PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-09-12
0354

 

TILFLYTTEREN
(Homovielser nr.21)

Ved aftenstid var landskabet blødt. Markerne, gærderne, træerne, dyrene og folkene, der vendte hjem efter dagens arbejde, havde sammen skumringsskær over sig. Bjergene i øst lod sig male med vestens sidste penselstrøg; den store runde kugle sendte et beroligende lys ind over egnen… og ingen kunne i den stilfærdige aftenstemning forestille sig, at dette var afslutningen på landsbyens sidste dag. Ingen kunne ane, at katastrofen var så nær, og at ødelæggelsen havde at gøre med de to fremmede…

’Tilflytteren’ sad i porten. Det var det navn, man havde givet ham. Han var kommet til byen for nogle år siden. Var oprindelige fra et eller andet sted i Kaldæa i Mesopotamien og havde forladt sin øvrige familie for at slå sig ned i denne dal. Men han blev aldrig rigtig ét med folk på stedet. Derfor kaldte de ham ’tilflytteren’.

Ingen hørte, hvad de tre mænd talte om. ’Tilflyttere’ og de to fremmede. Men et par unge mænd, der passerede porten, hørte, at ’Tilflytteren’ sagde: "Nej. I skal ikke overnatte på gaden. Det kan være farligt! I kan overnatte under mit tag." ’Tilflytterens’ døtre mødte de unge mænd på den anden side af porten; de lo og forsvandt hånd i hånd ind i byen…

De to fremmede fulgtes med ’Tilflytteren’ hen til hans hus. Han lukkede dørene forsvarligt. De fremmede fik åbenbart noget at spise. Så blev lysene slukket, og det så ud til, at alle var gået til ro.

Den fred, som havde rådet i skumringstimen forplantede sig nu til hele landsbyen. I hus efter hus slukkedes lysene. Et par hunde glammede. Vægteren gik gennem gader og stræder og meldte, hvad klokken var slået. Alt åndede fred og ingen fare.

Men så skete det, som ikke måtte ske. Det, der blev anledningen til katastrofen. Den hændelse, der førte til, at byen ved morgensolens stråler lå begravet i brændende aske, og at ikke en levende sjæl var at se. Den eneste bygning, der stod tilbage var ’Tilflytterens’ hus. Det var tomt. Han selv og hans familie var forsvundet. Også de fremmede var væk… nogle få fortvivlede, udmattede flygtninge fortalte, hvad der var sket. "De to fremmede," græd de, "det var dem, der ødelagde byen…"

Ifølge den rapport, som er blevet stykket sammen af de få overlevende øjenvidner, blev natteroen forstyrret ved, at en flok unge og ældre mænd havde rusket i den låsede dør til ’Tilflytterens’ hus. "Luk op!" havde de råbt. "Vi vil tale med dig!"

Men ’Tilflytteren’ lukkede ikke op. Der kom flere folk til. Til sidst var den halve landsby samlet udenfor den lukkede dør. Mændene dundrede på dørstolperne. "Hvis ikke du lukker op, så smadrer vi døren," råbte de.

"Hvad vil I mig?" råbte ’Tilflytteren’ inde fra huset.

"… tale med dine gæster! De to mænd, der kom til dig her til aften!"

De af byens overlevende, som var i stand til at fortælle, hvad der videre skete, gjorde det klart, at det, der førte til ulykken, havde noget at gøre med de trusler, som blev råbt.

"Mændene udenfor huset var parat til at sprænge døren. De ville have fat på de to fremmede. "Vi vil ligge med dem," havde de skreget. I det øjeblik gik døren op, og ’Tilflytteren’ kom ud. Han lukkede døren bag sig og talte til den ophidsede skare.

"Gør ikke dette," havde han råbt. "Disse to mænd er gæster under mit tag, og det, I har i sinde, må ikke overgå dem."

På et tidspunkt begyndte råbekoret. "Tilflytter, Tilflytter, Tilflytter!" Dermed mente hoben, at manden ved den lukkede husdør ikke skulle blande sig. Han var fremmed som hans to gæster… "og vi kunne finde på at gøre noget værre ved dig, end vi vil gøre ved dem!" lød det.

Det blev optakten til håndgemæng. Mændene omkring huset stormede ind på ’Tilflytteren’, og slagene haglede ned over ham. De største iblandt dem begyndte at kaste sig med hele deres vægt mod den lukkede dør. Det var nu kun et spørgsmål om sekunder, så ville dørstolperne give efter, og den ophidsede flok ville storm ind i huset…

*

De af byens få overlevende kvinder, som fortalte om nattens hændelser, gav alle den samme enslydende rapport. Af denne fremgår det, at døren på det tidspunkt blev åbnet, og de to fremmede trådte ud. Det var høje, lyse mænd. Stærke og mærkeligt uforfærdede. Uden et ord trængte de ind på mængden og befriede ’Tilflytteren’, som allerede var ilde tilredt. Hvor de kom frem, veg hoben til side. Selv de største af byens mænd styrtede til jorden og da de atter rejste sig ravede de rundt som i blinde.

Som i mørke slog de ud efter hinanden. Enkelte famlede langs husets vægge som for at finde døren, og da de endelig nåede frem til den, var den atter lukket. Skrigende blev de ført gennem landsbyens gader. "Jeg kan ikke se!" råbte de. Nogle stred for at befri sig; de ville tilbage til ’Tilflytterens’ hus. "Det skal han få betalt!" hylede de. "Hans gæster smed noget i øjnene på os, så vi er blevet blinde..!"

Efter et par timers forløb var der faldet mere ro over landsbyen. Dog ingen var gået til ro. I småklynker diskuterede folk, hvad der var sket. Nogle mente, at byens mænd var gået for vidt, da de havde forlangt de fremmede udleveret ’for at ligge med dem’ – men de fleste afviste den snak. "Det hører sig til hos os!" sagde de. "Det må folk være klar over, når de besøger denne egn. Sådan gør vi her – og hvis de ikke kan tåle mosten, kan de blive væk!"

Da pludselig sås en skikkelse for enden af landsbyen. Det var ’Tilflytteren’. Hans ansigt var mærket af slag. Hans tøj var forrevet; han haltede. Hvor han kom frem forstummede samtalen. Fra enkelte huse hørtes råb og skrig: "Er han dér? Lad mig få fat i ham!" Han har ødelagt mine øjne. Det skal han få betalt!"

Men Tilflytteren fortsatte uanfægtet sin vandring ned ad landsbygaden. Han standsede ved et bestemt hus og nævnte to navne.

"Dem kan du ikke komme til at tale med. De har det dårligt!"

"Dårligt? Hvad vil det sige?

"De har svært ved at se. Dine to gæster smed noget i øjnene på dem."

Tilflytteren lod sig ikke afvise. "Det er vigtigt," sagde han. "Livsvigtigt!"

Til sidst kom de to unge mænd ud. De blev ført hen til Tilflytteren. Famlende og modvilligt hilste de på ham. "Jeg så jer foran mit hus – sammen med de andre." Tilflytteren trådte hen mod de unge mænd, der veg tilbage.

"Vi ville hjælpe! Redde dine døtre! Er vi ikke dine svigersønner?"

"Jaså! I ville redde mine døtre? Godt! Så vil jeg redde jer! Pak jeres ting og følg med mig. Når solen står op, er der ikke en levende sjæl tilbage i denne by."

"Ikke en levende sjæl?" De to unge mænd famlede efter hinanden. De lo begge. "Vil du slå os alle sammen ihjel?"’

"Gud vil ødelægge byen!" Tilflytteren vendte sig for at gå.

"Jaså, Gud vil ødelægge byen!" Nu slog de to unge mænd en latter op. "Hvorfor skulle Gud ødelægge vores lille by. Hvad slemt har vi bedrevet?"

"Og det spørger I om?"

"Ja, det spørger vi om." De omkringstående brød ind i samtalen. "Det spørger vi om." Ordene blev gentaget, mens ’Tilflytteren tavst lyttede.

Da han vendte sig for at gå, greb flere fat i ham. "Det spørger vi om!" Deres stemmer var truende.

"Også efter det, som er sket i nat?"

"Ja, også efter det, som er sket i nat!" Flokken rykkede tættere sammen. Flere kom til.

Tilflytteren så sig roligt omkring. "Også efter det, som I ville gøre med de to fremmede?"

"Hvad ville vi gøre ved de to fremmede?"

"I råbte, at ’I ville ligge med dem’."

"Ja, og hvad så?" Alle lo…

Tilflytteren løftede advarende hånde: "Derfor vil Gud ødelægge byen."

(Af en senere nedskreven beretning om denne nats tildragelser fremgår det, at ’Tilflytterens’ svigersønner ikke fulgte med ham. "De troede, at han holdt dem for nar," hedder det… 1.Mose 19:14).

*

Endnu før solen steg op over bjergene i øst var Tilflytteren på vej ud af byen. De to fremmede fulgte med. "I skal skynde jer," sagde de til den flygtende familie. "Snart bryder det løs, og I skal ikke standse for at kigge jer tilbage. Det er et spørgsmål om liv eller død."

"Hvorfor vil I ødelægge byen?" ’Tilflytteren’ fulgte kun modstræbende med.

"På grund af dens synd." De to fremmede talte kort og lavmælt.

"Men folk i byen siger, at den måde, de lever på, ikke er synd. ’Det er helt naturligt!’ siger de…"

De to fremmede betragtede et øjeblik ’Tilflytteren’. "Siger folk det?"

"Ja, det siger folk."

De fremmede fortsatte vandringen. "Du skal ikke miste livet på grund af byens synd," sagde de (1.Mose 19:15).

"Byens synd?"

"Ja, byens synd!"

*

Da solen stod op over landet var ’Tilflytteren’ og hans familie kommet til en lille by ved navn Soar. Hvad der videre skete, står skrevet i den første af Bibelens bøger. Her fortælles følgende:

"Da lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i Himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne. Men Lots kone så sig tilbage, og hun blev en saltstøtte.

Næste morgen kom Abraham tilbage til det sted, hvor han havde stået foran Herren, og da han så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen, så han, at der steg røg op fra jorden som røgen fra en smelteovn… (1.Mose 19:24-28).