PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-09-12
0353

 

DENNE HÅND HAR FORBRUDT SIG!
(Homovielser nr.20)

Øjeblikket nærmer sig, hvor kirkeministerens homo-udvalg skal skrive under på 15. septemberrapporten. Så kommer den mørke time, hvor kirkeministeren egenhændig skal sætte sit navn under de dokumenter, der skal til, for at spørgsmålet om homovielser kan komme til afstemning i folketinget. Siden skal der skrives under på, at denne sag ophøjes til lov – og så skal bisperne med egen hånd prente deres navne under det nye vielsesritual, som gør det muligt, at folketingets vilje bliver udført, så at mænd herefter med kirkens velsignelse kan ægtevies til mænd og kvinder til kvinder…

Ingen af bisperne er kejthåndede, og de fleste af folketingets medlemmer underskriver med højre hånd. Og hvis der gives noget øjeblik i Danmarks brogede kirkehistorie, hvor Jesu advarende ord om ’den højre hånd’ er gældende, så er det i dette tilfælde. "Hvis den højre hånd forarger dig," siger Jesus, "så hug den af og kast den fra dig. Thi det er bedre for dig at miste ét af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i helvede" (Matt.5:30).

Derfor bør hver eneste af de personer, som i den nærmeste fremtid skal underskrive dokumenter, der har at gøre med denne sag, tænke sig om, før de sætter pennen til papiret. De skal overveje, hvad der ligger i Jesu manende ord: "Hvis din højre hånd forarger dig"… og de skal være opmærksomme på, at netop dette ord: ’forarge’ har at gøre med det ’skandaløse’. (Den egentlige betydning bag udtrykket er den sørgelige kendsgerning, at ’det forargelige’ kan blive ’en anledning til fald’. Grundsproget indebærer et ’chok’. Man er pludselig faldet i en fælde…)

Netop dette kan være tilfældet for enkelte af de implicerede. Med ét fatter de, at ’det skandaløse’ ikke blot er samfundets eller farisæernes ’moralske opstød’ – men en forfærdende erkendelse af, at en fælde er ved at klappe! En rævesaks er ved at smække i – og en underskrift på den foreliggende homo-kontrakt kan komme til at koste dyrt.

Når Jesus omtaler ’det forargelige’ er han hensynsløs drastisk. Hans advarsel er klar. Det er ikke blot livsfarligt men evighedsfarligt at lege med den ild. Især hvis den allerede har fænget og er blevet en del af ens egen identitet og eksistens: "Hvis din højre hånd forarger dig"…

Det er imod al ny form for ’lykkereligion’ at skulle udsætte sig selv for nogen form for begrænsning, tab eller invalidering af denne tilværelses givne livsmuligheder. Derfor er Jesu ord som fremmede for det ny ’light’-evangelium, når Han erklærer: "Hvis nogen vil følge efter Mig, skal Han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge Mig. Den, der vil frelse sit liv skal miste det, den der mister sit liv på grund af Mig skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv" (Matt.16:24-26).

Af den grund er det nu altafgørende for underskriverne, hvem det er, de følger, når deres højre hånd sætter navnet under på homo-kontrakten. "Hvis nogen vil følge efter Mig," siger Jesus. Det vil helt konkret sige: Ville Jesus sætte sit navn under på det stykke papir? Det drejer sig jo om en afgørende sag i Hans menighed, og det handler om, hvorvidt Han kan velsigne det foretagende, som her er blevet iværksat. Som menighedens hoved må Han være den første til at underskrive udformningen af det nye vielsesritual, så at homofile mænd og lesbiske kvinder hver for sig kan indgå ægteskab med hinanden.

Hvis underskriverne er af den opfattelse, at dette ville Jesus gøre – og at der hverken er noget ’forargeligt’, ’skandaløst’ eller ’forførende farligt’ i dette – så lad dem sætte deres navn under både dette og andre følgende dokumenter (thi da har Gud ’givet dem hen til vanærende lidenskaber… og de vil pådrage sig den velfortjente løn for deres forvildelse…" Rom.1:26-27).

Men hvis deres højre hånd ’forarger dem’ og de derfor tøver i underskriftens farlige øjeblik… ’da lad dem fornægte sig selv og tage deres kors op og følge efter Jesus, som ikke ville have rørt det dokument med en ildtang…

Er det ikke for stærke ord at bruge? En så voldsom afstandstagen… det er ikke det billede, hvormed Jesus almindeligvis bliver fremstillet.

Nuvel – så er det billedet, som fremmales i Ny Testamente i denne forbindelse. Jesus siger ikke blot, at hvis din højre hånd forarger dig, så skal du hugge den af – men han lader forstå, at du derefter med din venstre hånd skal tage den afhuggede højre hånd ’og kaste den fra dig’ (Matt.5:29). En stærkere afstandstagen kan man næppe forestille sig.

"Jamen," vil nogen af underskriverne forklare, "jeg fornemmer ikke denne ’forargelse’ eller dette ’chok af modvilje’ ved en homofil vielse. Disse mennesker elsker jo hinanden og må have lov ’at få hinanden’, så de kan leve lykkeligt til deres dages ende…

Godt! Da lad din højre hånd prente dit navn på disse vielsespapirer – og lad den fortsætte med at skrive under, når dine børn og børnebørn – dine egne sønner og døtre – kommer for at præsentere dig for deres tilkommende. Skriv med samme glade og ubekymrede hjerte under på de vielsespapirer, som skal bevidne og godkende, at du med tillidsfuld fortrøstning ser fremtiden i møde for nye, unge homofile par. Men hvis din højre hånd i det øjeblik ’forarger dig’ – (det vil sige, at der dybt nede i dig selv ruger en mørk anelse om, at alt her ikke er som det burde være) – så kast pennen fra dig og sig højt og tydeligt: "Det skriver jeg ikke under på."

Nogen vil da straks tage dig afsides for med en rolig og formanende røst at bringe dig på bedre tanker. "Det er ikke godt for dig at være så ekstrem," vil de sige. "En så voldsom afstandstagen hører ingen steder hjemme! Folk vil tro, at du er blevet smittet af homofobi – en farlig sygdom som netop viser sig ved sådanne symptomer.

Symptomer?

Ja, du behøver f.eks. ikke at demonstrere din modvilje ved at nægte at skrive under på disse homo-vielsesdokumenter og slet ikke ved en så hysterisk handling, som at ’kaste fyldepennen fra dig’. En kostbar Mont Blanc-pen til mere end 3000 kr… det er en underlig sekterisk handling! Det ville være bedre for dig, at…"

"Det er bedre for mig," siger Jesus, "at miste ét af mine lemmer, end at hele mit legeme kastes i helvede!"

"Der er ikke noget helvede!"

"Jesus siger, at ’mit legeme kan blive kastet i helvede…"

Javel. Det har sin forklaring. Tro ikke på alt, hvad fundamentalisterne vil bilde dig ind. Kom nu. Calm down! Skriv nu under her. Ja, dér hvor der er sat et kryds… dér skal dit navn stå!"

*

Til nogle af landets biskopper vedlægger jeg her en beretning, som bør bevæge deres hjerter. Lad mig fortælle dem, hvad der skete i London, søndag, d. 21. marts 1556:

Thomas Cranmer var den første protestantiske ærkebiskop i England og blev i 1556 anklaget af dronning Mary for kætteri. Under tortur fornægtede biskoppen sin tro og erklærede sig i stedet for katolik. Kort før sin henrettelse trak han sine tilståelser tilbage.

Beretningen om ærkebiskoppens henrettelse er skrevet af en anonym tilskuer. Det katolske styre i England forsøgte konsekvent at undertrykke historierne om Cranmers martyrium, der først blev kendt efter dronning Marys død. En af de første beskrivelser af henrettelsen står skrevet i John Foxes ’The Book of Martyrs’ fra 1563, hvor det ukendte øjenvidne til ærkebiskoppens henrettelse skriver:

Men jeg ved, at jeg for vort dybe venskabs og lange hengivenheds skyld må berette sandheden for dig om den store tragedie, der ramte ærkebiskop Thomas Cranmer, for jeg har kun lidt fornøjelse af at overvære så tunge begivenheder. Og da de nu er forbi, bryder jeg mig ikke om at genopleve dem, da det kun fornyr min smerte og fordobler min sorg.

For hans liv og triste endeligt fortjener stor medynk, så jeg tror ikke, der var nogen, der ikke havde medlidenhed med ham. Og som ikke begræd hans vanskæbne ved synet af en mand, der efter så mange gunstbevisninger i sin alderdom blev frataget sin ejendom, dømt til døden og endte livet så smerteligt.

Ak, det er for meget, at en så tung byrde skulle lægges på et menneskes skuldre, og at en mand skulle fortjene det. Men for at komme til sagen: Sidste søndag, det var den 21. marts, var den dag, han var dømt til at dø. Og da morgenen var meget regnfuld, blev den prædiken, dr. Cole skulle have holdt ved bålet, holdt i St. Mary’s kirke.

Oppe ved prædikestolen var der gjort plads til biskop Cranmer, for at folket kunne se ham. Og da han var trådt op på stolen, knælede han ned og bad, idet han græd bitterligt, hvilket rørte et stort antal mennesker til tårer, da de havde næret et sikkert håb om, at han ville omvende sig og angre.

*

Da han var færdig med at bede, rejste han sig op, og da han havde fået lov til at tale, sagde han: "Gode folk, det havde været min agt at anmode jer om at bede for mig, hvilket jeg takker jer for på det hjerteligste. Og nu vil jeg bede for mig selv, som jeg kan bedst, og fremsige den bøn ord for ord, som jeg har skrevet."

Og han læste den stående, og efter at have knælet og bedt fadervor, knælede alt folket og bad indtrængende sammen med ham. Og da han så havde rejst sig igen, sagde han: "Hvert menneske ønsker, når han skal dø, at give nogle gode formaninger, som andre kan huske efter hans død og derved forbedre sig. Derfor beder jeg Gud skænke mig den nåde, at jeg må sige noget her, hvor jeg drager bort, hvorved Gud må æres og I styrkes."

"Og nu kommer jeg til det, der har plaget min samvittighed mere end noget andet; og det er, at jeg har sat noget på skrift, der er i modstrid med sandheden. Og det skal jeg her og nu tilbagekalde og afsværge. Det er skrevet af frygt for døden og for at frelse mit liv, hvis det havde været muligt."

"Her har jeg skrevet mange usandfærdige ting. Og for så vidt som min hånd har krænket mig ved at skrive det, der var i modstrid med mit hjerte, skal min hånd lide den første straf. Hvis jeg skal bestige bålet, skal den være det første, der brændes. Og hvad angår paven, fornægter jeg ham som Kristi fjende og antikrist med al hans falske lære."

Og da han blev mindet om sin fornægtelse, sagde Cranmer: "Ak, min herre, jeg har hele mit liv været en jævn mand, der aldrig før nu har løjet. At jeg har gjort det, beklager jeg på det dybeste."

Han føjede hertil, at med hensyn til sakramentet troede han på det, han havde skrevet i sin skrivelse til biskoppen af Winchester. Og her blev det ham nægtet at sige yderligere.

Så blev han ført bort, og en stor skare, der løb frem for at se ham lide den grusomme død, løb efter ham og formanede ham, mens tid var, til ikke at forglemme sig. Og en munk ved navn John, en god og lærd mand, gik sammen med ham hele vejen for at bringe ham på de rette tanker. Men det skulle ikke være. Hvad de talte om, skal jeg ikke kunne sige, men virkningen var synlig til sidst: For på bålet udtalte han, at han døde i den tro, han havde forkyndt, og at han fortrød den afsværgelse, han var blevet presset til.

Da han nu tillidsfuldt og med åbent sind nåede frem til bålet, trak han i en fart sine kæder af, så han stod i bar skjorte. En Guds tjener ved navn Elye kæmpede for at få ham til at genoptage sin fornægtelse, men da han mærkede biskoppens viljefasthed, sagde han: "Lad os gå fra ham. Vi bør ikke være nær ham, thi Djævelen er med ham."

Og Cranmer svarede, at hvad afsværgelsen angik, fortrød han den såre, thi han vidste, at den var imod sandheden. Herpå råbte Lord Williams: "Lad det få ende! Lad det få ende!"

Nu greb biskoppen sine venners hænder, men gudstjeneren nægtede at give ham hånden og bebrejdede andre, at de gjorde det, og sagde, at han beklagede, at han nogensinde havde været sammen med ham. Han atter bad ham om at bekræfte sin afsværgelse. Og biskoppen svarede, idet han rakte sin hånd frem: "Dette er den hånd, der skrev den. Derfor skal den straffes først."

Ilden blev nu tændt under ham, og han strakte sin højre hånd frem, stak den ind i flammerne og holdt den der i lang tid, før flammerne nåede andre dele af hans krop. Ethvert menneske kunne tydeligt se, hvordan hans hånd brændte, og han råbte med høj stemme: "Denne hånd har forbrudt sig!"

Nu flammede ilden kraftigt op, og han var snart død uden at have rørt sig eller mælet noget. Hans tålmodighed under pinslerne, hans mod i døden, hvad enten den var til Guds ære, til nationens gavn, eller som vidnesbyrd for troen, eller på grund af en forvrængning af den sande religion, kan jeg kun fremhæve som et værdigt forbillede, der kan måle sig med enhver Guds mand fra gammel tid. Naturligvis har hans død skabt sorg i alles sjæle, men ikke på samme måde. Nogle sørgede ved synet af ilden, der rasede omkring den tåbelige krop, der ikke ville afsværge sine dumheder. Andre græd, da han ødede sin sjæl så grusomt uden mulighed for frelse og sænkede sig til evige pinsler. Venner sørgede af kærlighed, fjenderne af medlidenhed.