PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-09-15
0355

 

FORRÆDERIETS KYS

Redaktøren af tidsskriftet ’Kritisk Forum for praktisk teologi’, sognepræst i Kgs. Lyngby, Jørgen Demant, hævder i sit forsvar for homovielser i kirken, at inkarnationen af Kristus gentager sig i det homoseksuelle kys…

Udbredelsen af denne lære indberettes d. 15. september 2010 – dagen, hvor kirkeministerens udvalgsrapport om ’homovielser i kirken’ offentliggøres – til biskoppen i Helsingør.

Afslutningen af det arbejde, som kirkeministeren indledte d. 15. april ligger nu på bordet. Det drejer sig om resultatet af de overvejelser, som det såkaldte ’homo-udvalg’ har stridt med i 150 dage. Emnet har været: ’Kan homovielser finde sted i folkekirken?’ Udvalgets rapport kan næppe hastigt vurderes; deres indhold bør nøje ransages og kommenteres… men det anes, at den indvarsler en skæbnetime for Danmarks kirke og folk. Den beskæftiger sig med ét af de største og mest udfordrende teologiske lærespørgsmål siden reformationen.

*

Teologien bag den holdning, som præger ikke blot en del af homo-udvalgets medlemmer men adskillige af landets bisper, provster og præster, er overraskende kommet til syne før rapportens offentliggørelse. Det har ellers ikke været muligt at få noget at vide om, hvad der skete bag de lukkede døre, men den (efter min mening eneste mulige) ’doktrin’, som har kunnet bevæge landets biskopper til at lægge hånden på denne plov, er pludseligt dukket op i det 120. nummer af et 30årigt teologisk tidsskrift, juninummeret: 2010 af ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’.

Indtil da har ingen været klar over, hvad teologerne forstår ved den kirkelige vielse af homoseksuelle – men som en grundig forberedelse til udgivelsen af den kirkeministerielle rapport om denne sag har tidsskriftets redaktion ved udgivelsen af dette juni-nummer sløjfet hele sin langtids planlægning af teologiske emner for at give plads til en dybdeboring af, hvad en homovielse betyder.

Den ene af tidsskriftets to redaktører, sognepræst og teologisk konsulent i Helsingør Stift, Kgs. Lyngby, Jørgen Demant, forklarer i en af skriftets 10 artikler, hvad en homovielse står for. Hans konklusion er overraskende. Han erklærer, at homovielsens højdepunkt er det øjeblik, hvor parret kysser hinanden. "Kysset er måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi," skriver han og tilføjer: "Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden…" (s.68-69). Jørgen Demants artikel om bl.a. homo-kysset har titlen: ’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’.

Eftersom jeg finder en sådan forståelse af den homovielse, som udvalgsrapporten nu har stillet skarpt på, for oprørende og for at være et udtryk for den mørkeste vranglære, indberetter jeg samme dag, som homo-betænkningen lægges på kirkeministerens bord d. 15. september 2010, sognepræsten i Kgs. Lyngby og hans artikel i ’Kritisk Forum’, ’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’ til biskoppen i Helsingør. Samtidig afleverer jeg denne artikel til kirkeministeren, for at hun kan læse udvalgets rapport i lyset af disse linjer. Jeg tillader mig at give min indberetning om ’Homo-kysset’ titlen: ’Forræderiets kys’, og sender den også til vort lands kirkeminister.

*

"Er dette ikke en for overdreven overskrift?" vil nogen indvende. "Vil fornuftige mennesker ikke automatisk trække sig tilbage fra en sådan betegnelse? Kan noget aspekt af den nu foreliggende udvalgsrapport indordnes under en sådan definition? Kan en sådan tidsskriftsartikel ikke blot koges ned til en lidt sværmerisk præsts poetiske beskrivelser af en vielse – generelt set? Udtrykket ’Forræderiets Kys’ - er det ikke at gå for langt? Kan et sådant begreb virkelig – og set ud fra Bibelen – gengive, hvad der ligger i præstens betegnelse af ’inkarnationens gentagelse i de homoseksuelles bryllupskys? Der er mange spørgsmål. Lad mig forsøge at svare…

Med den afleverede homo-rapport om vielser i kirken og Lyngby præstens forklaring af bl.a. homokyssets teologiske betydning er – sådan ser jeg og mange med mig på denne sag – forræderiets mørke øjeblik i Ny Testamentes Getsemane beretning ved at få en ny aktualitet.

Lukas fortæller i sit evangelium, at da Jesus i den dystre have rejste sig fra en bøn, der var så indtrængende, at ’Hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden… da dukkede en skikkelse op i natten.

Det var forræderen, en af de tolv, Judas Iskariot. Lukas beretter: "Han nærmede sig Jesus for at kysse Ham, men Jesus sagde til ham: "Forråder du Menneskesønnen med et kys?" (Luk.22:47-48) Dette Judas-kys er gennem tiderne blevet omtalt som ’Forræderiets Kys’.

Med denne samme benævnelse henviser jeg imidlertid ikke kun til den ’mørkets time’, som for de 2000 år siden fandt sted i Jerusalem – men med udtrykket ’Forræderiets Kys’ refererer jeg både til den sørgelige sag, som homo-udvalgets rapport omhandler, og til den afslørende artikel om teologien bag homovielsen, som af sognepræst og redaktør, Jørgen Demant, er blevet offentliggjort i ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’.

Vort land og vort folk befinder sig i denne time i en Getsemane-nat. Et homo-mørke er faldet over os, og fra mange steder i Danmark stiger fra de kristne en indtrængende bøn til himlen. Aldrig kan dette råb blive så inderligt og åndsbevæget, som Jesu bøn i haven ’den nat Han blev forrådt i Jerusalem' (1.Kor.11:23) – men ud over land og rige er der mange, som knælende og i tro viser hen til Ham, som gennem sin evige forbedergerning kan skaffe hjælp, inden det er for sent. "Lad os derfor," udbryder Hebræerbrevets forfatter, "med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid…" (Hebr.4:16).

 

ER DET FALSK LÆRE?

De første sætninger i Den Apostolske Trosbekendelse bliver en af de formuleringer, som biskoppen i Helsingør kommer til at tage højde for, når hun skal bedømme Lyngby præstens erklæringer med hensyn til inkarnationen og ’det homoseksuelle kys’.

Eberhard Harbermeier skriver i bogen: ’Retten og Den rette lære’ (Aros 2007), at hvis ’man er relativist og af den opfattelse, at den sande lære har kun Gud, og at ingen andre derfor har patent til sandheden, så kan man heller ikke legitimt tale om kætteri og falsk lære’. Han tilføjer (og det vil nu vise sig, om Helsingør-bispen tør tage nogen stilling i denne sag): "Den rette lære og hæresi er komplementære begreber; det ene findes ikke uden det andet. Vover man ikke at tale om den rette tro, og relativerer man sandheden ud fra den kendte frase, at ingen har patent på den, må konsekvensen også være, at man ikke kan tale om falsk lære og hæresi…" (s.12).

Hvad vil Helsingør-bispen gøre ved Lyngby præstens erklæringer om ’homo-kysset’? Har Jørgen Demant ret i, at Kristus inkarneres i det homoseksuelle bryllup? Vover Helsingør biskoppen her at ’tale om den rette tro’ – eller relativerer også hun sandheden, så at ingen mere kan finde ud af, hvad der er løgn og falsk lære, og hvad der er et sandt udtryk for sund forkyndelse?

(Jeg spørger, fordi jeg er medlem af folkekirken… men indrømmer, at jeg for godt 15 år siden ved hendes indsættelse som biskop afleverede en lille bog ved hendes dør. Jeg havde selv skrevet den. Titlen var: ’Når kvinder bryder brødet’ (Fædrene 1995), og den havde en rød banderole med teksten: ’Kan en kvinde indsættes som biskop’. Den bog har gjort mig upopulær – og jeg ved jo ikke, om hun har tilgivet mig, at jeg søgte at forære hende et eksemplar ved den anledning?)

*

Trosbekendelsens første ord, som Lyngby præsten – søndag efter søndag – lader menigheden til at fremsige, må biskoppen imidlertid forsvare som sandhed. Hvis noget prædikes eller praktiseres, som strider mod Den apostolske Trosbekendelse, må hun erklære det for løgn. Nøjagtigt som hun ifølge teksten selv bekender: "Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen…"

At kirken mener det alvorligt med denne bekendelse fremgår alene af den kendsgerning, at den er blevet gentaget millioner af gange, og at den fremover (hvis andre bisper ikke vil have den fjernet) fortsat vil blive gentaget og gentaget og gentaget. Tidligere biskop Jan Lindhardt antyder i sin katekismus, at denne trosbekendelse ’går tilbage til apostlenes tid i det 1. århundrede’.

Imidlertid kan vi ikke være sikre i vor sag. På trods af denne bekendelses langvarige og kompromisløse afstandstagen fra Satan og al hans snedige og nedrige fremfærd, ser det ud til, at hans ’business’ fortsat kører udmærket. Med nedsættelsen af kirkeministerens udvalg til en teologisk overvejelse af den eventuelle indførelse af homovielser i kirken, er det for mig – og for mange med mig – tydeligt, at den ondes gerninger er godt på vej ind i kirken – og med Jørgen Demants erklæring, at Jesus inkarneres i det homoseksuelles kys er det for de fleste åbenbart, at djævelen ikke har lukket sin forretning. Efter en uendelig lang og smertefuld kirkehistories troskampe, står den kristne menighed i Europa og den vestlige verden overfor på ny at skulle jage ’djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen’ på porten – og selvom oprigtige troende både indenfor folkekirken og de frie forsamlinger med fornyet styrke atter og atter gennem den fælles trosbekendelse overfor djævelen erklærer: "Vi vil ikke have noget med dig at gøre!" … og selvom kristne alle vegne vil forene sig og med én mund råbe: "Vig bag mig Satan!" (Matt.16:23) – så bliver bispen i Helsingør nødsaget til – helt konkret og uden bortforklaringer – at tage stilling til den mørke skygge, som nu gennem Lyngby præstens teologiske udredninger om ’Kristi gentagne inkarnation i homo-kysset’ falder over Nordsjælland. Og ikke blot over det stift, hvor Helsingør-bispen har tilsynspligt – men alle bisper bør her samle sig og indtage en fælles holdning. Den teologiske konsulent for Helsingør stift er som nævnt også medredaktør af tidsskriftet ’Kritisk Forum for profetisk teologi’, hvori hans artikel om ’inkarnationens gengivelse’ er blevet trykt. En ond sæd er blevet spredt over land og rige. Ja, gennem Helsingør-bispen bør den evangelisk-lutherske kirke i Danmark nu undersøge, om Lyngby præsten gennem sin homo-teologi om undfangelsens under helt bogstaveligt lukker mørket fyrste ind i kirken ad en bagdør – ja, om han ved sine offentliggjorte meninger om ’inkarnationens gentagelse’ ved en homovielse gør sig til talsmand for en dæmonisk vranglære, der, støttet af en udbredt bevægelse i kirken, nu sniger sig ind på livet af selve væsensindholdet i Den Apostolske Trosbekendelse.

 

’GUDS EROTISKE MØDE MED MARIA?’

Det afsnit af Trosbekendelsen, som jeg anmoder Helsingørs biskop at holde sig for øje (ved læsningen af Jørgen Demants artikel) er den betydningsfulde sætning, som følger umiddelbart efter djævleforsagelsen. Den lyder således: "Vi tror på Gud Fader, Den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, Hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria…"

Det er bl.a. denne kirkens tusindårige bekendelse, som sande kristne alle vegne og til alle tider har tilsluttet sig, at sognepræsten i Kgs. Lyngby på det alvorligste og ved den mest oprørende overtrædelse forbryder sig imod, når han i den omtalte artikel i ’Kritisk Forum’ under overskriften: ’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse gør sig til talsmand for, at en gentagelse af Herren Jesu forunderlige komme til denne verden finder sted i det kys, som to homoseksuelle giver hinanden som afslutning på deres vielse efter det kirkelige ritual.

"Kysset og omfavnelsen er måske det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi," skriver han og fortsætter: "… for ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden…" (s.68-69).

*

Gennem slægterne har teologerne slidt og stridt med at finde ud af, hvad der egentlig ligger bag den forklaring, som Engelen Gabriel ifølge Ny Testamente giver som svar på Marias spørgsmål. Engelen er kommet for at meddele Maria, at hun skal blive mor. "Du skal undfange og føde en søn, og du skal give Ham navnet Jesus," siger Gabriel og tilføjer: "Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn." Og videre: "Gud Herren skal give ham Davids, Hans faders trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på Hans kongedømme (Luk.1:31-33).

Maria modtager dette storstilede og altomfattende løfte, men fatter ikke, ’hvordan det skal gå til’. – "Jeg ved jo ikke af nogen mand," siger hun.

Hertil svarer Engelen (og det er den dybe, underfulde og hellige betydning bag Gabriels ord, som fromme mænd og kvinder gennem århundreder har grundet over og i gudsfrygt afholdt sig fra at svare på): "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn" (v.35).

*

Muslimerne spotter dette afsnit. I deres hånlige afvisning af, at ’Ånden har en søn’, henviser de bl.a. til denne beretning, som om Den Højeste – i forbindelse med inkarnationen – havde et kødeligt, erotisk forhold til Maria.

Sognepræsten i Lyngby giver muslimerne ret! "Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden," skriver han. Lignelsen (der indledes med ordet ’ligesom’) giver anledning til at forstå, at ’ligesom mennesker i den erotiske hengivelse forbinder sig med hinanden, sådan forbandt Gud sig med verden i Kristus...’

Billedet med det homoseksuelle og lesbiske kys udmales af Jørgen Demant ’som det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’. Han fortsætter: "Kysset og omfavnelsen er en hengivelse, hvor jeg overskrider min krop for at møde en andens krop."

 

FOLKEKIRKENS DOGMATISKE KÆMPEHJUL

Helsingør Stifts teologiske konsulents beskrivelse af homo-kysset kan tydeligt opfattes som en belæring om den erotiske hengivelse i ’inkarnationens gentagelse’. Han skriver: "Kroppene smelter sammen. Der er et nærvær og en intimitet i hengivelsen, som et sidste eksempel på, hvorledes ’Gud forbandt sig med verden i Kristus’, henviser Jørgen Demant til ’Grundvigs forklarelse eller tydning af gudsforholdet. "Det er," citerer han Grundtvigs digt til Marias tale, ’at vore munde, vi vågne eller blunde, dog mødes i et kys…"

Som Grundtvig sikkert ville have frabedt sig, at hans digt skulle bruges til forsvar for det homoseksuelle kys – sådan er det nu et spørgsmål, om tidligere biskop Jan Lindhardt (2002) vil acceptere, at hans fremstilling af vielsen som en ’fejring af kroppens gavmildhed’ og en ’inkarnatorisk handling’, der … ’med Kristus binder os til skrøbelighed og forgængelighed’ – også tør anvendes i Jørgen Demants forsvar for homovielsen?

Ja, det er et spørgsmål, om også Helsingør bispen i sin gennemgang af dette materiale, vil kunne se længere og dermed fastslå, at homovielsen ikke blot ’binder parterne til skrøbelighed og forgængelighed’ – men ifølge Ny Testamente lænker dem til et fortsat parforhold i synd!

Lyngby præstens artikel om homo-kysset som et klimaks i en ’gentagelse af inkarnationen’ bør – sådan ser jeg det – iagttages og bedømmes ud fra tre aspekter. Alle forbundne i den teologiske definition af inkarnationen: … ’at Maria er Jesu eneste mor, og Gud er Jesu eneste far’ (Karl Barth).

1. Det første aspekt er Simon Peters ord henvendt til Jesus: "Du er den levende Guds Søn," som besvares med Jesu erklæring: "Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min far, som er i himlene!" (Matt.16:17)

Er Jørgen Demants lære om ’inkarnationens gentagelse’ (altså at homo-kysset er en fornyet åbenbarelse af Jesus som Guds Søn) i harmoni med Kristi erklæring: "Kun Min far kan have givet dig denne åbenbarelse?"

"Ånden siger med klare ord," forklarer Paulus, "at de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmonernes lærdomme" (1.Tim.4:1).

2. Det andet aspekt er den afgørende betydning, som Ny Testamente lægger i forståelsen af inkarnationen (at ’Gud er Jesu eneste far’): "Du er den levende Guds Søn!" Jesus erklærer (med henblik på åbenbarelsen bag denne bekendelse): "På den klippe vil Jeg bygge Min kirke!" (Matt.16:18).

Er Jørgen Demants hævdelse, at homo-kysset måske ’er det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi, nemlig sammensmeltningen mellem to…’ af denne åbenbarelsens klippenatur, at Jesus fremover kan bygge sin kirke på den? Eller sagt med andre ord: Er det en homo-kirke, som er de troendes håb for fremtiden? Er det denne homo-åbenbarelse om ’inkarnationens gentagelse’, som ’dødsrigets porte ikke skal få magt over’ (v.18)? Er det med henblik på det homoseksuelle og lesbiske kys (’inkarnationens gentagelse’) at Den opstandne Herre nu betror nøglemagten: ’Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden skal være løst i himlene (v.18-19) til den homolære, som Jørgen Demant udbreder?

3. Det tredje aspekt med henblik på Ny Testamentes lære om ’Jesu Kristus kommen i kødet’ (altså inkarnationens virkelighed) dukker frem i apostelen Johannes advarende formaning, hvori han med en særlig henvisning til dette lærepunkt, skriver: "I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud, thi mange falske profeter er draget ud i verden. Derfor kan I kende Guds Ånd: Enhver ånd, der bekender Jesus Kristus, kommet i kødet, er af Gud. Enhver ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; det er antikrists ånd…" (1.Johs.4:1-3).

Artiklerne i det 120. nummer af tidsskriftet ’Kritisk Forum’ beskæftiger sig med det emne, som 15.-september rapporten har arbejdet med: ’Kirkelige vielse af homoseksuelle’. Det antikristelige mærke kommer (så vidt jeg kan se) tydeligt til syne i tidsskriftets 10 artikler. Stærkest imidlertid i Jørgen Demants indlæg: ’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’.

Titlen alene er ildevarslende! Er det antikrists ånd, som her antyder, at verdenshistoriens mest underfulde hændelse, at Gud i Kristus blev menneske, nu gentages hver gang en homofil vielse finder sted i kirken? Altså at den kristen menigheds trosbekendelse: ’undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria’, finder sin gentagne opfyldelse i homovielsens klimaks – det øjeblik, hvor de homoseksuelle mænd eller de lesbiske kvinder kysser hinanden?

Når ’ånderne skal prøves’, hvad er det da for en ånd, som driver Lyngby sognepræsten til at skrive: "Menigheden, der er med som vidner til velsignelsen af Søren og Peter, bliver vidne til inkarnationsunderet?"

Skal vi som evangeliske kristne vare os for en sådan lære på samme måde, som vi forsager Roms falske opfattelse af ’offerets konkrete gentagelse’ i messens nadverelementer?

*

Det er således intet mindre end folkekirkens egne dogmatiske kæmpehjul, som Lyngby præsten bevæger sig ud imellem i sit forsøg på at tage læren om inkarnationen til indtægt i sine bestræbelser på at retfærdiggøre den homofile vielse i kirken.

Fire mægtige svinghjul kværner omkring ham, og hvis det ikke lykkes ham at overbevise sin biskop om, at det homoseksuelle kys kan inkorporeres i disse giganter, har han et problem.

Det første af de fire hjul er som nævnt Den Apostolske Trosbekendelse, hvor han skal redegøre for, hvorledes den homo-erotiske hengivelse kan sammenlignes med Jesu undfangelse i Marias moderliv.

Dernæst skal hans lære om ’homokysset som det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi ’stemme overens med Den Nikænske Trosbekendelse (år 325), der erklærer, at Kristus ved inkarnationen var ’fuldt ud menneske og fuldt ud Gud’. Det tredje og fjerde hjul, som homo-kysset skal harmonere med, er Den Athanasianske Trosbekendelse (ligeledes fra det 4. århundrede), der urokket fastholder Jesu Kristi, Guds Søns væsensenhed med Faderen (Gud af Gud, Lys af Lys, Sand Gud af Sand Gud, født og ikke skabt, af samme væsen som Faderen) – samt giganthjulet, der blev sat i omdrejninger i det 16-århundrede. Den Augsburgske Bekendelse, der er reformationens og Luthers værk.

Hvis ikke sognepræstens lære om homo-kysset ’som inkarnationens gentagelse’ stemmer overens med – og helt og holdent følger i sporet af Luthers lille katekismus (der tilsammen med de fire trosbekendelser udgør folkekirkens bekendelsesgrundlag) – så kan hans artikel i ’Kritisk Forum’ blive betegnet som et ’Forræderiets kys’. I så tilfælde kan hans dage være talte som præst i Den danske Folkekirke.

Af den grund vil Helsingør biskoppen sikkert stille skarpt på Jørgen Demants fremstilling og kommentar til homovielsens forløb. Den har udover homo-kysset fem indledende stadier, som jeg her tillader mig at kommentere med et skriftord fra Bibelen:

1. "Ved homovielsen ’er det måske præstens afgørende rolle at udlægge inkarnationsunderet," fastslår Jørgen Demant og tilføjer: "Jeg vil gå så vidt som at sige, at Gudsriget inkarneres i gudstjenestens liturgi. Ånd får krop… menneskets sociale liv (herunder seksualitet) bliver via gudstjenesten eksempel via tegn og ord."

"Far ikke vild," advarer Ny Testamente. "De, der lader sig bruge til unaturlig utugt eller de, der øver den, skal ikke arve Guds Rige!" (1.Kor.6:9-10)

2. Ved homovielsen ’skal parret følges ad op og ned ad kirkegulvet. Jørgen Demant forklarer: "Hermed vises det væsentlige i Guds velsignelse af parforholdet." Han citerer fra skabelsesberetningen: "Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham."

"Derfor forlader en mand sin far og mor," hedder det i Bibelen. "Han binder sig til sin hustru, og de to bliver et kød" (1.Mose 2:24). Om det homofile parforhold siger Ny Testamente: "Gud gav dem hen til vanærende lidenskaber" (Rom.1:26). Det er ’naturstridigt’ (de passer ikke til hinanden).

3. Ved homovielsen ’vender parret sig mod himlen’. "Denne kropsholdning signaliserer," erklærer Jørgen Demant "at de to med deres kroppe er hinandens værn og skjold, og at de vil være himmel for hinanden…" Han slutter: "Følgeskabet synliggør den kristne forståelse af frihed… at være bundet til et andet menneske" (s.67).

"De taler overmodige og tomme ord," siger apostelen og tilføjer: "…og lokker i kødeligt begær ved deres løsagtighed dem, som var lige ved at undslippe fra folk, der vandrer i vildfarelse. De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen…" (2.Pet.2:18-19).

4. "Ved homovielsen er håndspålæggelsen det stærkeste tegn på velsignelsen," fortsætter Jørgen Demant og tilføjer: "Et billede på tilhørsforholdet til Gud. En solidaritetserklæring, der indebærer Guds medleven…"

"Deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med en unaturlige," forklarer Romerbrevet (1:26). "Hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? Hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? (2.Kor.6:14-16)

5. Ved homovielsen lyder ordene: "Så giv hinanden hånd derpå." Jørgen Demant forklarer bl.a.: "Med hånden trøster man den anden ved at stryge den anden over kinden."

Apostelen Paulus erklærer: "Også mændene vendte sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd" (Rom.1:27).

Hermed overdrages denne sag til Helsingør biskop, for at hun kan tage skridt til at værne skiftet – ja, hele landet, - mod den lære om ’inkarnationens gentagelse i homovielsen’, som sognepræsten i Kgs. Lyngby gør sig til talsmand for.