PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-10-08
0358

 

ØJEBLIKKET – INDERLIGHEDENS BORGPORT
(Nr.1 – kapitel 2)
 

’Min indsigelse mod det bestående er afgørende. Til dem, der vil sige (og jeg er forberedt på, at folk, der ellers er mig velvilligt indstillede, vil tale sådan) at ’så grove ord’, bør jeg ikke anvende, må jeg svare: "Når inderlighedens borgport har været lukket, og så endelig åbnes, bevæger den sig ikke lydløst… " (Søren Kirkegaard, Øjeblikket nr.1, 24. maj 1855).

Kirkeministerens homo-udvalg har holdt seks møder, hvoraf ét seminar over 24 timer i perioden fra d. 6. maj 2010 til d. 26. august 2010. Tre uger senere lagde det sin knastørre rapport på bordet. Et såkaldt ’kirkeligt-teologisk’ værk, der med ’dæmpet belysning’ skal være med til at afklare et af de lærespørgsmål, der i vor tid har bragt lidenskaberne i kog.

En af grundene til, at et så voldsomt debatteret emne som indførelsen af homovielser i kirken nu kan præsenteres i et så ferskt og køligt sprog, er den sørgelige kendsgerning, at rapportens godt 80 sider (som tidligere nævnt) er som kemisk renset for Bibelens stærke tale. Bortset fra et par marginale minoritetsbetragtninger (der som overflødige ’bilag’ er anbragt som ’tillæg’ til den egentlige rapport) er der ingen henvisninger til Den Hellige Skrift! Apostelens stærke tale er forstummet. Profeternes voldsomme udsagn er bragt til tavshed. Reformatorernes kraftige formaninger i kirkens bekendelsesskrifter er udeladt. Tilbage er kun det kølige og kedelige referat af det indhold, som de seks møder bag udvalgsværelsets hermetisk lukkede døre, kan fremvise…

Det er overfor denne stramme men afslørende september-rapport, at Søren Kierkegaard dukker op på scenen. "Hvem kan være tavs til denne nationale ulykke," udbryder han (og lyder som Bibelens Abel, om hvem der står skrevet, at ’i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død… Hebr. 11:4). "Ved I ikke," revser han, "at på grund af jeres ligegyldighed, overlader I slagmarken – i denne vor tids mest afgørende kirkekamp – til en flok teologer, der ’bilder sig ind at være kristne’ og til bisper, præster og provster, der ikke ophører med ’at lege kristendom’…

 

INDERLIGHEDENS BORGPORT

Søren Kierkegaard anvender i sine ti sidste skrifter af ’Øjeblikket’ sit hidtil mest drastiske sprogbrug. Hans iskolde foragt for det lunkne og såkaldt ’tolerante’ driver ned ad siderne på hans afsluttende udgivelser. I sit dødsår (1855) maler han med den groveste pensel (synes i et øjeblik at vende sig til vor nuværende kirkeminister, der i Kristeligt Dagblad fortæller, at hun har modtaget breve, der er ’skingre i tonen’)

"… kan ikke være anderledes," erklærer han. "Min indsigelse mod det bestående er afgjort! Til dem, der vil sige (og jeg er forberedt på, at folk, der ellers er mig velvilligt indstillede, vil tale sådan) – at ’så grove ord’ bør jeg ikke anvende, må jeg svare: "Når inderlighedens borgsport har været lukket og så endelig åbnes, bevæger den sig ikke lydløst…"

*

Kampen står nu om de vigtigste højdedrag i det kirkelige landskab. Alligevel vil nogen fortsat indvende, at ingen bør henvise til Søren Kierkegaards ’formastelige kritik’ af landets bisper ej heller bruge udtryk, der bare ligner hans. Disse har næppe forstået den dramatiske virkelighed bag profeten Esajas beskrivelse af Herren, der drager ud til kamp: ’Som en kriger vækker han sin lidenskab. Han udstøder kampråb. Jeg har tiet i lange tider, været tavs og holdt mig tilbage. Nu brøler jeg, stønner, snapper efter vejret…" (Es. 43:13-14). Ej heller apostlene i Ny Testamente er tilbageholdende i deres omtale af samtidens åndelige ledere. "Vandløse tåger, der driver for strømmen," råber de. "Jer venter mørke og mulm! I lover folk frihed, selvom I selv er trælle af fordærvelsen!" (2. Pet. 2:17-19).

*

Jeg har allerede mødt folk, som forfærdede har afvist et sådant udtryk: ’Fordærvelsens trælle’. "Det siger man ikke om andre mennesker," indvender de. "Diskriminerende! Lovens lange arm skal med sikkerhed lange ud efter dem, der bruger så grove fornærmelser."

… men som Kierkegaard siger: "Det kan ikke være anderledes!" Biskopper, der tillader en sådan flod af de mørkeste og mest uberegnelige lidenskaber at strømme ind over menighedens tærskel, er og forbliver – om de kan lide det eller ej – at betegne med apostelens ord: ’Fordærvelsens trælle’.

*

"Det vil være en helt unødvendig provokation af modstanderne at placere et vielsesritual for homoseksuelle i ritualbogen," hedder det i et indlæg i udvalgsrapporten (side 45). "Konsekvenserne vil blive mindre, hvis ritualet findes i biskoppens skuffe."

Hvad er det mest ubehagelige? At man skjuler sine virkelige hensigter i biskoppens skuffe, eller at man siger ligeud, hvad man har på hjerte?

Hvad skal vi f.eks. sige om Mogens Lindhardt, rektor ved pastoralseminariet i København, der udtaler: " I femten år har vi med biskoppernes tilladelse kunnet tilbyde en kirkelig velsignelse af par, som har indgået registreret partnerskab og dermed ønsket at drage nytte af den lovgivning, som ligestiller homoseksuelle med heteroseksuelle." Han fortsætter (i en artikel i ’Kritisk Forum’): "Ingen præst er forpligtet, men det er altså tilladt. Så hvad er egentlig problemet med at give homoseksuelle lov at blive viet og ikke bare velsignet?

Skal vi i vor ængstelse for ’endelig ikke at provokere’ skjule vor harme og indignation i en from skuffe? Eller skal vi sige lige ud, hvad vi mener om Mogens Lindhardt? "Den mand er en ’vandløs tåge, der drives for stormen’. Og vel at mærke ikke kun som et stykke løst drivtømmer ’for strømmen’, nej, jaget af den begyndende storm, der snart vil forøve et hærværk, som vort land endnu ikke har set magen! At anbringe en sådan lærer som rektor for et seminar for kommende præster er en velplaceret forberedelse til den ulykke, som er ved at falde over kirke og folk!

"Hvad er problemet?" spørger Mogens Lindhardt. Biskopperne har jo for femten år siden givet deres nådige tilsagn, og deres blå stempel er af større gyldighed end apostlenes tusindårige formaninger eller reformatorernes hundredårige bekendelsesskrifter…

"Vi har kunnet tilbyde en kirkelig velsignelse," skriver seminarieredaktøren.

Ja så! Kirken har kunnet tilbyde de homoseksuelle en velsignelse! Hvor storartet! Ser godt ud på menukortet. Folkekirkens folkekøkken har meget at opvarte med. "Nu til dags findes der ikke flere lærere," erklærer Kierkegaard, "kun opvartere!"

 

TAM OG INTETSIGENDE

I en artikel af tidligere biskop Erik Norman Svendsen: ’Hvorledes løser vi lærespørgsmål og stridigheder i folkekirken (Aros 2007, side 171) lader han forstå, at kampe af den art ikke altid kan gå stille af. Han skriver bl.a.: "Der bør skelnes klart mellem lærestridigheder og læresager." Han fortsætter: "Strid og kamp om den rette lære er sundt og med til at afdække kontroversielle teologiske spørgsmål og udfordre den teologiske tænkning af kirkens forkyndelse, så den ikke sander til i én gang vedtagne formuleringer og dogmer."

Er disse ord ikke værd at skrive sig bag øret, når emnet drejer sig om en sag, hvor der vil være folk, der er personligt interesserede i at råbe ’diskrimination’ så snart tonen i debatten skærpes?

Den tidligere biskop fortsætter: "Den strid og kamp, folkekirken f.eks. har været igennem i spørgsmålet om synet på homofilt samliv, har således været meget afklarende for, hvad der er sagens kerne og har samtidig vist, at der i den sag er meget forskellige og tilsyneladende uforenelige synspunkter, sådan som det ofte er tilfældet, når man drøfter kontroversielle etiske problemer…"

Udvalgsrapporten er set ud fra denne synsvinkel tam og forholdsvis intetsigende. Ingen hæver røsten. Ingen slår i bordet. Ingen – tilsyneladende – har forladt udvalgsværelset i voldsom harme. Der er lagt låg på alle stærke meninger. Det hele er pænt og sobert. Judas løve brøler ikke. Ingen vælter bordene på tempelpladsen. Den groveste farisæisme bliver ikke sat på plads. Århundredets mest gudløse projekt får lov at passere, og der affyres kun et par halvvåde signalraketter i baghaven. Biskoppen har ret! Denne rapport er et referat af en halvtrist ’læresag’. Ikke en voldsom ’lærestrid - for alle våben er høfligt afleveret i våbenhuset. Bibelen er lagt på hylden, og reformatorernes brændende bekendelser er på forhånd blevet bekæmpet, så at der kun er nogle ulmende gløder tilbage.

*

"Vi har drøftet de teologiske aspekter ved den kirkelige vielse," fortæller de tolv udvalgsmedlemmer (udv. Overvejelse 3:2). Lyder spændende! Så er Bibelen og Kirkens ufravigelige bekendelser kommet på bordet…

"Ja," lyder svaret. "Vi har lyttet til ordene fra Luthers ’Traubüchlein’ og dermed forstået, at ægteskabsindstiftelsen er ’et rent borgerligt anliggende’, der ’ikke vedkommer kirkens tjeneste’… ‘

Jaså. Der er blevet oplæst for jer, at Luther kalder ægteskabet ’ein weltliches Geschäft’.

Ja. Netop: ’Ein weltliches Geschäft’

Og det er blevet oversat: ‚et borgerligt anliggende’.

Præcist ja: ’Et borgerligt anliggende’.

… og ingen har fortalt jer om Luthers opgør med pavens forståelse af ægteskabet? At Luther med disse ord kæmper med Rom, der vil gøre ægteskabet til ’Det syvende sakramente’, samt at Luther med denne betegnelse ’weltliches Geschäft’, langer ud efter Den Katolske Kirkes sakramentale ægteskabsforståelse (Weimarer Ausgabe 6.550.21-32 de captivitate babylonia).

Nej, det har vi ikke drøftet…

Godt. Så lad os her slå fast, at når Luther i denne forbindelse siger: ’weltlich’, mener han ikke ’verdslig’ i vor moderne forstand. Han slås med Rom og nægter at ’åndeliggøre’ ægteskabet. Reformatorerne er milevidt væk fra udvalgets ’teologiske drøftelse’, der her forsøger at gøre ægteskabet til noget profant. "Ægteskabet," hævder reformatorerne, "hører med til skabelsesordningen." (S. Reicke i: GFG. 1953. side 51). Bekendelsesskrifterne er derfor i modstrid med udvalgsrapporten, der hævder, at ’der ikke er afgørende teologiske argumenter for eller imod vielse i kirken" (3.2 side 20). Kirkens grundlæggende skrifter erklærer, at ægteskabet er én af de tre bærende søjler (413.33.1). Ægteskabet er den ældste af de tre (ordo ecclesiasticus, politicus og oeconomicus) … og er derfor ’af større betydning end de to andre’ (Store Katekismus. Opv. tysk. 1-209)

 

SOM KATTEN OM DEN VARME GRØD

Grunden til, at udvalgsrapporten som katten om den varme grød sniger sig uden om de afgørende bekendelsesskrifter, er – for mig at se – en ’lumsk masterplan’; ved at nærme sig kirkens bekendelsesgrundlag kunne man komme til at stikke en kæp i hjulet på det, som er rapportens egentlige hensigt: Anbefalingen af de kirkelige homovielser.

Reformatorerne hævder nemlig (og det er ikke uvæsentligt for den evangelisk-lutherske kirke), at da Gud skabte mennesket og befalede dem ’at blive frugtbare og opfylde jorden’, så nedlagde Skaberen i dem en drift, der skulle tiltrække manden til kvinden og kvinden til manden.

Udvalgsrapporten undgår at nævne, at kirkens bekendelsesskrifter i forbindelse med de menneskelige drifter taler om ’den naturlige appetit’ (appetitus) og med det samme erklærer, at denne ikke må forveksles med ’den uordentlige brunst, der er en følge af Adams fald’ (Apol. 23:7).

Den Augsburgske Bekendelse slår fast, at ægteskabet er en Guds-ordning, der er begrundet i den guddommelige plan med skabningen, og som derfor befordrer ’menneskets naturlige ret’ (’ius naturale: Apol. 23:9) til at gifte sig. En ret, der ikke kan ophæves, så længe Gud ikke har ændret menneskets natur (336.9). – Ja, i Den Augsburgske Bekendelse går reformatorerne så langt som til at omtale ægteskabet som et ’frelsesmiddel’. "Seksualdriften," erklærer de, "har efter syndefaldet bemægtiget sig mennesket med en så voldsom kraft, at ægteskabet – udover den klare bestemmelse, som det havde ved skabelsen – nu også må betragtes som ’et frelsesmiddel til hjælp for den menneskelige svaghed’. I Den Augsburgske Bekendelse hedder det videre: "Dem, som Gud ikke har givet den gave at leve ene, har brug for dette frelsesmiddel (’haben dieses Heilmittel nötig… C.A. 23.15). Luther tilføjer i sin Store Katekismus, at ’hvor naturen går sin vante gang (sådan som Gud har indplantet den i mennesket) ’er det ikke muligt at leve et rent liv uden for ægteskabet’ (G.K. opr. tysk. 1:211).

*

Otte ud af ti biskopper er i klar opposition mod deres kirkes bekendelse, når de anbefaler et officielt ritual for homoseksuelle pars vielse i kirken.

Formanden for kirkeministeriets homo-udvalg, den københavnske biskop Peter Skov-Jakobsen, træder Den Augsburgske Bekendelse i støvet, når han til Kristeligt Dagblad udtaler, at ’det er god evangelisk-luthersk teologi, at kirken nu rækker hånden frem mod de homoseksuelle’.

(Hvad biskoppen mener med dette kan i denne sammenhæng kun være med henblik på den kirkelige vielse af homoseksuelle par).

Biskoppen er underlagt bekendelsesskrifternes utvetydige omtale af ægteskabet som ’et Guds mandat, der er grundet på Den Hellige Skrift’ (Traubüchlein 3). Både det fjerde og det sjette bud bekræfter (stadig ifølge Bekendelsesskrifterne) at ’ægteskabet ikke blot er en ærlig stand men også nødvendigt og fremmes af Gud’ (613.44). Det bliver vanskeligt for biskoppen at fastholde sin udtalelse om ’god evangelisk luthersk teologi’, når han samtidig skal bøje sig for Den Augsburgske Bekendelse, der henviser til Ny Testamente: "For at undgå utugtssynder skal hver mand have sin egen hustru, og hver kvinde sin egen mand." Denne henvisning til det heteroseksuelle ægteskab omtales ikke kun som en ’tilladelse’, der fleksibelt kan ændres med tiden, men som et ’Helligåndens mandat’ (Mandatus spiritum sancti, 392.25 og Apol. 27:51).

Biskop Peter Fischer-Möller fra Roskilde forsvarer sig med følgende oprørende udtalelse: "Det handler ikke om at bøje sig for tidsånden, men om, at sådan vender evangeliet for mig."

Den Augsburgske Bekendelse spørger ikke biskoppen om, hvorledes ’evangeliet vender for ham’. Den stiller ham i en tid, hvor tidsånden ’herskeren over luftens rige, er virksom i ulydighedens børn’ (Ef. 2:2) overfor sin klare henvisning til 1. Mose 1:27 (C.A. 23:5). Her hedder det på Bibelens første blad: "Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte Han det, som mand og kvinde skabte Han dem."

Det er ikke blot usandt men bedragerisk, når bisperne og homo-udvalget hævder, at de kun har kirkens tradition og folkets flertal at holde sig til. Hverken bekendelsesskrifterne eller Bibelen er til at komme udenom…

 

HØJT AT FLYVE

Under alle udvalgsforhandlingerne om ægteskabets stilling i kirken (hvilket jo var første punkt på programmet) stod et spøgelse afventende i skabet. Det løftede hovedet hver gang, der blev talt om det homofile bryllup i kirken. Bag det stod andre hvide ideologi-gespenster. For dem er det ikke tilstrækkeligt, at rådhuset tager imod homofile brudepar; de vil have kirkerne stillet til rådighed…

Biskop Kristen Drejergaard fra Fyns Stift, der hidtil har talt for, at vielsen skal helt ud af kirken, både for homoseksuelle og heteroseksuelle, ’åbner nu muligheden for’ at han ’af realpolitiske årsager’ også kan gå ind for at flytte det registrerede partnerskab ind i kirken’. Ifølge udvalgsrapporten har biskoppen talt om ’en obligatorisk borgerlig samlivsstiftelse’ (ordet ’vielse’ er dermed udrenset), der bl.a. skal ’skabe en rituel frihed, der kan bidrage til at ’blødgøre problemerne’ omkring stiftelse og velsignelse af partnerskab i kirken.

Og det ser nu ud til at lykkes! Altså det med at ’blødgøre problemerne’. Det hårde skal væk; den ’forhærdede’ modstand mod kirkelige homovielser skal fjernes. Det ufordøjelige skal hjælpes på vej. Det afskyelige tildækkes. Det ifølge Skriften ’modbydelige’ og ’væmmelige’ ved homovielsen skal opløses, så at både befolkning, præster og politikere kan sluge, hvad der nu skal serveres for dem.

Af den grund har netop Fyns biskop gjort sig til talsmand for den underlige, helt og holdent ubibelske tese, at ’det ikke er samlivsstiftelsen, der er hellig, men det liv, der leves i ordningen, der kan betragtes som helligt og ukrænkeligt’ (udv.rapp. side 21).

Hvad stiller biskoppen op med det ubrydelige princip, som apostelen lægger som grundlag for Romerbrevets afsluttende lære: ’Er førstegrøden hellig, så er hele dejen det også, og er roden hellig, så er grenene det også’ (Rom. 11:16). "Kan samme kildevæld give både velsmagende og bittert vand? Kan et figentræ bære oliven? Eller et vintræ figener?" (Jak. 3:11-12). Bispe-filosofien går åbenbart ud på, at hvad borgmesteren foretager sig med hensyn til ægteskabsstiftelsen på Rådhuset er kirken uvedkommende. Præsten skal blot sørge for det efterfølgende kirkelige ritual, så skal alt nok ordne sig…

*

Nu gøres alt dette jo i den bedste mening. Med denne udvalgsrapport har staten jo intet andet formål end dette ene: At beskytte kristendommen! (Det hedder jo i grundloven, at staten skal understøtte kirken), og om dette forhold har Søren Kierkegaard sine egne tanker. Han skriver:

"At det er Abracadabra (en trylleformular), at det menneskelige nu påtager sig at beskytte det guddommelige, er let nok at forstå. Men hvor i al verden er en så fornuftig institution som staten dog kommet på en sådan tanke?"

Kierkegaard fortsætter: "Nuvel, det er en lang historie; i hovedsagen hænger det sammen med, at kristendommen i tidens løb blev mindre og mindre betjent i karakter af, hvad den rent faktisk er: Det guddommelige…"

"Forestil dig en statsmand," forklarer Kierkegaard videre, "som i det øjeblik Kristendommen kom til verden, fik følgende forslag: ’Er dette her ikke en religion for staten?" Han ville formodentlig anse forslagsstilleren som en gal. Næppe værdige ham et svar! Men motiveret af fej menneskefrygt, middelmådighed og timelige interesser, fik han siden et andet syn på sagen. Det kunne faktisk godt se ud som om Kristendommen, der (ved at blive betjent på den måde efterhånden var blevet en jammerlig skabning) måtte være særdeles glad ved at blive beskyttet af staten – og således komme til ære!"

Kierkegaard slutter: "Ansvaret ligger altså hos gejstligheden, der så at sige har taget staten ved næsen ved at bilde den ind, at her er noget, som staten skal tage sig af. Før eller senere ender det imidlertid med, at staten kommer til at betale musikanterne for at have bragt dens beskyttelse for højt til vejrs. For lige så sikkert som staten sagtens kan beskytte det, man udgiver for at være kristendom, lige så sikkert må staten (så snart det bliver kendt, hvad kristendommen virkelig er), for sin egen skyld se at komme ned på jorden igen. Højt at flyve dybt at falde…"