PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-08-20
0349

 

LYS I MØRKET
(Homovielser nr.17)

Friedrich Nietzsche var godt klar over, at han talte om en fremtidig hændelse, da han i værket: ’Die fröhliche Wissenschaft’ fra 1882 lægger denne proklamation i et vanvittigt menneskes mund: "Gud er død!"

Kun de afsindige kan komme med en sådan udtalelse.

Om disse ’vanvittige’ taler apostelen Paulus i det afsnit af Romerbrevet, som er Ny Testamentes hovedargument mod ’homovielser i kirken’. Han skriver (et i denne forbindelse ofte gentaget skriftvers): "… deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise men blev tåber…" (Rom.1:21-22).

Det vil altså sige, at galskaben ifølge Ny Testamente på et tidspunkt vil manifestere sig i den slags formørkelse, der er parat til at gå til endnu ukendte yderligheder i opfattelsen af, at der ikke er nogen Gud, der griber ind.

Den iskolde tyske filosof syntes at tale underligt profetisk, når han i sine forklaringer om ’Gud-er-død-proklamationer’ lader den vanvittige anklage sig selv og sine samtidige som ’Guds mordere’.

"Ingen ved noget om det endnu," skriver Nietzsche. "Kun den vanvittige ved om denne udåd." – Han fortsætter, idet han stadig taler om en tid, der for ham endnu ikke er oprunden: "Denne uhyre begivenhed er endnu undervejs og vandrer – den er endnu ikke kommet mennesket for øje. Lys og torden behøver tid, stjernernes lys behøver tid, gerninger behøver tid, (også efter at de er forøvet) for at blive set og hørt. Denne gerning er dem stadig fjernere end de fjerneste stjerner – og dog har de selv forøvet den." (Villy Sørensens oversættelse af ’Nietzsche’ Gad, 1963).

Den gerning, som udøves d. 15. sept. 2010, hvor det af kirkeministeren nedsatte udvalg afleverer sin rapport om homovielser i kirken, ’har været længe undervejs’. Ikke kun de fem måneder, der er blevet afsat som en sidste tidsfrist. Nej, der skal en meget stor og omhyggelig og langfristet forberedelse til, før et sådant udvalg kan nedsættes. Udvalget må jo nødvendigvis bestå af mænd og kvinder, som (dog ikke for alles vedkommende men for et vist antal) må være indstillet på at ville stride for denne sag: Homoseksuelle og lesbiskes par skal (med et særligt udarbejdet vielsesritual) kunne blive gift i kirken.

Dette forudsætter imidlertid, at Bibelens beretning om ’en levende Gud’ må mørklægges. "Der er ingen Gud," vil folk sige. "Ingen vil ’gribe ind’ overfor en sådan udåd." – ’Denne uhyre begivenhed’ (Nietzsche) har været så længe undervejs, at ingen længere vil finde den besynderlig eller anstødelig…"

Hertil siger apostelen advarende (i det kapitel, hvor han omtaler det homofile forhold): "For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed." Paulus slutter: "Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem. Gud har jo åbenbaret det for dem. For Hans usynlige væsen, både Hans evige kraft og Hans guddommelighed, har kunnet ses, siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning…" (Rom.1:18-20)

*

De af homo-udvalgets medlemmer, der gør sig til talsmænd for indholdet af denne ’uhyre begivenhed’ (at homoseksualitet modtager kirkens velsignelse) er altså ’uden undskyldning’. De har – som alle andre mennesker – kunnet iagttage Guds storhed og Hans daglige, opretholdende, ’guddommelige kraft’ omkring dem, men i deres formørkede afsind ( og dette gælder både bisper, præster og andre ’eksperter’) mener de nu at kunne omstøde Den Hellige Skrifts tydelige tale. De forventer ikke, at nogen ’Guds vrede’ vil blive åbenbaret fra himlen. For dem er ’en sådan Gud i himlen’ for længst død og begravet…

Derfor betragter de heller ikke selve dette udvalgs eksistens som nogen ’uhyrlig begivenhed’. Nej, de anser det som den mest naturlige sag af verden, at kirkeministeren på et tidspunkt (som det hedder): ’har drøftet denne sag med kirkens biskopper’ – og resultatet er blevet det logiske og helt forklarlige, at et udvalg er blevet nedsat. Udvalgets navn er på kirkeministeriets sprog blevet kald: ’Udvalget om folkekirken og registreret partnerskab’…

(Dog, selv i den korrespondance, som jeg har ført med ministeriet, har embedsmændene på et tidspunkt anvendt det kortere begreb: ’Udvalget for homovielser i kirken’.)

Set fra et ’teologisk synspunkt’, ville det imidlertid ikke være helt hen i vejret at kalde den af kirkeministeren indkaldte samling for ’Gud-er-død’-udvalget. ’Ekspertarbejdet indeholder nemlig elementer, der vil gøre sig til talsmænd for, at det med en levende Gud, der ’åbenbarer sin vrede fra himlen’ har noget at gøre med ’nogle ældgamle myter fra Vorherres fortid’. – "Den Gud er død!" vil de sige med et overbærende smil…

Spørgsmålet er derfor: Hvem vil få det sidste ord i denne sag?

I en sen nattetime var der for nogle år siden i Paris en ung mand, som med sort spray med store bogstaver malede denne sætning på metroens væg: "Gud er død! Nietzsche." Sætningen stod på metrovæggen, klar og sort, i flere døgn, indtil de rejsende en tidlig morgen kunne læse, at en anden graffiti-skribent havde tilføjet: "Nietzsche er død. Gud…"

Imidlertid er det min opfattelse, at inden ’Guds vrede åbenbares fra himlen’, vil han gribe ind på en anden måde. Han vil rejse et særligt ’hærtegn’ så at de af landets troende, som vender sig fra homo-mørket, kan finde sammen i en fælles kamp for Gudsordets lys og liv.

Lad mig forklare:

Bibeloversætterne har haft deres kvaler med at finde ud af, hvad der egentlig står skrevet i et dunkelt vers i Bibelens Esajasbog. Den gamle, ærværdige ’King James-oversættelse’ gengiver en første og stærkt opmuntrende opfattelse af det, som profeten sikkert har haft i sinde. Her står skrevet: "When the enemy shall come in like a flood, the Spirit of the Lord shall lift up a standard against him" (Es. 59:19).

Idéen bag denne oversættelse lyser som en glimtende morgenstjerne fra en truende og totalt formørket himmel – ja, som en brændende fakkel I en dyster grotte. "Når synden kommer ind som en flod," siger kongens oversættere, "så skal Herrens Ånd rejse et hærtegn imod ham."

Den engelske tekst fortsætter (af det er især denne fortsættelse, som i den for vort land så formørkede situation bør optage os): "And the Redeemer shall come to Zion, and unto them that turn from transgression in Jacob, saith the Lord" (En løskøber skal komme til Zion og til dem i Jacob, der vender sig fra synd, siger Herren" (Es. 59:20).

Den hebraiske tekst kaster et nyt og tydeligt lys over dette for mange så dunkle indhold – og vi prøver på alle måder at forstå det, fordi netop dette århundredgamle udsagn fra én af Israels mest kendte profeter synes at kunne bibringe os det håb og den trøst, som vi leder efter i den tæppe-tykke homo-nat, der så pludseligt er faldet over os.

For det er jo rigtigt, hvad de gamle sagde: "Det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket" – hvilket i den helt aktuelle situation (og midt i den rivende, sorte flod, der fra alle sider nu strømmer ind over vor kirke og vort folk) vil sige: "Hvor er den håbets flamme, som kan få os til at tro, at der er en vej ud af gender-mørkets skumle labyrint?

"For synet gælder først den fastsatte tid, det vidner om enden, og det bedrager ikke. Hvis det trækker ud, så vent, for det kommer, det udebliver ikke" (Hab. 2:3).

De gamle seere, som levede og profeterede i Israels skumringstider, talte altså om ’et påtrængende mørke’, der på et givet tidspunkt ville vælde (som en snavset, rivende flod) ind over land og rige. Det er ikke hverdagsbegivenheder – ja, ikke engang hændelser, som kan finde sted i et hvilket som helst slægtled – nej, det er ’onde dage’, som (ifølge profeterne) først kan oprinde, når tiden er inde.

For eksempel er det ikke enhver generation, som kunne tåle, at landets biskopper anmoder om at få nedsat et statsligt udvalg, der skal overveje, om homovielser kan finde sted indenfor kirkens mure.

"For han skal komme," siger den hebraiske tekst, ’påtrængende’ (tysk: drängend) "som en rivende flod…"

Hebræerbrevet i Ny Testamente afleverer nøglen til forståelsen af dette vanskelige sted i Bibelen. Den nytestamentlige forfatter skriver: "For nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke" (Hebr. 10:37).

Nogle har gennem tiden fejlagtigt opfattet disse ord som en forjættelse om Herren Jesu komme, men hvis man opmærksomt følger med i bibelnoterne til det pågældende stykke i Hebræerbrevet, vil man opdage, at dette ikke er tilfældet. Han, ’der skal komme, og som ikke udebliver’ er på dette sted ikke en løfterig henvisning til Kristi komme. Nej, Hebræerbrevets forfatter beskriver her den sorte rytter, der forud for Kristi komme rider ind på verdens scenen: Antikrist, ’lovløshedens menneske’, ’fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud…" (2.Thess. 2:3-4).

Om dette skriver den gamle, jødiske profet, Habakuk (hvis ord altså er blevet gengivet i Hebræerbrevet i Ny Testamente):

"Synet," erklærer profeten, når han beretter om den sorte rytter, der en dag skal trænge ind i helligdommen, "gælder den fastsatte tid"… men: "Han kommer. Han udebliver ikke!" (Hab.2:3 og Hebr.10:37).

*

Er det, som nu sker i vort lille land mod nord endnu et tegn på, at det er en slags afslutningstider, vi lever i? "Det vidner om enden," udbryder profeten. "Det bedrager ikke!" (Hab.2:3)… derefter maler han et tydeligt billede af det ’lovløshedens menneske’, der til sidst vil trænge sig på, og som ikke holder op med sin anmassende insisteren, før han har fået lov til at komme ind i Guds Hus for dér at udgive sig for at være noget, han ikke er!

Dette menneske, som Ny Testamente karakteriserer som ’modstanderen’ (2.Thess.2:3-4) får følgende ord med på vejen af den gammeltestamentlige profet: "Den overmodige, troløse, hovne – et menneske ’uden retskaffenhed’ (Hab.2:4).

*

Nogen vil spørge, hvorfor jeg så indtrængende søger at sætte dette ’mærkat’ fast på nogle mennesker. "Vi er jo alle syndere," vil de sige, "og disse sørgelige kendetegn hænger fast ved os alle sammen."

Korrekt! Og det er netop her, at lyset trænger stærkest igennem. Både den gamle profet og den nytestamentlige apostel fremholder et ord på denne mørke baggrund, som er blevet Den evangelisk-lutherske kirkes fornemste og mest betroede skat. Profeten siger: "Se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den retfærdige skal leve af tro" (Hab.2:4) – og apostelen gentager: "Så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke – og Min retfærdige skal leve af tro!" (Hebr.10:37)

Det vil sige, at der er en troens vej ud af det snavsede uføre. Når den beskidte tsunami smadrer alle dæmninger, da vil Herrens Ånd (som King James oversættelsen siger): … ’rejse op et nyt hærtegn’.

Om dette felttegn erklærer Hebræerbrevets forfatter: "… og Min retfærdige skal leve af tro, men viger han tilbage fra det, har min sjæl ikke behag i ham" (v.38).

Når tegnet til kamp gives, er der for dem, der har oplevet den retfærdighed, som skænkes en synder ved tro alene, kun én vej. Vejen frem!

"Hvis han viger tilbage," advarer Herren, "har Min sjæl ikke behag i ham…" Det er altså ikke tilstrækkeligt at bære Den evangelisk-lutherske bekendelse uden på skjorten. Ej heller er det fyldestgørende, at den fremsiges som ’en kirkeremse’ (Jan Lindhardt) – nej, da er det timen at stride for den tro, som én gang for alle er blevet overgivet de hellige" (Judas v.3).