PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-10-01
0356

 

ØJEBLIKKET – DEN HIMMELRÅBENDE SYND
(
Nr. 1 – kapitel 1)
 

’Den himmelråbende synd er præcis den synd, der på den mest raffinerede måde giver sig udseende af hellighed og lader som om, den ikke er himmelråbende – og dog er dette netop hvad den er; ved hykleriets lydeløshed er den mere himmelråbende end det himmelråbende…’ (Søren Kirkegaard, ’Øjeblikket’, 1855).
 

En mands sidste ord vejer tungt… sådan som det i øjeblikket er tilfældet med den store danske tænker og teolog, Søren Kirkegaard. Hans afsluttende, hastigt nedskrevne sider af et omfattende forfatterskab er atter blevet aktuelt! Skrifterne er et 150-årigt rasende opgør med landets statskirkesystem, og det er i dag som om den gamle filosof – harmfuld og heftig – er stået op af graven for at advare mod et system, der til sidst ’på den mest raffinerede måde’ vil bekæmpe de sande troende…

Da Kirkegaard d. 15. november 1855 udåndede, lå det tiende og sidste nummer af tidsskriftet ’Øjeblikket’ ved siden af hans pen. I dag er blækket endnu ikke tørt! Han synes i disse betragtninger at ’grunde over den tid, der skal komme, og som Kristi Ånd viser frem til’ (1. Pet. 1:11) – og han erklærer som apostelen: "Det gør I vel i at agte på som et lys, der skinner på et mørkt sted" (2. Pet. 1:19). Statskirkesystemet er et for Kirkegaard farligt element. Det vil bevise sig som den største fjende af Ny Testamentes kristendom. Hans sidste ord handler ikke kun om den forhærdede velbjergethed. De handler om det. Der er værre: ’Det afskyelige’. ’Det raffinerede’… det livsfarlige.

"Hvad der i verden ses og stemples som ’afskyeligt’ kan være frygtelig nok," skriver han. "Men det forslår kun lidt mod ’det raffinerede’. Da har vi nemlig at gøre med, hvad man kalder ’himmelråbende synd’.

Han fortsætter: "Den himmelråbende synd er præcis den synd, der på den mest raffinerede måde giver sig udseende af hellighed og lader som om, den ikke er himmelråbende og dog er det netop, hvad den er ved hykleriets lydeløshed er den mere himmelråbende end det himmelråbende…"

Det er min hensigt i det følgende at gengive den kommende tids begivenheder, som de nu hastigt udvikler sig omkring indførelsen af homovielser i kirken. Jeg tillader mig derfor for en tid at lade skriftet ’Øjeblikket’ genopstå for dermed at give ’Søren Kirkegaard anledning til at påpege det farlige ved ’det raffinerede’. Den synd, der lydløst råber højest… og som alle sande troende alle vegne skal vogte sig for.

 

BEKÆMPELSEN

Den foreløbige drejebog ser således ud: Efter godt et halvt års overvejelser afleverer et udvalg af danske teologer og kirkefolk en rapport over kirkelige homovielser til kirkeministeren. Denne rapport ikke kun anbefaler, at homoseksuelle kan vies i kirken men den indeholder et truende element. "Vi skal bekæmpe dem, der fordømmer…" hedder det…

I Folketinget står politikerne på spring. De vil have denne nye orden ophøjet til lov. Dermed vil de få et våben i hænde, som ikke blot giver dem adgang til Guds Hus – men som samtidig giver dem en lovlig grund til at tage alvorligt fat på ’anderledes troende’.

"Vi har ventet meget længe, nu kan ministeren ikke fortsat trække tiden ud," udtaler en af de politiske talsmænd. Ministeren giver imidlertid sagen endnu tre måneders ventetid. "Vi vil lytte til menighedsrådene i sogn efter sogn," udtaler hun. Det anes, at dette ikke er nogen lille sag. "Udvalget betoner, at det vil bekæmpe al form for fordømmelse." Hun tilføjer: "Det går den vej!"

Dette giver anledning til nærmere at iagttage, hvilken vej det hidtil er gået med sagen om de homofile vielser i kirken. Da viser sig nemlig en rød tråd. En blodrød tråd, der varsler ilde! En åben fordømmelse af bl.a. de troende, som ikke godvilligt vil følge denne linje. De vil snart få kærligheden at føle. 2010-rapporten viser tænder…

Hvordan ser denne omtalte udvikling ud?

I 1997 udtalte de danske biskopper i en presseudtalelse bl.a. at de samstemmende tog afstand fra en kristelig fordømmelse af mennesker, som har besluttet at leve sammen i registreret fællesskab.

Hvad de mente med dette gjorde de klart syv år senere, da de i årets første måned i 2005 erklærede: "Det registrerede partnerskab er en god ramme om det homoseksuelle samliv! Vi tager afstand fra en kristelig eller en menneskelig fordømmelse af homoseksualitet. De bibelske udsagn om homoseksualitet kan ikke anvendes i en fordømmelse af dette samliv.

(Når biskopperne især betoner ’den kristelige fordømmelse’ og henviser til ’de bibelske udsagn’, så er det fordi de stiller skarpt på de ’anderledes troende’ – dem, der ikke vil følge statskirkens linje).

*

Kirkeministeren var som nævnt forholdsvis tavs, da hun d. 15. september afleverede homo-rapporten til offentligheden. Hun indskrænkede sig til at omtale ’bekæmpelsen’. "Folkekirken har bevæget sig," erklærede hun. "Den har taget næring af det omgivende samfund. Derfor understreger man nu, at folkekirken skal bekæmpe fordømmelse…"

Hvorledes skal dette kampråb forstås?

I generationer har det store folkekirkelegeme i Danmark ikke bevæget sig en meter! Her og dér har der været lidt røre i vandene – men i det store og hele har folkekirken været ubevægelig som en sten. Som en underlig dødvægt har den – tungt hvilende i sig selv – ligget midt i samfundet… uden at fortrække en mine. Dvalens langsomme hjerterytme kunne spores. Kirken var ikke død… kun ubevægelig!

Sammen med homo-rapporten foreligger nu ministerens eneste kommentar: "Folkekirken har nu bevæget sig. Den har taget næring til sig…"

Dette kunne være et opmuntrende budskab. Det store statskirkelegeme ’har taget næring til sig’. Hvis det er den næring, som er mere end ’begyndelsesgrundene i Guds Ord’, altså ’den faste føde’ – så vil kirken ’få sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt’ (Hebr. 5:12-14). Men dette ligger ikke i ministerens meddelelse. Hun siger: ’Folkekirken har taget næring af det omgivende samfund…"

Dette lyder ildevarslende! Intet kan være farligere for det, Kirkegaard betegner som ’Ny Testamentes kristendom’, end en stor halvsovende statskirke, der er begyndt at lægge fødelinjer ud til det omgivende gudsfjendske samfund, og som derfor langsomt rejser sig og begynder at tage retning mod et mål, som det skal bekæmpe…

(Den udvalgsrapport, som teologer og særligt udpegede personer har arbejdet med i fem måneder, indeholder ikke én eneste henvisning til Guds Ord. Den Hellige Skrift er ikke citeret én eneste gang i dette værk, som har med et af kirkens mest betydningsfulde lærespørgsmål at gøre).

Det udtryk, som kirkeministerens rapport og hendes egne udtalelser giver, er naturligvis først og fremmest udvalgets klare anbefaling af kirkelige homovielser. Derudover toner frem billedet af en ildrød drage. Efter en mange-hundredårig tornerosesøvn kravler dette monster nu langsomt ud af sit skjul. Noget forskrækkeligt anes under dens halvåbne øjenlåg: Den søger efter sit offer! Offeret er de troende, der ’kristeligt’ fordømmer det, som i dette tilfælde har at gøre med en biskoppelig godtagelse af homofile vielser foran alteret. Under ’udseende af hellighed’ skal disse ’anderledes troende’ snart få at mærke, at september-rapportens advarsel er alvorlig ment. Dem, der vover ’at fordømme’ har dermed beseglet deres egen skæbne! Disse ’farlige elementer’ skal herefter med alle politiske, gejstlige, verdslige, økonomiske, juridiske, sociale og religiøse midler bekæmpes.

 

I SKAL DØMME DEM, DER ER INDENFOR

"Man hører virkelig om utugt iblandt jer," skriver apostelen Paulus til Korintermenigheden, idet han fortsætter: "… og tilmed en sådan utugt, som end ikke findes blandt hedningerne" (1. Kor. 5:1).

Hvis Paulus havde levet i dag og havde haft på hjerte at ville omtale, hvad Bibelen omtaler som ’utugt’ – ja, ’unaturlig utugt’ – ville han sikkert have været mere forsigtig i sine udtalelser. Han ville være anderledes på vagt med hensyn til at belægge sine ord. Han ville da være klar over, at enhver form for fordømmelse af den ’kærlige og hensynsfulde stilling’, som kirken nu indtager overfor al slags utugt og urenhed vil blive bekæmpet på stedet; der vil blive slået hårdt ned på apostelens fordømmelse! Hvad ligner det, at Paulus ’dømmer’ et forhold, hvor ’en søn lever med sin fars hustru’ (v.1) – og hvad har det med kirkens kærlighed og tolerance at gøre, at Paulus fordømmer menigheden, fordi de ikke straks har udelukket de mennesker, der havde den slags ’seksuelle orientering’… ja, apostelen må jo være helt på afveje, hvis han (som det er tilfældet) tør skrive i sit brev, at han ’allerede har fældet denne dom over ham, der har handlet på denne måde’ (v.3). Hvem tror han, at han er, Paulus, at han kan tillade sig at ’fælde dom’ over andre menneskers privatliv… ja, det synes at være kommet så vidt med denne apostels vanvid, at han ikke bare udelukker folk fra menigheden, hvis de har en anden seksuel livsstil end hans egen – nej, han opfordrer menigheden til at samle sig for sammen med ham ’i Herren Jesu Ånd at overgive et sådant menneske til Satan, så at hans legeme kan gå til grunde, for at ånden kan frelses på Herrens dag…" (v.5).

Det er sådanne holdninger, som folkekirken vil til livs, og det er sådanne udtalelser, som ifølge homo-rapporten må standses! "Det går den vej…" erklærer kirkeministeren.

Ingen bør imidlertid glemme, at denne sag for kirken ikke kun er et spørgsmål om diskrimination. Homo-teologerne er som blinde over for apostelens belærende formaning, som i forbindelse med opfordringen til en fast holdning over for utugt i menigheden, lyder således: "Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede" (2. Kor. 5:6-7).

Apostelen fortsætter og præciserer dermed, at hele denne sag ikke er evangeliet om Kristus uvedkommende: "Også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus" (v.8). Han slutter og gør det dermed klart, at der skal gøres op med gammel synd, og at de troende skal fjerne al urenhed fra deres liv: "Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, ej heller med sletheds og ondskabs surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød" (v.8).

Med hensyn til folkekirkens nye bevægelse og iver efter at hjælpe øvrigheden med fremover at efterstræbe ’dem, der fordømmer’, bør kirkens ledere skrive sig Ny Testamentes ord bag øret: "Er det min sag at dømme dem, der er udenfor? Er det ikke dem, der er indenfor, I skal dømme? Dem udenfor skal Gud dømme…" (2. Kor. 5:12).

Sagt med andre ord: De homoseksuelle, der vil vies på Rådhuset, er ikke menighedens anliggende! Det er ikke de troendes sag at ’dømme dem, der er udenfor’; de vil blive dømt af Gud! (Men det kan være menighedens kald at advare dem mod denne kommende dom). De homovielser derimod, der søger ’indenfor’ i kirken, må regne med at blive bedømt af de troende. Hvis det er mennesker, der ydmygt vil anerkende – og omvende sig fra synd, vil de komme ind i et liv, hvor der ’ikke er nogen fordømmelse’ (Rom. 8:1). Men hvis de vil fortsætte i deres synd og overtrædelse, vil de ikke møde en åben dør med velsignelse – men en lukket dør med en formaning om omvendelse!

 

VI ER ALLE KRISTNE

Om dette at være en kristen efter moderne statskirke-begreber har Søren Kirkegaard sine egne meninger. Han skriver:

"At vi alle er kristne er almindelig bekendt. Det behøves der intet bevis for! Fra at være en historisk sandhed er dette nu blevet forfremmet til at være én af de evige grundsætninger, under hvilke et barn nu fødes. Forstået på den måde, at der nu er sket den forandring med mennesket, at ’indenfor kristenheden’ fødes barnet med én grundsætning mere end mennesket ’udenfor kristenheden’: Nemlig den, at her er vi alle kristne!"

Imidlertid kan det aldrig skade, at man atter og atter gør dette tydeligt for enhver i hvilken grad, det er sandt, at her er vi alle kristne.

Lad mig forsøge (og jeg smigrer mig med, at dette mit forsøg vil gøre det klart for enhver, i hvilken grad det er sandt, at vi er alle kristne):

Lad os sige, at der iblandt os levede en fritænker, som med de stærkeste udtryk erklærede kristendommen for at være løgn og bedrag – og som samtidig i lige så stærke udtryk erklærede, at han i hvert fald ikke var en kristen…

Det hjælper ham ikke! Han er og forbliver en kristen! Han kan efter loven blive straffet (men det er en anden sag); kristen er og forbliver han, og det kan ikke blive anderledes…

"Hvad er det for noget sludder," siger Staten. "Hvad kan det ikke føre til? Når først vi tillader én at erklære sig for ikke at være en kristen, ender det med, at alle nægter at være kristne. Nej, nej. Principis obsta (Vi må stå fast på principperne!) Logaritmetabellerne har vi i orden. Alt er rubriceret! Alt har sin rigtighed – dog bestandigt under den forudsætning, at vi alle er kristne! Ergo: Den mand er også en kristen! Hvilken indbildskhed at ville hævde det modsatte! Han vil bare gøre sig bemærket. Men deri skal han ikke føjes: Han er en kristen, derved bliver det…

Lad os nu sige, at denne mand dør. Han efterlader sig præcis så meget, at den Guds mand, præsten plus bedemanden og en del andre kan få hver sit. Da hjælper ingen protester. Han er en kristen og skal begraves som en kristen! I den grad er det sikkert og vist, at vi alle er kristne."

Men hvis han nu intet efterlader sig (det hjælper ham ikke, hvis der blot er en smule på kistebunden, for præsten, der er en nøjsom sjæl, kan nøjes med den smule) – men hvis den arme mand bogstaveligt talt ikke efterlader sig en øre… i det tilfælde (men kun i dette ene tilfælde) kunne der måske blive taget hensyn til hans protester. Udover at være død kan han nu ikke udrede omkostningerne ved en kristelig begravelse.

Ja, i den grad er det vist, at vi alle er kristne… en evig grundsætning, som ikke kan rokkes!