PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-08-27
0350

 

IKKE DISKRIMINATION
(Homovielser nr.18)

Der vil blive råbt højt i de kommende dage, og råbet vil stige i styrke og intensitet, når homoseksuelle ’skal have lige ret til at blive viet i en kirke, som alle andre mennesker’.

"Man må ikke gøre forskel!" vil det blive sagt…

Imidlertid er øjeblikket allerede inde til at understrege, at ikke enhver forskelsbehandling er forbudt! Alle de mange love og regler, resolutioner og påberåbelser drejer sig om dette ene: ’Diskrimination er forbudt’. Men ikke enhver forskelsbehandling er diskrimination!

Hvori ligger adskillelsen mellem forskelsbehandling og diskrimination?

Juristernes svar lyder således: "Diskrimination er den forskelsbehandling, der ikke kan begrundes sagligt. Hvis en forskelsbehandling opfylder saglighedskravet, er den ikke at betragte som en diskrimination!" (Lisbet Christofferson, Samf. Vidensk. 2001)

Det vil i den aktuelle situation helt konkret sige, at hvis kirken lukker sine døre for, at vielser af homofile par kan finde sted indenfor dens hvidkalkede mure – og kirken vel at mærke kan begrunde dette sagligt, da er den lukkede dør ikke at betragte som en forbudt forskelsbehandling.

Dette indebærer, at kirken sagligt må kunne begrunde, hvorfor afvisningen af homovielser foran kirkens alter må opretholdes. Udgangspunktet for, at netop dette element (afvisningen af kirkelige vielser af homoseksuelle og lesbiske par) kan begrundes som en ’saglig forskelsbehandling’ må tydeligt kunne fremlægges.

*

Den europæiske menneskeretskonvention (EMRK) erklærer i art.9, stk.2 bl.a.: "Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andre rettigheder eller friheder."

Her siges det klart, at ’friheden skal underkastes begrænsninger’. Det vil sige, at nye råb om ’frihed, lighed og broderskab’ ikke med det sammen kan godtages. Det nedsatte homo-udvalg opfordres i disse konventioner til ikke på stedet at tage de homofile pars fordringer eller biskoppernes opfordringer om kirkevielser for gode varer.

De, som i denne sag fortsat drister sig til at påstå, at friheden for individet i det demokratiske samfund er ubegrænset, tager fejl! Menneskeretskonventionen erklærer, at friheden bl.a. på det religiøse område ’skal kunne underkastes begrænsninger’…

Ordvalget bør bemærkes. Det antydes i konventionen, at der vil fremstå mennesker og bevægelser, der ikke vil godtage nogen som helst form for restriktion. Under påberåbelse af ’demokrati og frihed’ vil de afvise al slags begrænsning. "Disse folk skal ikke have lov at husere med deres slogans," (siger konventionen): "Af hensyn til beskyttelsen af bl.a. ’sædeligheden’ skal de ’underkastes begrænsninger’.

Homo-udvalget, som er nedsat for at drøfte muligheden for homovielser i kirken, stilles altså overfor den kendsgerning, at internationale konventioner klart og tydeligt forstærker den danske grundlovs krav om at hindre homovielser i kirken, hvis de ’strider mod sædeligheden’. Som det fremgår af den europæiske menneskeretskonvention gives der adgang til indgreb i religionsfriheden, hvis netop de grænser overtrædes, der (også ifølge Danmarks grundlov § 67) sættes af sædeligheden og den offentlige orden.

Det afgørende punkt i denne omfattende sag, hvorvidt der – som det nu henlægges til folketinget – kan gøres forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle vielser, må herefter underlægges den seneste juridiske definition, at ’diskrimination er den forskelsbehandling, der ikke kan begrundes sagligt. Hvis en forskelsbehandling opfylder saglighedskravet, er den ikke at betragte som en diskrimination."

Det saglighedskrav, som (med henblik på homovielser i kirken) gør sig gældende, er imidlertid ikke kun af politisk, juridisk, biologisk, etisk eller social art. Indenfor kirkens mure er fordringen til saglighed først og fremmest af teologisk art. Det vil sige: Hvordan stiller kirkens bekendelsesskrifter og Bibelen sig til det pågældende spørgsmål? Kan kirken (som FN-konventionen åbner muligheder for) gennemføre ’begrænsninger’, der er funderet på de kristne overleveringer og de bibelske skrifter? Er det en begrundet forskelsbehandling?

*

Nu er der et betydeligt antal præster, provster og bisper, der frimodigt vil fortælle kirkeministeren, at ’tiden er løbet fra Luthers Bekendelsesskrifter’. "Man siger ikke mere ’Guds Ord’ om Bibelen," siger de. "Når Luther taler om ’Guds Ord’, så mener han også det ord, der prædikes. Og prædikenen ændrer sig med tiden…"

Men deri har præsterne, provsterne og bisperne ikke ret. Luther erklærer: "Wenn falsche Prediger auferstehen und ihnen Lügenstand für Gottes Wort dargeben’ (Når falske forkyndere fremstår og hævder at deres løgneprædikener er Guds Ord)… i sådanne tilfælde er der kun én kilde at søge tilbage til, og det er Bibelen, Den Hellige Skrift" (BK.537.27).

Det vil sige, at ligegyldig hvilke nye aspekter, der kan komme frem ved vore dages forkyndelse eller udvalgsmøder, så må dette i den evangelisk-lutherske kirke altid prøves med Guds Ord.

Når homo-udvalget altså fremlægger sin rapport, må den ud fra kirkens lære nøje bedømmes på baggrund af Bibelen, der alle vegne og til alle tider bør opfattes som ’Guds Ord’.

Dette er et ’saglighedskrav’, som for den kristne menighed til alle tider er gældende…

Apostelens indledende ord i hans Romerbrev-beskrivelse af det homofile samfunds fremståen, forbliver således en af de prøvesten, hvorefter det foreliggende homo-udvalgs arbejde vurderes. Det gælder ikke mindst den apostolske beskrivelse: "Derfor gav Gud dem hen i deres hjertes lyster til urenhed, så de vanærede deres legemer indbyrdes" (Rom.1:24).

Nu vil nogen spørge: "Hvad betyder det, at ’de vanærer deres legemer indbyrdes’? Er det en saglig bedømmelse?

For det første kaldes homoseksualitet i det efterfølgende afsnit for: ’en vanærende lidenskab (Rom.1:26).

For det andet forklarer apostelen i sit første brev til Korinterne, at ’enhver anden synd, som et menneske kan gøre sig skyldig i, er uden for legemet; men den, som bedriver utugt, synder imod sit eget legeme" (1.Kor.6:18).

For det tredje betegner Ny Testamente homoseksualitet som unaturlig utugt. Apostelen Judas skriver: "Sodoma og Gomorra og de omliggende byer var… hengivne til utugt og søgte omgang med fremmed kød" (Judas Brev v.7)… hvilket vil sige: Disse byer havde ’omgang mod naturen’; de fulgte en homoseksuel og lesbisk livsstil.

Alt sammen saglig begrundelse for, at der må sættes et skel mellem heteroseksuelle og homofile vielser. Dette er ikke diskrimination. Det er en (ud fra Bibelen) sagligt begrundet forskelsbehandling.

Kirkeministeren – tror jeg – ønsker i denne sag at fremme en saglig politisk retfærdighed. Måske har hun allerede bemærket den for så mange af hendes politiker-kolleger usynlige parallel, der eksisterer mellem reformationstiden og religionskrigene i det 16. og 17. århundreds Europa og vore dages religiøse, moralske, etiske og nationale konflikter. Derfor tror jeg heller ikke, at hun vil vinke afværgende, når jeg her søger at henlede hendes opmærksomhed på reformationstidens kirkelige kampskrifter. De er nemlig ikke ’irrelevante’ (som nogle af homo-udvalgets medlemmer vil hævde). Ikke mindst på det religiøse og sexmoralske område er Lutherepokens bekendelsesskrifter tidløse. Hvis kirkeministeren vil høre Den evangelisk-lutherske kirkes stemme, så taler disse skrifter højt endnu den dag i dag…

Kirkeministeren stiller muligvis sig selv dette spørgsmål: Hvordan kan jeg i denne sag om homovielser i kirken sikre en stabil og velordnet løsning – og hvordan kan jeg forene alle disse tilsyneladende uforenelige anskuelser? Hvis hun kender til John Rawl’s begreb: ’political conception of justice’ (fra bogen: political liberalism) vil også hun overveje dette: Hvilket sagligt, politisk retfærdighedsbegreb kan her anvendes..?

Hun vil sikkert ikke vige fra ordene: ’Med lov skal land bygges’, og jeg vil derfor tillade mig atter at henvise til Danmarks Grundlov, som så tydeligt foreskriver religionsfrihed men samtidig (på det sædelige område) fastsætter en grænse, der med direkte henvisning til ’gudsdyrkelsen’ ikke må overskrides.

Dette må være – kunne jeg forestille mig – det politiske retfærdighedsbegreb, som kirkeministeren ville holde sig for øje i al hendes tænken og handlen i denne sag. Kirkeministerens retfærdighedssans kunne imidlertid i dette spørgsmål støde på det samme, tilbagevendende problem: Hvor ligger grænsen for den sexmoralske udfoldelse af gudsdyrkelsen i den evangelisk-lutherske kirke?

Som minister er hun dagligt plaget af den ordning, at alt i den politiske verden omkring hende er relativt. Det ene kan være lige så godt som det andet. På sexmoralens område er alle grænser udviskede. Ingen kan i dagens Danmark definere hvad ’sædelighed’ er.

Det er nu op til kirkeministeren at lytte til de røster, som lyder fra kirkens indre i det øjeblik, 15-september-rapporten afleveres. Hvilken røst er kirkens virkelige stemme? Er det den som siger, at Bibelens tale om homoseksualitet er uvederhæftig, og skal ikke forstås bogstaveligt! Af den grund kan (vil denne røst sige) vielse af homofile par uden problemer gennemføres i kirken. Ja, kirkens velsignelse kan lyses over alle registrerede par af samme køn, thi ingen skal her søge at adskille, ’hvad Gud har sammenføjet’? Der må ikke gøres forskel. Hvis det sker, er det diskrimination!

Eller er det kirkens røst, som med Bibelens ord siger, at byerne Sodoma og Gomorra ved Dødehavet i Israel gik til grunde på grund af Guds dom over al form for homoseksuel synd – ja, disse byer ligger udslettet på de golde sletter ved ’Salthavet’; fordi ’de var hengivne til utugt og søgte omgang mod naturen’ og deres tragiske skæbne ’er sat som et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild’ (Judas Brev v.7)?

Eller sagt på en anden måde: Hvis kirkeministeren ud fra den sekulære opfattelse af ordet ’sædelighed’ har svært ved at definere, hvad der ligger i dette begreb – så har kirken ingen vanskeligheder dermed. Så længe ministeren skal sørge for en politisk retfærdighed på Rådhuset, har hun frie hænder med hensyn til at tillade vielser af homoseksuelle – men så såre, hun træder over tærskelen til den lange midtergang, der fører op til kirkens alter, så er ordet ’sædelighed’ i den pågældende sag knivskarpt defineret. De, som ikke tager Bibelens ’advarende eksempler’ alvorligt, står i fare for at ’lide straf i evig ild’… (Judas Brev v.7).

Disse Skriftens ord må i den kristne menigheds regi betragtes som en ’saglig begrundet forskelsbehandling’ i spørgsmålet om kirkelige vielser af homofile par. Dette er ikke diskrimination!

*

Men netop i dette tilfælde, hvor kirkeministeren er blevet anmodet om at tage stilling til spørgsmålet om homovielser i kirken, står hun for (sammen med andre) at skulle lovgive i en dimension, der ikke er som det sekulære samfund omkring hende – ja, om et åndeligt syn kunne trænge igennem, vil hun kunne blive ført gennem høje, usynlige perleporte ind i en dimension, hvorom en 30-årig jøde for et par årtusinder siden udbrød: "Mit Rige er ikke af denne verden" (Johs.18:36).

(Ministeren vil være opmærksom på – tror jeg – at jøden Jesus Kristus i det øjeblik stod overfor en af den tids mægtigste, politiske personligheder. På grund af denne mands fejlvurdering af situationens betydning er hans navn nævnt millioner af gange over hele verden i kirkens trosbekendelse: Den romerske statholder Pontius Pilatus!

Det er i den aktuelle sag ikke ubetydeligt at stille skarpt på fortsættelsen i denne beretning. Jesus erklærer: "Havde Mit Rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at Jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er Mit Rige ikke af denne verden" (Johs.18:36)).

Det er denne verden – eller rettere dette Rige – som kirkeministeren bliver konfronteret med, når kirkens biskopper anmoder hende om at nedsætte et udvalg, der skal drøfte spørgsmålet om en kirkelig vielse af mennesker af samme køn. Hun ville ikke på samme måde blive draget til ansvar for sit politiske retfærdighedsbegreb, hvis det blot drejede sig om homovielser på rådhuset… men i samme øjeblik, at en sådan ægteskabsindgåelse skal finde sted foran kirkens alter – for Guds og menneskers åsyn – (og med det mulige citat fra den oprindelige vielsesceremoni, at ’hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille: Matt.19:6)… da stiller sagen sig anderledes. Ja, da begynder endog kirkeministerens eget, lovmæssige omdrejningspunkt at skabe problemer. Ifølge Grundloven skal hun nemlig som statens tjener ’understøtte’ den evangelisk-lutherske kirke ’som sådan’ – hvilket bl.a. henviser til dens værdigrundlag, og ministeren bør derfor være agtpågivende om det virkelig er kirkens stemme, hun lytter til, når homo-udvalget afleverer dets rapport.