PROFETISK JOURNAL
www.noer.info
2010-10-15
0359

 

ØJEBLIKKET – DEN BREDE VEJ
(Nr.1 – kapitel 3)
 

"I Ny Testamente fremstiller verdens frelser, vor Herre Jesus Kristus, sagen således: Vejen, som fører til livet er smal, porten snæver. Få er de, som finder den." Således skriver Søren Kierkegaard få måneder før han døde d. 11. nov. 1855. Han fortsætter: "… nu derimod (for blot at blive i Danmark) er vi alle kristne. Vejen er så bred som vel mulig, den bredeste i Danmark, for det er jo den, vi alle går på. Desuden er denne vej på alle måder bekvem og behagelig, og porten er så bred, som det overhovedet kan lade sig gøre – ja, den kan faktisk ikke blive bredere, for vi skal jo alle ’en masse’ kunne komme gennem den" (Øjeblikket nr.2, 1855).

*

Danske politikere er for tiden ved at rotte sig sammen for – ved den bedst givne lejlighed – at slå til, så at biskoppernes seneste anbefaling med hensyn til homovielser i kirken, kan ophøjes til lov.

Imidlertid fandt en begivenhed sted på Søren Kierkegaards tid, for mere end halvandet hundrede år siden, som de næppe har taget højde for: Et spørgsmål, som d. 27. februar 1849 blev rejst i den daværende danske rigsforsamling. Spørgsmålstilleren var en høj, hvidhåret kæmpe, Danmarks berømte salmedigter, præsten N.F.S. Grundtvig.

Forsamlingen drøftede på denne kolde februardag den 4. paragraf i det grundlovsudkast, der senere skulle blive Danmarks Riges Konstitution. Ordlyden blev denne: "Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten."

Grundtvig spurgte: "Hvad forstås der ved ordene: ’evangelisk luthersk’?

Den grundlovsgivende forsamlings svar på dette præcise spørgsmål kan i dag udvirke, at de politikere, der arbejder så ihærdigt på at få gennemført en lov om kirkelige homovielser, må trække følehornene til sig. Selve forslaget vil nemlig kunne få ’den daværende forsamling af mørkklædte skikkelser’ til – usynligt – at rejse sig i Folketingssalen: Grundlovens fædre! Dem, der formulerede den første ordlyd af den paragraf om ’den evangelisk-lutherske kirke, der som sådan skal understøttes af staten’.

Med én røst, der kunne lyde som en sagte mumlen, vil (ved lovudkastet om homo-bryllupper foran alteret) disse grundlovens første mænd udbryde: "Det forslag er grundlovsstridigt! Et sådant initiativ er både i ånd og ord imod den tekst, som vi forfattede…"

*

Hvoraf kan vi vide, at Grundlovens fædre vil gøre indvending mod forslaget om kirkelige homovielser? Hvem kan bevise, at den grundlovsgivende forsamling vil protestere overfor netop dette politiske initiativ? Hvor står det skrevet eller hvoraf fremgår det, at et lovforslag om homovielser i kirken er grundlovsstridigt?

*

Svaret på dette spørgsmål står nedfældet med sirlig og letlæselig håndskrift i de 150-årige referater fra det møde, som fandt sted d. 27. februar 1849… præcis den rigsforsamling, hvor Grundtvig pludselig rejste sig og spurgte: "Hvad forstås der ved evangelisk-luthersk?"

Hvis det er sandt, at svaret på Grundtvigs udfordrende spørgsmål er vagt og tåget, og at ingen derfor i dag (som nogen vil hævde) kan definere, hvad der menes med dette udtryk: ’evangelisk-luthersk’, så har forslagsstillerne med henblik på kirkelige homo-bryllupper frit spil. Men hvis den grundlovsgivende forsamling d. 27. feb. 1849 giver et tydeligt og uomgængeligt svar på Grundtvigs spørgsmål (’hvad forstås der ved ’evangelisk-luthersk’?), kan det komme til at betyde, at en flok bisper, præster, ministre og folketingsmedlemmer med skam må trække deres forslag tilbage. Det viser sig nemlig ved den rette forståelse af grundlovsparagraffen om den evangelisk-lutherske kirke, at deres homo-forslag er et anslag mod denne kirkes eksistens! Grundloven § 4 er af dens givere sat som et solidt bolværk mod snedige angreb af den slags…

*

To biskopper svarede den februardag i 1849 på spørgsmålet: "Hvad forstås der ved ordene ’evangelisk-luthersk’? Bispernes navne er Müller og Mynster. De henviste kort til et ændringsforslag, som var blevet fremsat af to andre medlemmer af grundlovsforsamlingen: C. Neergaard og H.P. Hansen. De ældede og gulnede referater med den sirlige (men som sagt: let læselige) håndskrift gengiver de to mænds ændringsforslag, der indeholder den passus, der – ifølge bisperne – sætter hele denne sag på plads. Ændringsforslaget lyder således: "Den evangelisk-lutherske religion, sådan som den er forklaret i Den Augsburgske Confession skal ved statens forsorg læres og øves overalt i riget."

"Dette er svaret," erklærede Müller og Mynster, "den evangelisk-lutherske kirke efter Den Augsburgske Confession …"

Den hvidhårede kæmpe rejste sig atter: "Ved udtrykket," efter den Augsburgske Confession, "lægger man noget til, som ikke står i grundlovsudkastet!"

"Underordnet!" udbrød Kultusminister Madvig. "Ingen bør være i tvivl om, hvad der forstås ved den evangelisk-lutherske kirke. Det sted findes ikke, hvor den evangelisk lutherske kirke ikke vedkender sig Den Augsburgske Confession. Derfor: Den evangelisk lutherske kirke, som den bør forstås i en dansk lov, er den kirke, som hidtil er normeret ve den danske kirkes symbolske bøger (Bl.a. Den Augsburgske Bekendelse) Rigsdagsreferatet slutter: "Han blev ikke modsagt fra nogen side…" (H.J. Glædemark, ’Kirkeforfatning’ – Munksgaard 1948, side 220).

 

DENNE ENE ABSOLUTTE BETINGELSE

Den danske stat har således i grundloven forpligtet sig over for den evangelisk-lutherske kirke ’som sådan’, hvilket vil sige, at den ubestrideligt er grundfæstet på kirkens bekendelsesskrift, der er Den Augsburgske Bekendelse.

Så langt som lovgiverne er bundet til Danmarks Riges Grundlov, er de således i alle kirkelige anliggender underlagt denne ene, absolutte betingelse, at de nøje søger at efterfølge og befordre (’understøtte’) statskirkens fornemste urokkelige og reformatoriske bekendelsesskrift: Den Augsburgske Bekendelse!

(Hvis Danmarks Riges Grundlov havde indeholdt et lige så tydeligt lovtilsagn om understøttelse af en hvilken som helst anden kirkeordning, da var staten forpligtet til at efterfølge og befordre netop denne ene (tydeligt nævnte og definerede) kirkes skriftlige bekendelse.)

Lovgiverne kan derfor ikke på nogen måde eller på noget punkt omgå eller stride mod den grundlovsparagraf, som tydeligt betoner, at ’den evangelisk-lutherske kirke ’som sådan’ understøttes af staten. Gør de det, strider de mod selve rigets konstitution, og deres forslag bør straks forkastes. Ja, forslagsstillerne bør i det tilfælde give agt på, at de ikke yderligere søger at omstyrte nogen del af rigets grundlov. Dette betyder, at lovgiverne ifølge deres grundlovsbestemte forpligtelse overfor den evangelisk lutherske kirkes bekendelsesskrift, Den Augsburgske Bekendelse, aldrig kan omgå de bibelske skrifter! Hvad enten de kan lide det eller ej, er de i kirkelige anliggender undergivet Den Augsburgske Bekendelses syn på ’Bibelen som Guds Ord’.

Når det f.eks. i grundlovens § 69 erklæres, at ’de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov’ – så har lovgiverne frihed til at lovgive, som de finder bedst. Dette gælder imidlertid ikke, når det i § 66 erklæres, at ’folkekirkens forfatning ordnes ved lov’. Her er lovgivernes frihed til at lovgive begrænset. De kan ikke lovgive mod grundlovens § 4, som omfatter kirkens trosgrundlag. Den Augsburgske Bekendelse (og andre reformatoriske bekendelsesskrifter bygger ikke på Koranen. Det marxistiske manifest, humanismens tænkere eller nogen menneskelig ideologi – men udelukkende på Bibelen!) Luther siger: "Hvis en lære skal finde fodfæste i kirken, må den være klart begrundet i Skriften" (sml. 421.23ff. m. ASm II 2:15 og Gal. 1:8-9, hvor der står skrevet):

"Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer – forbandet være han! Som jeg før har sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder evangeliet i strid med det, I har modtaget – forbandet være han!"

 

DET LATINSKE BOLVÆRK

Det vil med andre ord sige, at da det politiske parti Liberal Alliance d. 18. nov. 2009 fremsatte et lovforslag om bl.a. homovielser i kirken (B. 56) – og førte dette forslag til en første behandling i Folketinget d. 26. januar 2010, så stod de ikke kun overfor landets regering og Folketingets medlemmer, men så stod de over for apostelen Paulus, der er nævnt i den evangelisk lutherske kirkes bekendelsesskrifters latinske tekst (137.24) med ordene: "Sicut Paulus inquit: Evangelium est potententia Dei ad salutem omni credenti" (Rom. 1:16)… (som Paulus siger: "Evangeliet er en Guds kraft for enhver som tror.") De stod overfor fortsættelsen (v.261), hvor der står skrevet i det samme nytestamentlige kapitel: "Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den naturstridige, ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd…"). Deres lovforslag om homovielser i kirken er grundlovsstridigt.

Den samme regel gælder fremover for Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, der d. 2. februar 2010 fremsatte et lovforslag til Folketingsbeslutning (B 122). Dette forslag havde ligesom B 56 til formål at ligestille homoseksuelle par med heteroseksuelle par inden for ægteskabslovgivningen – men det gik på tåspidserne med hensyn til den kirkelige vielse af homoseksuelle. Ikke af respekt for kirken eller dens bekendelsesskrifter – nej udelukkende fordi (som det fremgik af bemærkningerne): ’en udeladelse af netop dette element (homo-brylluppet i kirken) vil gøre det muligt at samle et bredt flertal bag beslutningsforslaget’.

De omtalte politiske partier synes overhovedet ikke at tage højde for den begrænsning, som Grundloven sætter for deres fremfærd mod landets kirke. Danmarks Riges Konstitution forpligter dem til at understøtte landets kirke – ikke til at modarbejde den. ’Understøttelsen’ kan kun fungere, hvor kirkens bekendelsesfundament forstærkes. Hvis kirkens bekendelsesgrundvold fjernes, er der ikke længere tale om understøttelse men om undergravning.

Som det er tilfældet med Liberal Alliance, står også de øvrige partier over for apostelen Paulus’ ord, som i bekendelsesskrifternes latinske ordlyd er denne: ’Fides ex auditu’ (173:24) hvilket betyder: "Troen kommer af at høre," og som er en henvisning til apostelens erklæring: "Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord" (Rom. 10:17). Hvad vil politikerne stille op, når de i denne sag ikke kun konfronteres med menneskelige meninger men (gennem kirkens bekendelsesskrifter) med Kristi Ord?

 

ET FROMT SKÆR

Den manglende forståelse af den grundlovsbestemte sikring af ikke blot den evangelisk-lutherske kirkes frihed i Danmark men af den religionsfrihed, som loven tilsteder alle trossamfund, afsløres i de bemærkninger, som er vedhæftet et andet forslag til folketingsbeslutning, som de to politiske partier fremsatte samtidig med det omtalte B 122. (Det fik derfor betegnelsen B 123.)

Forslaget viser tydeligt, at politikerne ikke kan vente med at få denne sag om homovielser i kirken hastet igennem. Der anes drivkræfter bag dette politiske initiativ, som er stærkere end de politiske overvejelser. Dybere lidenskaber er berørt. "Vort formål med dette forslag er at fjerne den hindring, som lovgivningen i dag sætter overfor, at der kan ske en kirkelig vielse af homoseksuelle," erklærer forslagsstillerne. Der hviler et næsten fromt skær over det følgende: "Vi vil give mulighed for, at trossamfund kan vælge at vie homoseksuelle par på lige fod med heteroseksuelle par."

Ja, det synes som om politikerne i det efterfølgende har siddet med foldede hænder og med et glimt af tårer i øjnene, når de fortsætter: "Vi vil ikke med dette forslag gribe ind i de debatter, som føres i bl.a. folkekirken om, hvorvidt man vil bruge en mulighed for at vie homoseksuelle par" (… men så få tonen pludselig en anden lyd, når det tilføjes): "Men vi ønsker heller ikke at afvente en henvendelse fra folkekirken eller andre trossamfund, førend man fjerner den hindring, som lovgivningen sætter overfor kirkelige vielser af homoseksuelle…"

Det fromme ansigtsudtryk forsvinder, tårerne viskes bort, og de foldede hænder knyttes, som forslagsstillerne slutter: " Det er trods alt ikke trossamfundene, der skal indføre ligebehandlingsmuligheden i lovgivningen. Det skal lovgivere gøre! Til gengæld er det af hensyn til religionsfriheden ikke lovgiver, der skal vælge, om ligebehandlingsmuligheden skal bruges. Det må trossamfundene afgøre…"

*

Når det på Bibelens første sider bemærkes, at ’slangen var det snedigste af alle de vilde dyr’ (1. Mose 3:1) – så passer den karakteristik udmærket på denne politiske fremgangsmåde. Og når Jesus om Herodes udbryder: "Gå hen og sig til den ræv…" (Luk. 13:32) så rammer han plet med hensyn til den fremfærd, som her udvises.

- Jaså, det politiske triumvirat vil ’give kirken mulighed for at vælge’. Hvor smukt! Man vil fjerne lovgivningens grimme afspærringer – ene og alene for kirkens skyld! Det er jo denne slemme, verdslige lovgivning, der er skyld i, at kirken ikke frit kan udfolde sig. Derfor har de tre partier slået sig sammen med det ene højbårne formål at befri kirken fra lovgivningens spændetrøje, bane vejen for præsternes frihed, så at de herefter selvstændigt kan bestemme, om de vil have homovielser i kirken. "Vi vil fjerne fodlænken!" erklærer triumviratet, "så kan kirken selv vælge, om den vil bruge sin nyvundne frihed eller ej!"

Jo, det danske samfund må takke Gud for, at det har sådanne fribårne riddere til at kæmpe for kirkens sag. Korset lyser fra deres skjolde, og det er med forventning, at vi lytter til, hvad de mere har at sige. "Vi vil ikke gribe ind i de debatter om kirkelige vielse af homoseksuelle par, som føres i bl.a. folkekirken," råber de. "Kirken skal have ro og frihed til at klare sine indre anliggender…" - "Den slags er vi nemlig hævet over," tilføjer de og konkluderer: "Det er trods alt ikke kirken, som skal bestemme, om der skal indføres ligebehandlingsmulighed i lovgivningen. Det skal vi! Det er os, der bestemmer."

Så sandt som det er sagt!

Det er lovgiverne, der bestemmer, hvad der skal ske på Rådhuset! Men går de gennem kirkens port, har de selv forpligtet sig til at følge den paragraf i grundloven, der spærrer vejen for et hvilket som helst initiativ, der strider mod kirkens bekendelse: Den Augsburgske Bekendelse.

*

Kirkeministerens udvalgsrapport i september 2010 kunne med sindsro berette, at regeringen og flertallet afviste triumviratets smukke gestus over for kirken. "Kirken har aldrig anmodet om at få denne ’frihed’," hed det i afslaget. "Og det vil være ’uhensigtsmæssigt’, hvis man fra statens side gennem en lovændring vil presse en ’frihed’ ned over kirke – og trossamfund – en ’befrielse’, som de aldrig har udtrykt ønske om at få…"

Folketinget synes at række en ’hjælpende hånd’ til kirken med et overbærende smil. "I skal forstå, at I har venner," kan man læse mellem linjerne. "De modbydelige socialdemokrater kan I ikke stole på! Heller ikke deres allierede! De er alle sammen slanger og ræve! Som I kan se, så afslørede vi dem! Vi vil ikke give jer noget, som I ikke har udtrykt ønske om at få…"

… og med disse ord smiler politikerne igen. Et hyklersmil. De ved nemlig, at et sådant ’udtrykt ønske’ fra kirkens side er på vej.

"… og så stiller sagen sig jo anderledes," fortsætter de stadigt smilende. Så presser vi ikke længere nogen ’valgfrihed’ ned over hovedet på jer. Så foreligger der jo et ’markant ønske’ om at indføre homovielser i kirken… og så kan I fortsat regne med vores hjælp…"

*

Søren Kierkegaard betragtede det åndelige frafald i hans samtid fra sidelinjen. Især rettede han sit blik mod biskop J.P. Mynster, der – som han så det – udelukkende havde opnået verdslig fordel af sin kristendom. I tidsskriftet ’Øjeblikket’ hudfletter og spotter han kompromisets usselhed. I 1854 bryder stormen løs, og i ét år tærsker han ubarmhjertigt løs på den kirke, der åbenbart kun er interesseret i at give alle mennesker navn af ’at være kristne’. Hans ord er gennemtrængende og bryder sig vej helt ind i vor tid, hvor statskirken og de etablerede kirkesamfund synes at være parat til at opgive deres eget bekendelsesfundament for dermed at holde fast i befolkningsmassen uden at bekymre sig om Ny Testamentes tale om den bibelske menighed.

Søren Kierkegaard skriver: "I Ny Testamente fremstiller verdens frelser, vor Herre Jesus Kristus sagen således: "Vejen, der føres til livet er smal. Porten snæver. Få er de, som finder den…"

Han fortsætter: "Nu derimod (blot for at blive i Danmark) er vi alle kristne. Vejen er så bred som vel mulig, den bredeste i Danmark, for det er jo den, vi alle går på. Desuden er denne vej på alle måder bekvem – og behagelig, og porten er så bred, som det overhovedet kan lade sig gøre, - ja, den kan faktisk ikke blive bredere, for alle skal jo ’en masse’ kunne komme gennem den!"

"Ergo: Ny Testamente er ikke længere sandt," erklærer Kierkegaard, idet han tilføjer: "Og det i en sådan grad, at vejen nu er den bredeste og porten den videste – og vi er alle kristne!

"Da det nu gælder om at få øje på, hvad der tjener til menneskeslægtens forherligelse, så bør man i den forbindelse vogte sig for at fremkomme med noget usandt. Intet … jeg siger: Intet bør undgå ens opmærksomhed, som i denne henseende kunne tjene som bevis (eller bare antydningen af et bevis) på, at vi alle er kristne!"

Kierkegaard fortsætter: "Jeg vover derfor at gå et skridt videre… uden dermed at tilkendegive nogen bestemt mening. Det tør jeg ikke i betragtning af, at jeg i den henseende mangler den fornødne viden. Jeg henstiller derfor til folk, der har forstand på den slags, altså fagets folk: Kunne det tænkes, at der hos husdyrene (altså de ædlere af slagsen): hesten, hunden, koen… kunne spores noget kristeligt? Det er ikke usandsynligt! Vi bør hele tiden betænke, at vi lever i en kristelig stat, i et kristeligt folk, hvor alt er kristeligt, og alle er kristne – og hvor man (hvordan man end vender og drejer det) ikke ser andet end kristne og kristendom."

Søren Kierkegaard slutter: "Det er ikke usandsynligt, at alt dette kunne have indflydelse på de ædlere husdyr, og derved igen på (hvad der fortsat forekommer det vigtigste for både dyrlæger og præster): Afkommet! (Jakobs list er jo ikke ukendt. For at få spraglede lam, lagde han spraglede kæppe i vandkarrene, så at moderfårene ikke så andet end det spraglede og derfor kun fødte spraglede lam). Altså: Det er ikke usandsynligt (at kristendommen kunne have indflydelse på de ædlere husdyr). Men jeg drister mig ikke til i denne sag at have nogen bestemt mening; jeg er jo ikke fagmand. Imidlertid vil jeg foreslå sammensat en komite af dyrlæger og præster for nærmere at undersøge, om alt dette ikke ender med, at selv husdyrene i al kristenhed bringer et kristeligt afkom til verden?

Ja, jeg svimler ved tanken! Men den dag, det sker – i stor målestok og til ære for menneskeslægten – da vil Ny Testamente ikke længere være sandhed…"