PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-09-03
0351

 

HEDENSKABETS UDVALG
(Homovielser nr.19)

Søren Kierkegaard siger, at Gud er ’underfundig’. Et besynderligt udtryk! En betegnelse, man ikke normalt ville bruge om Gud – men som måske netop er det eneste, man kan sige i øjeblikket, hvor det kan forventes, at der ’sker et eller andet’ i forbindelse med det mærkelige, at homofile vielser fordres indført i kirken…

Hvad mener Kierkegaard, når han siger, at ’Gud bevarer sin underfundighed’? Selv forklarer han det sådan: "Denne underfundighed består nu netop i, at Gud intet, intet påfaldende har – ja, i den grad er langt fra at være påfaldende, at Han er usynlig, så man slet ikke falder på, at Han er til…" (VII 231)

Hvad vil det sige?

Det vil sige, at der tilsyneladende ikke sker noget! Der falder ikke ild ned fra himlen, og ingen af foregangsmændene i hele dette gudløse foretagende styrter døde om. Intet særligt ’påfaldende’ finder sted! Udvalget færdiggør sit arbejde. Kirkeministeren bringer rapporten videre til folketinget. Her finder en debat og en afstemning sted. Aviserne skriver derom. Tv-avisen viser billeder. De første homovielser finder sted i kirken – og Kierkegaard forklarer, at ’Gud i den grad er langt fra at være påfaldende, at Han er usynlig, så man slet ikke falder på, at Han er til’.

Det vil med andre ord sige, at Gud – ifølge Søren Kierkegaard – sørger for at holde sig skjult. (’Han bevarer sin underfundighed’). Homo-udvalgsmøderne er blevet holdt for lukkede døre, og alle implicerede har bestræbt sig på at hemmeligholde, hvad man talte om, men ’en fremmede’ var til stede! Ikke på nogen påfaldende måde, for "Han er," siger Kierkegaard – "i den grad langt for at være påfaldende, at Han er usynlig…"

I Kirkeministeriet har der været talt om sagen, og kirkeministeren har fortroligt givet udtryk for, hvad hun mener om dette spørgsmål. "Men det skal I ikke sige til nogen," har hun sagt. Og dermed har det været indeforstået, at ingen skulle vide noget om disse fortrolige bemærkninger. Men et sted i rummet stod en tavs skikkelse og lyttede. Ubemærket, så ingen skulle ’falde på’, at Han var til stede. Han løftede hovedet og så gennemtrængende på ministeren og gjorde sig et notat.

I samtalerne ved middagsbordet på et af landets bispesæder blev der givet udtryk for det ene eller det andet – og det var slet ikke meningen, at det skulle komme nogen for øre. Men ved bordet sad en person, til hvem der ikke var dækket. Han lyttede med bøjet hoved’. Fremdrog på et tidspunkt en lille bog, hvori han skrev nogle ord. Denne gæst var ikke påfaldende! Nærmere tilbagetrukken, ønskede ikke at blive bemærket…

På en afsides landevej ikke langt fra den store hovedstad spadserede to mænd. Mens de vandrede under de store trækroner, talte de sammen, og pludselig kom en tredje person og sluttede sig til dem. ’Men deres øjne holdtes til, så de ikke kendte Ham’ (Luk.24:16). Han lyttede stilfærdigt til deres samtale, standsede på et tidspunkt og skrev nogle ord i en lille bog. Da de senere opdagede, hvem Han var, ’blev Han usynlig for dem’ (v.31); det var som om Han ikke ville opdages. Han ville ikke være ’påfaldende’.

Den sidste af profeterne i Gammel Testamente, Malakias, fortæller om dem, ’der frygter Herren, og som taler med hinanden’. "Herren lytter opmærksomt," forklarer han, "og en bog bliver skrevet, for at Han skal huske dem…"(Mal.3:16).

*

Søren Kierkegaards ord om ’Guds underfundighed’ er passende med henblik på det afsluttende arbejde, som den lille arbejdsgruppe skal have færdig den 15. september 2010. Den skal – som det er blevet formuleret af kirkeministeren – ’klargøre kirkens stemme med henblik på homovielser i kirken’.

I hele sit radikalt-profetiske syn på kirken og ikke mindst de frafaldne bispers fremtid, kunne Kierkegaard næppe – end ikke i sin vildeste fantasi – have forestillet sig, at det en dag skulle komme dertil, at et kirkeligt-teologisk udvalg blev nedsat for i fuldt alvor i fem måneder at skulle drøfte dette emne. Om han havde vidst derom, ville hans sylespidse pen og myrdende ironi have meldt sig. Ja, han kunne have fundet på at udfærdige ordlyden til det nye vielsesritual, som skal anvendes for to ’giftefærdige’ mænd eller lignende kvinder… og det er ikke usandsynligt, at han ville have navngivet homo-udvalget som et ’hedenskabets udvalg’.

Lad mig forklare:

I sit værk: ’Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift’ (1846) omtaler Kierkegaard et forhold, som mere end noget andet bestemmer det resultat, som et sådant ’hedenskabets udvalg’ ville kunne nå frem til. Han ville studere listen over de navne, som er blevet offentliggjort i Kirkeministerens pressemeddelelse i midten af april – og vil da udbryde: "Egentligen er det gudsforholdet, der gør et menneske til et menneske…" (Saml.v.2 udg. VII, 230).

Det vil sige, at det ikke er titlerne eller uddannelsen, det kirkelige tilhørsforhold eller den såkaldte ’know-how’, der er afgørende. Det er det personlige gudsforhold, som tæller…

Hvorledes kunne da Søren Kierkegaard finde på at kalde homo-udvalget for et ’hedenskabets udvalg’?

Netop dette har at gøre med hans filosofiske bemærkning om, at ’Gud er underfundig’. Han siger: "Heri ligger nemlig alt hedenskab, at Gud forholder sig ligefrem til mennesket som det påfaldende til den forundrede" (VII, 231).

En mystisk erklæring, hvis skjulte indhold kan give forskerne hovedpine. Kanhænde, at den først nu kan forstås – halvandet hundrede år efter at den blev nedskrevet… ja, måske kan den kaste lys over, hvorfor homo-udvalget kunne kaldes ’hedenskabets udvalg’? Hvis det er tilfældet, har vi intet imod at studere den nærmere.

Når Kierkegaard taler om, ’det påfaldende’, så har han som nævnt ’det anmassende’ i tanke; det voldsomme og forskrækkende. Sinaj! "Det er jo ikke til en håndgribelig brændende ild, I er kommet," siger Hebræerbrevets forfatter, "til mulm og mørke og storm og til en klang af horn, og til en røst, der udtalte sådanne ord, at de, der hørte dem, bad sig fri for at høre mere… og synet var så frygteligt, at Moses sagde: "Jeg er forfærdet og skælver…" (Hebr.12:18-21).

"Jamen ville det ikke være udmærket," vil nogen indvende, "hvis de folk i homo-udvalget fik sig en ordentlig forskrækkelse? Hvis der pludselig fór en storm gennem lokalet, så taget faldt ned over hovedet på dem? Eller der lød en tordenrøst, som fik biskopperne til at falde om af forfærdelse – så ’kunne de lære’!

Korrekt! Det ville hjælpe på religionen, hvis folk blev rigtigt forundrede! Men det er ikke sikkert, at det ville ændre deres sindelag. De romerske soldater, der vogtede Jesu grav, blev så forskrækkede, at de faldt bevidstløse til jorden, da de så den mægtige engel, der væltede stenen fra graven – men et par timer senere tog de imod en pose penge for at fortælle en løgnehistorie om det, de havde oplevet.

Hvad har det med kirkeministerens homo-udvalg at gøre? Hvorfor skulle Kierkegaard kalde det? ’Hedenskabets udvalg’?

Fordi han definerer ’al form for hedenskab’ som mennesker, der kun kan ’forundres’ ved noget ’påfaldende’. De tror ikke, at Gud er til stede, uden at der sker et eller andet mystisk eller voldsomt. ’Hedenskabet’ fatter ikke, at Gud er ’underfundig’. Det religiøse menneske har svært ved at begribe, at den tavse, usynlige gæst ved bordet har at gøre med et guddommeligt nærvær, og at Den fremmede, der slår følge med dem, der taler fortroligt, har at gøre med en ’besøgelsestid’.

*

Vi må altså have 1800-tallets Søren Kierkegaard med os for at begribe, at det pæne, religiøse og undertiden ’undrende’ menneske kan indebære den rene hedenskab, og den rene hedenskab kan rumme den rene djævelskab.

Hvis det nemlig er et sådant hedninge-udvalg, der i den mest fredelige atmosfære muntert og virksomt sludrer og samtaler om det mest grufulde og skæbnesvangre foretagende, kunne det ende med, at disse pæne kristne går antikrists ærinde; med en nydelig indledningsbøn kan de blive djævelens håndlangere! Netop et sådant ’bedre selskab’ kunne i al sin fromme saglighed blive den ondes rædselsredskab til afsluttende indædt og skånselsløst at efterstræbe Kristi sande efterfølgere.

(Som hele denne sag udvikler sig, vil der til stadighed, mere og mere tydeligt aftegnet, falde dystre skygger fra et pænt og roligt gæstehus beliggende ved nummer 56-68 på Grossen Wannseestrasse i Berlin. Hvad der skete d. 20. januar 1942 kan aldrig glemmes! I det ydre var mødet og samtalen mellem de her forsamlede 14 personer afbalanceret sagligt, sobert og roligt. Der blev serveret frokost og hørtes dæmpet samtale og latter. Til sidst blev i denne ’gode og fornemme atmosfære’ af overblik og effektivitet den endelige konklusion lagt på bordet. En rapport, som verden indtil nu aldrig har set magen. En beslutning, hvis nedrige ondskab ingen hverken før eller siden har kunnet fatte: ’The Final Solution’.)

*

Kierkegaard har således ikke meget til overs for ’det undrende menneske’. Det kan ved første øjekast synes at være så sympatisk og åbent og tolerant. Det ’tror på Gud’, hvis der sker noget ’påfaldende’, bliver det stille og betaget. Da folder det sine hænder og udbryder: "Nej, virkeligt!" Men det påfaldende ændrer intet i dets livsførelse og behøver heller ikke at komme fra himlen; det kan komme fra helvede – ja, det kan være den onde, der forfører og fordrejer.

Fortæller apostelen Johannes ikke, at der i de yderste tider vil fremstå en mand, der kaldes ’dyret’? Han vil udføre de mest ’påfaldende’ ting, så at den halve verden vil være hensat i undren. Johannes skriver: "Hele jorden fulgte dyret med undren og tilbad dragen, der havde givet dyret magten" (Åb.13:4). En religiøs ’undren’, der fører til tilbedelse af Guds værste modstander. "Den rene hedenskab," siger Kierkegaard og tilføjer: "Men Gud bevarer sin underfundighed … og forbliver usynlig, så at man slet ikke falder på, at Han er til!" (VII, 231).

Set ud fra den synsvinkel er det måske den helt rette betegnelse, når kirkeministeriets og biskoppernes homo-udvalg kaldes ’Hedenskabets udvalg’ – og at det som sådan langtfra at være harmløst og uden særlig betydning er både skæbnesvangert og farligt for sine omgivelser…