PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-07-23
0345

 

SKAFOTTET
(Homovielser nr.13)

Medens homo-udvalget er samlet i Danmark for at drøfte vielse af homoseksuelle par i kirken, løber nyheder af lignende art ind fra den store verden. De vil sikkert være med til at farve den rapport, som skal afleveres i kirkeministeriet i midten af september 2010.

Ifølge tv-nyhederne d. 29.maj har Malawis præsident, Bingu Mutharika, sagt undskyld til et bøssepar, som han netop havde idømt 14 års fængsel for at have holdt landets første bryllup mellem to mennesker af samme køn.

Det vil sikkert gøre indtryk på homo-udvalget, at præsidentens undskyldning faldt efter en samtale med FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon.

Man vil dermed kunne forstå, at det er en sag, der overvåges fra højeste FN-plan, og at det er af overordentlig stor betydning, at udvalget når frem til det rette ’FN-resultat’. I Malawi var der ikke så meget at indvende eller tilføje. "Jeg har besluttet, at fra og med i dag er de to ægteviede homoseksuelle benådet – og de vil straks blive løsladt," erklærede Mutharika.

De danske tv-nyheder understreger, at FN’s generalsekretær Ban Ki-moon ’glæder sig meget over denne beslutning’. "Jeg værdsætter og roser denne meget modige beslutning om at benåde de to unge homoseksuelle mænd," udtaler FN’s generalsekretær, hvorefter han i sin videre erklæring vender sig til den øvrige verden. "Denne forældede straffelov bør reformeres, hvor den end findes," lyder opfordringen fra Ban Ki-moon.

’Den forældede straffelov’ blev sat i omdrejninger efter at de to mænd var blevet anholdt i december for at have holdt en symbolsk vielse. Malawis præsident havde oplevet, at fængslingen vakte ’stor harme’ i USA, flere europæiske lande samt i forskellige menneskerettighedsorganisationer. Homoseksualitet er ulovligt i Malawi og i et flertal af de andre afrikanske lande…

Hvordan stiller Danmark sig nu over for homovielser i kirken?

*

Et af de spørgsmål, som vil dukke op i forbindelser med reaktionerne på homo-rapporten i september er netop den sørgelige kendsgerning, at der f.eks. stadig eksekveres dødsstraf for homo-praksis i et anseeligt antal muslimske stater. Et mørkt vidnesbyrd om, at evangeliets lys endnu ikke er nået igennem til disse egne og endnu en grund til taknemlighed over, at Kristi evangelium har haft indflydelse på vore protestantiske nationers styre og retspraksis.

Ikke mindre end 85 af deltagerne ved den storstilede Homo-OL World Outgames i København (hvor Domkirken indtog en væsentlig position) kom fra lande, hvor retsforfølgelse af homofile bliver praktiseret. Dette gav den sideløbende ’hate-crime’-kampagnens arrangører i København anledning til bl.a. udfordrende at henvise til Ny Testamentes erklæring: "De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø" (Rom.1:32). – "Mener I, at der bør indføres dødsstraf for homoseksuelle?" spurgte de deltagerne i en kristen modaktion. "Jeres Bibel siger jo, at ’den slags mennesker fortjener at dø!"

Spørgsmålet vil blive gentaget i forbindelse med udvalgsrapporten om homovielser i kirken. På en måde er det relevant. Det kræver et kvalificeret svar. Jesus selv svarer.

*

Johannes Evangeliet fortæller, at mens Han en dag befandt sig på Tempelpladsen i Jerusalem, kom de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud. "Moses har påbudt os at stene den slags kvinde," insisterede de. "Hvad siger nu du?" (Johs.8:1-11).

Nærmere kan vi næppe komme den aktuelle situation, hvor dødsstraffen endnu flere steder i verden hænger over hovedet på homoseksuelle (og der vises bevægende billeder fra Iran, hvor nogle af de dømte allerede står med rebet om halsen)… og spørgsmålet lyder til de kristne: "Kan I forsvare dette? Der står jo i Jeres Bog, at den slags mennesker fortjener at dø" (Rom.1:32)?

Før Jesus får lov til at svare på farisæernes spørgsmål, tillader apostelen Johannes (som fortæller om denne tildragelse på Tempelpladsen) at komme med en kommentar. Han skriver: "Det sagde de for at sætte Ham på prøve, så de kunne anklage Ham" (v.6).

(Denne nytestamentlige kommentar giver mig anledning til at komme med et lignende modtræk. Hvad er motivet bag dette spørgsmål om dødsstraf for homoseksuelle? Stilles det i forventning om at få et oprigtigt svar – og er spørgerne indstillet på at rette sig efter dette svar? Eller er motivet det samme som på Jesu tid; "Det sagde de for at sætte Ham på prøve, så de kunne anklage Ham" (v.6))?

Med andre ord: Hvis jeg nu svarer: "Ja, Skriftens lov, at ’homofile fortjener dødsstraf’ og den er uforanderlig," – så vil homo-ideologerne naturligvis have det at anklage mig for! "Hør selv, hvor langt ude, han er!" vil de råbe. "Han vil have indført dødsstraf for homoseksuelle! Hør ikke mere på ham! Han har nu afsløret sig selv. Han fortjener selv at blive slæbt til skafottet!"

- Og hvis jeg svarer: "Bibelens lov er ikke mere gældende! Homofile fortjener ikke dødsstraf!" – så vil farisæerne gnide sig i hænderne: "Han siger, at det, der står i Ny Testamente ikke længere er gældende! Hør ikke mere på ham! Han fornægter nu Bibelen, som han kalder ’Guds Ord’. Han taler med to tunger…"

*

Derfor er det med henblik på hele denne sag (- og ikke mindst udvalgets drøftelser om homovielser i kirken) af største vigtighed, at dette rette svar til spørgsmålet om ’dødsstraf for homoseksuelle’ bliver givet. Af samme grund overdrager jeg til apostelen Johannes at fortsætte beretningen om, hvad der videre skete den dag, farisæerne kom slæbende med en kvinde og forlangte dødsstraf, fordi hun var grebet på fersk gerning i hor.

Johannes fortæller videre: "Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren Da de blev ved med at spørge Ham, rettede Han sig op og sagde til dem: "Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende…" (Johs.8:7).

Hans svar vil i dag være uændret. Han vil ikke søge at omstøde ordlyden og straffens udmåling (thi Han siger: "Jeg er ikke kommet for at nedbryde loven" (Matt.5:17)) men vil foranledige, at ’lovens strenghed’ ikke bliver eksekveret.

Om en homoseksuel i dagens Danmark på samme måde føres frem for Ham og det samme spørgsmål stilles, vil Han give det samme svar: "Den af jer, der er uden synd, kan føre den skyldige til skafottet. Den, som er fuldstændig ren, kan lægge rebet om hans hals."

… og Han vil da (som det fortælles i Ny Testamente) ’atter bøje sig ned og skrive på jorden’.

Hvad Han skrev ved ingen! Ordene føg bort i Tempelpladsens flyvesand. Derfor kan heller ingen med sikkerhed fortælle, hvilken virkning disse ukendte, nedskrevne ord havde på de folk, der stod omkring Ham. Af den grund taler apostelen heller ikke mere om dette nedskrevne ord – men tilføjer (meget præcist): "Da de hørte det, gik de væk."

Det vil sige, at det var det ord, Jesus i den pågældende situation talte (og som de omkringstående hørte) der fik den afgørende betydning… hvilket stemmer overens med apostelens vidnesbyrd, når han erklærer: "Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi Ord" (Rom.10:17).

Det, som Jesus den dag på Tempelpladsen gav tydeligt udtryk for, er den kendsgerning, som Paulus senere nedfældede med ordene: "Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud og ufortjent gøres de retfærdige af Hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus" (Rom.3:22-23).

Johannes fortæller: "Da de hørte det, gik de væk en efter en, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran Ham" (v.9).

"Gråt hår er en prægtig krone," siger Bibelen, "den findes på retfærdighedens vej" (Ordspr.16:31). Kanhænde, at det var det mere besindige og modne overlæg, som fik ’de ældste’ til først at forlade denne skueplads (en ikke uvæsentlig del af beretningen fra Tempelpladsen i Jerusalem). Spørgsmålet om syndens art og syndens straf er nemlig ikke uden betydning! Når Ny Testamente om både utugt og unaturlig utugt erklærer, at de implicerede ’ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø’ (Rom.1:32) – så angiver dette overtrædelsens alvorlige karakter. Det betoner samtidig, at den ’der lever sådan’ ikke er uden skyld, hvilket ud fra Ny Testamentes synspunkt slår en pæl igennem den efterhånden generelle opfattelse, at både hor og den homofile livsstil er en uskyldig og harmløs praksis, der aldrig i al evighed vil blive straffet – ja, straffens alvorlige art (som den her står angivet i Romerbrevet) vil være tilstrækkelig til at give de biskopper, som drister sig til at velsigne et sådant forhold, en fyreseddel på gråt papir!

Jesu svar til dem, der vil indføre dødsstraf eller fængselsstraf, pisk, stening, hængning og mishandling af mennesker, der er faldet i utugt eller unaturlig utugt, er altså disse ord: "Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten" (Johs.8:7).

Den eneste, der den dag på Tempelpladsen – og både før og sidenhen og i al evighed – er uden synd, var Ham, der talte. Og Han kaster ikke med sten!

(Dette er Evangeliets svar til de skånselsløse muslimer, som – til verdenssamfundets forfærdelse – vil stene unge kvinder, der er faldet i synd af den art og som vil henrette homofile mænd).

*

Det sidste billede, som Ny Testamente giver af Jesus og kvinden, der ifølge Mose Lov skulle have været dømt til døden, er disse to ensomme skikkelser på den store, religiøst omtumlede Tempelplads i Jerusalem. Det sted, som endnu i dag på grund af troskampe kan blive arnestedet for Den tredje Verdenskrig, (Lad derfor ingen i det af kirkeministeren nedsatte homo-udvalg eller senere i folketingssalen eller i medierne stå tilbage med den opfattelse, at den samtale på det sted den dag mellem synderinden og hendes Herre og Frelser er en ligegyldig hændelse).

Johannes fortæller: "Han blev alene tilbage med kvinden, som stod dér i midten (v.9).

Den dag kommer nemlig, hvor skaren er opløst, og alle de andre er gået hjem. Den ophedede debat er ophørt. Alle sekulære og religiøse spørgsmål er bragt til tavshed, og den enkelte står alene tilbage med Jesus. Nu er det kun Ham, der taler, og den anklagede, der svarer. Hvad vil Jesus sige, når Han endelig er kommet på tomandshånd med den arme synder, som det hele drejer sig om? Den dyrekøbte og ensomme sjæl, som de fleste i kampens hede ikke skænkede et blik eller en tanke. Den dødsdømte og ’hele verdens dommer’ (netop den betegnelse, som Abraham bruger, da han søger at holde Gud tilbage fra at ødelægge Sodoma… 1. Mose 19:25). Hvad er afslutningen for den enkelte?

Da rettede Jesus sig op. "Hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?"

"Nej, Herre, ingen!" Kvinden ikke blot svarer på spørgsmålet. Hun bøjer sig. Kalder Ham ’Herre’. Den dom, Han nu fælder, bliver den afgørende; hendes øjne hænger ved Hans læber. Hvad vil Jesus sige?

Apostelens nøje referat fra dette enestående øjeblik i Jerusalem er dybest set det eneste, som alle syndere alle steder bør tage til sig; de kan leve på det, og de kan dø på det!

Jesus siger: "Heller ikke Jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere" (Johs.8:11).

De samme frikendelsesord lyder i dag til enhver, som er faldet i en hvilken som helst synd. Det gælder synderinden på Tempelpladsen og al anden form for utugt eller unaturlig utugt. Det gælder enhver homoseksuel eller lesbisk synder, som af hjertet vender sig til Jesus med bekendelsen: "Herre!" (v.11) – thi der står skrevet: "Alle dem, der tog imod Ham gav Han magt til at blive Guds børn, dem, der tror på Hans navn" (Johs.1:12).

Af den grund er det yderst vigtigt, at frikendelsens ord nøje undersøges. De indeholder nemlig retningslinjer for fremtiden, som bør overholdes. Hvis dette ikke sker, kan hele denne retskendelse falde til jorden… ja, Tempelpladsens ord er dybest set den eneste dom, som homo-udvalget bør gå ud fra, når de i deres rapport skal forklare kirkeministeren og Det danske Folketing, hvorledes kirken stiller sig overfor spørgsmålet om homovielser i kirken.

*

Tempelplads-dommen indeholder to budskaber, som er lige vigtige. Det første budskab: ’Heller ikke Jeg fordømmer dig’ er de mest velsignede og befriende ord, et menneske kan få at høre. Men det andet budskab er lige så kraftfuldt og vigtigt: "Gå og synd fra nu af ikke mere!"

Det sidste betyder i dette pågældende tilfælde (hvor det drejer sig om den synd, der kaldes unaturlig utugt), at enhver, som er impliceret i et sådant forhold, må komme til det punkt, hvor han eller hun erkender, at homoseksualitet er synd. Jesu ord til synderinden lyder: "Gå og synd fra nu af ikke mere."

Og hvis Jesus ikke får lov at sige dette til et menneske, som er impliceret i den overtrædelse, der kaldes ’unaturlig utugt’ (Ny Testamente siger: ’vanærende lidenskab’, ’skamløst begær’, ’vildfarelse’), så har vedkommende heller ikke brug for befrielsesordene: "Heller ikke Jeg fordømmer dig!"

Derfor bør dette spørgsmål stilles til de danske biskopper, som ønsker homovielser indført i kirken: "Hvorledes kan en velsignelse af det homofile parforhold forliges med Jesu ord: "Gå bort og synd fra nu af ikke mere!" – og hvorledes kan en ægteskabelig sammenføjning af mænd til mænd og kvinder til kvinder finde sted, når menighedens Herre klart påbyder, at et sådant forhold på stedet skal ophøre...?

Hvis nu bisperne vil svare: "Disse ord: ’Synd fra nu af ikke mere’ gælder kvindens utugt – men ikke det homofile forhold, der aldrig kan regnes for at være synd," – da må tillægsspørgsmålet følge: "Hvorledes kan apostelen klart erklære om bl.a. det homofile parforhold (de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver de… 1.Kor.6:9), at ’sådan har nogle af jer været, men I lod jer aftvætte’… (v.10-11)?

Det bliver en af homo-udvalgets opgaver at svare på dette spørgsmål…