PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-07-30
0346

 

STATENS FORPLIGTELSE
(Homovielser nr.14)

Vi lever i en enestående periode af Danmarks kirkehistorie. En tid, der kunne kendetegnes med apostelens ord, at ’først må jo frafaldet komme’ (2.Thess.2:3) … ’thi først da kan (iflg. Ny Testamente) ’Fortabelsens Søn åbenbares’: "En mand," (siger Paulus) "der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom" (v.4) – "en mand, der til sidst vil tage sæde i Guds tempel og udgive sig selv for at være Gud" (v.4).

Af den grund presser det på med at finde ud af, hvorledes det rette forhold er mellem kirken og staten. Den lovløse, der som nævnt også kaldes ’Fortabelsens Søn’, vil (iflg. apostlenes lære) ikke holde sig tilbage med at trænge ind i helligdommen. Han vil allerede nu stræbe efter at vinde indpas – ’tage sæde’ – og få overdraget myndighed, så at han hensynsløst og ubarmhjertigt ’kan ophøje sig’ over alt, hvad der hedder ’Gud og helligdom’.

En af de reformatorer, der beskæftiger sig med det nu så afgørende spørgsmål, hvorvidt der er afsat grænser i forholdet mellem Guds kirke og den verdslige magt, er Martin Luther. Dette har for Danmark en særlig betydning, idet den danske stat ifølge Grundloven er forpligtet til at understøtte den evangelisk-lutherske kirke. I Danmark er stat og folkekirke sammenføjet som var det i et ægteskab.

*

Den grundlæggende opfattelse af, hvad Luther forstår ved forskellen mellem kristendom og politik finder vi klart formuleret i skrift om den verdslige øvrighed, hvor Luther foretager sin verdensberømte, frygtede og vildt debatterede skelnen mellem, hvad han kalder ’de to regimenter’. De danske biskoppers dybe knæfald for ’det ene regimente’, det verdslige (hvor kejseren hersker) er som aldrig før kommet til udtryk i deres hyldest til folketingets magt. "Hvis der i folketingssalen bliver truffet bestemmelse om, at der ikke må gøres nogen forskel på ægteskabsindstiftelse i kirken, så følger vi trop," har de udtalt og tilføjet: "Hvis politikerne siger, at det heteroseksuelle ægteskab mellem en mand og en kvinde ikke bør anses som mere normalt end den homoseksuelle vielse mellem to mennesker af samme køn, så er vi som kirke forpligtet til at udarbejde ritualer, der gør dette muligt."

Kan en luthersk biskop tale sådan? Ifølge Den Hellige Skrift kan han aldrig tale sådan – men dette er i denne sag ikke det afgørende! Spørgsmålet drejer sig nemlig her om dette ene: Ifølge Danmarks Grundlov er den danske stat kun forpligtet til at understøtte og opretholde Den evangelisk lutherske kirke – og hvis bisperne ikke holder sig til de lutherske bekendelsesskrifter, så kan de ikke længere varetage deres hverv. Derfor lyder spørgsmålet klart, enkelt og ligefremt: "Kan en luthersk biskop tale sådan?"

*

Når det i Grundloven står anført, at staten skal ’understøtte’ kirken, da er det en forpligtelse, som ikke kun gælder en økonomisk understøttelse.

Lad mig forblive ved ordet ’understøttelse’:

Det er sandt, at der i teologien kan opstå nybrud, og mange gamle udtryks og betegnelsers formulering kan få en ny betydning. Men det kan en grundlovstekst sjældent. Den må betyde det, som fædrene mente, og i det øjeblik, at de gav den kirke, som skal understøttes navn, så betyder det, at det ikke blot er understøttelsen af en institution, det drejer sig om – men det er alt det, som denne institution indeholder og indebærer, som skal understøttes.

Når vi taler om grundlovsstifterne, taler vi jo om ’Grundlovens fædre’. Bibelen omtaler selve begrebet ’faderforhold’ – og netop denne tanke må være bærende, når ordet ’understøtte’ kommer under lup. Det er ikke kun en kold beregning, som hersker bag grundlovens formulering. Ordene blev støbt ud af en dybere omsorg end den, der kun har med penge at gøre. De mænd, som forfattede grundlovsteksten, havde – som Grundtvig, Monrad og andre – en dyb forståelse af ordene ’understøtte den evangelisk-lutherske kirke’ – og de havde som fædre ikke et øjeblik i tanke, at det bare var en økonomisk håndsrækning, som skulle gives til kirken. Nej, i deres skrifter røber de, at de havde på hjerte, at det reformerte livssyn skulle bevares i de nordiske lande. Det skulle ikke bydes til salg for en spotpris af pavekirkens udsendinge, og det skulle ikke kastes hen til hundene for at berolige dem og standse deres evindelige gøen og glammen.

Når Kirken ’som sådan’ skulle understøttes, så var det ikke mindst kirkens skriftmæssige fundament og dens levende tro på det budskab om Kirkens opstandne Herre, der skulle bevares. Derfor må alle, der kun vil hæfte spørgsmålet om ’kroner og ører’ til den grundlovsparagraf, der forpligter staten til at ’understøtte kirken’, holde hånden for munden og tie! De beviser derved, at de selv kun anser reformationens livslys som en udsalgsvare – og hvis disse ’ulve i fåreklæder’ får lov at hyle – endog fra det inderste af helligdommen – så vil et sidste værn blive væltet omkuld, og nye flokke af vilddyr vil komme krybende…

Nu er det engang sådan, at et regimente forudsætter en regent! Der må være én, der styrer og bestemmer. Hvis dette ikke er tilfældet, kan man ikke længere tale om ’et regimente’.

For Luther (tør jeg sige) er der i sidste instans kun én regent, nemlig Gud! Martin Luther gør sig til talsmand for, at der i ’to regimentelæren’ forekommer en højere sammenhæng og en overjordisk enhed, idet det er Gud – og Ham alene – der fører og styrer de to regimenter. "Der er," vil han sige, "to forskellige måder, hvorpå Gud regerer mennesker. Derfor er der også to forskellige måder, hvorpå mennesker er delagtige i Guds regimente."

Profeten Daniel lovsynger Gud med disse ord: "Han lader tider og tidsrum skifte, Han afsætter konger og indsætter konger…" (Dan.2:21).

… og da Babylons konge, Nebukadnesar, bliver helbredt fra sit vanvid, fremsiger han den samme bekendelse: "Hans kongerige varer i slægt efter slægt. Han handler, som Han vil ingen kan hindre Ham og sige: Hvad gør du?" – Ja, læren om Guds suveræne ’ét-regimente’ fremsiges over hele jorden millioner af gange hver dag i bønnen: ’Fadervor’, som slutter med ordene: "Dit er Riget, magten og æren i evighed. Amen!" (Matt.6:13)

Øjeblikket for kirkeministerens beslutning af en teologisk overvejelse med hensyn til homovielser i kirken synes at være det rette! Hvis der er noget tidspunkt, hvor det er påkrævet, at kirken både som institution og som et legeme af troende melder klart flag med hensyn til dens stilling til yderposterne i samfundets sexmoral, så er det nu – og hvis endelig dagen er kommet for en afsløring af, hvad der kunne lige skjult bag statsstyrets grundlovsforpligtende forhold til en tydeligt afmærket gren af den protestantiske kristendoms opfattelse af ’sædelighed’ (den lutherske) – så er denne time oprunden.

En gang om året, i afslutningen af oktober, er der mange protestantiske menigheder ud over verden, som stadig fejrer reformationen. Taknemligheden over det frihedsbrus, der for 500 år siden fejede gennem nationerne, er ikke død. Ved disse oktober-anledninger bliver den evangeliske tro (sådan som den tillige er blevet lovfæstet i Danmarks grundlov) atter højtideligt bekendt og forkyndt. Tidspunktet er valgt, fordi det var en af de sidste dage i oktober 1517, at Martin Luther naglede 95 teser til kirkedøren i Wittenberg. Han gjorde dette som en almen skolastisk fremgangsmåde for at vække opmærksomhed omkring både moralske og doktrinære emner, som han mente burde debatteres ’i evangeliets lys’ – sådan som det er forordnet i Den Hellige Skrift.

Det er imidlertid en kendt sag, at historien selv ikke kender til sådanne pludselige begyndelser. Mange hændelser er gået forud – og med ét er timen inde til, at nogle teser bliver banket fast. Et sådant øjeblik synes at være på trapperne. Fordringen om homovielser i kirken er som dråben, der får bægeret til at flyde over. Fra kirkens indre stiger et voksende råb efter en åndelig fornyelse i kirken. Det nye Europa driver moralsk som løst drivtømmer mod et eller andet rivende fald. Paver og kejsere sidder ved samme bord og ’lyver overfor hinanden’ – og frafaldets bibeloversættelser sniger sig ind i hjem efter hjem.

Derfor må teologernes ekspertudtalelser i september bydes velkommen. Lad os få en afgørelse på bordet, og lad os få den fromme maske revet af dem, der i virkeligheden er den lutherske bekendelses fjender. Lad os få rene linjer og så meget lys kastet over både samfundets og kirkens situation, at der kan blive sagt et sandhedsord…

"Brug det gunstige øjeblik," siger apostelen og tilføjer: "for dagene er onde. Vær derfor ikke tåbelige men forstå, hvad der er Herrens vilje" (Ef.5:16-17).

*

Det er blevet påpeget, at Danmarks Grundlov i sine fire indledende paragraffer lægger de fire hjørnesten, som hele det danske samfund er bygget på. I den første paragraf plantes den første sten, som beskriver territoriet. I den anden rejses den sten, som omhandler monarkiet. I den tredje paragraf anbringes den hjørnesten, som klargør magtens tredeling – og den fjerde hjørnesten er folkekirken.

Hvis de tre første hjørnesten er gjort ud af granit, uforanderlige og ubevægelige, så kan ’den fjerde statsmagt’ ikke bestå af smuldrende sandsten, der hurtigt vaskes bort af vejr og vind. Derfor har grundlovens fædre formuleret den fjerde paragraf, så der ikke er noget at tage fejl af. Her hedder det nemlig: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten."

Den vigtige definition i denne paragraf er knyttet til ordene ’som sådan’. De henviser nemlig til hvilken slags kirke, staten understøtter. ’Den evangelisk-lutherske kirke understøttes som sådan’… hvilket vil sige, at det kun er ’som sådan’ (altså den evangelisk-lutherske kristendom) at understøttelsen kan finde sted.

Derfor hviler Danmarks grundlov på denne fjerde søjle, der er rejst på en tydeligt formuleret lære, der ikke lader skygger af tvivl om, hvad der forstås ved lovens kristne grundlag.

Når grundloven nemlig betoner, at det er den reformatoriske bekendelse, som er ét af den danske stats fundamenter, så kommer lovens fortolkere ikke uden om nationalkirkens grundlæggende skrifter! I dokumentet, ’Confessius Augustana’, tales der fra begyndelsen til slutningen om, at den protestantiske kirke (som altså er den danske stats fjerde hjørnesten) udelukkende er (som det hedder i fortalen): ’vokset frem på Den Hellige Skrifts guddommelige grund’. I samme bekendelses afsluttende ord stiller underskriverne sig beredte til – hvis det skulle blive forlangt af dem – at angive ud fra hvilke bibelske skriftafsnit dette manifest er forfattet.

*

Når kirkeministeren nu forlanger en redegørelse fra kirkens teologer med henblik på vielse af homoseksuelle i kirken, så står udvalgets deltagere i samme situation, som underskriverne af det reformerte bekendelsesskrift. De må være ’beredte til’ – når det nu bliver forlangt af dem, at angive ud fra hvilke bibelske skriftsteder, de bygger deres argumentation.

Men ikke kun det!

Kirkeministeren er som en del af den styrende magt ved grundloven bundet til at ’understøtte kirken’. Ikke kirken som et verdsliggjort, humanistisk foretagende, men kirken som en protestantisk (evangelisk-luthersk grundpille Grundloven erklærer, at det (kun) er ’som sådan’, at staten kan ’understøtte’ denne hjørnesten. Ministeren har ingen lovfæstet forpligtelse overfor andre røster, og hun kan med god ret afvise enhver form for argumentation, der i dette tilfælde ikke er bygget på (som det hedder i den lutherske bekendelse): ’Den Hellige Skrifts guddommelige grund’. Ja, det tør siges så klart, at hvis kirkeministeren ikke ’understøtter’ statskirkesøjlen på det lovbefæstede grundlag, da er hun med til at underminere den.

Den reformerte kristne kirke anvender ikke noget fremmedord, når den til stadighed taler om ’Den Hellige Skrift’. Romerbrevets 1. kapitel, der med så stærke ord erklærer homoseksualitet for synd, indledes med at understrege Gudsordets autoritet. Brevets første linje lyder således: "Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De Hellige Skrifter…" (Rom.1:1-2).