik en kirkelig ceremoni blåstempler det registrerede parforhold som ’ikke-syndigt’, vil en bølge af had, afsky og modvilje rejse sig mod de prædikanter, der ikke accepterer dette bispestempel. Ja, det kan gå så vidt, at man vil erklære disse gejstlige for syge og uegnede til at kunne fungere i deres embeder. "De lider af den alvorlige sygdom, der kaldes ’homofobi," vil man sige. "Den giver sig til kende i ’en ubegrundet angst og modvilje overfor folk, som har en anden ’seksuel orientering’ end deres egen. Fænomenet er kendt på EU-plan, hvor man allerede er ved at skabe et lovværn mod denne smitsomme pest…"

*

Spørgsmålet er altså ikke kun dette, at der efter 15. september-rapporten tilstedes en flok præster at sige nej til at medvirke ved homovielser i kirken. Nej, sagen drejer sig derefter om, hvad bisperne vil gøre med de præster, som ikke kun siger nej men som ud af samme bevæggrund fortsætter med at erklære homoseksualitet for synd.

Sagen vil heller ikke begrænse sig til folkekirken. Nej, den mediehetz, der kan forventes, vil rette sit skyts mod samtlige frikirkeforsamlinger og ikke-statsanerkendte fællesskaber, der taler samme sprog. Ja, ikke kun vil tv og aviser være på nakken af de elendige (der er af den ’paranoide opfattelse’, at de troendes forhold til de voksende forgreninger af det homofile velfærdssamfund, har udartet sig til en samvittighedssag). Det kan forventes, at en bitter vind, skarp som lud, vil gennemsyre det danske frikirkeliv. Et opgør med Sodoma-ånden nærmer sig.

Efter 15. september-rapporten vil der blive holdt øje med de genstridige! Det vil sige de præster, der stadig prædiker ud fra de ’forbudte kapitler’ i Ny Testamentes Romerbrev. Hvis de nemlig fortsat omtaler homoseksualitet som ’en vildfarelse’ eller beskriver det lesbiske parforhold som ’naturstridigt’ – kan de på et tidspunkt blive spærret inde for ’hate crimes’. (I Sverige er den første præst af denne grund og for en tid blevet sat bag lås og slå, og der har lydt røster om, at visse afsnit af Romerbrevet lovmæssigt bør forbydes som ’højtlæsning i det offentlige rum’).

*

Når jeg anvender udtrykket ’De forbudte kapitler’ i Romerbrevet, så mener jeg ikke, at det umiddelbart i Danmark kan komme til et direkte forbud. Det er nemlig ikke selve højtlæsningen fra Ny Testamente, der vil blive underlagt forbud eller censur. Nej, tekstens tolkning vil komme i søgelyset! Altså det, som præsten siger i sin prædiken! Det er her, at han skal passe på, hvad han forklarer eller giver udtryk for; der sidder nemlig folk på bagerste bænkerække og gør notater, og gabestokken er allerede rejst på torvet…

Hvis præsten f.eks. oplæser ordene: "Apostelen siger, at ’vort gamle menneske er blevet korsfæstet’ – så har han frihed til at forklare menigheden, hvilke synder og overtrædelser, der ligger skjult bag udtrykket ’vort gamle menneske’ – ja, han må nævne alt det onde, kødelige og syndige, som han kan komme i tanker om, når han beskriver ’det gamle menneske’. Han må fra Bibelen beskrive al den elendighed, alt det begær, al den utugt, mord og drab og had, som han kan finde frem i Den Hellige Skrifts omtale af ’det gamle menneske’. Blot én ting bør han ikke længere tilføje: aldrig, aldrig bør han omtale homoseksualitet som synd! Gør han det, vil det koste ham dyrt.

Ifølge biskoppernes nye lære, er det homofile parforhold ikke synd. Sodoma-sex er (efter bispernes katekismus) ikke en livsstil, mennesker skal omvende sig fra. Lesbiske kvinder kan fremover i al uskyld forenes til hinanden og samtidig modtage Guds velsignelse. De vil da også – efter at have indgået ægteskabspagten med hinanden (med præsten og menigheden som vidne) – kunne inddrages i det kristne fællesskab. For dem fordres ingen yderligere omvendelse! Deres forhold er uden skyld og kan med menighedens anerkendelse fortsætte – ja, det homofile parforhold tilhører ’det nye menneske i Kristus’, og ve den præst, der siger det modsatte! Arme den prædikant, der ikke vil anerkende, at ’mænd, der ligger i med mænd’ aldrig bør omtales som synd, når han prædiker om ’det gamle menneske’.

Alene det udtryk, som bisperne bruger, at nejsigernes samvittighed skal ’sikres’, lader ane, at der er ugler i mosen. Friheden er i fare.

Ifølge FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966 hedder det i artikel 18, at ’enhver har ret til at tænke frit’ (og det understreges i den forbindelse, at det især gælder samvittigheds- og religiøs frihed). I stk.3 hedder det videre: "Friheden til at give udtryk for en religion eller tro må kun underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, orden, sundhed eller sædelighed…

Konventionens ord om ’begrænsninger, som er foreskrevet ved lov’, bringer biskop Karsten Nissens advarsel med hensyn til Grundlovens paragraf 66 i søgelyset. Den lyder nemlig kort og godt således: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov" – og hvilke love, der nu vil blive vedtaget efter homo-udvalgets rapport, er indtil videre et ubeskrevet blad. Men det forbliver ikke sådan! Snart – meget snart – prentes de første linjer om folketingets beslutning vedrørende homovielser i kirken… og dermed kan friheden til at give udtryk for en religiøs overbevisning underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov…"

Det betydningsfulde ved FN-konventionen er ’retten til samvittighedsfrihed’. Her drejer det sig imidlertid ikke kun om en gruppe præster – men det drejer sig om EU-borgere indenfor mange trosretninger, som i tusindvis anfægtes i deres samvittighed på grund af nogle folkekirke-biskoppers fordringer.

Disse vil – tror jeg – rejse sig og bekende Ny Testamentes ord, som siger: "Hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre?" – eller: "Hvad har lys til fælles med mørke?" (2.Kor.6:14)… og de vil i stor stil lytte til apostelens formaning: "Drag bort fra dem og skil jer ud, siger Herren. Rør ikke ved noget urent!" (v.17)